Slægtskabet er rammende
båndene knyttes i et væk
Din mund åbner sig og jeg er døv
dine ord, sukkersøde, karamelliseret
Bønfalder dig, knust
du er døv og jeg er stum
du nagler mig med søde søm
venerne græder intuitivt
snerrer af smerte
Du, oplyst af drabantens genskin
lykkeligt er dit ansigt
du hvide i det sorte
viser dig månens ansigt
blinde ser vi samme vej
begge badet i det nøgne sortes lys
for dér findes
sakramentet i min æske