Himlen var for længst blevet indhyllet i et tæt sort tæppe af mørke, og tiden var på den forkerte side af midnat. Kiggede man op på nattehimlens stjerner og lyttede til stilheden, så kunne man godt føle sig lille og alene universet. Men det var dog langt fra al liv der var gået til ro. Nattens børn og var vågnet op til dåd, og langt borte fra civilisationen, rørte mosekonen Senia i sin store sorte gryde i mosen. Hendes gamle hærgede ansigt var badet i henholdsvis gult og grønt lys fra kulørte ophængte lanterner, mens hun lystigt nynnede besværgelser ud i nattens mulm. Ildfluer og nysgerrige skabninger fra hinsides den kendte verden ankom gradvist. Her var plads til alle der ikke måtte passe ind i en verden af perfektionisme, og alle blev anerkendt for hvem de end måtte være. Monstre fra under sengene og skabene var draget fra børneværelserne og ud til mosekonen, hvor de lystigt delte ud af deres livshistorier med ligesindede.
Rundt om ildstedet fra den sorte gryde sad mange af disse afskygninger samlet i en halvcirkel. Det var umuligt at lave en komplet cirkel da mosekonens faldefærdige hus, indhyllet af krogede grene og sur fugtig jord, optog den anden halvdel af pladsen. Mosen summede af snakken og nogle gav sig så småt til at spille på medbragte instrumenter.

Senias furede ansigt formede en rynket trutmund, og tog den store træslev op til munden og pustede til bryggen, inden hun smagte på den. Musikken ophørte og en stilhed bredte sig i forsamlingen og nattens ukronede lyde syntes at holde vejret i spænding. Mosekonen tømte træsleven og nattens øjne var rettet mod hende. Hun fjernede sin hætte og det slidte lange tynde grå hår blev forvandlet til en fyldigt sort hårpragt. Furerne i ansigtet blev udglattede, og et smukt ungdommeligt ansigt afsløres. Hendes blodskudte livstrætte sorte øjne funklede som nye, og hendes nedslidte tænder blev erstattede af flotte hvide tænder, og var igen et smil værdigt. Mosekonen var blevet til nattens dronning for en stund og misfostre i alle afstøbninger så op til hende. Musikken og snakken blev lystigt genoptaget.
Der var bryg nok til alle, og en efter en kom de op til hende og fik deres belønning for at møde op. Bryggen ville ikke vare evigt, men så ville de bare blive inviteret til en ny sammenkomst. Men for nu skulle der festes ud i natten som aldrig før.

Da morgenstunden ankom og alle var draget hjem, afsløredes en af de hemmelige ingredienser i bunden af gryden; barnehænder.

Moralen er, at alt har sin pris, og intet er perfekt når alt kommer til alt.