Jeg misunder mennesker, der ved, hvem de selv er. Dem, der har styr på alle deres følelser. Jeg troede, jeg vidste, hvem jeg var, hvem jeg gerne ville være. Men endnu en gang sidder jeg her dybt forvirret i en nedadgående eksistentialistisk spiral af tvivl. Jeg er ensom, fucking ensom. Jeg ser hen på bartenderen og giver et lille nik, så han kommer i min retning. "Må jeg godt bede om en til øl?". Han vender sig mod tappehanerne, rækker mig endnu en kold IPA fra fad og sender mig et opmuntrende smil. Man må kunne se på mig, at jeg er helt ude at skide. Sidder her alene og drikker øl. Det skriger sikkert, som et lysende neonskilt over mit hoved, at jeg er ensom. Jeg scroller et kort øjeblik igennem billederne af min eks på hendes instagram. Hun er smuk og hun ser så lykkelig ud, uden mig. Men det fungerede bare ikke mellem os. Jeg kunne ikke elske hende, som hun elskede mig. Jeg ved ikke, hvad der er i vejen med mig, men følelser er så svært for mig. Jeg lader telefonen glide ned i min lomme og forsøger at lade være med at torturere mig selv.

Opgivende lader jeg mine skuldre synke lidt ned og hviler hovedet i mine hænder med begge albuer på bardisken. Med lukkede øjne skærpes mine sanser, selvom jeg er begyndende beruset, og jeg føler at der en, der stirrer på mig. Jeg løfter hovedet, vender det i retning af fornemmelsen og stirrer ind i et par intense grønne øjne. Han ser tænksomt tilbage på mig og jeg trækker blikket til mig og vender skyndsomt tilbage til min øl. Efter lidt tid sammensunket i maskulin stilhed, bryder han tavsheden. "Du ligner en, der godt kunne bruge en ven? Har du brug for at snakke om det?" Han taler med en udefinerbar accent og der irriterer mig, at jeg ikke kan placere den. "Jeg sidder bare og drukner mine sorger. Øl plejer at hjælpe mig til at glemme." Han nikker til bartenderen og bestiller også en fadøl. "Og hvad er det, du forsøger at glemme?" siger han, mens han tager en slurk af sin øl. Jeg diskuterer lidt frem og tilbage med mig selv, om det er bedst at lyve, eller om jeg skal forsøge at svare ærligt? Jeg kender ham ikke, men jeg kommer sikkert heller aldrig til at se ham igen. Så måske er meget godt at få det snakket om det med en fremmed. "Jeg har slået op med min kæreste for et stykke tid siden. Hun ville have mere af mig end jeg kunne give. Jeg er ikke særlig god til følelser. Jeg ville ønske, jeg var. Men jeg har aldrig oplevet rigtigt at forelske mig i nogen, at man føler man ikke vil kunne leve uden den anden person. Jeg troede, at hvis jeg ville det nok, ville følelserne kunne blive stærkere over tid, men det skete aldrig. Heller ikke denne gang. Måske er jeg i stykker?"

Han er stille længe, mens han drikker små slurke af sin øl. Endelig siger han noget. "Jeg tror ikke, du er i stykker. Jeg tror, alle elsker på forskellige måder, og man skal finde en man er kompatibel med. Det er ikke så let, som det var en gang. For vi søger alle sammen efter mere. Mere kærlighed, dybere følelser, vores for evigt. Jeg tror helt ærligt, at vi stiller for store krav. Både til os selv og til andre." Jeg overvejer hans ord lidt, før jeg svarer. "Det lyder, som noget du har tænkt over, inden du satte dig her ved siden af mig i baren?" Hans ene mundvig trækker op i et skævt smil. "Du er ikke den eneste, der er ramt. Vi er alle sammen i samme båd. Men jeg har for nyligt besluttet, at jeg ikke længere vil overtænke det. Jeg vil gå efter min mavefornemmelse fremadrettet. Og jeg vil forsøge at prøve det af, hvis der er gensidig tiltrækning. Uden at være bange for, om det nu er den rigtige person. Der er jo ingen, der siger man skal giftes, fordi man scorer en på en bar." Jeg griner indforstået, for han har jo ret. Det hele behøver ikke være så opsyltet, hvorfor ikke bare nyde nuet og forsøge at glemme det pres der er, for at man finder den eneste ene og slår sig ned, bare fordi man er over 30. "Og hvornår har du så sidst scoret nogen i en bar? Virker det overhovedet længere i verden anno 2024, hvor man helst skal krænge sin sjæl ud på en app?"

Han drikker lidt mere af sin øl, og ser hen på mig med et glimt i øjet. "Tja, jeg forsøger på det lige nu, men jeg tror min radar er off. Jeg troede, jeg havde ramt din præference, men jeg er ret meget i tvivl nu, efter at have hørt om din ekskæreste." Jeg får min øl galt i halsen og hoster helt vildt. Bartenderen kigger bekymret hen på mig, men jeg rækker hånden op for at signalere, at jeg er okay. Der går lidt tid før hosteanfaldet er ovre og jeg har taget mod nok til mig, så jeg kan se hen på ham. "Troede du, at jeg var til mænd?" spørger jeg forvirret. Han ser uskyldigt hen på mig. "Altså, det var den vibe, jeg fik fra dig. Jeg plejer ikke at tage fejl lige med hensyn til det. Men en gang skal jo være den første." Vi sidder sammen i tavshed, mens mit forvirrede tankemylder er så voldsomt, at det burde kunne høres i hele baren. Mænd? Skulle jeg være til mænd? Jeg har helt ærligt aldrig tænkt tanken. Jeg er opdraget i et helt almindeligt kristent hjem, hvor man aldrig har snakket åbent om den slags. Jeg har altid kun været sammen med kvinder, selvom det ikke har sagt mig noget, fordi det er sådan man skal gøre, når man er en mand. Det er hvad der blev forventet af mig. Mænd er ikke sammen med mænd. Det er unaturligt og det er sådan jeg er opdraget. Jeg stirrer på ham og forsøger at se ham i et andet lys. Han er høj, bredskuldret og jeg kan se hans markerede muskler gennem den stramme t-shirt, han har på under den åbenstående skjortejakke. Hans tatoveringer kan lige anes op ad hans hals og det pirrer min interesse. Hans ansigt er ubetinget maskulint med fremstående kindben og han har daggamle skægstubbe. Hans mørke hår er kort og vildt og han stirrer stadigvæk tilbage på mig med sine intense øjne.

Han rømmer sig: "Så. Tog jeg fejl eller er der en grund til at du tjekker mig ud lige nu?" Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal svare. "Jeg. Jeg prøver at leve i nuet. Jeg prøver at være åben og overvejer, om jeg gerne vil scores i en bar af en mand. Eller om jeg skal løbe skrigende væk." Han griner højt. "Okay. Meget ærligt, meget forfriskende. Hvad vej tipper vægtskålen så lige nu?" Jeg overvejer det et øjeblik, før jeg svarer. "Det har jeg ikke besluttet mig for endnu. Det er ikke et scenarie, jeg nogensinde har tænkt, jeg ville befinde mig i. Jeg har aldrig tænkt på mænd på den måde. Før nu." Han sender mig igen sit skæve smil og rykker sig lidt tættere hen mod mig. Han lader diskret en hånd glide ned mellem os og op ad mit lår mod mit skridt. Min pik lader til at synes, det er en spændende ny udfordring og begynder straks at kæmpe imod min lynlås. "Og hvad tænker du så om mænd lige nu?" hvisker han mig i øret. Han er så tæt på, at jeg kan mærke hans varme ånde og hans skægstubbe, der kradser let på min kind. Og jeg er overrasket over, at jeg kan lide det. Det sender en varm bølge af ophidselse igennem min krop at have ham så tæt på. "Jeg tænker, at jeg gerne vil med dig hjem. Før jeg når at overtænke det og fortryder." Han sender mig et kækt smil, får bartenderens opmærksomhed og beder om vores regninger. Før jeg har set mig om, har han bestilt en Uber og vi er på vej ud på gaden. Og jeg prøver at være modig og leve i nuet. Måske er det det her, jeg har ventet på? Måske kan han vise mig, at jeg slet ikke er i stykker?