Mathilde Malone


1 måned, 4 dage siden 3 kommentarer Noveller livssyn tab tristhed

3Den Stille Bøn
Jeg fik engang at vide · at jeg skulle skrive et glad digt · i stedet... [...]
Digte · indre konflikt, livsrefleksion, eksistentielt dilemma
29 dage siden
4Forenede Hjerter
Det er ikke bare to hjerter · der banker hver deres slag · Det er to ... [...]
Digte · kærlighed, hjertevarme, lyksalighed
1 måned siden
3Mathilde Malone
Der stod hun. Som hun gjorde det hver evig eneste dag, samme tid ... [...]
Noveller · livssyn, tab, tristhed
1 måned, 4 dage siden
2Hvor Herre Bevares
"Du er virkelig en smuk kvinde, når du gider at gøre noget ud af ... [...]
Smilebåndet · smil, humor, selvopfattelse
1 måned, 8 dage siden
2Vinderhjerte
Konstant er mine tanker altid i krig · med mit sunde hjertes fornuf... [...]
Digte · magtesløshed, sjælen, psykisk vold
1 måned, 9 dage siden
3Dagdrømmerens Uge
Natten til mandag er jeg en digter · én blandt de største der er se... [...]
Digte
1 måned, 10 dage siden

Puls: 57,6

Publiceret: 6
Afgivet: 30
Modtaget: 16
Rebecca Rahbek (f. 1986)
Der stod hun. Som hun gjorde det hver evig eneste dag, samme tid og samme sted. Ved busstoppestedet lige uden for supermarkedet. Hun var som sædvanligt iført hendes røde uldjakke, som også i dag var knappet skævt. Uanset vejr og vind, havde hun den altid på. Frøs det 14 grader udenfor, havde hun iført sig hendes røde uldjakke ligesom hun havde det om sommeren, når der var 30 graders varme. Hendes gummistøvler, der heller aldrig blev skiftet ud med andet fodtøj, var fra 2 forskellige par. Højre gummistøvle var gul med store, grønne polkaprikker. Hendes venstre gummistøvle var lilla med blomster på i alle regnbuens farver. Det ene bukseben sad altid halvvejs over kanten på støvlen imens det andet bukseben var proppet helt ned i. Joggingbukser. Grå, slidte joggingbukser som det altid var. Hun gik med en brun lædertaske med remmen krydsende over hendes krop. Den var nedslidt og med huller i. Den matchede skrækkeligt til hendes røde jakke. Alt hun var iført harmonerede bare generelt ikke sammen. Hun var en kvinde sidst i 40'erne, vil jeg tro. Måske i begyndelsen af 50'erne. Hendes hår var mørkegråt, yderst fedtet i øvrigt. Pandehåret var altid sat op med farvestrålende hårklemmer som man ville pynte en 4årig pige med. Hun bar briller, stellet var gået i stykker og tapet sammen i højre side.
   Bussen holdte ind til siden. Hun stod parat til at stige ind af bussens indgang og langsomt, meget langsomt begyndte hun turen op ad bussens trappetrin. Først det ene ben og så det andet, et trin ad gangen. Hun nærmest hev sig selv op ved hjælp af gelænderet. De 170 kg kropsvægt måtte være en byrde for hende at slæbe rundt på og jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg frygtede at gelænderet en dag ikke holdte længere. Jeg kunne lige se det for mig, hvordan hun ville vælte baglæns ud af bussen og ligge på fortovet som en død hval. Jeg blev bekymret ved tanken og hver gang det ramte mig, dette syn der førte til denne bekymring, forsøgte jeg ihærdigt at skifte fokus.
   "Tulipanbakken" pustede og stønnede hun da hun langt om længe nåede op til chaufførens skranke.
   "Det bliver 20 kroner" Buschaufføren værdigede hende ikke et blik. Han var nogenlunde ligeså kold som en dybfryser og stiv om en robot kiggede han bare ud af bussens forrude.
   Mathilde, som hun hed, begyndte at rode i hendes taske. Det måtte være noget af et uoverskueligt virvar, det så i hvert fald meget kaotisk ud som hun stod der og hev alverdens bras op af tasken. Nogle gange var det de samme ting, hun fik fumlet frem og nogle gange noget nyt. "Jeg ser at det ikke er Hr. Laursen, der kører bussen i dag" sagde hun. Hurtigt afbrød hun sig selv: "Nej, har du set?!" grinede hun og hev en glasfigur op, der skulle forestille en due. Den var ny. Jeg kunne ikke huske at jeg havde set den før. Hun stod og vendte og drejede den i hendes hænder og kiggede beundrende på den. "Hold da op, den havde jeg næsten glemt at jeg havde. Er den ikke bare fin?!" Hun smilede bredt og stolt. Det var tydeligt, at hun på ingen måde sansede at chaufføren ventede på sin betaling, så bussen kunne trille videre.
   "Frue, jeg er nødt til at bede dig om 20 kroner" sagde han. Meget irriteret i hans stemme. Det var ikke fordi at jeg ikke forstod ham, jeg kunne godt sætte mig i hans sted. Men jeg havde det også sådan: 'Tal da høfligt til hende. Kan du ikke se at hun har brug for det?'
   "Ja, ja, ja" svarede hun og rodede videre i hendes taske. "Du kan vel nok se, at jeg arbejder på sagen, kan du ikke?! Man kan sandelig godt mærke at det ikke Hr. Laursen i dag. Han havde aldrig kommanderet på den måde. Det skal jeg nemlig sige dig, min gode mand: Laursen han forstår mig og han giver sig tid til mig"
   Der var ingen reaktion fra buschaufføren, andet end en meget sur mine.
   "Se bare her, her er min pung" fniste hun "Jeg forstår heller ikke, hvordan den altid kan snige sig ned i bunden af tasken. Er det ikke også mærkværdigt?"
   "Så kan det være at jeg kan få mine 20 kroner. Hør her; jeg har altså en tidsplan at skal overholde" hans stemme var nærmest vred.
   "En anden ting jeg også har svært ved at forstå er, at alle tænker i tid i dag" vrissede Mathilde fornærmet og hamrede en 20'er ned i chaufførens betalingsbord. Hun pakkede hendes glasfigur ned i tasken igen, hendes lommetørklæder og de gamle smykker og hårspænder og hvad i alverden hun ellers havde slæbt op fra hendes taske i søgningen efter hendes pung.
   Langsomt gik hun ned af bussens gang imens hun betragtede passagerne, der alle havde for vane at spærre deres tomme sideplads, for at undgå at hun satte sig hos dem. Hun ledte efter øjenkontakt, hun ledte efter imødekommende blikke og dem var der ikke mange af. Nogle rullede øjne af hende. Nogle grinede negligerende ad hende. Jeg selv var neutral og min taske havde jeg altid på mit skød. Ville hun sætte sig ved siden af mig, skulle hun være velkommen. Men omvendt signalerede jeg heller ikke ligefrem en fremtydning, der stræbte efter at blive hendes sidemand. Det endte med at hun satte sig på pladsen lige foran mig. Ved en tynd dame, der nok var på alder med hende selv og denne dame havde høfligt flyttet hendes bagage som en invitation til Mathilde. Det overraskede mig fordi at hun så meget stram ud i betrækket. Men jeg glædede mig over hændelsen alligevel. Det var godt til Mathilde at bliv mødt sådan.
   "Det var sørme flinkt af dig, tusind tak skal du have" smilede hun imens hun satte sig og hun bemærkede ikke selv at hun nærmest tværede hendes sidemand ud på ruden som var hun en flue. Det var som taget ud af en tegnefilm. Men Mathilde var en stor matrone.
   "Har du det godt?" spurgte Mathilde hende og inden hun overhovedet lod hendes sidemand have en jordisk chance for at svare på spørgsmålet, fortsatte hun: "Det har jeg. Eller det vil sige, jeg har det faktisk ikke så godt. Forstår du, jeg er sådan begyndt at døje med gigt. Det har især sat sig i mine knæ. Min sygeplejerske siger, det er grundet min overvægt. Men det tror jeg ikke på, gør du måske det?! Nej, den må hun længere ud på landet med. Hvis ikke de ved hvad folk fejler, så er det enten virus eller så er det på grund af overvægt. Jeg er nu også ligeglad med om jeg fejler det ene eller det andet og hvorfor jeg fejler det. Bare jeg har mit gode humør" En stolt fremtoning strålede ud af hende.
   "Mmh" nikkede damen ved siden af hende. Hun prøvede at sende et høfligt smil, men det var klart overfladisk. Jeg havde nok heller ikke selv just nydt positionen klemt imellem bussens rude og Mathildes store krop.
   "Måske at det er fra mine unge dage som model, der har slidt min krop op" konstaterede hun. "I mine helt unge år, havde jeg en fremragende karriere som supermodel. Det er vel ikke så svært at forestille sig"
   "Nej, det er klart" svarede damen ved hendes side. Meget sarkastisk og det strålede ud af hende, at var der noget hun havde svært ved at forestille sig, så var det Mathilde som supermodel.
   "Jeg rejste hele verden rundt og jeg lavede shows i alle de store byer. Jeg har både været i Miami, jeg har været i New York, Paris, Moskva, Prag og alverdens andre steder. Du skulle bare vide"
   Jeg sad bag ved og hørte på hendes fortællinger. Hele bussen hørte dem, og de var altid de samme. Først en fortælling om hendes succes som supermodel. Så fortalte hun om hendes år, hvor hun var gift med en svensk rockstjerne. De mange berømtheder som hun væltede sig i selskaber med. Hendes det ene og hendes det andet. Jeg kunne nærmest ordret genfortælle hendes historier. De startede ens, de sluttede ens. Og indholdet imellem var i samme rækkefølge hver gang og når hun havde været igennem alle hendes historier om det luksuriøse liv hun havde haft som ung, så nåede bussen Tulipanbakken, som den også gjorde det i dag. Jeg var godt klar over, at det var vrangforestillinger. Forestillinger som hun selv troede på. Selvom at hver eneste fortælling var den samme gentagne historie, fortalte hun dem bare så levende.
   Der var et eller andet, der fascinerede mig over dette kvindemenneske. Jeg var på en eller anden måde betaget af hende. Det havde jeg været fra første gang, jeg så hende. Igennem 2½, måske 3 år havde vi hver dag været med den samme busrute. Hun var ligesom blevet et fast element i min hverdag, om ikke andet så i hvert fald på min busrute. Den adspredelse hun kom med i sig selv var måske dét, der fik mig til at fascinere. Et eller andet var der i hvert fald.
   Jeg var ved at uddanne mig til pædagog. Min drøm var at arbejde med udsatte personer. Unge kriminelle, på psykiatriske afdelinger eller for eksempel med folk som Mathilde. En kategori for sig selv.
   Ligesom hun skulle til at rejse sig fra hendes plads, væltede hendes taske og ud på gulvet flød massevis af skidt og ragelse. Jeg fór op fra min plads og begyndte at hjælpe hende med at samle al skrammel sammen.
   "Åh, jeg er også altid så klodset" Hun græd næsten.
   "Det skal du overhovedet ikke tænke på, det er helt i orden" smilede jeg venligt. Jeg mente det også oprigtigt. Jeg samlede et hjerte op fra gulvet, et halvt hjerte var det egentligt kun. En blå ædelsten. Det var et smykkevedhæng. "Det er da pudsigt, sådan en har jeg også" sagde jeg og rakte den hen til hende.
   "Det kan ikke passe. Der er kun to af dem i hele verden. Jeg har fået dem speciallavet i Schweiz" Hun afbrød sig selv. Stoppede fuldstændigt op og kiggede mig dybt ind i mine øjnene.
   Jeg var overbevist om, at mit hjerte var magen til, men hun lød meget alvorlig. Jeg undveg hendes blik og sluttede diskussionen af ved at sige med et smil: "Det kan være at den bare ligner"
   "Det er et meget specielt smykke, der findes ikke noget, der bare ligner" Hun stoppede sig selv. Hun fik fanget mit blik igen og betragtede mig så dybt i øjnene, at jeg begyndte at føle det ubehageligt. "Du er vel ikke? Rachel?!"
   Jeg, der sad på hug foran hende, væltede bagover og jeg fløj en meter tilbage. Jeg var chokeret. Hun kendte mit navn. Hun kendte ikke bare mit navn, hun vidste hvem jeg var. Det fremgik helt tydeligt.
   "Nej, undskyld" sagde Mathilde. Hun havde nu fået samling på hendes ting. "Du mindede mig bare om en, jeg engang holdte af. Undskyld!"
   Jeg var forskrækket. Hver eneste muskel i min krop var spændt, spilet helt ud. Min vejrtrækning gik i stå og mine hjerteslag hoppede hvert andet slag over.
   "Undskyld" gentog hun sig selv. Hun havde tårer i øjnene. "Værsgo, du må få det her" hun gav mig et billede fra hendes jakkelomme inden hun stod ud af bussen, der straks kørte videre. I første omgang kiggede jeg slet ikke på det. Jeg var målløs og forundret over, hvad der lige var sket. Jeg havde ingen begreb om det.
   Jeg satte mig tilbage på min plads, jeg trak vejret dybt adskillige gange og lænede mig helt tilbage i sædet. Jeg foldede mine ben op under mig, så jeg lod dem hvile på bagsiden af sædet foran mig. Først da kiggede jeg på billedet. En flod af tårer væltede som et vulkanudbrud ned af mine kinder. Jeg hørte mig selv hulke svagt. Jeg gemte mig ind mod ruden på bussen, for at skærme mig væk fra de andre passagerer. Det var mig på billedet. Jeg vidste det fordi at jeg havde selv et magen til. Jeg havde en rigtig fin lyserød kjole på med hvide blondekanter og så havde jeg det sødeste lyserøde pandebånd med en stor sløjfe på. Pandebåndet havde jeg endnu. Det sad på min bamse, som jeg havde derhjemme. Og så havde jeg halskæden på med den blå ædelsten af det halve hjerte. Her lagde jeg mærke til det, det var den anden halvdel af Mathildes som jeg samlede op fra gulvet. Hun havde venstre halvdel, jeg højre. Jeg vendte billedet om. På bagsiden stod der: 'Min elskede perle, 4 dage gammel'

"Er hun min mor, hva'?!" Jeg knaldede en knytnæve ned i køkkenbordet. Min stemme dirrede, det gjorde hele min krop også.
   Jeg havde netop forklaret hende hele hændelsen. Lise, som jeg indtil nu altid havde antaget for at være min mor. Hun stod lænet foroverbøjet over køkkenvasken, skamfuldt kiggede hun ned.
   "Fortæl mig det så, er hun min mor?!" råbte jeg, jeg nærmest skreg. Jeg var normalt en meget stille og rolig pige, der sjældent blev gal. Men når jeg først blev gal, så lynede og tordnede det også. Jeg var selv forskrækket over min handling, min adfærd. Jeg havde aldrig før været så gal og så arrig, så forvirret og så frustreret. Lise sank sammen og for hvert ord jeg råbte, sank hun mere og mere sammen.
   "Selvfølgelig er hun ikke din mor, Rachel" græd hun. "Forstår du det? Det er mig, der er din mor. Det har det altid været. Okay? Hvordan kan du tro på hvad sådan en kvinde siger til dig? Hun er jo ikke rask i hendes sind, Rachel. Hun er tosset"
   "To ting" svarede jeg imens jeg fandt billedet frem, jeg havde fået af Mathilde. Jeg lagde det på bordet foran Lise sammen med mit blå ædelstensmykke. "For det første, så sagde hun det ikke til mig. Kig på billedet. Hun behøvede ligesom ikke at sige noget, synes du? For det andet, hvis hun er min mor, så kan jeg kraftedeme love dig for, at det var første og eneste og sidste gang at du kalder hende for en tosse. Er du med?" Min stemme var faldet flere tonetakter ned, jeg hverken råbte eller skreg. Men den rystede, min stemme. Den var arrig. Ustyrlig gal og arrig, men dog fattet.
   "Sødeste skat" Lise kiggede på billedet og så brød hun sammen. Hendes ryg kurede ned af køkkenlågerne og hun sank sammen på gulvet. I et svagt øjeblik var jeg tæt på at sætte mig ned til hende, omfavne og trøste hende og græde sammen med hende. Jeg måtte minde mig selv om at jeg stadigvæk var rasende. Jeg havde ingen forklaring. Jeg kiggede på hende og det slog knuder i min mave at se hende så ulykkelig. Men det var ikke noget jeg havde i sinde at vise hende. Ikke i dette øjeblik.
   "Nu spørger jeg dig for sidste gang" sagde jeg roligt og helt fattet fortsatte jeg: "Er hun eller hun ikke min mor?"
   "Jeg ved det ikke" svarede Lise. Hun græd den mest hjerteskærende gråd.
   "Du ved det ikke?! Men du ved at du ikke er min mor? Er det dét, du siger til mig?" Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Samme flod som tidligere strømmede ned af mine kinder sammen med skuffelse og sorg, svigt og uforståelighed.
   "Du må tage den med din far, snak med ham om det" sagde hun.
   "Min far? Du mener Bjørn som du er gift med, ikke? For i virkeligheden så er han heller ikke min far, vel?" Jeg tog mit billede og mit smykke og farede ud af døren. Den smækkede efter mig. Jeg stortudede da jeg satte mig op på min cykel for at cykle hjem. Men jeg ombestemte mig, jeg skulle ikke hjem. Jeg skulle hen på Tulipanbakken.

Tulipanbakken var et forholdsvis nyt byggeri i byen. Folk omtalte det som Tosseanstalten. Men det var et bosted for personer med enten fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, og som ikke var i stand til bo i eget hjem. Jeg havde aldrig været der før. Jeg havde cyklet forbi et utal af gange og hver eneste gang uden at vide at jeg havde en mor, der boede der.
   Det var stort, enormt stort og der var højt til loftet. Jeg kiggede op af de hvide vægge. Det så meget klinisk ud, man kunne godt have gjort det lidt mere hyggeligt og hjemligt for beboerne, syntes jeg.
   "Du ser ud som en, der er faret vild" En personmedarbejder smilede venligt til mig. "Kan jeg hjælpe dig med noget?"
   "Jeg, jeg vil gerne besøge Mathilde" fik jeg fremstammet.
   "Mathilde Malone. Ved du hvad, det er ikke et så godt tidspunkt lige nu. Øhm, jeg har ikke set dig før. Må jeg spørge, hvilken relation du har til hende?"
   "Det er lidt indviklet" Min stemme var nervøs, det kunne jeg selv høre. "Jeg er ked af, hvis det er et dårligt tidspunkt. Vil du sige til hende, at jeg kigger forbi i morgen?" Jeg vendte mig rundt og begyndte at gå.
   "Du er Rachel, er du ikke? Hendes datter?" Hørte jeg hende sige bag mig. I et kort sekund hidsede jeg mig staks op over, at alle lige pludselig vidste hvem jeg var når jeg selv var begyndt at tvivle. Jeg vendte mig rundt og nikkede. "Det vil nok være en god idé, hvis du kommer med mig engang" sagde hun så og slog armen ud og indikerede at jeg skulle følge med hende.
   Vi gik igennem 4-5 forskellige gange, smuttede igennem noget som lignede en fællesstue, vandrede 3 nye gange igennem indtil hun førte mig ind på et konter. Hun lukkede døren bag sig.
   "Tag bare plads. Vi skal lige have en snak. Drikker du kaffe?" Jeg nikkede nervøst. "Et øjeblik, så er jeg tilbage igen"
   Efter 10 minutters tid kom hun tilbage med en bakke med både kaffe og småkager. Hun havde også taget en kollega med.
   "Nu skal du bare række til" sagde hun og placerede bakken midt på bordet. "Jeg har tilladt mig at tage vores overlæge med. Han hedder Jesper og jeg selv hedder Tina" Jeg gav hånden til dem begge.
   "Rachel, der er ikke nogen nem måde at sige det her på" begyndte Jesper.
   "Hun ønsker ikke at se mig?" spurgte jeg skuffet.
   "Jo, det tror jeg nok at hun gerne ville" svarede Tina. "Det var vist hendes drøm lige til det sidste"
   "Lige til det sidste?"
   "Din mor, eller Mathilde Malone som du nok bedre kender hende som, afgik ved døden for knap en time siden, og det..."
   "Det kan ikke passe" afbrød jeg. "Vi må snakke om to forskellige Mathilde'er. Jeg kørte i bus med hende i eftermiddags"
   "Ja, det ved vi godt" Tinas stemme dirrede, præcis ligesom min egen gjorde. Hun kiggede over på hendes kollega.
   "Mathilde var meget oprevet da hun kom tilbage hertil" fortsatte Jesper. "Hun fortalte om hændelsen i dag. At hun havde mødt dig. Det var noget usammenhængende, det hun sagde. Fordi hun var så oprevet. Hun var meget, meget ked af det og det kunne hun ikke beherske. Inde på hendes stue kastede hun med møblerne og selvom vi forsøgte at give hende nogen beroligende, nægtede hun det og der skete det, Rachel, at hun kort tid efter omkom i et slagtilfælde. Det gør mig virkelig ondt"
   "Et slagtilfælde?"
   "Mathilde havde dårligt hjerte. I den tid vi har haft hende her, har hun fået hjertemedicin. Dertil havde hun meget forhøjet blodtryk som hun også blev medicineret for. Hendes overvægt var livstruende for hende. Hendes puls var rigtig høj, da hun kom tilbage hertil. Blodtrykket steg yderligere, hjertet pumpede hårdere. Det kunne simpelthen ikke følge med til sidst"
   "Du er læge, ikke? Overlæge endda, var det ikke sådan?" Der var gråd i min stemme. "Så er det da dit arbejde at redde hende, er det ikke det? Altså, hvad lavede du imens? Hvor var du?"
   "Rachel, jeg forstår godt din frustration, men det er vigtigt at du ved at vi gjorde alt hvad vi overhovedet kunne for at hjælpe din mor. Eller Mathilde" beklagede han.
   "I gjorde alt hvad I kunne? Hm, det var tilsyneladende bare ikke nok, vel?" Jeg rejste mig fra stolen og gik hen til vinduespartiet. Jeg begyndte at græde. "Undskyld" tilføjede jeg "Undskyld. Jeg tvivler slet ikke på jeres arbejde. Det, det har bare været en meget hård dag. Jeg havde ingen idé om at hun var min mor før i dag" Jeg kunne slet ikke stoppe med at græde igen. "Undskyld"
   "Vi forstår dig fuldt ud, Rachel" Tina kom hen og gav mig nogle papirservietter. Hun aede mig forsigtigt på ryggen.
   "Mathilde har en stor æske som hun altid sagde, at du skulle have en dag. Jeg ved ikke, hvad der er i den og du behøver heller ikke at svare nu, men hvis du vil have æsken, må du tage den med hjem"
   "Hvis det var hendes ønske at jeg skulle have den, så tager den selvfølgelig med mig" svarede jeg.
   Da jeg havde siddet på deres kontor i mere end en time, og vi havde fået snakket situationen igennem, aftalte vi at jeg skulle komme tilbage igen et par dage efter. Snakke begravelse, jeg måtte kigge hendes stue igennem og sådanne ting. Gentagende gange forsikrede de mig om, at jeg bare skulle tage mig den tid, jeg havde brug for og at jeg på nuværende tidspunkt ikke behøvede at tage stilling til, hvorvidt jeg ville deltage i de forskellige ting. For mig var der ikke noget at overveje. Beslutningen var truffet, ingen tvivl om det.

Da jeg kom hjem denne aften, havde jeg æsken med mig. Den var super flot. En stor æske af stift pap. Kridhvid med undtagelse af en mørkerød blondekant for oven. På låget var der en stor rød rose af plastik. Mine hænder skælvede, da jeg tog låget af.
   Der var de smukkeste smykker, jeg nogensinde havde set. Ægte perler, ægte sten og diamanter. De faktisk blændede mig i øjnene. Der var flere billeder. Af hende og af mig, da jeg var en lille baby. Det var svært at forstå, at hun som ung havde været så gudesmuk. Men man kunne alligevel godt se, at det var hende. Når man kiggede efter. I æsken lagde der også billeder af en mand. Den svenske rockstjerne og der var billeder af hans band og billeder fra deres koncerter. Der var billeder af hende og af ham sammen, de så virkelig lykkelige og forelskede ud. En masse avisudklip med de fineste overskrifter: 'Mathilde stjæler billedet' - 'Malone smukkere end nogensinde før' - 'Mathilde Malone, nutidens svar på skønhed' - 'Mathilde er tilbage på catwalken' Tænk sig, så var det sandt alt sammen. Alle de fortællinger i bussen, jeg gang på gang havde antaget for at være hendes egne ønsketænkning og drømmescenarier. At hun led af storhedsvanvid. Storhedsvanvid, så det baskede. Der var også journaler, skrifter fra forskellige eksperter og et brev, skrevet af hende. Til mig. Hun forklarede det hele heri. Da hun fandt ud af, at hun var gravid med mig, stoppede hun hendes karriere for at værne om hendes graviditet. Hun glædede sig til at skulle have mig, hun glædede sig til at skulle være mor. Men at hun i lang tid havde lidt af personlighedsspaltning og samtidigt havde en skizofrenidiagnose. Man havde taget mig fra hende lige efter fødslen fordi man vurderede, at hun ikke var egnet til være mor og ude af stand til at kunne tage vare på et barn. Hun undskyldte i brevet overfor mig. Skrev, at nok havde de taget mig fra hende, men at hun altid havde beholdt mig i hendes hjerte. Hun vidste, at hun ville møde mig en dag. Det var det eneste som holdt hende i live, skrev hun. Den første tid efter fødslen fik hun lov til at se mig en gang om ugen, men under opsyn. Der stod ikke beskrevet, hvorfor dette ophørte. Jeg kiggede videre i æsken. En journal gav mig en forklaring, eller en skriftlig vurdering var det nok nærmere: 'Det er pr dags dato blevet besluttet i enighed med socialforvaltningen, psykiater Jannie Albertsen og Mathilde Malones værge, Linda Bjerregaard, at Mathilde ikke længere er berettiget samvær med hendes datter, Rachel, grundet mentalt sammenbrud, hvilket medførte en voldelig adfærd overfor barnet. Al samvær ophøres med øjeblikkelig varsel. Børnehjemmet Frydendahl overtager fra dags dato barnets varetægt. Undertegnet dommer Michael Lindhardt' Det skar i mit hjerte. Det gjorde ondt i mig. Stakkels, stakkels Mathilde. Sikke en skæbne at have haft. Jeg var paf, fuldstændigt paf.

Pludseligt ringede min mobiltelefon. 'Mor' stod der på displayet. Jeg lod den ringe nogle gange, for så at tage den til sidst. Uden et ord, holdte jeg telefonen op til øret.
   "Rachel, er du der?! Det er mor. Eller Lise, hvis du hellere vil have det sådan" Hun hulkede. "Undskyld, min søde skatte-pige. Jeg er virkelig, virkelig ked af det og jeg kan godt forstå, hvis du i dit hjerte ikke kan finde plads til tilgivelse. Men vil du ikke nok lade mig forklare min side af situationen? Vil du ikke nok? Jeg ved godt at jeg skulle have fortalt dig det. Skrækkelig måde, du skulle finde ud af det på. Du er voksen nu, og godt nok har du ingen børn endnu, men kan du forestille dig, hvor svært det er at skulle sige til sit barn, at det ikke er sit barn. Kan du det? Det retfærdiggør ikke noget som helst, det ved jeg godt. Jeg forsikrer dig om, alt jeg nogensinde har gjort, har jeg gjort i den bedste..."
   "Mor" afbrød jeg hende. "Det er okay. Tag det roligt, det er okay. Men vi skal have den snak nu, det er vi nødt til. Vi skal tage den snak som vi aldrig har fået. I morgen. Okay?"
   Min mor hulkede. "Selvfølgelig, min pige. Selvfølgelig. Og tak, tusind tak. Du ved godt, at jeg elsker dig, gør du ikke? Det har aldrig været min hensigt at..."
   "Mor, jeg ved det godt. Du skal ikke være bange mere" Jeg sank en klump af gråd. "Jeg elsker også dig. Det er der ikke noget, der har lavet om på. Du er stadigvæk min mor. Det lover jeg dig. Du er min mor"

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/06-2024 14:46 af Rebecca Rahbek og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4385 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.