0Skæbnens ironi - 7. del. Epilog
Mars-år 1024 (ca. år 3956 efter den gamle Jord-tidsregning) · En fo... [...]
Fantasy · science fiction
13 dage siden
0Skæbnens ironi - 6. del
År 2115, Wellington, New Zealand. · Richard Harrigan sad ved sit sk... [...]
Fantasy · science fiction
20 dage siden
0Skæbnens ironi - 5. del
År 2041, New York, USA. · Davenports dagdrømmeri blev afbrudt af en... [...]
Fantasy · science fiction
27 dage siden
0Skæbnens ironi - 4. del
År 2115, Wellington, New Zealand. · Det blev en lang nat for Richar... [...]
Fantasy · science fiction
1 måned, 4 dage siden
1Skæbnens ironi - 3. del
År 2041, New York, USA. · Vækkeuret begyndte at ringe højlydt og Ro... [...]
Fantasy · science fiction
1 måned, 11 dage siden
1Skæbnens ironi - 2. del
År 2115, Wellington, New Zealand. · ...Ronald Davenport tog skridte... [...]
Fantasy · science fiction
1 måned, 18 dage siden
3Skæbnens ironi - 1. del
År 2041, New York, USA. · Vækkeuret begyndte at ringe højlydt og Ro... [...]
Fantasy · science fiction
1 måned, 25 dage siden

Puls: 30,1

Publiceret: 7
Afgivet: 7
Modtaget: 5
Dmitri Burdykin (f. 1980)
Mars-år 1024 (ca. år 3956 efter den gamle Jord-tidsregning)
   En forstad til Arcadia City, Republikken Mars.

Den fireårige Ella kiggede igen bedende op på sin mor, Ariadne.
   "Mor, vil du ikke nok fortælle mig historien om Lille Sol?"
   Den slanke, næsten to meter høje Ariadne kastede yndefuldt sit lange, mørke hår tilbage og lo.
   "Jamen, lille skat! Du har jo hørt den 100 gange allerede!"
   "Men jeg elsker den historie! Vær nu sød mor!" tiggede pigen og sendte sit mest charmerende smil mod sin mor.
   Ariadne slog hjælpeløst ud med armene. Ingen kunne modstå dette smil.
   "Ok, lad gå så."
   Ella kravlede op på Ariadnes skød og satte sig godt til rette.
   "For længe, længe siden fandtes der en stor, smuk klode, der hed Jorden."
   "Lige så smuk som Mars?" brød Ella ind.
   "Ja, næsten. Bare større og smukkere! Et ægte paradis! Med krystalklare have og søer, mægtige grønne skove og barske sneklædte bjerge. I skovene og havene levede der utallige små og store dyr i harmoni med hinanden og naturen. Det var også dér de første mennesker blev født. Jorden er menneskets vugge. I de første mange år var menneskene få og ikke særlig kloge. De levede simple liv ligesom andre dyr. Men som tiden gik, begyndte menneskene at blive stadig klogere og der blev flere af dem. De byggede alskens maskiner og store byer. Efterhånden blev menneskene så magtfulde, at de besluttede, at naturen ikke længere var herre over dem. Nu ville de selv være herrer over naturen og alle dens skabninger! Men i al deres klogskab forstod de ikke, at Jordens rigdomme ikke var uudtømmelige. De huggede skovene ned og fiskede alle fisk op. De var godt i gang med at ødelægge deres eget hjem. Men det var stadig ikke nok for dem. Nu ville de tæmme Store Sols kraft og prøvede på at bygge deres egen kunstige sol på Jorden. Men enten var de ikke helt kloge nok til det eller også var det Store Sol selv, der fik nok af deres eskapader. Hovmod står for fald! Pludselig, forvandledes smukke blå Jord til en blændende stjerne! Vores Lille Sol.
   Men heldigvis for menneskene, befandt de sig ikke alle sammen på Jorden, da det skete. En lille gruppe pionerer, ikke flere end nogle få hundrede, var forinden fløjet her til Mars for at gøre den til deres nye hjem. De havde det vanvittig svært i den første tid og måtte gå så grueligt meget igennem. Den lille koloni var flere gange ved at bukke under. Men pionererne var nogle rigtige helte og de klarede det! Den lille koloni blomstrede op og nu er vi hele 300 millioner taknemmelige efterkommere, som utrætteligt arbejder på at genskabe Jordens tabte paradis her på Mars."

Ella var, i mellemtiden, faldet i søvn på sin mors skød. Ariadne strøg hende blidt over de mørke lokker. Hun smilede og sov fredfyldt videre.
   Ariadne kiggede eftertænksomt ud ad vinduet, som stod halvt åbent. Det var sent på foråret og duften af blomstrende træer og buske fandt vej ind i stuen.
   Pudsigt nok, tænkte hun, ville pionererne, alt deres heltemod til trods, nok aldrig have klaret det uden Lille Sol. Dens varme satte gang i afsmeltningen af iskapperne og frosne gasser i jorden. Og Mars begyndte igen at få en rigtig atmosfære - det første spæde skridt i dens forvandling til en levende klode. Flere af de første kolonister skrev i deres erindringer, at netop dét tændte et lille håb hos dem midt i håbløsheden og fik dem til at kæmpe stædigt videre mod umulige odds. På besynderlig vis har dén begivenhed, der tilintetgjorde alt liv på Jorden, samtidigt givet livet - og menneskeheden - en ny chance her på Mars. Måske er det Skæbnens Ironi...
Forfatterbemærkninger
Den Skæbnens Ironi, som Ariadne spekulerer over i novellens slutning, er ikke den samme som den, titlen refererer til. Om end, der er en sammenhæng. Ariadne tager jo udgangspunkt i sin viden. Og den er, i sagens natur, ukomplet. Men hendes overvejelser kan fungere som en 'nøgle' for læseren. Det er således op til læseren at regne ud, hvad fortællingens egentlige Skæbnens Ironi består i.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/10-2021 23:22 af Dmitri Burdykin og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 621 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.