0Kaptajn Kid - Kapitel 4
Jeg vender mig imod stemmen. Overseeren fra broen. Han holder sty... [...]
Fantasy
4 dage siden
1Kaptajn Kid - Kapitel 3
Køleskabet har en flaske rent filtreret vand. Jeg fylder et glas ... [...]
Fantasy
6 dage siden
0Kaptajn Kid - Kapitel 2
Jeg trykker hurtigt ind for at sende en besked. "Gør klar til kam... [...]
Fantasy
24 dage siden
1Kaptajn Kid - Kapitel 1
Krigen har allerede været i gang i over 700 kredsløb. De fem side... [...]
Fantasy
1 måned siden

Puls: 24,8

Publiceret: 4
Afgivet: 5
Modtaget: 2
Hans H. Olsen (f. 1991)
Krigen har allerede været i gang i over 700 kredsløb. De fem sider der slås er, Kamora, Sora Imperiet, Allatos republikken, Kross, Abani Sagin.
   Kamora består kun af kamonfolket. De er styret af 100.000 politikere, der er styret af korruption. De slår alle ihjel der ikke er kamon eller gør dem til slaver.
   Sora Imperiet består af 200 arter, alle i diktatur med 200 ledere der ultimativt styre tingene. Alle der ikke er del af de 200 arter eller går imod dem, er fjender og bliver derfor udslettet. De tror ikke på slaver.
   Allatos Republikken er den mest korrupte side i kampen. Den består af arter fra hele galaksen. De skifter ofte ledere og korruption styre alt. Medierne, politikens vej, lovene, strafferetten og hvad folket må tænke, er underlagt korruption.
   Kross er den mindste og mindst stærkeste i krigen. En underudviklet art der dog spreder sig som pesten, og forsøger af al magt at have noget at skulle have sagt. De har kun vundet få kampe i de 700 kredsløb. De lever i et kongedømme, og alle der ikke er Kross er mad.
   Abani Sagin er en kult. De tilbeder deres gud Abani Sagin. Via hjernevask tvinger de folk under sig fra hele galaksen. De er klar til at slå sig selv og alle andre ihjel for deres tro, og har haft ufattelig held i krigen.

Sora Imperiet har siden før krigen startet prøvet at skabe den ultimative hær og hærføre. Der har været over en milliard projekter der har forsøgt det, men ingen har haft held. Det skabte stærke og gode teknologier, men ikke ultimative.
   Sådan var det indtil for 30 kredsløb siden, da en videnskabsmand fik en sindssyg tanke. Hvad er hærens største problem? Kanoner, batterier, motorer, skrog. De har alle brug for plads. Så hvorfor ikke lave soldater mindre? Mindre soldater, kræver mindre mad og plads. Nogle andre gik med ham og sammen skabte de det nyeste forsøg på den ultimative hær og hærføre.

*

Jeg har siden min fødsel været del af Projekt Minni. Jeg sammen med 200 Minnier, er lige fyldt 13 kredsløb. Jeg er trænet til kaptajn, hvilket ikke just var let. Jeg var den der viste de mest lovende resultater.
   Selve min krop skiller sig ikke ud fra andre damusser. Udover at den er mindre. Min hud er blå, mine øjne store og orange, små horn og en lille stump af en hale. En lille snude og naturlige røde læber. Mit hår er safirgrønt og mine ører er kun let spidse.
   Vi alle står foran én af de 200 ledere. Lord Sigmundur. Han er som min art blå. Han har røde øjne, to lange horn, hvor det højre er spaltet og en lang piskende hale. Hans læber er grå og hans hår er også, dog med nogle enkelte sorte strejf. Og selvfølgelig store spidse ører.
   Han ser ned på os med et noget forbløffet udtryk. "Hvor er hæren?" spørger han videnskabsmanden der startet projektet, Samotis om.
   Samotis er en ellers streng damus, men den udtalelse forvirret ham. "Det er hæren," svarer han.
   "Jeg havde regnet med, at de ville være mindre, men ikke direkte børn," svarer Lord Sigmundur forvirret.
   "Det var langt nemmere og med mindre bivirkninger at stoppe deres fysiske voksemønster, til kun at have fysisk fremtoning som en på 7 kredsløb," forklare Samotis videnskabeligt, "de er fyldt 13 kredsløb, og trods deres udseende fungere de som almindelige på 13."
   "Aha," siger Lord Sigmundur, "så er det vel okay. De ligner dog ikke ligefrem ultimative soldater."
   "Lad ikke skinnet bedrage. De har langt flere stamceller end almindelige, deres immunforsvar er tre gange stærkere end almindelige sunde soldaters, de er immune overfor hjernevask, hypnose og tankelæsning," fortæller han i samme videnskabelige tone, "jeg vil tro en testkørsel vil vise deres fulde potentiale."
   Videnskabsmanden vender sig om imod mig. Jeg står sammen med ham over de andre. "Kaptajn Luna," siger han og jeg gør honnør, "hvilken test vil være på sin plads? Lord Sigmundur?"
   Han tænker ikke længe før han svare, "én af Lord Petros planeter er ved at blive angrebet af Kamora. Han har anmodet om forstærkning, og det kan I ligeså godt være. Kaptajn Luna. Tag til planeten Mint og besejrer Kamoras styrker."
   "Javel," siger jeg højtidligt og vender mig om for at gå.
   "Om ikke andet, kan den hær, få dem til at dø af grin," siger Lord Sigmundur.
   Jeg prøver ikke at sige noget eller antyde at jeg hørte den. "Soldater!" kalder jeg, "til skibet! Vi flyver imod Mint!"
   "Javel!" siger de alle i kor og vender lydigt og militærisk om for at gå imod skibet, der er i tørdokken.
   Det er ikke første gang vi flyver det, men første gang vi skal i krig med det. Når jeg ser på det skib, og de andre af samme model, så kan jeg godt se at det ligner en joke. Kanonerne er de samme, skroget er af samme tykkelse, skjoldet er af den samme styrke, motoren er endda den samme, og alligevel er det halvt så stort som de andre. Den dreadnought ligner en joke. Desværre er det alt andet end en joke. Den har muligvis samme ildkraft, men skroget er mere kompakt, og derfor mere udholdende, skjoldet har en mindre overflade og bruger mindre energi, motoren accelerere også hurtigere. Det er muligt at skibet er halvt så stort som et normalt, har halvt så mange omkostninger, men er også dobbelt så hurtigt og dobbelt så holdbart.
   Jeg går ind på broen. I denne klasse er broen placeret midt i skibet. Der er kun seks på broen med hver deres opgave. Som kaptajn, er det mig der skal holde styr på det hele, og give ordre. Jeg sidder i den største stol i salen med hologram-skærme foran mig, med skibets oplysninger og placering. Foran mig er der et hologram-bord med skibet i centrum, ved den rumstation vi holder i og de mange andre skibe.
   Styrmanden, sidder med ryggen til mig, med et VR sæt på hovedet og en controller i hver hånd. Navigatøren sidder til venstre for mig. Med forskellige hologram-skærme med hver deres stjernekort, med forskellige oplysninger. Hackeren sidder væk fra os på venstre side med sine skærme, tastatur og mus. Anti-Hackeren, eller som det også bliver kaldt Defender sidder som hackeren bare til højre med samme udstyr. Til højre for mig, sidder den jeg nok mest skal snakke med, seeren. Han står for at holde øje med skibet, skaderne, folket ombord og samt oplysninger om motoren og våben.
   "Defender, rapport," siger jeg.
   "Skibets antivirus er på 100 %. Ingen angreb eller skader i firewallen," svarer hun.
   Der er ingen at hacke her, så jeg behøver ikke at spørger ind til hackeren. "Seer, rapport," siger jeg.
   "Skibet køre på 10 %. Motoren varmer op og nærmer sig 20 %. Skjoldet er slukket, men klar til at tænde. Kanoner er på 12 %. Alt normalt," svarer hun.
   "Navigatør, rapport."
   "Der er direkte rumvej til Mint. I hyperfart vil turen vare 5 timer," svarer hun, "interesseret i at vide hvordan tingene er?"
   "Ja. Jeg vil vide hvad vi er oppe imod," svarer jeg.
   "15 dreadnought, 42 destroyer, 3.354 fightere, og én titan," svarer hun.
   Ud fra planetens forsvar, burde den kunne klare slaget, så tallet vil sikkert være mindre når vi når frem. "Styrmand. Få skibet ud af tørdok og sæt kurs imod rumvejen til Mint," siger jeg.
   "Ej, ej kaptajn," svarer han og hele skibet bliver sat i bevægelse.
   Som vi forlader tørdokken ser jeg over på seeren. "Alt ser godt ud," siger hun, "intet mistænksomt at rapportere."
   "I stilling om ti," siger styrmanden.
   Jeg trykker på en af mine skærme og siger højt, "vi går i hyperfart."
   Den besked er til hele skibet, så de er klar over det. De kan ikke mærke det inde i skibet, men dem der kigger på skærme vil nok se det. Skærmene bliver kraftigt dæmpet, men det vil alligevel være et skarpt lys. Styrmanden venter ikke på min ordre, men sætter skibet i hyperfart med det samme.
   "Forventet ankomsttid, 5 timer," siger jeg alvorligt, "forberedelse starter en halv time før ankomst."
   Med det slukker jeg for radioen og alle på broen slapper af. "Hr. Lux. Jeg mindes ikke at have givet ordre til at du skulle sætte skibet i hyperfart," siger jeg bestemt.
   Han ser forvirret på mig. Autopiloten er sluttet til samt skjoldet. Der sker intet imens vi er i hyperfart så vi kan roligt forlade vores poster. "Øh ... det troede jeg du gjorde da du sagde vi går i hyperfart," siger han forvirret.
   "Betyder det så meget?" spørger navigatøren, "det skete jo uden problemer."
   Jeg svare ikke. De forlader broen og lader mig være tilbage. De snakker og pjatter på vejen, som de plejer. Jeg sukker tungt og som den eneste bliver jeg på broen. Nej det betød ikke det store, men dette var vores første mission. Jeg ville gerne have vi gjorde et godt indtryk. Imens skibet er i hyperfart er kommunikation udenfor skibet umuligt. Hvis de holdt øje med os kan de ikke gøre det mere.
   Lux ved godt at jeg foretrækker at vi gør det efter bogen, og de andre ved hvor meget jeg hader at de rotter sig sammen imod mig. Men det gør de altid. De finder altid en måde at irritere mig på, og når jeg så bliver sur, rotter de sig sammen. Jeg har længe tænkt at det nok bare var noget jeg bildte mig ind, men jeg har flere gange taget dem i at planlægge det.
   Det er muligt at jeg er kaptajn. Det er muligt at jeg fik de bedste karakterer. Det er muligt at jeg havde den bedste taktiske intelligent hvad angår rumkampe. Men jeg føler mig dog så ... alene.

Der er 20 minutter til at vi ankommer til Mint og jeg er frustreret. Ingen er tilbage på broen. Jeg sagde de skulle være her for 10 minutter siden og de er endnu ikke tilbage. Jeg overvejer at trykke på anlægget og give besked til hele skibet, men jeg nægter. Dette er deres første mission, og de er ved at forkludre den, ved ikke at møde op!
   Da der er fem minutter tilbage, kommer de grinende ind. De sætter sig roligt til deres pladser. "Vi forlader hyperrummet om 10 sekunder," siger jeg alvorligt i højtaleren over hele skibet, "vær klar til kamp."
   Lux opdager det ikke, først da vi er ude og efter nogle sekunder opdager han det. Vi er et godt stykke fra slaget. Så vi har tid til at indordne os og lægge en strategi. "Hvad i!" udbryder han og vender sig om imod mig, stadig med VR på, "hvorfor har du overtaget styringen af skibet!"
   Jeg er kaptajn så jeg kan snildt fryse ham ude og overtage styring. "Tag en kiks," siger jeg, "defender, rapport."
   Intet svar, men det behøver jeg heller ikke. Jeg har overtaget samtlige kontroller. Det gør dog at vi ikke kan hacke eller forsvare os meget imod hacking eller virus. "Hvis I ikke har planer om at gøre noget, så skrid!" snerrer jeg rasende.
   Det vil sætte dem på plads. Vi står i en kamp, og de opføre sig som de ser ud! Vi er nødt til at tage os sammen! Være voksne og klare det her! Jeg tænder for lokalradioen og siger, "affyr de langtrækkende kanoner imod destroyeren ret forude."
   I det mindste er der nogen der kan følge ordre. Destroyeren holdt sig på afstand og var i forvejen skadet. De skud fra de langtrækkende kanoner var nok til at ødelægge den. Jeg smiler tilfreds og skal til at spørger navigatøren om hvor mange skibe der er tilbage, men ... jeg er den eneste på broen.
   Jeg prøver at ignorer det faktum, og kaster mig ud i kampen. Der er så mange ting jeg skal holde øje med, ordre der skal gives, og jeg klare det godt. En dreadnought bliver skudt ned, og 15 fightere. "Dreadnought til styrbord," siger jeg i lokalradioen, "skyd!"
   Tre skud ryger af sted. Tre skud ud af 10. Jeg trykker på en knap og sandheden kommer frem. Flere er begyndt at forlade deres poster. De ultimative soldater, ja op i røven! De kan ikke engang følge ordre! Jeg lukker af for broen, og redningsfartøjerne. "Dreadnought forude. Skyd," siger jeg roligt, og sætter tempoet op.
   Broen er stærkere end resten af skibet og er stor set et redningsfartøj for sig. "Kollisionskurs med dreadnought. Skyd," siger jeg og læner mig tilbage.
   Jeg giver samme besked én gang til, og så er der omsider nogen der skyder. "Dygtig," siger jeg, "skal vi så få taget os sammen?"
   Jeg kan fornemme det er imod deres vilje, men det er mere imod deres vilje at dø. De er tvunget til at følge ordre, og fortsætte kampen.
   Skibet klare sig faktisk ufattelig godt. De har svært ved at ramme og skyde igennem vores skjolde og panser. De andre af vores allierede gør også deres for at kæmpe, og til sidst trækker Kamora sig tilbage.
   Med slaget vundet slukker jeg for lokalradioen, stopper skibet og puster ud. Jeg kontakter rumstationen vi kom fra for at aflægge rapport. Kortet i midten bliver til et hologram af Lord Sigmundur. "Kaptajn Luna mælder. Angrebet slået tilbage. Missionen fuldført," siger jeg.
   "Bravo," siger Lord Sigmundur forbløffet, "det havde jeg ikke forventet. Skades rapport."
   "Intet betydningsfuldt," svarer jeg.
   "Måske er I de ultimative soldater," konstatere han eftertænksomt.
   Jeg kan ikke holde et fnys tilbage. "Med al respekt Lord Sigmundur," siger jeg og bukker, "slaget havde visse ... problemer."
   "Problemer?" gentager han forvirret, "hvad for problemer?"
   "Mandskabet tager ikke kampen alvorligt. Der var myteri på broen, fordi jeg overtog styringen, og den spredte sig til resten af skibet. Jeg var nødt til at true dem på livet, før de vendte tilbage til deres poster," siger jeg bestemt.
   Han er stille lidt og siger så, "en fuld rapport og optagelserne fra broen. Vend tilbage til basen."
   Jeg gør som han siger. Og efter fem timer lander vi tilbage i tørdokken. Jeg aflevere personligt oplysningerne til en af Lord Sigmundurs assistenter. Han nikker og begynder at se optagelserne. Han skimmer også min rapport. Personalet fra broen er til stede.
   "Udemærket," siger han, "at forlade sin post, koster en anmærkning. At gå imod kaptajnens ordre, koster en anmærkning. Myteri, koster en anmærkning. Jeg vil være flink og gøre myteri og forladelse af poster til samme anmærkning. 99 % af besætningen har derfor to anmærkninger. Der bliver dog nødt til at blive sat et eksempel fra et af medlemmerne fra broen, der har fået anmærkninger. I må selv komme frem til hvem."
   Et eksempel betyder henrettelse. Det er en gammel teknik. Han vil have dem alle til at træde frem og tage ansvar. Det er den eneste måde, at de alle bliver skånet på. Desværre er der ingen af dem der gør det. De ser rundt på hinanden og overvejer tydeligvis, hvem de skal skubbe ud. De fire af dem er dog hurtig ude og peger på Lux, som peger på navigatøren.
   Hvor irriterende. "Hvis jeg må være så fri," bryder jeg ind, "mine mænd er nye. Unge. Nok for unge. Jeg er skibets kaptajn, så jeg tager fuldt ud ansvar for mine mænds fejl."
   Assistenten ser nøje på mig og nikker så. "Meget vel. I vil få én chance til," siger han, "men kun én. I kan gå. I vil snart få besked om næste mission."
   Vi forlader kontoret. Jeg håber mine mænd forstår vinket. Dog tvivler jeg. Uden et ord går de, men sender mig nogle blikke der siger at de ikke har forstået hvad der skete. Vil de tage hævn? Hævn for noget de selv har været skyld i?
   Jeg går ned til skydebanen for at komme af med nogle frustrationer. Jeg stiller mig klar, da min holofon ringer. Det er en rund skive, lille nok til at være i lommen. Et hologram af assistenten jeg lige har snakket med dukker op. "Kaptajn Luna. Kom venligst tilbage til mit kontor," siger han og ligger på.
   Gad vide hvad det er? Jeg tager med det samme til kontoret for at se hvad det er. Der står en 2-stjernet kaptajn. Ham her er dog anderledes end nogen anden jeg før har set. Ham her er på min højde, og jeg er endda mindre end gennemsnittet. En Zog der er grøn, og som alle andre uden hale og med gekko hoved.
   "Det her er Kaptajn Phillips," siger han.
   "Kaptajn," siger jeg og hilser som det er kutyme bland kaptajner.
   "Vellært," siger han og nikker, "og har jeg misforstået noget, hvis jeg siger, at dine mænd ikke er?"
   Sådan set ikke. "Nej, Kaptajn," siger jeg.
   "Kaptajn Phillips kom med et interessant forslag," siger assistenten, "jeres skibe er samme klasse. Den eneste forskel er størrelsen. Kaptajn Phillips er en velledt kaptajn, og har en god besætning. Hans forslag er ... at I bytter rolle for en stund. Du vil være kaptajn for hans skib, og han for dit. Han vil sikkert kunne få afrettet dine soldater og ..."
   Og hans tropper kan sikkert afrette mig, var nok hvad han ville sige, men stoppede. "Mine mænd kan nok lære dig nogle trick eller to," siger Kaptajn Phillips og blinker til mig, "hvad siger du?"
   Jeg vil sige, hvad er grunden til at I får dette til at lyde som et forslag? En ordre er en ordre. "Javel," siger jeg i stedet.
   "Ja, hun har brug for at få slebet nogle kanter af," siger den mere erfarne kaptajn, "så er det en aftale. Jeg overtager din kahyt og du overtager min. Vi må hellere få flyttet med det samme."

Jeg har ikke mange personlige ting. Ikke mere end noget skiftetøj, et gevær, en pistol og et plasmaforstærket sværd. Ikke mere end jeg lige kan have med mig. Kaptajn Phillips har en del mere. Jeg viser ham rundt på mit skib, efter han har hentet alle sine ting. Han måtte gå to gange. Der er ikke meget at se, spisesalen, kaptajnens kahyt, broen. Det er vel det.
   Så føre han mig over til sit skib. Gangene er større og det er besætningen også. "Kaptajn Stump," kalder en af soldaterne, der skal forhindre boringer, "er det den datter du har fortalt os om?"
   "Nej, ikke helt," siger han og retter ikke den fornærmelse, "det her er Kaptajn Luna. Hun og jeg vil midlertidig bytte skibe."
   Har han en datter, der er en damus? "Er det en kaptajn! De bliver da også yngre og yngre," siger soldaten forbavset.
   Kaptajnen viser mig til sin kahyt. Den er større end min nuværende. Men alt her er større. Han viser mig spisesalen, broen, men så også opholdsstuen og badesalen. Skibet er ikke bygget til at være på mission i mere end fjorten cyklusser af gangen, så der er ikke brug for træningssal eller skydebane. Efter rundvisningen kalder han til møde ude foran skibet. Ingen afdeling på skibet er stor nok til at alle kan være der på én gang, men sådan er ingen skibe bygget. Det er heller ikke nødvendigt. "Mine damer og herrer," siger han, "de næste tyve cyklusser, vil I have en midlertidig ny kaptajn. Kaptajn Luna."
   Rygtet måtte have spredt sig blandt folkene, men ikke så meget. Langt de fleste er forvirret og prøver at se, hvor kaptajnen er. Jeg træder frem og siger højt og bestemt, "jeg er Kaptajn Luna. Jeg forventer I kender proceduren, og vil tiltale mig med respekt."
   Størstedelen af mændene begynder at grine. Det forstår jeg ikke. Jeg ser over på Kaptajn Phillip der prøver at holde en latter tilbage. "Sagde jeg noget forkert?" spørger jeg forvirret.
   "Nej, nej, overhovedet ikke," siger han, "det er bare. Du er lidt svær at tage alvorligt."
   Det lyder som det samme problem jeg havde med min forrige besætning. "Hvorfor det?" er mit store spørgsmål.
   "Det en spøg, ik?" spørger en af matroserne, "hende der kan umuligt være kaptajn."
   Jeg ... jeg forstår det ikke. Hvorfor kan de ikke tage mig alvorligt? Hvad gør jeg forkert? "Det er sikkert bare en af Kaptajn Stumps drillerier," siger en anden, "har I ikke set det skib, bemandet af børn. Han gør det sikkert før, vi kan sige, endelig et skib, der passer til hans størrelse."
   De begynder at grine igen. Selv Kaptajn Phillip griner. "Ja, ja. Spøg til side, spøg til side," siger han endelig, "Kaptajn Luna her, er kaptajn på det skib. Og selvom de ligner børn er de allerede 13 kredsløb. Hun har lidt ... begynder problemer og det har hendes folk også, så derfor har jeg tilbudt at vi bytter plads. Tag godt imod hende og lær hende nogle tricks, men ikke for mange. Og vær nu sød ved hende, eller jeg kølhaler jer."
   Mærkelig måde at styre skib på. At de kalder deres kaptajn for et øgenavn er en anmærkning værd. Det her forstår jeg virkelig ikke. "Øjeblik," siger en lidt højerestående medlem blandt dem, "jeg troede bare det var et træningsskib til børn. Er det et seriøst skib, med fuldvoksne ... de ligner da ikke dværge."
   "Det er vi heller ikke," siger jeg bestemt, "vi er en special lavet militær enhed. Projekt minni."
   De mange folk er stille. Kaptajn Phillips er den der bryder stilheden, "vi må vel også lige give din besætning besked."
   "Det har jeg gjort," siger jeg forvirret, "jeg kontaktet dem mens du flyttede."
   "Bør du ikke sige det personligt?" spørger han.
   "Hvorfor dog det?" spørger jeg ligeud.
   Han sukker og vender sig imod de andre. "Nå men tag jer ..." mere når han ikke at sige før hans holofon ringer. Det gør min også.
   Det er en besked fra Lord Sigmundurs assistent. En mission. Skibet skal ligge klar i det der kaldes mellemrummet. Områder imellem to eller flere solsystemer, hvor hvis der er et problem, kan man hurtigt komme til og hjælpe der. Det er det denne klasse skibe gør. Den kan også bruges til angreb, men for tiden er Sora Imperiet bare i forsvar. "Vi har vidst fået samme mission," konstatere Kaptajn Phillips ved at skule over på min besked, "mellemrum 93."
   Af alle de mellemrum, hvorfor skal vi så være i det samme? Jeg gider ikke spørger ind til det og siger højt til mit midlertidige mandskab, "vi har en mission! Der er ingen tid at spilde!"
   Jeg går hen imod indgangen til skibet, men opdager at folkene tøver. "Høre I ikke jeres kaptajn!" brøler Kaptajn Phillips, "af sted med jer!"
   Jeg skynder mig ind på broen. De andre følger ikke særlig hurtigt med. De har vidst ikke så travlt. Jeg bruger derfor tiden på at indstille sædet. Stolen er ikke i min størrelse og derfor er den svær at indstille, men heldigvis havde Kaptajn Phillips allerede indstillet den meget. Jeg må opgive de sidste behageligheder. Stolen er tydeligvis en ældre model.
   Da de andre kommer og sætter sig på deres pladser, venter jeg lidt til de er inde i deres programmer og siger så, "Defender, rapport."
   "Det ser fint ud," siger han lidt ligegyldigt.
   "Du er da nødt til at give mig rapporten," siger jeg forvirret, "det er procedure."
   Seeren sukker og siger, "Kaptajn ..." han går i stå, men hvorfor? "Kaptajn," siger han så efter lidt, "en ting er proceduren på skolen, en anden er hvad man gør i virkeligheden. Normalt springer man alt det procedure-pis over. Kaptajn Stump plejer at spørger, noget at rapportere? Hvis vi ikke siger noget, så er det fordi der ikke er noget."
   Det forstår jeg ikke rigtig. "Noget at ... rapportere ... Defender?" spørger jeg og af en eller anden grund flækker de andre af grin.
   "Han mener du spørger os alle på én gang," siger Defenderen og lyder opgivende selvom han smiler.
   "Jamen så vil I jo bare svare på én gang," siger jeg forvirret.
   Seeren sukker og siger, "kaptajn. Spoiler, der er aldrig, jeg gentager aldrig noget at rapportere når vi forlader en rumstation. I de sidste 700 kredsløb, har der været to gange, i hele hæren og begge var ubetydelige. Regn ikke med vi svare i munden på hinanden."
   Så ... "Noget at ... rapportere?" spørger jeg og forstår ikke rigtig hvorfor det er procedure overhovedet at spørger hvis der aldrig har været noget.
   Ingen svare. "Noget at rapportere?!" spørger jeg irriteret, "først siger, I at jeg skal sige det, og så gider I ikke engang at svare!"
   Flere af dem sukker opgivende og én af dem siger lavt, "jeg tror denne mission bliver lang."
   "Når vi ikke svare, betyder det at der ikke er noget," siger Seeren, "vi er klar til ordre om at forlade posten og rejse til målet."
   "Få os ud af tørdokken, og sæt kurs imod Mellemrum 93," siger jeg.
   Knap er de begyndt at udføre ordren, før Styrmanden siger, "skibet opføre sig underligt."
   "Mærkeligt. Der er intet at se," siger Seeren, "vi bør nok lande og få det undersøgt. Kaptajn?"
   Jeg tjekker på mit panel, og ser fejlen. I min bestræbelse på at indstille stolen, kom jeg til at trykke på nogle knapper, som fratog styrmanden kontrol med én af raketterne. Jeg trykker den tilbage til hans kontrol og siger, "det skulle løse problemet."
   "Ja. Bedre," siger Styrmanden og vi begynder at forlade tørdokken.
   Vi når til punktet for hyperfart til først Samosystemet og derefter til Mellemrum 93. "Skibet gør klar til hyperfart," siger jeg over højtaleranlægget, "Hr. Styrmand gå I hyperfart."
   "Hr. Styrmand," gentager han lattermild, "javel Kaptajn."
   Som vi går ind i hyperrummet, slapper alle af. "Det var det," siger navigatøren, "6 timer til ankomst. Ved første punkt."
   Vente er vitterligt alt denne type skib gør. Der er ikke meget kamp ved siden af tiden at vente. "Undskyld, men er det ikke anmærkningsgrund at kalde jeres kaptajn et øgenavn?" spørger jeg.
   De ser rundt på hinanden og forstår tydeligvis ikke mit spørgsmål. "Nå, du mener vores kælenavn for vores kaptajn. Alle kaptajner har sådan et," siger Seeren roligt, "der er flere der kender til Kaptajn Stump end Kaptajn ... øhhh... Steve?"
   "Kaptajn Phillips!" retter jeg bestemt, "kan I virkelig ikke huske jeres egen kaptajns navn?"
   Ingen af dem siger rigtig noget, men ser rundt på hinanden. Er det mig der skal lære noget af dem eller dem der skal lære noget af mig? "I kan bare gå," siger navigatøren, "jeg tager første skanse."
   "Første skanse?" gentager jeg forvirret.
   "Vi kan da ikke alle være her, på samme tid, I tyve cyklusser," siger Seeren lattermild, "vi skiftes."
   "Aha ..." siger jeg tøvende og rejser mig op.
   Opholdsstuen har vidst et lille bibliotek, eller to bogreoler, men jeg kunne vidst godt bruge et bad, så et hurtigt bad, så læse lidt.
   Det er forfriskende med et bad, og jeg kan mærke hvor træt jeg virkelig er. Jeg har vidst ikke sovet i en hel cyklus. Der har været så meget. Måske skulle jeg gå ind og tage en hurtig lur i stedet.
   Mens jeg står i den lille badebås og tænker, høre jeg stemmer udenfor. "Og jeg som troede kaptajnerne ikke kunne blive mindre," lyder én kvindestemme.
   "Hun er da kær, men jeg kan virkelig ikke tage hende alvorligt," lyder en anden kvindestemme, "min datter derhjemme er større end hende."
   "Jeg kan godt se logikken i at lave soldater mindre, men hvorfor skal de ligne børn?" spørger en tredje kvinde, "vi kan være sikker på at alle mændene her vil være efter hende."
   Jeg forstår det ikke. De siger de ikke kan tage mig seriøst. "Ja. Mænd er nogen svin. Det er ikke fordi vi vil gøre det samme, hvis hun var en dreng," siger den anden kvinde.
   De giver den anden kvinde ret, men af en eller anden grund tvivler jeg. Der bliver ro på gangen. Der lyder døre der lukker. De må hver gået ind i hver deres badebås. Jeg ser mit snit til at gå ud og tørre mig og tage tøj på. Jeg føler mig pludselig ikke træt nok til at sove. En kedelig bog kan måske hjælpe.
   Jeg går imod opholdsstuen. Den er så godt som fuld. Mange sidder og snakker og pjatter. De ser godt jeg kommer ind, men det lader kun til kvinderne skifter emne. Jeg overhøre en kvinde hviske til en anden, "se hvordan mændene savler over hende."
   Jeg stopper og ser forvirret over på hende. "Undskyld?" spørger jeg.
   "Ikke noget Fru... frøken kaptajn," siger hun undskyldende, "jeg talte ikke til dig."
   Jeg går videre, men der er blevet stille i opholdsstuen. Mændene var nysgerrige, men er de første der begynder at snakke. Kvinderne venter dog. Bogreolerne går helt op til det 2,5 meter høje loft. Der er en lille taburet opbygget som en lille stige. Jeg ser rundt på bøgerne. De er ret ignoreret. Mange foretrækker e-bøger, selv mit skib har ikke andet. Så ingen bogreoler, men et online bibliotek med tusind gange så mange bøger på en tusindedel af pladsen.
   Jeg prøver jo at sove så en af dem kan helt sikkert hjælpe. En bog fanger mine øjne. Den er tyk, men ikke synderlig slidt. {Stjernekrigens Kunst} hedder den. Det lyder faktisk interessant. Den er gammel, men ikke synderlig brugt. Jeg stiller mig op på taburetten og strækker mig for at nå den. Jeg kan næsten nå den. Lidt mere.
   Taburetten smutter under mine fødder og jeg falder uden at få fat i bogen. Jeg havde slået magnetlåsen til, den må være løbet tør. Jeg falder dog ikke så langt. Én når lige at gribe mig og sætter mig roligt ned. Det er seeren. "Øh... tak," siger jeg og ser surt på taburetten, "hvem står for at holde styr på opholdsstuen? Den taburet er ikke ladet op."
   Seeren trækker på skulderne og rækker op efter bogen ved siden af den jeg prøvede at få fat i. "{Revnen i kniven}?" læser han.
   Det er tydeligvis en ulykkelig kærligheds roman. "Nej. Den der. {Stjernekrigens Kunst}," siger jeg og peger på den.
   Han tager den bog ned og ser på den. "Det er faglitertur," siger han, "og en gammel én af slagsen. Første udgave kom ... 734 kredsløb siden? Den er ældre end krigen."
   Ja, den er måske lidt gammel, men oldtidsvidden har muligvis også sin nytte. "Ja og?" spørger jeg bestemt.
   Det virker lidt som om han ikke tror på mig. Han smiler til mig og rækker mig begge bøger. Jeg tager dog kun imod den ene. "Tak for hjælpen," siger jeg og vender mig om for at gå.
   De nærmeste kvinder begynder at fnise. "En skam med bogen," siger én af dem drilsk.
   Jeg ... jeg forstår det ikke. "Jeg sagde jo de var efter hende," hvisker den samme som før.
   "Undskyld?" spørger jeg igen endnu mere forvirret.
   "Nå, du var bare tydeligvis efter den anden bog," siger kvinden ligeså drilsk som før.
   "Nej, jeg var ej," siger jeg forvirret, "hvorfor tror I dog det?"
   "Hun prøver virkelig at spille stor," hvisker én kvinde ved et andet bord, "det er helt kært."
   Nu er jeg med. De tror jeg er en lille pige. Jeg tager en dyb indånding og siger bestemt, "jeg er dette skibs kaptajn. Det er anmærkningsgrund ikke at behandle sin kaptajn med respekt."
   "Tja... angående det," siger seeren der er bag mig, "som midlertidig kaptajn, kan der kun gives anmærkninger, i små sager. Det skal igennem et militærråd der består af upartiske officerer og vores rigtige kaptajn."
   Det ved jeg da godt! Behøver han at fortælle dem, at de sagtens kan vise mig respektløs adfærd uden konsekvenser! I bedste fald vil de få en advarsel. I værste vil jeg få en anmærkning.
   Jeg tager min bog og går. Der lyder fnisen og direkte latter bag mig, men jeg prøver at ignorer det. I min kahyt tager jeg overtøjet af og ligger mig op i sengen. Den er større end den jeg plejer at have, og mere kold og buglet. Jeg åbner bogen og springer indholdsfortegnelsen over.
   {Stjernekrig er ikke som søslag. Det foregår ikke kun på én front, men flere. At kende kanonernes placering, vide hvor skjoldet er stærkest, og kunne manøvrere. At placere sig godt på kamppladsen er Alpha og Omega for at vinde kampe.}
   Der er billeder med rumskibe, opdelt som et skakbræt. Der er ti skibe på hver side. Den ene side er spredt ud, den anden er klumpet sammen, så det er svært at se alle skibene. {De to hære vist på billedet har samme antal skibe og samme afstand mellem skibene.}
   Der er en lille serie af billeder, om hvordan de horisontale skibe og vertikale skibe indgår i kampen. De horisontale skibe angriber det samme skib, og skære let igennem. De vertikale prøver at omringe, men er et skib i undertal og deres skibe må flytte længere for at komme i stilling.
   Der er en beskrivelse til hvad de horisontale skibe gør. Begynder at skifte plads, så de vertikale ikke kan koncentrere deres ildkraft om et skib. De horisontale udnytter alle deres kanoner hvorimod de vertikale kun udnytter få.
   Det ender med at de vertikale tager flugten. De horisontale mistede ikke nogen skibe. Om de så ville, kunne de vertikale ikke koncentrere sig om det samme skib. De fløj op og ned, ud og ind, imellem hinanden, uden at støde ind i hinanden.
   Hvilken teknik. Selv dengang havde man åbenbart gode taktikkere til rumslag. Det er ikke én jeg nogensinde har hørt om, gad vide hvorfor? Den er jo effektiv. Jeg læser lidt videre.

Det banker på døren og der går et sæt igennem mig. Jeg ligger bogen fra mig og går over for at se hvem det er. Lige inden husker jeg, at jeg kun er i undertøj og tager min kaptajnsfrakke på. Det er Seeren. "Ja?" spørger jeg forvirret og gaber.
   "Jeg tænkte nok jeg ville vække dig," siger han, "vi nærmer os vores første destination. Din tilstedeværelse er ønsket på broen, men ikke nødvendig."
   Nærmer os? Jeg kigger over på uret og opdager det. Har jeg læst i 5 timer! Måske skulle jeg have taget den anden. Jeg var sikkert faldet i søvn efter første linje. "Hvad mener du med at jeg ikke har behov for at være på broen?!" spørger jeg irritabelt, "jeg er kaptajn! Det er mit job!"
   Jeg skynder mig ud. Uden at tage trøje eller bukser på. Frakken når mig til under knæene, det er den mindste model de laver. Jeg sætter mig på min plads og tænker ikke over at frakken sidste knap er lidt under livet. De andre er allerede på broen. "Navigatør, tid?" spørger jeg.
   "Fem minutter," svarer hun.
   Jeg tænder for samtale anlægget og siger, "fem minutter til vi er ude af hyperrummet. Alle mand på deres poster."
   Alle i salen ser over på mig og får af en mærkelig grund store øjne. De ser væk og passer deres pladser. Seeren kommer. Han var ikke så hurtig som jeg. Han holder bogen jeg læste og siger, "hvad synes du om horisontal?"
   "Det var en imponerende manøvre. Virkelig effektiv. Den vertikale havde ikke en chance," svarer jeg roligt.
   De andre ser forvirret på os. Eller mest Seeren. "Hvad med cirkel formationen?" spørger han.
   Cirkelformationen er en mere kendt formation. Den bog skrev hvordan man brød den. "Et godt modspil. Jeg havde aldrig troet det bedste træk ville være det modsatte af et træk," svarer jeg.
   Nemlig. Sprede tropperne ud i en vertikal form, trække midten væk og lade siderne omringe cirkelformationen. Hvis ikke de vil fanges i en cirkelformation er de nødt til at bryde op.
   Han sætter bogen fra sig med et suk og siger, "hun har faktisk læst den."
   Ja det sagde jeg at jeg ville. Høre de ikke efter? Et hurtigt kig over hvor mange der faktisk er vendt tilbage til deres poster, fortæller mig nej.
   De sidste minutter går hurtigt og vi kommer ud af hyperrummet, kun for at opdage noget forfærdeligt. Der er krig ved planeten. En hel inversion, af størrelse der ikke er set i 30 kredsløb. Dette er ikke vores endelig mål og vi havde intet hørt om det. Der er ingen tid at spilde!
Forfatterbemærkninger
En Science Fiction, der foregår i en anden galakse uden mennesker. Deres tidsregning hedder Kredsløb. 700 kredsløb svare stor set til 1.000 år og 13 svare til 18.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/07-2022 18:27 af Hans H. Olsen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 5970 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.