Nogle usynlige tråde trak i kroppen - prøvende på at adskille sjælen fra kroppen. Han kæmpede imod for at blive i kroppen, sagde til sig selv at det hele blot var en drøm. Og så vågnede han med bankende hjerte og varme svedige håndflader.
   Sikke et mareridt!
   Han havde atter kontrol over Katies krop, men hvor længe måtte guderne vide. Det kunne være spasmeangrebene kom igen, og Vitus følte lidt det hele var et ræs imod klokken. Måske var det Katie der var ved at vågne op og gjorde modstand eller også var der noget i vejen med kroppen. Uanset hvad så følte han, at han invaderet forbudt frugt og at hans vært var i farezonen. Han vidste ikke om han skulle prøve at lede efter en ny kandidat, eller om han skulle kæmpe imod. Gode råd var dyre. Han havde mistet tidsfornemmelsen af, hvor lang tid han havde sovet. Som noget nyt følte han en form for tilstedeværelse, som han ikke kunne definere. Det var som om der var nogen sammen med ham inde i hovedet.

"Velkommen tilbage. Det var noget af en forskrækkelse du gav os," lød det fra Doris.
   "Hvad er klokken?" spurgte Vitus.
   Doris holdt op med at bladre i sit blad og så på sit armbåndsur: "Den er et par minutter i halv fem."
   "Er den virkelig så meget."
   "Ja, men du havde vel behov for en lille en på øjet. Jeg forslår du slapper lidt af."
   Slappe af. Han syntes ikke han lavede andet end netop det. Her var jo ikke andet at lave. Han besluttede sig for at strække benene lidt.
   Doris kommenterede det ikke da han tog fat i rollatoren og forlod stuen, men så blot misbilligende på ham og forsvandt ned i sit blad.
   Ude på gangen blev han mødt af en sygeplejerske.
   "Nå du er vågnet. Jeg vil tilråde at du tager den med ro. Ligger lidt ned og restituerer. Det er lægens ordre," sagde hun.
   "Jamen jeg skal på toilettet," sagde Vitus: "Bagefter skal jeg nok hvile mig."
   "Glimrende. Skal jeg følge dig på toilettet?"
   "Nej tak, det behøves ikke. Jeg har det under kontrol."
   Han løj. Han skulle egentlig ikke på toilettet, men siden han havde vovet sig ud fra stuen, så kunne han lige så godt prøve at se om han kunne tisse.

Sygeplejersken holdt øje med ham et øjeblik for at sikre sig at alt var som det skulle være. Vitus følte sig kortvarigt overvåget og forbandt sygehuset med et slags fængsel, hvor man var henvist til sin celle - i dette tilfælde en stue, hvor man skulle slappe af mest muligt. Rastløse tanker begyndte at tage form, men der var ingen steder at flygte hen. Desuden var det nok heller ikke uden grund at han skulle slappe af. Benene var ikke glade for turen, men han ville presse dem til at huske hvordan det var at gå. Motion var trods alt vigtigt under givende omstændigheder.

Vitus kom på das, fik vasket hænder og plaskede noget vand i ansigtet. Han så ind i spejlet og tænkte det skal nok skulle gå alt sammen. Men det var en illusion.

"Skrub ud!" lød det fra struben og armene holdt fast i håndvasken. Katie!
   "Jeg ved du er der," sagde hun: "Jeg kan mærke din tilstedeværelse."
   "Jeg har ingen steder at tage hen," svarede han.
   "Jeg er ligeglad. Bare du forlader mig!"
   Det føltes komisk at drive en dialog med samme stemme, men situationen var gravalvorlig, for hvor skulle han tage hen?
   "Lad mig blive lidt endnu til jeg har fundet ud af, hvor jeg kan tage hen. Giv mig et døgn," sagde Vitus.
   "Alright, et døgn, men ikke et sekund længere," svarede Katie.
   "Vi må hellere komme tilbage til stuen. Doktor Rasmussen vil gerne stille nogle spørgsmål. Jeg skal nok vise vej tilbage til stuen."
   "Det behøves ikke. Jeg har set med fra sidelinjen."
   "Okay," sagde Vitus og mærkede hvordan Katie havde overtaget kroppen fuldt ud nu. Vitus var blevet reduceret til blot at være en passiv medpassager. Han vidste ikke hvor længe Katie havde været med fra sidelinjen, men vurderede hun først var vågnet op her for lidt siden, for han havde ikke følt en tilstedeværelse før for lidt siden, da han vågnede fra mareridtet.
   Det virkede tåbeligt at føre åben dialog med samme stemme. Han måtte prøve ad at se ad, om han ikke kunne række ud efter Katie på et andet plan.
   "Kan du høre mig," tænkte Vitus.
   "Ja, klart og tydeligt," svarede Katie.
   "Kan du tænke svaret så vi er fri for åben dialog? Folk kan hurtigt tro noget forkert," tænkte han.
   "Det er nok en god idé," tænkte hun: "Kan du høre mig?"
   "Ja, du går fint igennem," svarede han med tankerne.
   "Godt," tænkte hun og så sig selv i spejlet: "Jeg ligner lort."
   "Du ser fin ud. Hvad siger du til at vi finder tilbage til stuen?"
   "Ja det må vi hellere," sagde Katie og mærkede hvordan benene under hende ikke ville helt, som hun ville. Hun rakte ud og fandt rollatoren.
   "Hvor længe har jeg været borte?" tænkte hun.
   "Tre år og nogle måneder. Michael, din kæreste, klarede ikke trafikulykken I var involveret i," svarede han.
   "Michael! Åh gud!" Hun blev tydeligvis rørstrømsk. Hun blev varm i hovedet og tårekanalen overgav sig. Tårer flød ned ad kinderne.
   "Husker du hvad der skete i forbindelse med ulykken?"
   "Ja. Jeg kan godt huske der var en bil der kørte ind i os. Derefter blev alt sort."
   Der opstod en kort pause imellem dem, så brød Vitus tavsheden: "Det gør mig ondt med Michael."
   "Tak," tænkte hun: "Nå, vi må vel hellere finde tilbage til stuen."

Hun tørrede tårerne borte med en håndflade, mandede sig op og pustede ind og ud. Så førte hun rollatoren fremad og gik ud på gangen med kurs imod stuen. Vitus følte sit eksistensgrundlag være i farezonen for, hvad nu hvis han ikke kunne finde en anden krop at belejre? Ville han være lige vidt hvis han fandt sig en anden krop og ville han blive muligvis blive afvist på en eller anden led? Alternativet var at overgive sig til de højre magter og prøve på at se ad om han kunne drage videre hinsides - hvor end det så måtte være. Han havde ikke på noget tidspunkt set noget lys, der indikerede en udvej ud af denne tilstand.

"Jeg kan høre dine tanker," tænkte Katie: "Men det betyder vel også at du kan høre mine tanker går jeg ud fra."
   Hun tænkte på Michael og mindes ham le.
   "Ja. Du tænker på Michael."
   "Ja."
   "Jeg skal nok se ad, om jeg ikke kan rode mig ud af denne kattepine, så du kan få dit hoved for dig selv igen," tænkte Vitus: "Privatliv er der jo ikke noget af i denne situation."
   Hun svarede ham ikke direkte, men han følte det nok ville blive påskønnet, for dette var ikke en holdbar løsning for nogen af dem.

Katie fandt tilbage til sengen uden nogen kommentar fra Doris, hun modtog blot et uforstående blik inden Doris atter læste videre. Katie agtede ikke at motionere yderlig i dag for benene var blevet til blævreflæsk.
   "Jeg vil prøve at se mig lidt omkring, hvis jeg stadig kan," tænkte Vitus.
   "Okay, god tur," tænkte Katie: "Giv dig bare god tid. Det er jo ikke fordi, jeg flygter herfra lige med det samme."
   "Kan du ikke lægge dig lidt ned og slappe af, måske lukke øjnene. Så kan jeg bedre fokusere på at forlade dig."
   "Hvis du tror at det hjælper. Så okay." Katie tog dynen over sig, lagde sig ned, slappede af og lukkede øjnene.

Efter et par minutter hvor der var kommet ro på, prøvede Vitus på at genkalde sig følelsen af at være fri og ikke bundet til kroppen. Han forstillede sig, at han svævede og gjorde sig fri. I et svagt øjeblik virkede det ikke som om det lykkedes. Det var som om han var bundet af kroppen. Kroppen var tung - ikke let, men så skete løsrivelsen omsider med lidt besvær. Følelsen af rastløshed bredte sig med lynets hast mens han svævede over Katies krop. Ejendommelige følelser af tomhed, tristhed og ensomhed fandt vej, men frem for alt frihed fra kroppen.
   Hvad skulle der blive af ham hvis han ikke kunne finde på en fornuftig løsning? Ville han blive til en hvileløs eksistens fanget i limbo mellem de levende og dødes rige, eller ville der komme et lys som han kunne træde ind i, så han kunne forlade denne verden? Nej, han havde nok misset sin exit da hans egen krop døde, men der måtte en udvej ud af denne redelighed. Han måtte droppe sin egen medynk og ikke tænke for negativt.

Doktor Rasmussen var på vej ude i gangen da Vitus forlod stuen. Rasmussen skulle nok til at gå sin runde, og ville nok blive forbløffet over at Katie pludselig kunne huske alt på nær den tidligere samtale. Hun ville helt sikkert blive undersøgt nærmere. Men Rasmussen ville helt sikkert glæde sig over at Katie endelig havde genvundet sin erindringer. Det var trods alt en væsentlig fremgang.
   Vitus så sig omkring. Lydene var blevet slørede og halv metalliske. Måske var det fordi han var en anelse træt. Han besluttede sig for at vende tilbage til komaafdelingen, hvor han ville prøve at stige ind i den usoigneret fyrreårige mand med boksenæse og tatoveringer, der så kedelig ud af natur. Ganske vidst havde Vitus afvist ham ved første gang han betragtede manden med boksetuden, men han så ikke andre udveje lige i øjeblikket.

Boksetuden lå hvor Vitus sidst havde set ham, og var nem at finde frem til. Det vrimlede ikke ligefrem med kandidater. Valget var boksetuden eller intet.
   Vitus svævede over kroppen og klargjorde sig til indstigning. Han forstillede sig at synke ned i kroppen, men da han var halvvejs nede i kroppen, blev han mødt af en modstand. Det var som om hele denne krop sagde: "Skrid," og lukkede ham ude. Måske var Vitus sjæl ikke kompatibel med boksetudens krop eller også var boksetuden vågen og vred indvendig. Uanset hvad, så kunne Vitus ikke komme ind i kroppen.
   Han forlod stuen med boksetuden og svævede nedtrykt ud på gangen. Han måtte se ad, om han ikke kunne vende tilbage til Katies krop. Det var den eneste løsning han kunne se lige nu. Men først ville han lige se sig ad omkring, og lade Katie nyde sin frihed.