0Skæbnens ironi - 4. del
År 2115, Wellington, New Zealand. · Det blev en lang nat for Richar... [...]
Fantasy · science fiction
3 timer, 16 minutter siden
1Skæbnens ironi - 3. del
År 2041, New York, USA. · Vækkeuret begyndte at ringe højlydt og Ro... [...]
Fantasy · science fiction
7 dage siden
1Skæbnens ironi - 2. Del
År 2115, Wellington, New Zealand. · ...Ronald Davenport tog skridte... [...]
Fantasy · science fiction
14 dage siden
3Skæbnens ironi - 1. del
År 2041, New York, USA. · Vækkeuret begyndte at ringe højlydt og Ro... [...]
Fantasy · science fiction
21 dage siden

Puls: 33,9

Publiceret: 4
Afgivet: 6
Modtaget: 5
Dmitri Burdykin (f. 1980)
År 2041, New York, USA.

Vækkeuret begyndte at ringe højlydt og Ronald Davenport, som allerede var stået op og netop i gang med at binde sit slips, sagde med tydelig og bestemt stemme;
   "Sluk! Jeg er allerede oppe!"
   Ringetonen hørte op og en blid kvindelig stemme med enkelte 'mekaniske' undertoner, som afslørede, at den tilhørte AI'en - suitens kunstige intelligens - sagde;
   "Det skal jeg beklage hr. Davenport. Har De sovet godt?"
   "Jo, tak. Udmærket! I har rigtig gode senge her."
   "Det er jeg virkelig glad for at høre, hr. Davenport! Ritz-Carlton kæden har altid sat gæsternes komfort i højsædet og vores individuelt tilpasselige 'Kontinental+' senge er markedsførende!" kurrede AI'en med temmelig realistisk begejstring i stemmen. "Ønsker De morgenmaden bragt op på værelset nu?"
   "Ja, gerne. Jeg er hundesulten!"
   "Så vil jeg give køkkenchefen besked om at tilberede en XL-portion til Dem!" lo AI'en.
   "Det lyder godt."

Davenport gik over til en dyb lænestol beklædt med antikbejdset læder, satte sig ned og tændte for fjernsynet.
   Klokken var kun lidt over 7 og han havde god tid. Han skulle ganske vist lede et højtprofileret demonstrationsforsøg i ECNF - East Coast Nuclear Facility - kl. 10 denne formiddag. Men der var allerede sørget for transporten. Kl. 9 ville han blive hentet af en limousine og kørt de få hundrede meter til en privat helikopterlandingsplads. Derfra tager turen med helikopter bare en halv times tid. Helikopteren fik han stillet til rådighed af sin hovedsponsor, mægtige General Electric.
   Forsøget denne formiddag var stort anlagt med live Tv-dækning, taler og en gæsteliste der talte flere Congress-medlemmer, en enkelt minister og selveste præsidenten for General Electric.
   Davenport burde have været rystende nervøs. Men han var overraskende rolig og ubekymret.
   Hans selvsikkerhed udsprang af de, uden overdrivelse, fænomenale resultater, han havde opnået over de sidste par år og som havde gjort ham til en af de største stjerner på den videnskabelige nattehimmel.
   Han var nemlig manden, der egenhændigt formåede at hive menneskehedens gamle drøm om fusionskraft ud af historiens losseplads og ind i varmen igen.

Ja, forskning i fusionsenergi var gået lidt af mode dengang, lo Davenport i sit ikke eksisterende skæg.
   'Lidt' måtte siges at være en underdrivelse i dette tilfælde. Efter den gigantiske fiasko med den milliarddyre ITER-reaktor et årti tidligere, var skuffelsen til at tage og føle på i forskerverdenen og de fleste anerkendte atomfysikere så nu menneskeskabt fusion som en blindgyde, et fatamorgana. De store multinationale selskaber fik også kolde fødder og smækkede pengekassen i.
   Men Davenport blev ved med at kæmpe for det. Det var hans livsværk! Han var overbevist om, at det, der blev kendt som 'Verdenshistoriens dyreste fuser' skyldtes ITER-forskernes forstokkede konservatisme. Allerede dengang foreslog han nyskabende forbedringer til antændingssekvensen. Men han forhastede sig. Hans teori var endnu ikke helt færdigudviklet. Der var et par huller i den. Og straks kastede gribbene sig over ham. Han blev gjort til grin, stemplet som useriøs og hans forslag blev affejet. Men så blev det ITER-teamets tur til at blive til grin for hele verden! tænkte Davenport med slet skjult skadefryd. Han fik en ny chance og greb den.
   De første år havde været en vanvittigt hård kamp op ad bakke. Ingen investorer ville høre tale om nye fusionsforsøg. Forskningsministeriet var, om muligt, endnu mindre interesseret. I år 2038 blev han tvunget til at pantsætte huset for at finansiere de indledende forsøg. Det var også på det tidspunkt, hans kone truede med at gå fra ham.

Men da det så allersværest ud, skete der noget utroligt. Da Davenport vågnede en morgen, var det som om, han fik en åbenbaring! Pludselig så han den tekniske udfordring i et helt nyt perspektiv, som hidtil aldrig var faldet ham ind. Og ud af det blå fik han nogle, uden overdrivelse, revolutionerende ideer inden for atomfysik. Pludselig kunne han se, at de gængse teorier var kommet på afveje og for første gang forstod han den egentlige årsag til fiaskoen med ITER. Samtidigt indså han, at hans egen hidtidige teori, som han i årevis ihærdigt havde kæmpet for at føre ud i livet, kun var marginalt mindre forkert. I det øjeblik løb det koldt ned ad ryggen på ham, da han forstod, at han i fuld fart var på vej mod en blindgyde.
   Hvad skete der? Hvor kom disse ideer og denne nye indsigt fra? Davenport ville have givet meget for at få et svar på disse spørgsmål. Én ting var han helt sikker på; Da han gik i seng aftenen før, havde han end ikke skyggen af denne indsigt. Han kunne have mistænkt guddommelig indgriben, hvis ikke han havde været en indædt ateist. I mangel på en mere overbevisende forklaring, blev han enig med sig selv om, at brudstykker af nye ideer nok havde rumsteret i hans underbevidsthed igennem et stykke tid. Det er velkendt, at hjernen, under søvnen, er travlt optaget af at omorganisere og kategorisere løse minder og nye oplevelser. Denne nats omorganisering måtte så være faldet så heldigt ud, at disse brudstykker pludselig blev samlet og udkrystalliserede sig i hans bevidsthed.

Davenport spildte ikke tiden. Han skrottede sin gamle teori og skyndte sig at aflyse sit seneste dyrekøbte forsøg. Det lykkedes ham endda at få størstedelen af de indbetalte penge tilbage - til hans kones udelte glæde. Til gengæld måtte han finde sig i en del hånlige blikke og overbærende hvisken i krogene på sit universitet. Nogle af hans forskerkolleger, som ikke havde særlig høje tanker om hans 'besættelse' af fusionskraft, tolkede det som et tegn på, at han endelig havde kastet håndklædet i ringen. De skulle blive klogere!
   Da han offentliggjorde sin nye atomteori, havde det effekt af et lyn fra en klar himmel for det videnskabelige samfund. Folk stod måbende tilbage med vantro malet i ansigtet.
   Straks brød der en voldsom polemik ud og en række førende teoretikere inden for atomfysik rettede skarpe angreb mod 'opkomlingen og hans fiksfakserier'. Men Davenport holdt hovedet koldt og insisterede på, at teorien blev efterprøvet eksperimentelt. Han foreslog selv en række ukomplicerede forsøg, som ville demonstrere, at hans teori kunne forklare og præcist forudsige nogle fysiske fænomener, som ikke kunne forklares med de gængse teorier. Alle kunne se rimeligheden af dette og han fik sin vilje.
   Det var en langsom proces, men efterhånden som resultaterne hobede sig op, måtte selv hans mest hårdnakkede kritikere indrømme, at han måtte have fat i noget. Noget stort!

To år senere, i 2040, var Davenports liv fuldstændig forandret. Han nød næsten universel agtelse og anerkendelse fra forskermiljøet. Han blev hyldet som en af historiens største genier, på linje med Newton og Einstein. Han var berømt og velhavende.
   Hans initiativ til at genoptage forsøgene med fusionskraft blev mødt med entusiasme. Store konglomerater stod nærmest i kø til at få lov at sponsere hans forskning og videnskabelige forsøg til gengæld for reklameværdien og fremtidige rettigheder. Han kunne vælge og vrage. I sidste ende blev det mastodonten General Electric, der allernådigst fik æren at være hans hovedsponsor.
   Det hele kørte som på skinner. Den eksperimentelle fusionsreaktor i ECNF blev ombygget efter hans anvisninger og ved årsskiftet til 2041 kom hans hidtil største triumf. Som den første nogensinde lykkedes han med at få produceret mere energi ved fusion end der blev brugt til at holde processen kørende.
   Fra det øjeblik blev han til en sand verdensstjerne og en ubestridt autoritet inden for atomfysik.
   On nu ventede det næste skridt. I det forgangne halve år blev fusionsreaktoren i ECNF yderligere opgraderet til at understøtte fusion med 50 % højere temperatur. Hvor han for et halvt år siden formåede at producere dobbelt så meget energi som der blev forbrugt, ville den opgraderede reaktor levere hele 10 gange så meget energi. En lige så stor effektivitet som i de produktionsreaktorer, General Electric allerede var ved at udvikle. Så, formiddagens demonstration kunne betragtes som det endelige proof-of-concept.

Davenports dagdrømmeri blev afbrudt af en delikat banken på døren.
   Det var morgenmaden. Et udsøgt ensemble af små og større retter tilberedt af hotellets stjernekok efter Davenports individuelle ønsker.
   Hans appetit fejlede bestemt ikke noget. Så han gik straks i gang mens han så en nyhedsudsendelse i fjernsynet.
   I nyhederne fortalte de om en storstilet politijagt efter en flugtfange. Der var mistanke om at forbryderen kunne have gemt sig i et tog ud af byen. Derfor blev al togtrafik indstillet og togene gennemsøgt af politipatruljer.
   Det næste indslag handlede om Davenport selv og demonstrationsforsøget i ECNF. Med tydelig begejstring i stemmen opridsede studieværten forløbet op til denne dag og de grandiose perspektiver, der var ved at åbne sig for menneskeheden. Da han var færdig, skiftede studieværten toneleje og udtalte; "Ikke alle støtter dog op om dette projekt. Professor Sinclair har endnu en gang været ude og advare..."
   Davenport skar en grimasse. Den gamle havenisse Sinclair igen!

Carl Sinclair, en nu pensioneret atomfysiker, har igennem en årrække været hans onde ånd. Den famøse dråbe malurt i bægeret. Lige siden 2038 har Sinclair været hans argeste kritiker.
   I begyndelsen nægtede han pure at tage Davenports teorier seriøst og nedladende kaldte dem 'noget hokuspokus'. Men da det begyndte at vælte frem med sensationelle forsøgsresultater som uomtvisteligt beviste teoriens gyldighed og åbnede en snorlige motorvej mod virkeliggørelsen af den gamle drøm om fusionskraft, klappede Sinclair i og gik i flyverskjul.
   Han dukkede op nogle måneder senere og begyndte, med fanatisk iver, at råbe op om, at Davenport og hans følgere 'leger med ilden'. Han påstod at have regnet grundigt på den nye teori og kommet frem til, at en fusionsproces, udført som teorien foreskriver, ikke kan være stabil og der kunne opstå en ukontrollabel kædereaktion.
   Hans udregninger var hullede som en schweizerost og blev udtrykkeligt tilbagevist ikke bare af Davenport selv, men adskillige andre fagfolk. Det stædige asen tog dog ikke synderlig notits af det og blev ved med at tordne mod projektet i et forsøg på at vende folkestemningen imod det.
   Man kunne tro, at han endelig ville besinde sig, da det, et halvt år forinden, lykkedes Davenport at demonstrere historiens første menneskeskabte fusionsproces, som producerede et energioverskud, og verden IKKE gik under. Men no such luck! Han holdt stædigt fast i, at fusion ved højere temperatur kunne blive skæbnesvangert.
   Den gode nyhed var dog, at ingen seriøse fagfolk længere gad høre på den gamle tosse. De var godt og grundigt trætte af hans evindelige ulven kommer. Så, hans dundertaler faldt for døve øren.
   Men den evigt sensationshungrende presse, især den gule presse, blev ved med at give Sinclair taletid. Til Davenports store frustration.

Klokken 9 stod en skinnende hvid limousine, som aftalt, foran hotellets hovedindgang. Davenport satte sig godt til rette på det luksuriøse bagsæde og lænede sig tilbage på det bløde læder.
   Limousinen satte i gang og kørte adstadigt og duvende af sted mod helikopterlandingspladsen.
   Davenport kiggede på sit ur...

Pludselig lød der et kæmpe brag og Davenports overkrop blev kastet voldsomt mod sidestoplen. I sidste øjeblik pustede en sideairbag sig op og reddede ham fra at plante panden i stolpen. Limousinen krængede faretruende, men faldt så ned på alle fire hjul og stod bomstille.
   Airbaggen faldt sammen og Davenport kiggede forsigtigt ud ad sidevinduet. Han så en stor firhjulstrækker, som var kørt ind i siden på limousinen. I samme øjeblik gik firhjulstrækkerens dør op og en mandsperson sprang ud. Ud af kabinen hev han en stor forhammer og af al kraft hamrede den ind i limousinens siderude. Ruden, som allerede var krakeleret ved sammenstødet, eksploderede i en regn af småbitte stykker.
   Davenport løftede chokeret blikket. Gennem hullet i ruden så han en ældre, usoigneret mand med uglet, gråt hår, daggamle skægstubbe i ansigtet og rødsprængte øjne.
   Hvem pokker er det!? tænkte Davenport. Ansigtet virkede fjernt bekendt. Så dæmrede det for ham.
   " Sinclair!" råbte han. "Hvad pokker..."
   Manden nærmede sig, trak en pistol og sigtede mod Davenports pande.
   "Beklager, kollega," sagde han med udtryksløs stemme. "Men jeg havde ikke andet valg."
   "Vent, nej!!" skreg Davenport panisk og forsøgte at værge for sig med hænderne.
   Sinclair trykkede på aftrækkeren.
   Davenport nåede lige akkurat at registrere et lysglimt, men inden braget nåede hans ører, havde mørket allerede sænket sig over ham.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/09-2021 22:37 af Dmitri Burdykin og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2011 ord og lix-tallet er 39.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.