Grøn Ild

Indledning


1 måned, 3 dage siden 2 kommentarer Uafsluttet Fantasy

2Grøn Ild - Indledning
JACK · Jeg kørte igennem den mørke nat. Månen skinnede klart fra en... [...]
Fantasy
1 måned, 3 dage siden

Puls: 6,0

Publiceret: 1
Afgivet: 0
Modtaget: 2
Venja Wilk (f. 1985)
JACK

Jeg kørte igennem den mørke nat. Månen skinnede klart fra en stjernefyldt himmel og sendte sit klare lys ned over landskabet og landevejen, jeg kørte på, som ellers lå øde hen. På trods af det smukke scenarie, var jeg nød til at sukke tungt. "Don, slap af. Jeg ved, hvad jeg gør. Det er jo ikke, som om det er første gang, jeg er ude og patruljere selv. Jeg er tilbage inden midnat."
   Jeg rullede med øjnene og håbede snart at blive fri for Dons evindelige vrøvl. Hvis ikke han tilfældigvis var leder af klanen, havde jeg bedt ham om at lukke i. Det stod desværre i jobbeskrivelsen, at jeg skulle være lydig og ja, endda underdanig.
   "Bare du passer på, Jack. Der er blevet observeret lys i nærheden af South Fork-reservatet. "
   "Jeg ved det, jeg ved det! Det hele er under kontrol."
   "Kontrol? Det må da være din spøg."
   Jeg kunne mærke min arrighed ulme, men det nyttede ikke noget at miste besindelsen. Han havde det sidste ord. Punktum. "Jeg tager den sædvanlige runde og skynder mig tilbage. Det er sikkert ingenting."
   Don sukkede utålmodigt. "Okay. Vi ses senere."
   "Ses".
   Jeg smed walkie-talkien ned foran passagersædet, men den krøllede ledning gjorde, at den nær var røget lige til-bage i hovedet på mig. Jeg bandede og tog et skarpt sving til højre.
   Der var buldrende mørkt ude i ørkenen om natten, men som medlem af klanen var det mit job at patruljere efter de fremmede. Den amerikanske stat havde indsat os til at holde øje med den stadig øgede opmærksomhed vores planet var genstand for. Der var såmænd ikke noget nyt i de fremmedes besøg. De kunne spores helt tilbage til før vores tidsregning. Men mennesket har altid været frygt-somt over for det ukendte, og de fremmedes interesse for os har ofte ført til fjendtlige sammenstød. Jeg havde været i nærkamp med dem før og frygtede ikke, hvis det skulle komme der til igen. Som soldat, ikke bare for det ameri-kanske folk, men for hele resten af verden, var det min pligt at patruljere og værne om menneskeracens sikker-hed.
   Den gamle pickup brummede lullende fra motoren, og jeg var nødt til at skrue op for radioen for at holde mig vågen eller rettere sagt på vagt. Der var en grund til, at jeg kørte rundt her. De fremmede var blevet observeret for ganske nylig, og de ville uden tvivl aflægge vores planet et visit inden længe. Jeg nærmede mig reservatet og slukkede lyset på bilen. Det værste, der kunne ske, var, at jeg blev opdaget og mistede fordelene ved et overraskelses-angreb.
   Jeg kunne høre prærieulvene hyle i det fjerne, men de var min mindste bekymring. Langsomt gled jeg gennem natten. Det eneste, der vidnede om min tilstedeværelse, var radioen og den rolige brummen fra motoren. En ting vi vidste om de fremmede, var at de var meget sky. Hvis de fik bare den mindste mistanke om, at vi havde færten af dem, forsvandt de som dug for solen. De ønskede mere end noget andet, at deres aktivitet forblev hemmelig for os. Det skete da også til tider, at vi først opdagede dem, når de allerede havde infiltreret os. Det var som om de søgte et eller andet her på Jorden. Et eller andet de desperat havde brug for. Fortabt i mine egne tanker gled jeg gen-nem natten. Intet tydede på, at der var noget under opsej-ling. Usikker på teksten, sang jeg mumlende og snøvlende med på en eller anden countrysang, de spillede i radioen. Mine tanker vendte hjem til vores tilholdssted og mine brødre, der sikkert alle morede sig over, at jeg trak det korteste strå og vandt tjansen som vagt i aften. Pludselig døde motoren ud og bilen trillede bare lydløst hen over asfalten. I det samme skød der lyn frem over himlen. Jeg missede med øjnene mod det sære skarpe lys. Det kunne ikke udelukkes, at det var et ganske almindeligt stjerne-skud, men min erfaring fortalte mig, at det nok ikke for-holdt sig sådan. Jeg trak håndbremsen og holdt øjnene på himlen. Endnu et lyn skød frem og endnu ét. De zigzagge-de hen over himlen. Der var ikke længere nogen tvivl. Jeg drejede nøglen, men bilen lod ikke til at have registreret det. Jeg prøvede igen uden held. Den ellers helt nye pick-up var helt død, som om al elektricitet havde forladt den. Jeg kunne høre en svag rumlen, der kom nærmere og nærmere. Jeg opgav motoren og holdt i stedet øje med himlen. Om ikke andet ville jeg finde ud af, hvor de fremmede steg ned. I det samme opstod der gnister på himlen, som mundede ud i et stort blændende lys. Al lyd forsvandt. Jeg kunne ikke høre nøglerne rasle, da jeg igen forgæves prøvede at starte motoren. Jeg kunne ikke engang høre min egen vejrtrækning, selvom jeg kunne mærke, hvordan det hev i mit bryst.
   Så kom braget.
   En ødelæggende og fortærende lyd. Jeg holdt mig for ørerne, selvom det ikke hjalp det store. I horisonten kom en ildkugle til syne. Kilden til det blændende lys. Den kom farende, hen over taget på pickuppen, og det buldre-de og rystede, da den ramte jorden. Deres fartøj var styrtet ned, og det havde ikke været nogen blød landing.
   Jeg vidste, det ville være bedst at blive i bilen og prøve at få liv i den igen, så jeg kunne få radiokontakt med de andre klanmedlemmer, men min nysgerrighed overvandt hurtigt min fornuft. Jeg sprang ud af bilen og begyndte at gå i retning af det sted, hvor den var styrtet ned. Jeg gik så hurtigt, at jeg var ved at snuble over de små sten, der lå på den sandede jord. Længere fremme var der en fordybning i jorden, og jeg vidste, det måtte være arnestedet. Jeg be-gyndte at løbe og fumlede efter min lommelygte i mit bæl-te.
   Da jeg endelig fik den tændt, begyndte jeg at søge efter tegn på vores gæster. Jeg løb i den løse sandede jord ned mod fartøjet, der lå halvt begravet i krateret. Fartøjet var ikke ret stort, og ud fra hvad jeg vidste om deres særpræ-gede transportmidler, så den ud til at ligge på siden. Det blændene lys var forsvundet. Det lignede ikke længere et fartøj lavet af en intelligent livsform fra det ydre rum, men en stor sten, der faldt fuldstændig ind med sine omgivel-ser. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg ikke vide hvad det var. I det samme åbnedes der en lem, og nogen lod sig dumpe ned på jorden. Det var ikke et langt fald, men hvem det end var, så lå væsenet helt stille. Jeg trak min pistol og pegede både den og skæret fra min lygte mod den livløse skikkelse. Jeg nærmede mig forsigtigt og kunne nu udgøre konturerne af en kvindeskikkelse, der lå på jorden.
   Jeg studerede den ubestemmelige blege hud, det kul-sorte hår og det usædvanlige tøj, hun havde på. Hun var ikke et menneske. Det var tydeligt. Langsomt nærmede jeg mig kvinden og nåede næsten helt hen til hende, før hun begyndte at røre på sig. Hun satte sig op, og jeg kunne se, at hun både var forvirret og groggy. Hun fik øje på lyset fra min lygte og fór sammen. Tydeligvis bange for mig
   Jeg kunne ikke sige, hvad det var inden i mig, der for-hindrede mig i ikke bare at slå skabningen ihjel med det samme, men uanset, hvor farlige de fremmede havde po-tentiale for at være, så følte jeg mig draget af hende. En beskyttertrang opstod i mig. Alle deres krigere var kvinder. De fleste nogle store bryske amazoner, men hende her var lille og forfinet. Hun udstrålede yndighed og sårbarhed. Hun var gennemført smuk. Hun kunne umuligt være en kriger. Hele hendes holdning var fuld af en ynde, som de færreste kvinder ville kunne bære. Det tøj, hun bar, var lavet af udsøgte materialer og måtte føles helt fantastisk mod hendes bløde hud. Hun bar smykker, men ingen våben. Hvem hun end var, var hun landet her ved en fejl-tagelse. Så meget var sikkert.
   Jeg lod min pistol falde til jorden med et bump og holdt hænderne op, så hun kunne se, at jeg ikke ville gøre hende ondt. Hun rørte sig ikke ud af stedet, men så ud til at forstå. Hun forsøgte i hvert fald ikke at flygte. Roligt knælede jeg ned ved siden af hende. Hun flyttede sit blik ned mod jorden og prøvede at sætte sig op på en mere behagelig måde. Det stred imod alle regler, hvad jeg hav-de gang i, men hele min krop blev pludselig elektrisk, og der var en kalden fra hende, jeg ikke kunne overhøre. Det opstod en længsel i hver en celle i min krop efter at række ud og røre ved hende, og inden jeg nåede at tænke over det, var min hånd allerede alarmerende tæt ved hendes ansigt.
   Hun kæmpede ikke imod, da jeg skånsomt tog fat i hendes hage og guidede hende til at se op på mig. Et lyn skød ned igennem mig, da mine øjne mødte hendes. Det var de særeste øjne, jeg i mit liv havde set, jeg havde aldrig lagt så meget mærke til deres øjne før. Hendes var store og havde en sælsom grøn farve, jeg aldrig havde set før. Rundt om iris var der en stor sort ring, og hendes pupiller borede sig ind i mine.
   Jeg satte mig chokeret ned på jorden ved siden af hen-de. Selvom jeg næsten ikke turde røre ved hende af frygt for, at hun skulle gå i stykker eller forsvinde i den blå luft, var der stadig en længsel i mig, og som om hun også kunne mærke det, begyndte hun at række ud efter mig. Forsigtigt lagde hun sin varme hånd mod min kind. Jeg fik en fjollet tanke om, at jeg skulle have barberet mig, da jeg stod op i morges, men jeg skød den hurtigt væk igen. Vores møde var så absurd. Jeg lagde min hånd over hendes.
   "Hvad er dit navn?" spurgte hun.
   Hun havde talt perfekt engelsk. Jeg fandt mig selv fuld af ærefrygt for dette lille væsen, og denne gang kunne jeg ikke holde det tilbage. Jeg udstødte en halvkvalt lyd.
   Hun så afventende på mig i det sære kunstige lys fra min lommelygte.
   "Jack," hviskede jeg.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/05-2023 18:46 af Venja Wilk (Venja) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 1712 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.