Når stormen i mig tager fat og kvæler mit hjerte
blæser forstanden omkuld og lader fornuften hvirvle
Så glemmer jeg alt det meningsfulde jeg lærte
og da mærker jeg hvordan jeg begynder at tvivle
Min panikslående angst for at miste dig
kan lade mig begå en så absolut utilgivelig adfærd
Jeg væmmes grusomt - jeg skammer mig
Kun menneskets natur har så et ødelæggende vejr
Men dine trygge arme og dine beroligende øjne
lader mig vide at det er min psyke der hvisker mig løgne
Når jeg er værst forstår jeg ikke din kærlighed
den kærlighed jeg ved du så inderligt for mig nærer
Når du er bedst fortæller du mig med ærlighed
at det er accepten - ikke forståelsen - jeg skal lære
Jeg prøver altid at forstå det uforståelige
og det skaber ingen mening - det skaber frustration
Jeg fik hvad jeg anså som det uopnåelige
den kærlighed jeg troede kun var en opdigtet illusion
Men med dit nærvær og dit gøren og dit formåen
begynder jeg at kan indse virkeligheden og dens opståen
Du er det smil jeg selv har svært ved at finde
når mine øjne starter et vandfald af ustandselige tårer
Du er mit glansbillede og mit hædersminde
for du har ladet mig forstå hvordan jeg livet skal kåre
Du er svaret på de ting jeg ikke kan forstå
de ting der bare gør mig så fortvivlet og så frustreret
Det skaber hjertevarme fornøjelser at tænke på
at du er den person som har fået mig delvist kureret
Du har reddet mig, du har reddet mig fra mig selv.
Du dræbte Psykens Terror - mit sinds mareridt - du er exceptionel
Når min angst igen begynder at blæse op til storm
og når den hjerteskærende tvivl igen vil tage fat
så vil jeg minde mig selv om at du elsker mig helt enorm
og som du siger jeg skal fortælle mig selv hver nat
Jeg vil læne mig tilbage, jeg vil nyde og jeg vil acceptere
og jeg vil for alt i verden ikke prøve på at forstå
Blot mærke hvordan du er mit blod, der i årerne accelererer
og gør mig levende som ingen andre kan formå
Men det er vigtigt for mig at du virkelig ved
at alt hvad jeg gør - retfærdigt eller ej - gør jeg kun af kærlighed