Jeg faldt...
ikke ned,
men ind.
Ind i lag af mig selv,
jeg ikke vidste fandtes.
Som en flod
der glemmer sin retning
og bare løber -
for at mærke,
ikke for at nå.
Jeg var et navn udtalt forkert
i så mange år,
at mit eget åndedrag
lød som en fremmeds stemme.
Jeg bar masker lavet af smil,
klippet ud af gamle minder,
klistret fast med frygt
for at forsvinde,
hvis jeg blev set.
Men sjælen...
sjælen hvisker ikke.
Den river blidt.
Den kalder ikke på dig -
den venter.
Tålmodigt.
Som en,
der ved,
du selv må finde hjem.
Og da jeg knækkede -
ikke som glas,
men som jord
der åbner sig for regn -
så jeg det.
Ikke et spejl.
Ikke en sandhed.
Men et frø.
Sort.
Lille.
Tavs.
Og levende.
Jeg plantede det
i det tomme sted,
hvor mit gamle jeg plejede at stå.
Og jeg lod sorgen
vande det.
Der voksede noget.
Ikke noget nyt.
Noget ældgammelt.
Noget der havde ventet
på stilhed.
På ærlighed.
På mig.
Så hvis du mister dig selv -
måske har du ikke mistet.
Måske har du blot
været på vej
ind i det sted,
hvor du altid har været hel,
men aldrig har turdet lytte.