Anita havde søvnbesvær den nat. Én ting var at lære, hvordan man skulle øve førstehjælp ved overfald; noget andet var at opleve det i praksis. Hun kunne stadig høre stemmerne af de to overfaldsmænd; det gav hende en knude i maven, især med tanke på, at de skulle have boet i hendes opgang.
   Hun var glad for, at hun kunne skrive til Johnny om en sådan hændelse. Det var den mulighed, som hun ikke havde haft før; det var en lettelse for hende. Nu nærmede det sig også, at hun skulle møde ham ansigt til ansigt. Hun så frem til det, men var også lidt nervøs.
   Dagen på arbejde var også præget af, at hun gik i en døs efter dårlig søvn. Heldigvis slap hun for at sidde ved kassen den dag, så der ikke var nogen kunder, der kunne se hendes trætte udtryk. Jakobsen kom godt nok og påtalte hendes langsomme tempo, men det bed ikke rigtig på hende.
   Men hvad ville der ske nu? Politiet skulle jo undersøge overfaldet. Hun var nærmeste øjenvidne. Nærmere et ørevidne, rettede hun sig selv.
   Som det typisk skete på de dage, hvor hun mødte tidligt, mødte hun Jeanne ved porten, der kom hjem fra gymnasiet.
   "Har du hørt om overfaldet på eksformanden?" sagde Jeanne.
   "Det kan du tro, jeg hørte det endda selv gennem væggen."
   "Nå ja, du kan jo høre ham gennem din væg."
   "Ja, det lød forfærdeligt; det var nogen, som han havde lovet at få en lejlighed her, som anklagede ham for løftebrud."
   "Det har været dem, der skulle have Avas lejlighed og vores lejlighed."
   "Ja, uha." Anita rystede let som af kulde.
   "Det må du nok sige, men folk siger, at der var en i huset, der gav ham førstehjælp."
   "Det var mig, sammen med hende bornholmeren, der er i den nye bestyrelse."
   "Du overvandt din modvilje."
   "Ja, og Lena havde også hørt larmen, så hun kom og hjalp til."
   De tog afsked og gik hver til sin lejlighed. Som sædvanlig nød Anita den times fred, som hun havde på dagene med tidlig mødetid. Hun kunne se Lena gå over til baghuset. Hun skulle nok snakke med Jens om gårsdagens hændelse. Lidt efter kom den nye formand, Jørgen, også. Ja, det var ikke sjovt at være formand i en andelsforening, hvor der var sket et overfald.
   Det var så også en dag, hvor hendes forældre kom næsten samtidig. Det var så tid til eftermiddagskaffe.
   Hendes far var utroligt stille. Han kiggede ned i bordet; det så ud, som om han sad på spring for at ville sige noget. Endelig kom det.
   "Morten er blevet overfaldet." Der var en antydning af gråd i stemmen.
   "Vi har godt hørt om det," sagde Inger. Anita holdt sig tilbage med at sige noget.
   "Jeg snakkede lige med Sverre og Lisette nede i porten," fortsatte hendes far. "De fortalte mig om det, og det er forfærdeligt; manden har jo endda sukkersyge, hvilket gør det svært for sårene at hele."
   "Hold da op, det vidste vi da ikke," sagde Inger. Anita tænkte over den nye oplysning; så kunne han vist se frem til en længere indlæggelse.
   "Men nu kan vi vist få væltet de amatører fra bestyrelsen. Sverre og Lisette fortalte mig, at det er den nye bestyrelse, der havde bestilt overfaldet på Morten for at få os banket på plads."
   Stik imod sin oprindelige beslutning røg det ud ad Anitas mund: "Det er fandengale mig løgn! Jeg hørte det hele gennem min væg!"
   "Jeg ved altså kun, hvad Sverre og Lisette fortalte mig; hun havde låst sig ind i hans lejlighed, da han ringede efter hjælp."
   "Hold kæft, hvor hun lyver!" råbte Anita. "Det var mig, der løb over i hans lejlighed, da jeg hørte larmen, og Lena hjalp mig?"
   "Hvem er Lena?"
   "Din kollega i naboopgangen!"
   "Nå, hende svenskeren."
   Anita tog nu så hårdt fat om sin kaffekop og pressede til, så hun knuste den. "Hov, det var ikke meningen," sagde hun.
   "Er du da blevet helt gal, tøs?"
   "Ja, det kan du tro, gal i skralden på de løgnhalse!"
   "Jeg tror ikke på, at du har hjulpet ham; du foragter ham jo."
   "Han har ret til hjælp, selv om han er et svin."
   "Det ord vil jeg ikke høre her, du skal omtale mennesker med respekt."
   "Nu er du jo også så respektfuld i din omtale af andre mennesker; man bliver i godt humør af at sidde her dagligt og høre dig snakke om folk i huset og folk på din arbejdsplads."
   "Det er dog fandens, så næsvis du er blevet."
   Hun rejste sig. "Nu går jeg; jeg vil ikke høre mere på din lortesnak." Hun gik ud og tog sin jakke og gik ud ad døren. Hun hamrede i gelænderet og bandede flere gange højlydt. Nu gik Ellens dør op.
   "Hvad sker der dog, Anita?" lød Ellens stemme.
   Anita vendte sig om. "Har du hørt om overfaldet på vores eksformand?"
   "Ja, det rygte er løbet stærkt."
   "Nu påstår hans to kumpaner, at det er den nye bestyrelse, der har bestilt overfaldet på ham."
   Ellen tog begge hænder for munden. "Jeg troede ikke, jeg kunne blive chokeret over dem mere, men nu synes jeg godt nok, de overgår sig selv! Hvor mange mon tror på dem?"
   "Min far gør jo, desværre; det er næppe nogen overraskelse, og måske kan de også få nogle andre i huset til at tro det."
   "Ja, de skal nok hverve nogen af dem, som vi sjældent ser til møderne."
   "Jeg hørte det hele gennem min væg; det var dem, der skulle have haft brasilianernes og Avas lejligheder; de tævede ham for løftebrud."
   "Det var godt, vi fik sat det slæng fra bestyrelsen, men jeg ville ønske, de også ville fordufte fra huset."
   Anita sukkede. "Det er vi vist en del, der ønsker."
   De hørte gadedøren blive åbnet, og at der nu var trin opad.
   "Bare det nu ikke er Sverre," sagde Anita. Men det var formanden, Jørgen. Han hilste på dem.
   "Jeg så lige, I havde et ekstra møde," sagde Anita.
   "Ja, det er jo en alvorlig sag," svarede han. "Politiet siger, at Mortens dør var ubeskadiget; det var bekendte af ham, som han selv havde lukket ind."
   "Det har været nogen af hans egne kriminelle forbindelser," sagde Ellen.
   "Det tyder alt på."
   Nu blev døren lukket op.
   "Gå dog et andet sted hen for at sladre," lød Prebens stemme. "Det er dog fandens, at man ikke kan få ro, og så står I her og fortæller kællingesladder om Morten; det vil jeg ikke høre på. Kom ind igen, Anita, med det samme."
   "Jeg er på vej ud," svarede hun.
   "Skal du hen og have næsen i en bog igen?"
   "Måske."
   "Ja tak, jeg skulle have sagt nej til den forskerstilling og være blevet i Jylland. Det er en frygtelig indflydelse, holdningen herovre har haft på dig; her har jeg gjort alt for at lære dig ordentlige manerer..."
   "Hvordan har du båret dig ad med det?" sagde Ellen. "Det kan i hvert fald ikke være ved at være et godt eksempel." Jørgen kvalte en latter med den ene hånd.
   "Nu synes jeg godt nok, jeg har fundet mig i nok uforskammetheder! Hvor jeg kommer fra, opfører man sig ordentligt og passer sit, og jeres københavnermanerer vil jeg ikke have noget at gøre med, og så jeres metoder - sådan at bestille et overfald, så I kan banke os andre på plads."
   "Vi har aldeles ikke bestilt noget overfald," sagde Jørgen. "Det var nogen af hans egne forbindelser, der afstraffede ham for løftebrud."
   "Tak, jeg har sagt, at jeg ikke vil høre kællingesnak om Morten!"
   Anita fortsatte nu ned ad trappen. "I må have en god dag," sagde hun. Hun gik en af sine sædvanlige ruter, mest for at falde ned. Hvor havde hun lyst til at slå hårdt i et eller andet! Sådan nogle rådne typer, gid de dog ville flytte.
   Hun gik ud til Assistens. Der kunne hun måske falde lidt ned. Det var et roligt sted i kvarteret. Johnny havde fortalt hende om musikere, der lå begravet der, så hun læste planen ved indgangen for at finde frem til de grave. Der var også H. C. Andersens grav. Utroligt at vokse op her og også først opdage det som syttenårig.
   Da hun kom tilbage, så hun en bil, som ikke plejede at holde der. Hun mødte lige Jens inde i opgangen, der stod og holdt Bongo i snor. Han hilste på hende.
   "Politiet er ved at snakke med Lena," sagde han. "De kommer nok bagefter og vil snakke med dig; hun har jo fortalt om din førstehjælp."
   "Ja, jeg overvandt min modvilje imod ham."
   "Det var rigtig flot gjort," sagde han idet han strøg hende på skulderen, "jeg kan godt forstå det må have været en overvindelse."
   "Det var det, det må jeg sige."
   Hun gik op, der var kun hendes far i lejligheden. Hendes mor var vel ude at købe ind. Han var tavs. Hun gik ind på sit værelse, men i det samme ringede det på døren. Hendes far lukkede op, hun lyttede efter.
   "Kommissær Ancher fra politiet, må jeg komme ind?"
   "Værsgo."
   "Vi undersøger det overfald, der fandt sted i huset."
   "Godt, I undersøger det," sagde Preben. "Der er jo nogen her i huset, der ikke kan tåle ham, og han har ellers gjort en god indsats."
   "Ja, nogen her siger jo, at det er den tidligere bestyrelse, der har sørget for overfaldet for at skræmme ham og hans støtter væk; det vil vi jo undersøge. Vi har jo hørt, at din datter kom ind og gav ham førstehjælp."
   "Det ved jeg ikke noget om."
   "Ikke desto mindre vil jeg gerne tale med hende. Er hun hjemme?"
   Anita åbnede sin dør og gik ud i stuen. "Jeg er her."
   Kommissæren rejste sig og gav hende hånden, idet han præsenterede sig. Han var høj, gråskægget med et mildt glimt i de brune øjne.
   "Vi har jo hørt, at du var inde og give ham førstehjælp, da overfaldet skete. Stemmer det?"
   "Det stemmer." Ud af den ene øjenkrog kunne hun se sin far med hængende underkæbe.
   "Så vil vi da gerne lige stille dig nogle spørgsmål."
   "Naturligvis."
   Han havde en mild og rolig stemme, så Anita følte ingen egentlig ubehag ved situationen.
   "Du er datteren i huset, hvis jeg har forstået det ret?"
   "Hvad ret har I til dette?" råbte Preben.
   "Vi har ret til at afhøre vidner," svarede betjenten.
   "Hun er sytten!"
   "Jeg har afhørt vidner, der var yngre end det. Klap så i, og lad os få ro til at snakke."
   "Og du var inde og give ham førstehjælp. Stemmer det også?"
   Anita nikkede. "Nu synes jeg, I strissere skal gå ud og koncentrere jer om hovedsagen," råbte Preben.
   Ancher rejste sig og gik over til ham. "Inden du siger et ord mere, så er der lige én ting, du skal tænke på." Den før så milde stemme lød nu barsk; Anita syntes næsten, det lød som en politimand i en amerikansk kriminalfilm. "Det er strafbart at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, men hvis du vil have den bøde, er det din sag."
   Preben måbede, blev rød i hovedet og sad bare helt stiv.
   Betjenten vendte tilbage til Anita, og nu havde han sin milde stemme igen. "Jeg vil gerne høre din version af, hvad der skete."
   Anita nikkede. "Mit værelse, som er derinde, ligger lige op til Morten Hansens lejlighed, og der er temmelig lydt; jeg har ofte hørt det tydeligt, når han skændtes med nogen og råbte højt."
   "Jeg vil lige tage et kig på dit værelse," sagde betjenten og gik hen og kiggede ind. Anita havde direkte udsyn til hendes fars bistre blik.
   "Lad være med at se på mig på den måde!"
   Betjenten gik nu hen til Preben. "Vær venlig at klappe i, mens jeg snakker med din datter."
   "Det skal du ikke bestemme, korrupte strisser!"
   "Jeg vil råde dig til at gøre, som jeg siger, inden jeg mister besindelsen."
   "Bestemmer du over mig ude af mit eget hjem?"
   "Nej, men vær venlig at holde kæft."
   Anita fortalte nu om, hvad der var sket den aften, hvad hun havde hørt gennem væggen, og hvad de havde sagt, lydene af slag og spark og råbene om hjælp.
   "Ja, jeg var godt nok som to personer. Jeg kan jo ikke fordrage ham. Jeg havde det næsten som i tegneserier; jeg havde en engel og en djævel, der sad og sagde til mig, hvad jeg skulle gøre."
   Betjenten trak på smilebåndet. "Men englen vandt altså."
   "Ja, selv om han er korrupt, så har han jo ret til hjælp, så jeg løb over i hans opgang. Hans dør stod på klem, så jeg kunne godt komme ind. Hans overbo havde hørt larmen; hun kom ned ad trappen."
   Ancher nikkede. "Hende har jeg talt med."
   "Der lå han altså på gulvet. Han var forslået i ansigtet og stønnede. Uh, det var frygteligt!"
   "Ja, den slags er jo grimt."
   "Men jeg huskede altså, hvad jeg havde lært på førstehjælpskurset og gjorde, hvad jeg skulle. Lena ringede så efter ambulancen, og de kom vist hurtigt. I den situation føler man det jo bare som en evighed, men de kom, og så meldte jeg det til jer."
   "Det var rigtig gjort; vi fik nået at undersøge gerningsstedet i tide, men som jeg har forstået din historie, så lød det, som om det var nogen, han kendte; han snakkede jo først helt naturligt med dem."
   "Lige netop."
   "Jeg har noteret ned, hvad du hørte dem sige. De var gale over, at de ikke fik den lejlighed, som han havde lovet dem."
   "Ja, han havde jo med den tidligere bestyrelse ekskluderet nogen her i opgangen."
   Betjenten nikkede. "Vi har fået fortalt af jeres nuværende formand heroppe, hvad der er sket de seneste uger her i huset, så det lyder jo, som om det er nogen, som han har lovet kunne flytte ind i en af disse lejligheder, som tog hævn."
   Anita rystede. "Jeg får kuldegysninger ved tanken om, at de skulle være flyttet ind her."
   "Fuldt forståeligt. Morten Hansen er en gammel bekendt af os. Vi vil nu undersøge, om han stadig har kontakt til de kriminelle miljøer, som han havde kontakt med før. Det var godt, I kom af med ham som formand; han var den værste, I kunne vælge til den post."
   "Ja, det ved jeg."
   "Lige én ting mere: Lisette Mortensen, som bor ovre i baghuset der, siger, at han ringede efter hende, og hun hjalp ham. Så du dog noget til hende?"
   "Overhovedet ikke."
   "Du skal have mange tak for din tid, så må du have en god dag."
   "I lige måde."
   Betjenten rejste sig og gik ud, og idet han åbnede døren, bandede hendes far.
   "De strissere ved jo ikke meget om tilværelsen."
   "Hvad ved du om det?"
   "Når man er opvokset et sted, hvor man har skullet arbejde, så kender man noget til tilværelsen."
   Døren gik igen, og nu var det Inger, der kom ind.
   "Hej, jeg har hørt et rygte om, at vi har haft besøg af politiet her."
   "Ja, og de har været her," råbte Preben, "og jeg har aldrig set mage til uforskammet opførsel, og så skulle de absolut forhøre vores datter."
   Inger drejede hovedet og kiggede forbavset på Anita, der straks svarede, at det passede. "Jeg syntes nu, han var venlig," sagde hun.
   "Måske over for dig, der er en køn ung pige, men han var så uforskammet over for mig. Hvad mener du, Inger, her i mit eget hus?"
   "Men hvorfor ville de snakke med dig, Anita?"
   "Fordi jeg havde hørt gennem væggen, hvad der foregik inde hos vores eksformand, og så havde jeg været inde og give ham førstehjælp."
   "Ja, du skulle absolut blande dig i noget, der ikke kom dig ved, og først medvirker du til at dolke ham i ryggen som formand, og så praler du af, at du har givet ham førstehjælp."
   "Men Preben, hun hjalp ham i det mindste," sagde Inger.
   "Der var jo en anden beboer, som Morten havde tilkaldt."
   "Det er en sort løgn," sagde Anita. "Hun var der ikke; den gimpe er ikke til at stole på."
   Nu hamrede Preben i bordet. "Jeg vil ikke have den respektløse omtale af folk her i mit hjem, især ikke af dem, der har gjort en så god indsats i vor forening."
   Hun gik ind på sit værelse og smækkede døren. Som sædvanlig kunne hun sagtens høre, hvad hendes far sagde.
   "Jeg ved ikke, hvad der er sket med hende. Det er ikke så længe siden, at hun hurtigt faldt til føje, når man skældte ud. Nu er hun blevet så uforskammet."
   "Tag det nu roligt, Preben; det er nok kun en overgang."
   Anita satte sig ned og fortalte det hele til Johnny i en mail.