0Kaptajn Kid - Kapitel 4
Jeg vender mig imod stemmen. Overseeren fra broen. Han holder sty... [...]
Fantasy
9 dage siden
1Kaptajn Kid - Kapitel 3
Køleskabet har en flaske rent filtreret vand. Jeg fylder et glas ... [...]
Fantasy
11 dage siden
0Kaptajn Kid - Kapitel 2
Jeg trykker hurtigt ind for at sende en besked. "Gør klar til kam... [...]
Fantasy
29 dage siden
1Kaptajn Kid - Kapitel 1
Krigen har allerede været i gang i over 700 kredsløb. De fem side... [...]
Fantasy
1 måned, 5 dage siden

Puls: 24,0

Publiceret: 4
Afgivet: 5
Modtaget: 2
Hans H. Olsen (f. 1991)
Jeg trykker hurtigt ind for at sende en besked. "Gør klar til kamp!" råber jeg og vil går ind for at sende en Kode Rød. Der er dog ét problem. Den er låst med kode og jeg kender ikke koden!
   "9683!" udbryder seeren hurtigt og gør selv klar til rumkampen.
   Der er ikke mange skibe tilbage der kæmper for Samosystemet. Det er næsten tabt. Jeg trykker koden ind, som Seeren af en eller anden grund kender og alarmen bliver slået til. Hele Sora Imperiet vil snart kende til slaget, hvilket de højst sandsynlig ikke gjorde. Slaget ser ud til at have stået på i timer.
   Jeg åbner gruppebesked igen og råber, "alle mand på deres poster! Det her er ingen øvelse! Vi har en hård kamp foran os!" Med det sagt råber jeg til styrmanden, "bring os ind imellem dem! Vi må hjælpe de skibe der stadig holder!"
   "Imellem er farligt," siger han tilbage, "vi vil tage alt ilden, og der er alt for meget ild."
   "Rigtig," siger navigatøren, "der ser ud til at være 3.000 Dreadnoughts, 15 titans, to moder og 1 milliard jagere."
   Voldsomme tal. Runde. De ser værre ud. Heldigvis er de ikke interesseret i de sidste skibe af vores. De har mere opmærksomheden på planeten. Skjoldet holder stadig, men ser ikke ud til at kunne holde til al den ild meget længere. Der er kun omkring 40 dreadnoughts der angriber vores overlevende der prøver at trække sig væk. Jagerne venter på at kunne invadere planeten og spare på brændstoffet. "Bring os imellem dem!" råber jeg, "det er en ordre!"
   Styrmanden sukker og sætter farten op. "Der er kun fem af vores tilbage," siger navigatøren, "de er alle hårdt medtaget."
   "Så vi er syv skibe," konstatere jeg alvorligt.
   "Syv?" gentager navigatøren.
   Knap har hun sagt det, før mit skib kommer ud af hyperrummet. Det er mindre og hurtigere. "Mellemrummet er 2 timer herfra ikke!" spørger jeg alvorligt.
   "2,32 for at være præcis," svarer navigatøren og forstår hvor jeg vil hen, "men der er stor chance for at de her, er de skibe!"
   "Nej, der er nul chance!" svarer jeg bestemt, "de må ikke vende tilbage før vi har afløst dem. Der er fem skibe i hver mellemrum, det giver 15 skibe i alt. Det burde være nok til at holde skansen, til resten af flåden kommer."
   Jeg håber virkelig de holder proceduren. At de to skibe dukker op, kommer godt bag på hæren. 30 af dem forlader angrebet på de fem for at stoppe os. "Vi har radioforbindelse til Kaptajn Stump!" råber hackeren.
   Jeg slår over til ham og siger højt, "Kaptajn Phillips! Del og hersk!"
   "Hr. Tony! Spagetti!" lyder Kaptajn Phillips stemme.
   Spagetti? "Aye aye Kaptajn!" råber Styrmanden og sætter kurs over til mit skib, imod mine ordre.
   Vent spagetti? Skruen! Selvfølgelig! Vi er nødt til at redde de fem skibe. At dele os, vil ikke gøre det. Jeg slukker midlertidig for radioforbindelsen til mit skib og giver besked til besætningen, "vi bruger skruen! Gør klar!"
   "Hr. Tony! Lux er en dygtig styrmand, vær ikke bange for at flyve tæt," tilføjer jeg.
   Hr. Tony følger min anvisning og det viser sig at være rigtigt. I denne teknik, jo tættere, jo bedre. De bruger ikke rigtig nogen teknik. Størrelsesforskellen er tydelig på de to skibe, især når de er så tæt på hinanden og det forvirre dem. Vi er på kollisionskurs imod dem, og de spreder sig ud. Vores teknik gør samtlige vores kanoner kan bruges, uden at overophede. Vores formation gør det svært for dem at ramme ét mål, det samme sted.
   Desværre har det også en negativ effekt for os. Vi har også svært ved at ramme de samme steder. Det er dog heller ikke vores mål. Det er vores mål at redde vores allierede.
   Jeg kigger på kortene. Et af skibene er sprunget så der er kun fire tilbage nu. De fire sidste har dog fået modet tilbage da de ser os. Jeg åbner kommunikationen og siger, "Kaptajn Luna her. Klare I den?"
   "Vi døde," lyder svaret.
   Pokkers! Vi bliver nødt til at finde en metode at holde os i live på. Gad vide om Kaptajn Phillips har en plan. Jeg havde regnet med de fire, men de er gået døde.
   "Kaptajn Stump her! Tag jer sammen!" råber Kaptajn Phillips, "vi er ikke døde endnu! Mand jer op!"
   "Javel!" lyder der svar fra de fire skibe.
   Vent hvad? Det forstår jeg ikke. De ti skibe der stadig angriber dem, bliver skåret af, af os. De andre er stadig ved at vende og prøve at nå op til os. "Lås ild på skibet ret forude!" beordre jeg.
   Skibet begynder at skyde kun på et mål, udover kanonerne der ikke er i vinkel. Vores Dreadnoughts er galaksens stærkeste. Nok fordi kanonerne bliver holdt ved lige. De andre bygger skibe, sender dem i krig, bygger nye og så videre. De vil hellere skrotte et gammelt skib en opdatere det. Jeg ville ønske den teknik bed dem hårdere i bagdelen, for disse er fabriksnye skibe.
   Ildkraften skyder dog igennem skjoldet og smadre én kanon, samt skader skroget. "Skyd på samme mål!" beordre jeg.
   Skibet ser det og koncentrere deres skjold om det punkt. Irriterende! De er for mange og for stærke! Desværre for dem, er deres skibe ikke de eneste der er nye. Kaptajn Phillips smøger sig hurtigt om bag skibet og giver den en hel bredside. Hele skibet flækker midt over.
   Jublen er dog kort fra vores side. Et skud kommer igennem skjoldet. Det skader skroget og ryster hele skibet. Jeg falder ud af stolen, og råber, "skades-rapport!"
   "Intet alvorligt!" svarer Seeren, "styrbord side er ramt! Skroget nede på 88 procent!"
   Jeg stiller mig ved bordet og ser på slaget. Vi er ved at blive omringet. De fire skibe har skadet motorer så de kan ikke flyve særlig godt. De prøvede på at flygte ud af området hvor de jammede radioforbindelsen. Hvis vi flytter os, vil de dø.
   "Hr. Tony! Spagetti-gaffel!" råber Kaptajn Phillips.
   Vi begynder at flyve rundt om dem. Prøver at holde dem nogenlunde sikret. Vi kan ikke gøre meget, udover at trække tiden ud, og det ved de. "Kaptajn Phillips!" kalder jeg, "skal vi fortsætte med at trække tiden ud?"
   "Der er ikke meget tid at trække. Skjoldet for planeten vil være gennembrudt om en halv time og der er stadig over to til forstærkningen kommer, men vi har ingen chance for at vinde denne kamp," siger han.
   Han har ... jeg kigger nøjer på kortet over slaget. Problemet med deres taktik er ... "Kaptajn Phillips. Jeg vil holde skansen her. Afled dem ved planeten," siger jeg alvorligt.
   "Tåbelig plan!" udbryder han, "de er for mange, for stærke og for ..."
   "Uerfarne!" afbryder jeg bestemt, "de er alle mere grønne end mine soldater!"
   Der går nogle sekunder så bryder Kaptajn Phillips formationen og flyver imod planeten. De 39 skibe om os, jagter ham ikke. De ved godt at han ikke har noget at skulle have sagt der. Han kan umuligt stoppe dem alle, men hvis de havde en smule erfaring, ville de vide, at det heller ikke er planen. For hver skib han vil udslette vil der gå længere tid før skjoldet ryger. For hver skib der koncentrere sig om ham, jo længere tid vil skjoldet holde.

Endnu et skud ryger igennem skjoldet og endnu et. Vi kan nok ikke holde meget længere. De prøver at koncentrere ilden om det stærkeste skib, men har svært ved det eftersom vi hele tiden gemmer os bag de svage, og når de prøver at koncentrere sig om dem, kommer vi op.
   Den gode nyhed er at Kaptajn Phillips formåede at ødelægge 2 dreadnoughts, 1 titan og over 500 jagere. Den dårlige er, at samtlige skibe derefter vendte sig imod ham, og ... udslettet mit skib.
   "Tid!" råber navigatøren pludselig.
   Kort efter kommer den første forstærkning ud af hyperrummet. En dreadnought, stærkt efterfulgt af to andre. De har opdaget det. De kan ikke nå at smadre planetens skjold før mere forstærkning vil komme, og hvis de koncentrere sig om os, vil de fuldstændig kunne opgive at komme igennem skjoldet.
   Der går ikke længe så vælger de den bedste taktik. Den der vil kunne redde flest af deres. Flugt. Slaget slog fejl for dem. Overraskelsesangrebet blev afsløret og gik i vasken.
   Jeg sukker tungt og træt, og er langt fra den eneste. I løbet af de næste timer kommer flere og flere skibe igennem. De sårede skibe bliver repareret nok til at kunne lande på planeten og får lov. Det gør vores også. Dernede kan skibene blive repareret og vi kan hvile. Jeg trænger.
   Alle ombord er stille. De er vidst både trætte og sure. Teknisk set slog jeg deres kaptajn ihjel. Det er klart de er sure på mig. Min taktik hjalp, men kostede ham livet. Jeg forstår dog ikke hvorfor de ikke holdt sig på afstand og flygtede da hæren vendte der opmærksomhed imod dem. De var langt hurtigere.
   Imens vi er på vej ned skriver jeg rapport. Da vi lander er Tony den første der siger noget, "det var en værre omgang. Jeg trænger til en lur." Vi andre giver ham ret. "Og Kaptajn Luna," siger han ved kun et hurtigt blik på mig, "du ... kunne vel ikke tage noget mere tøj på."
   Jeg ser ned af mig selv. Frakken er fløjet noget op. Jeg skynder mig, at rejse mig op. Det havde jeg slet ikke opdaget og fuldstændig glemt. Hvor pinligt. Hver eneste en på broen har kunne se mine underbukser uden problemer. Jeg skynder mig ud for at skifte tøj.

De andre er allerede stået af da jeg kommer ud af skibet. Der er mange journalister, et orkester og planetens kansler til at tage imod os. Besætningen bliver tydeligvis hyllet som helte, men hvad med de fire andre? De gjorde jo også en del.
   Jeg går over til dem. De ligger ikke engang mærke til mig. "Det var ærgerligt med jeres kaptajn," lyder kanslerens stemme.
   "Ja. Han dødede som en helt. Desværre ikke på vores skib," siger Seeren.
   De forskellige besætningsmedlemmer ligger mærke til mig og giver mig plads så jeg kan komme igennem. "Ikke på jeres skib? Så I havde ikke nogen kaptajn ombord?" spørger kansleren forvirret.
   "Jo. Vi skiftede kaptajn med skibet der ofrede sig, for at redde skjoldet," forklare Seeren, og jeg kommer helt op, "og her har vi hende så."
   Alle ser overrasket på mig. Journalisterne, orkesteret, kansleren og mange af de andre der er til stede. De i orkesteret der ikke går helt i stå, kløjs i melodien. "Vent nu lige lidt. Hvis det der er kaptajnen fra skibet der ofrede sig ... betyder det så, at hele skibet var fyldt med børn!?" spørger en af journalisterne forarget.
   "Du ved, hun er en af de der fra et af de vanvittige projekter. Et projekt der gik ud på at lave billigere soldater," forklare Seeren, "hun er slet ikke noget barn. Hun er fuldvoksen."
   Mener han det? Af en eller anden grund, tror jeg ikke de hørte det sidste Seeren sagde. "Så I lader et barn have kommandoen under dette slag?" konstatere en af journalisterne med et skeptisk blik.
   "Jeg er ikke noget barn," siger jeg bestemt, "jeg er Kaptajn Luna, fra Projet Minni. Og så vidt jeg ved er der fire andre skibe værd at blive kaldt helte. Besætningen og jeg er træt. Dette er mit andet slag på ikke engang én cyklus."
   "Ja selvfølgelig," siger kansleren der udmærket ved hvor meget vi har gjort og ofret for planeten og folket, "I vil blive indkvarteret på hotel, til I er kommet jer over slaget."
   Vi bliver kørt med stil til hotellet og får hver vores værelse. Jeg er for træt til at tænke over meget og mere eller mindre falder i søvn med det samme mit hoved rammer hovedpuden.

Jeg vågner. Det er blevet mørkt på planeten, men jeg er udhvilet, og i rummet er der ikke dag og nat, så ...
   Der er ikke noget badeværelse til værelset, men to store fællesbade. En til mænd og en til kvinder. Jeg går derned for at bade. Andre fra skibet er også vågne. Fællesbadet har en masse små taburetter med bruserer og spande til. Samt shampooer og balsamer. Et ganske fint og stort udvalg. Efter en grundig vask, går jeg over til det store opvarmet basin. Sådan et bad skal man ikke kimse af. Jeg kommer næppe til at opleve sådan luksus igen.
   Efter badet går jeg ned for at spise. Det er ikke ligefrem morgenmad der bliver serveret, men jeg klager ikke. Et fjernsyn køre med nyhederne. Der er selvfølgelig kun et på oversigten. Alle de faldne bliver fremvist som helte, men det bliver de overlevende nu også. Især mig.
   Jeg sagde mit navn var Luna, så ... det der giver ingen mening. "Kaptajn Kid er måske en ung kaptajn, men har allerede kæmpet to succesfulde slag," siger nyhedsoplæseren.
   Det kunne også være en anden kaptajn han snakker om. "Nå Kaptajn Kid," siger en fra besætningen direkte til mig, "det bliver spændende at se, hvad deres planer er for vores fremtid."
   Ja. Jeg er uden mandskab og skib, de er uden kaptajn. Det logiske vil være at slå os sammen. "Jeg hedder Luna!" siger jeg vredt, "ikke Kid!"

*

Lord Sigmundurs general-assistent er i gang med at tjekke nogle papirer. Hun har gjort meget for at komme til denne stilling. Ikke alt sammen noget hun er lige stolt af, og hvis ikke det var fordi det er et valg hun selv traf så ville hun nok føle sig udnyttet. "Sikke noget rod," siger hun til sin sekretær, "Kamoras første angreb var åbenbart en afledning. Det andet var det rigtige."
   "Ja. Vi bør slå igen for at vise vores styrke," siger sekretæren, men lad Lord Sigmundur om at ordne det, "to af vores kaptajner var indblandet i selve kampen. De sidste nye siger, at begge overlevende."
   "Begge?" gentager general-assistenten forvirret, "jeg troede kun det var den ene."
   "Broen overlevende med nogle få skrammer," svarer sekretæren, "de løb dog tør for ilt før vi opdagede det. De er i kritisk tilstand, men Kaptajn Stump er udenfor livsfare."
   "Godt at høre," siger general-assistenten, "det efterlader dog seks uden skib."
   Hun trykker ind på optagelserne fra broen og bliver noget forarget over billederne. "Hvorfor er ... kaptajnen ikke reglementeret påklædt?!" udbryder hun vredt.
   "Det ... ved jeg ikke. Angrebet kom nok bag på dem også," siger sekretæren og ser på optagelsen, "af en ny at være, klare hun sig da fint, ikke?"
   General-assistentens blik er forhadt. Hun kan allerede ikke døje den unge krigshelt. Hun roder i sit hoved efter ting hun kan gøre imod den lille kaptajn, der ikke vil være imod reglementet. "Hvad står der om kaptajners påklædning?" spørger hun eftertænksomt.
   "Frakke, undertøj og tydelig rang," svarer sekretæren.
   "Så intet om bukser," konstatere assistenten og smiler ondt, "send bud efter skrædderen. Kaptajn Luna skal have ny rang. Derfor nyt tøj."

*

Jeg har dårlig nok hvilet et døgn, men er kaldt til Gini. Lord Sigmundur har jeg nok set hvad jeg vil se af ham, resten af livet. Rumbussen sætter mig af, så jeg kan tage toget det sidste stykke til paladset.
   En gigantisk bygning. Den er bygget med tårne så det ligner et kæmpe pindsvin. Kanoner, sit eget planetskjold. Næsten hundredtusind vagter. Det er den mest beskyttede bygning på hele planeten, men ikke den eneste af sin slags der er 199 andre i imperiet.
   Stedet har sin egen private togrute. Så jeg skal skifte tog og næsten blive tjekket i hoved og røv, før jeg omsider kan komme det sidste stykke. At vente udenfor en dør, til general-assistentens kontor.
   Hendes sekretær kommer ud og siger, "Kaptajn Luna. Lady Johanne kan tage imod dig nu."
   Som jeg går ind på kontoret pyntet med guld og sølv. Blomster, statuer og billeder. Hun er af min art. Hun har intelligente grønne øjne, briller, opsat rødt hår der skjuler det ene horn og lyserøde læber. Hendes smag er utvivlsom dyrt. Intet af det herinde ser billigt ud. Jeg tvivler på hun har noget af det på grund af sine evner, eller arvet stillingen. Men hvordan har hun så fået det?
   "Kaptajn Luna," siger hun, til mig, "mig en fornøjelse at møde dig."
   Mærkeligt. Hvorfor føler jeg, at hendes stemme er fuld af gift? "General-Assistent Lady Johanne! Jeg Kaptajn Luna mælder mig til tjeneste," siger jeg og gør honnør.
   "Lord Sigmundur har underskrevet at Projekt Minni vil få tyve nye skibe og bemanding," siger hun og læser noget på sin skærm, der er sløret på min side, så kun hun kan se det, "det er imponerende. Kun 1.564 projekter har opnået det. Projekt Minni kan måske vende hele krigen."
   Hvad I alverden skal jeg sige det til? Projekt Minni er ikke et valg jeg har truffet. "Tak," siger jeg og bukker.
   "Godt at se tæven kender sin plads," mumler hun.
   Hvad? "Undskyld?" spørger jeg forvirret, og ser op.
   "Du er blevet forfremmet Kaptajn Kid. Undskyld jeg mener Luna," siger hun, uden at lyde til at mene den undskyldning, eller rettelsen, "du vil få udleveret en ny uniform. Bær den med stolthed."
   "T-Tak," siger jeg og fornemmer giften i hendes stemme.
   Sekretæren tager en pakke frem og giver mig den. Så hurtigt? Det var hurtigt de fik lavet en i min størrelse? "Lad mig se den på dig," siger hun med et koldt smil.
   Jeg ser over på døren og nikker. "Kaptajn Luna," siger hun, som jeg går over imod døren, "har jeg givet dig lov til at træde af?"
   Vil hun have at jeg skifter tøj foran ...en ordre er en ordre. Åbner pakken og ligger den på en stol. Jeg tager min trøje, bukser og frakke af. Dog ikke i den rækkefølge. Så tager jeg trøjen i pakken på og ... frakken og ... min militærrang der viser at jeg er en 1 stjernet kaptajn. "Jeg ... jeg tror ..." jeg vil sige der nok er glemt noget under leveringen, men Johanne afbryder mig.
   "Kan du lide din nye uniform. Jeg har personligt fået den tegnet til dig," siger hun.
   Trøjen er heldigvis længere end min forrige, men går ikke halvt ned til knæene, og frakken går kun en centimeter længere. Det var desværre ikke et spørgsmål om jeg kunne lide min nye uniform, det var en ordre. "Der mangler bukser," siger jeg alvorligt, "det er reglementeret militærpåklædning."
   "Ikke for kaptajner," svarer hun med et smil, "din nye uniform holder sig til reglementet. Bær den med stolthed."
   Jeg kunne sige, nej tak. Hun vil måske blive rasende, og degradere mig, men i det mindste kan jeg gå med bukser. "En kaptajn er ved at gå på pension. Så vi vil snart have en åben plads ... på en titan," siger hun.
   Titan! Klassen over Dreadnought! Med hangar og faciliteter som motionscenter, svømmebasin, biograf, skydetræningsbane og spa! Det vil være en forfremmelse langt højere end bare en stjerne. "Jeg takker for tilbudet," siger jeg og bukker, "men jeg foretrækker stadig at min uniform har bukser."
   "Hvad skal en lille tøs som dig bruge bukser til!" snerrer Johanne lavt.
   "Undskyld?" spørger jeg forvirret og støt.
   Hun rømmer sig og siger, "ja, men nu er jeg ret ligeglad med hvad du foretrækker. Det er din uniform og bukser er ikke indkluderet."
   Hun gør et værre og værre job med at skjule hvilken kælling hun er. "Så må jeg desv..."
   Før jeg kan sige mere, går døren op og den person jeg havde forventet aldrig at se igen kommer ind. Nu er det jo også hans hus. Lord Sigmundur. "Johanne send mig dokumenterne fra ..." han stopper da han ser mig, "åh Kaptajn ... Kid! Ja. Jeg stod lige og skulle tjekke dine ... indsatser i krigen. Jeg er imponeret."
   Han ser op og ned af mig. Mest ned. "Nydelig uniform," siger han, "er der ikke en titan der snart har brug for en ny kaptajn?"
   "Åh jo, deres storhed," siger Lady Johanne, "jeg har skam allerede tilbudt hende jobbet."
   Lord Sigmundur er den ultimative magt. Jeg kan ikke sige ham imod. Ikke hvor meget jeg så end vil. Han ved hans magt her er ubegrænset. "Det var ... det var det," siger han, "Kaptajn Kid. Jeg ser frem til at se ... mere af dig i fremtiden."
   Han er den absolutte første mands, hvis blik jeg bestemt ikke kan lide. "Tak," siger jeg og bukker for ham.

På vej væk er der en ting der overrasker mig. Der er ikke mange der bider rigtig mærke i min nye uniform. Måske er det ikke sådan en stor ting, som visse gør det til, eller også er det fordi der sidder massere af kvinder omkring i mindre.
   Der er en tanke der slår mig. Jeg bliver nødt til at vente syv cyklusser på at kunne tage min plads som den nye kaptajn på Gustav. Den Titan jeg skal tage kommandoen over. Den ankommer først her om syv cyklusser, så indtil da har jeg fri. Desværre er penge ikke ligefrem det jeg har mest af. Offentlig rumfart er heldigvis gratis for soldater, især officerer der må rejse på første klasse. Jeg har lige nok til et billigt hotel i den tid, med kost og logi. Jeg er sikker på det er et led i general-assistentens plan at holde mig lav på penge, så jeg ikke har råd til at købe lange underbukser. På den anden side er det nok bedst jeg ikke gør. Den gamle gris til Lord Sigmundur, vil sikkert bare forbyde undertøj som del af uniformen. Det vil gå ud over alle og tifold mig.
   På min holofon leder jeg efter et billigt hotel på planeten. Desværre er det ikke så let. "Sikke et flot kostume," er der pludselig en kvinde der siger, "hvor har du købt det?"
   "Undskyld?" spørger jeg forvirret.
   En kukeiflai. De har lysegrøn let pjusket pels. Ører der går fra kæben og op over hovedet, hvor de ender i buende spidse, før de rammer hovedet. En hanekam i flere farver. Store øjne med en ekstra linse og vinger de ikke har brugt i en million kredsløb og heller ikke kan. Hende her har brune øjne, undtagen når hendes anden linse dækker, så er de en lidt mørkere orange end min. "Hvem er det du skal forstille?" spørger kvinden venligt og ser nøje på mig, "ikke at det ikke er fuldstændig ligegyldigt. Min kæreste vil elske det. Han er soldat."
   "Aha," siger jeg ligegyldigt og ser tilbage på min holofon.
   "Han er en af universets bedste jagerpiloter," siger hun stolt, "han kom ud for en lille ulykke og har været på orlov den sidste lønd."
   En hel lønd! Det var enten alvorligt eller også var hans skib blevet kaldt væk. "I en hel lønd?" spørger jeg mistroisk.
   "Du er ellers en skarpsindig lille pige," siger hun og sætter sig ved siden af mig, "han havde optjent noget ferie og hellere være helt sikker på han var på benene igen end vende tilbage for at dø."
   "Aha," siger jeg og ser tilbage på min holofon, "hvilket klasse skib er hans jager på?"
   Jeg kender ikke så meget til jagere. Vi har over 2.000 forskellige slags og fik jeg nævnt der er fem andre fraktioner i galaksen? "En titan," svarer hun stolt, "den er frygtet og kendt i hele galaksen."
   "Javel ja," siger jeg, "har ..."
   Jeg når ikke at sige mere, for så ringer hendes holofon. "Hej skat!" udbryder hun glad og et billed af hendes kæreste kommer frem, "noget nyt?!"
   "Ja. Træningen gik godt. Jeg scorende 100 %," lyder en kvindestemme.
   Jeg ser over på hologrammet af hendes kæreste og ... det er en kvinde? Sagde hun ikke, HAN var soldat? "Nå ja. Jeg har også lige hørt det største pis," siger kæresten surt, "de har fundet en ny kaptajn til skuden. En total nybegynder! Og når jeg siger nybegynder, så mener jeg virkelig nybegynder! Hun startede for én cyklus siden!"
   En! Det er mindre end jeg! Hold da fast. Der kommer godt nok mange nye kaptajner til. "Tror du hun vil blive så slem?" spørger hende ved siden af mig, "det er vel ikke altid man kan få en lige erfaren."
   "Slemt! Den kaptajn de har valgt, har ikke engang smidt bleen! Bogstavelig talt! Hun ikke alene er på størrelse med en lille pige, hun ligner en lille pige! Bare fordi hun har været heldig i et slag eller to!" råber hendes kæreste så højt at hele vognen ser over på hologrammet.
   Kvinden her skuler over på mig og spørger, "hvad hedder denne nye ... kaptajn?"
   "Øjeblik," siger hendes kæreste. Der går lidt. "Her. Kaptajn Luna. As Kaptajn Kid."
   Har én af mine kommende piloter lige sagt, jeg går med ble? Det vil jeg næsten ønske. Det ville være mindre pinligt end det her kostume. "Hej. Lille ven," siger kvinden ved siden af mig, "hvad hedder du?"
   "Luna," svarer jeg og ser bestemt på hende, "og nej. Jeg går ikke med ble. Jeg er 13 kredsløb."
   "Skat ... du har længe brokket dig over dit uheld, og er bare glad for det ikke er gået ud over dine evner, men ... jeg er ret sikker på, at jeg sidder ved siden af din kommende kaptajn," siger hun.
   Ja det er noget af et uheld. Begge er helt stille, mens de begge skuler over til mig. Jeg gør mit, for bare at koncentrere mig om mit projekt om at finde et billigt sted at være. Det er ikke let. Der er hele tiden usynlige udgifter.
   Kvinden ved siden af, slukker holofonen og ser på min. "Hey! Du leder efter et sted at være til skibet kommer ikke!" udbryder kvinden pludselig.
   "Ja. Kender du et billigt et?" spørger jeg.
   "Min kæreste og jeg har et gæsteværelse," siger hun, "du kan få lov at bo hos os så længe."
   Jeg forstår. De prøver at komme over på den god fod med mig, men jeg har allerede planer om at være professionel. "Det kan jeg ikke tage imod," svarer jeg, "jeg vil ikke hænge din kæreste op på hvad hun sagde. Jeg ved godt jeg er ny og ung, og endnu ikke har gjort mig fortjent til forfremmelsen."
   "Vissevasse," siger hun med et smil, "jeg insistere."
   Toget kalder stationens navn og gør klar til at stoppe. Kvinden rejser sig op. Hun griber om mit håndled og næsten trækker mig med sig.

Som jeg kommer hjem til dem, kan jeg omsider skifte tøj. De kan ikke tvinge mig til at gå rundt uden bukser, når jeg ikke arbejder. Håber jeg.
   Huset eller lejligheden er ganske normal. To soveværelser, et køkken, bad og stue. Efter at have skiftet til min gamle uniform, dog uden frakken på, spørger jeg, "er det ikke svært for jer, at holde kontakten? Maia har et farligt arbejde."
   "Det går nu fint," siger Tanja med et smil, "vi startede bare som samboer. Maia havde brug for et sted at være når hun ikke var på Gustav, og jeg havde brug for én at dele huslejen med. Efter nogle nætter blev vi dog mere end bare samboer. Jeg ved godt hendes job er farligt, og hver gang hun tager af sted, kan det være at hun ikke kommer tilbage, men jeg ved også at hun lever for sit job."
   Jeg nikker forstående, "ja, jeg lever også for mit job."
   Gad vide om der er an... en pludselig hovedpine slår mig, den går dog hurtigt over. "Maia er nok snart tilbage. Så jeg går i gang med aftensmaden," siger hun og går ud i køkkenet.
   Jeg ved ikke helt hvad jeg skal lave i mellemtiden og går med hende. Der går ikke lang tid, før jeg hjælper. Jeg kan ikke nå de øverste hylder. Der er mange irriterende ting ved at være så lille. Jeg bliver endda nødt til at sidde på knæ på en stol for ordenligt at kunne hjælpe ved køkkenbordet.
   "Så er jeg tilbage Skat!" lyder det fra gangen.
   Jeg forsætter med at skære grønsager. Jeg var klar over hun kom ind, men er fortsat uhindret. Tanja forlader madlevningen og går ud for at tage imod hende. Jeg høre lyden af kys, og så siger hun, "jeg håber ikke du har noget imod vi har en gæst de næste par dage."
   "Åhh... en ulykke kommer sjældent alene," siger Maia tungt, "jeg skal nå at søge væk fra Gustav. Bare fordi jeg ikke kunne holde min store mund lukket."
   Hvorfor dog det? Jeg sagde jo jeg ikke ville hænge hende op på det. Men da havde hun vidst også slukket for holofonen. Jeg gør grønsagerne færdige og går over for at se på maden og... jeg henter stolen og prøver igen. "Vær nu ikke så negativ," siger Tanja glad, "hils i det mindste på vores gæst. Hun er ude i køkkenet."
   Jeg røre rundt i gryden. Hvorfor mad på denne gammeldags måde? Da det hele er set til og temperaturen er indstillet, hopper jeg ned fra stolen. Jeg vender mig om for at tage imod Maia. Hun er af den normale jagerpilothøjde. 1,70 høj. Max højden er 1,72, så hun klare den lige. Hun er også en kukeiflai. Hendes øjne er sorte, men når den anden linse går for er de en klar blå. Håret er kort i en skrigende blond mohawk. Af en eller anden grund begynder hun at skælve. Hun har sikkert genkendt mig og er bange. Jeg er jo hendes kommende overordnede, og hun har teknisk set fornærmet mig. "Go..." mere når jeg dog ikke at sige.
   Som et trylle slag er hun ude af trancen og over mig. Hun er hurtig, men det er jeg også, års træning har gjort mig forberedt på at kæmpe. Det er heldigt for hende at jeg fornemmer at hun ikke vil såre mig, ellers ville hun bide i køkkengulvet.
   Hun omfavner mig hjerteligt. "Åhhh! Hun er bare så nuttet!" udbryder hun henrykt, "jeg kunne spise dig!"
   Jeg ser forvirret på Tanja, mens Maia er ved at kramme livet ud af mig. "Kan du ikke nøjes med maden?" spørger jeg oprigtig forvirret.
   Hun lader mig endelig gå og spørger sin kæreste, "hvem er hun? Et familiemedlem? Nej vi er ikke samme art. Et adopteret familiemedlem? En vens barn? Jeg ved jeg har set hende et eller andet sted før."
   "Det er din kommende chef. Luna," er svaret.
   Maia taber med det samme kæben. Hun vender sig imod mig. Jeg er i gang med at rette på mit tøj efter hun ... krøllede det. "Soldat Maia," siger jeg bestemt og tydeligt.
   Hun gør med det samme honnør. "Kaptajn Luna!" siger hun.
   "Rart at møde dig," siger jeg og giver hende hånden.
   Hun tager forbløffet imod den. "Du ... hyggeligt at møde dig," siger hun og ved ikke helt hvad hun ellers skal sige.

Aftnen går med snak om krigsskibe og militære taktikker. Jeg må dog gå tidligt i seng. Det har været en lang dag.
   Jeg har lidt svært ved at sove i sengen. Den lugter surt. Måske skulle jeg vaske sengetøjet og lufte dynen i morgen. Jeg står ud af sengen for at tage et glas vand, og overhøre en samtale mellem Tanja og Maia. "Jeg bryder mig ikke om det her," siger Maia alvorligt, "ja, vi kan måske punge hende for nogle oplysninger, men prisen vil være for høj."
   Oplysninger? Prisen for høj? "Sludder. Det vil langt fra blive svært," siger Tanja afslappet, "vi bruger den gamle teknik. Lidt alkohol og så vil kæften ikke stå stille på hende."
   Det er uden tvivl mig de snakker om. De vil have oplysninger ud af mig, og det vil blive dyrt. Jeg kan kun komme på én ting de kan mene, udover ...

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/07-2022 13:05 af Hans H. Olsen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 5255 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.