Drømmer jeg. Måske lever jeg for evigt eller måske er dette en sidste drøm. Vågn op. Åbn dine øjne tænkte han.

Vitus åbnede øjnene. Den var god nok. Han var i pigekroppen, som han havde valgt at belejre med sin sjæl. Hans egen kræftsyge krop havde han ladt i stikken, for græsset er altid grønnere på den anden side.

"Katie!" Sagde kvinden og strøg pigens pande.
   Så det var det hun hed. Pænt navn til en pæn pige. Gud ved om hun havde nogen kæreste eller nogen nære venner, som kom og besøgte hende mens hun lå her?
   Det var uklart om pigens sjæl stadig var i kroppen eller om den havde forladt sit korpus i imidlertid. Kunne to sjæle dele en krop, og hvad ville der ske hvis denne pige vågnede op fra sit slummer? Ville han blive frastødt kroppen og hvis, hvor skulle han så tage hen? Ville han miste kontrollen og blive suget et sted hen for sjæle? Der var mange ubesvarede spørgsmål der lurede, men han måtte slå koldt vand i blodet og tage af situationerne som de ankom. Der var ikke så meget andet han kunne stille op.
   "Katie, det er mor. Hvordan har du det? Paul, få fat i en læge."

Manden der havde været i gang med at læse højt i en bog, gik hen og kyssede sin datter på panden.
   "Jeg skynder mig at finde en læge," sagde han og forlod det kliniske værelse med et stort smil.
   "Det skal nok gå alt sammen min skat. Det vigtigste er, at du er tilbage hos os." Moren strøg hende over panden og kyssede hendes ene hånd.

Vitus føltes sig lidt omklamret, for han var ikke vant til kærlighed. Han bemærkede brystvorterne blev stive. Det var en sær ny følelse for ham. Han frygtede lidt hvordan det ville være, når han skulle tisse i den nye krop. Det ville også være en ny følelse. Det havde nok været nemmere at belejre en mandekrop for der kendte han jo spillets regler. Men han kendte jo mandekroppen som sin egen bukselomme, og havde nogle gange spekuleret i hvordan det ville være at være kvinde. Hvad med menstruation når det kom til det, hvad stillede han op med det, hvis han fik lov til at blive længe nok til at opleve det? Havde mor og datter mon haft de dybe samtaler før hun endte i et koma og hvor frisindet var forældrene?
   "Jeg er tørstig," sagde han og blev overrasket over den lyse pigestemme der kom ud, selv om den var lidt medtaget på grund af træthed og gud ved hvor lang tids hvilen. Stemmen skulle han også vænne sig til. Alt var jo nyt i denne situation.
   "Ja naturligvis min skat. Jeg finder noget at drikke," sagde moren og så bekymret på datteren: "Jeg er straks tilbage."

Vitus erfarede at kroppen var svækket. Ben og arme var føltes småstive og dvaske. Det kunne godt tyde på at hun havde ligget her et stykke tid. Han følte sig groggy og havde mest lyst til at sove, men alle ville vel blive skuffet, hvis denne prinsesse lagde sig til at sove igen.
   Hvad havde han dog rodet sig ud i?
   Moren kom tilbage sammen med en sygeplejerske, der havde medbragt en kande saftevand og et plastikkrus. Faderen, Paul, kom næsten tilbage på samme tid.
   "Her er lidt saftevand. Lægen kommer om lidt og ser til dig," sagde sygeplejersken: "Drik forsigtigt."
   Vitus rakte ud efter kruset og tømte indholdet varsomt for kroppen skulle tilsyneladende lige huske synkebevægelser. Moren, faren og sygeplejersken kiggede på ham eller rettere sagt den unge pige. Han var næsten ved at kløjes i saftevandet, mens han drak foran tilskuerne. Det var som det rene cirkus hvor han var i centrum for al opmærksomhed.
   "Hvor lang tid har jeg været her?" spurgte han med en stemmen der lød bedre allerede nu efter at været blevet smurt med væske.
   Moren og faren kiggede på hinanden. Moren svarede: "Tre år og fem måneder plus et par dage."
   "Hvordan er jeg endt her? Jeg husker ikke noget."
   "Du kørte galt i bil sammen med Michael."
   "Michael. Ham kan jeg ikke huske. Jeg kan heller ikke huske hvad I hedder. Er Michael okay?"
   "Michael døde kort efter uheldet på operationsbordet. Han var din kæreste."
   Pyha, tænkte Vitus, så slipper jeg for akavet romantik indtil videre, bare synd det skulle gå ud over knægten.
   "Det her er din far, Poul og jeg er din mor, Ellen," moren kiggede på sygeplejersken: "Er dette normalt?"
   "Det kan lægen bedre udtale sig om," svarede hun.
   Der gik nogle minutter hvor ingen sagde noget, men bare så på hinanden. Så kom lægen ind ad døren og brød tavsheden.

"Hejsa jeg er doktor Rasmussen, men I kan bare kalde mig Steen. Nå, unge dame hvordan har du det?"
   "Hun kan ikke huske os. Er det normalt?" brød moren ind.
   "Nogle gange kan det godt tage lidt tid med at huske, men i de fleste tilfælde kommer det hele tilbage over tid," forklarede Rasmussen. "Ved du hvad du hedder?"
   "Katie," svarede Vitus, "Mine forældre hedder Paul og Ellen har jeg fået at vide, men ellers ved jeg ikke noget."
   "Glimrende. Så ved du heller ikke hvor gammel du er?"
   "Nej."
   "Du er 21 år gammel i skrivende stund og har indtil videre misset tre fødselsdage. Så det må du fejre når du kommer ud herfra. Er dine arme og ben lidt stive i det?"
   "Ja."
   "Det er meget normalt, men ikke noget der betyder noget. Du vil være dit gamle jeg i løbet af ingen tid med lidt genoptræning. Jeg vil forslå at begynde med lidt gåture. Ikke noget voldsomt, bare for at komme i gang igen."
   "Hvornår kan hun blive udskrevet?" spurgte moren.
   "Årh om et par dage vil jeg tro. Jeg vil godt beholde hende et par dage til observation."
   "Ja naturligvis," sagde hun.
   "Katie, ved du hvad år det er eller kan du regne det ud?"
   "Nej."
   "Okay, du kom til os i 2021 og vi er nu i 2024. Hvad er det sidste du husker?"
   "Det sidste jeg husker er, at jeg blev søvnig. Og nu er jeg så vågnet op." Det var jo ikke engang løgn.
   "Hmm... kan du huske at du var ude og køre i bil sammen med Michael Juul Pedersen, din kæreste kan jeg forstå på det hele? I var involveret i en trafikulykke hvis det ringer nogen alarmklokker?"
   "Nej, det kan jeg ikke huske."
   "Det kommer tids nok tilbage. Prøv ikke at blive forskrækket når det gør, men omfavn minderne og husk så meget som overhovedet muligt. I mellemtiden, tag den med ro og pres ikke dig selv til at huske for meget. Blackouts kommer og går og jeg er sikker på at du nok skal huske alt over tid. Men for nu behøver du al den hvile, du kan få."

Så komaprinsessen skulle have ro. Det passede Vitus glimrende. Så kunne han få tid til at vænne sig til sin nye krop.

Rasmussen insisterede på at Katie fik ro, så forældrene måtte forlade hende for i dag, men kunne komme tilbage i morgen, når hun var mere frisk og udhvilet. Moren kunne ikke forstå at hun skulle hvile mere. Hun havde jo trods alt ligget i over tre år og hvilet, men bøjede sig for lægens ordre og tog derfra sammen med faren med blandede følelser. Moren forsikrede om at de ville komme tilbage i morgen.
   Efter alle var gået og Vitus havde fået stukket en fjernbetjening i hånden til det lille tv, kunne han slappe af. Han zappede mellem kanalerne og fandt en nyhedskanal, som han lod køre i baggrunden. Med jævne intervaller kom der en sygeplejerske forbi for at sikre sig at han havde det okay. Han bestilte ved samme lejlighed en kop kaffe med mælk af vanemæssige årsager. Han havde trods alt drukket kaffe med mælk i, siden han fyldte lidt over halvtreds år i sin gamle krop. Efter en rum tid skulle han tisse, og trak i snoren til at tilkalde sygeplejersken for benene var i øjeblikket usikre. Sygeplejersken kom med at rollator og sammen fandt de vej til toilettet.

Da han satte sig ned på toiletsædet og gav los kildede det lidt dernede der tisset rindende ud. Vitus var lige ved at grine og måtte beherske sig for ikke at le. Det var helt klart nemmere at være mand når man skulle tisse. Man kunne trods alt stå op som mand, og skulle ikke orientere sig om hvorvidt toiletsædet var rent og nydeligt først. Det var den første gamechanger, men helt sikkert ikke den sidste.

Han blev færdig med at tisse og tørrede sig dernede med toiletpapir. Det føltes sært ikke at have en penis længere og han stak forsigtigt et par fingre indenfor i skeden for at forsikre sig selv om at den var god nok; at det hele ikke var en illusion. Berøringen føltes rart, men alligevel fremmede på samme tid. Jo, der skulle helt klart leges ved en senere lejlighed. Men først og fremmest ville han prøve på at lægge en slagplan for hvad der skulle ske fremadrettet. Han måtte planlægge fremtiden blot en anelse, så han havde en følelse af kontrol. Han rørte ved brysterne - kørte hånden frem og tilbage i små messagecirkler. Det føltes godt og han kunne forstå hvorfor bryster var så eftertragtede. Han småstønnede ufrivilligt og holdt så op med at røre. Han måtte tage sig sammen og lade være med at udforske kroppen. Der kom jo nok et bedre tidspunkt. Desuden ventede sygeplejersken trods alt udenfor på gangen.

Han gik hen til vasken og betragtede ansigtet og kroppen i spejlet, som han havde tyvstjålet ved højlys dag. Han blev enig med sig selv om at der fandtes mere mellem himmel og jord end man umiddelbart vidste, og at man skulle værdsætte det man havde. I øjeblikket havde han fået en anden chance, og han ville ikke forspilde den ved at være kedelig, som han havde været da han var mand i livet. Han ville levet vovet og tage chancer, som han hidtil havde forspildt. Han skulle leve i stedet for blot at eksistere. Men for nu skulle han genoptræne kroppen, blive stærk og selvsikker. Forhåbentlig ville han være i stand til at finde nogle venner over tid som påskønnede ham, og han dem. Hvis Katie havde nogle venner, kunne han måske starte der, og hvis de ikke faldt i smag, kunne nye vel anskaffes over tid?
   Måske ville Katies venner ikke kendes ved den nye Katie? Et skift i personligheden var jo ikke velset, for man får jo som bekendt venner ud fra den personlighed som de stiftede bekendtskab med. Med andre ord så var der masser af prøvelser forud som var umulige at se udfaldet af.

Mens sygeplejersken fulgte Vitus tilbage til sin stue, tænkte han på om denne Katie mon havde været et stille og roligt individ eller en spontan en af slagsen. Han måtte spørge forældrene ad når de kom i morgen, hvordan de oplevede deres datter før ulykken. Det ville trods alt være rart med en rettesnor af en art, så han vidste, hvad han måske kunne tillade sig.
   Resten af eftermiddagen gik med at filosofere og hvilen i sengen. Til sidst faldt han i søvn, men vågnede kort efter. Han havde mareridt om at sjælen forlod kroppen og ikke kunne finde vej tilbage igen, men blev suget væk af en stor universal kraft - og så vågnede han med et skrig.
   Stakåndet førte han hånden op til brystkassen. Jo, han var her stadig. Men hvor længe? Burde han være bekymret over drømmen? Han rakte den anden hånd frem og så på den, vendte og drejede den. Hånden havde ikke leverpletter eller var rynket som hans gamle døende hånd, men var lille, fin og velplejet - sprudlende af liv.

Mareridtet havde sået spor af dødelighed i hjernen og nu frygtede Vitus for at dagen som kropsrøver var forbi. Levede han på lånt tid eller kunne han blive ved med at tage bolig i denne unge blomstrende krop? Han frygtede ikke døden, men frygtede at sjælen ville blive suget et sted hen, hvor man blev efterladt i evig glemsel. En slags skærsild måske, hvis sådan et sted eksisterede. Kærlighedsmæssigt skulle han måske have valgt en mandekrop når alt kom til alt. Han havde trods alt svært ved at forstille sig at forelske sig i en mand. At springe ud som lesbisk forekom ham komisk, da han hele livet havde foragtet den slags tanker om at to af samme køn fandt sammen. Det havde virket unaturligt, indtil nu. Universet skulle nok formidle et svar tids nok, medmindre han forlod kroppen af den ene eller anden årsag.

Sygeplejersken kom på et tidspunkt ind og Vitus fik et par valgmuligheder angående aftensmad. Han bestilte farsbrød med kartofler og sovs og så noget mere tv, mens de tunge mareridtstanker stille og roligt gik i sig selv.

Da maden endelig ankom, var han blevet fattet, og erfarede at måltidet ikke var noget at skrive hjem om. Farsbrødet var tørt og kedeligt i smagen, men gled ned med lidt brun sovs og en vækket appetit på livet. Maven knurrede efter måltidet og sygeplejersken spurgte om han ville have dessert i form af budding. Han var for sulten til at afslå tilbuddet, og kort efter spiste han igen.

Senere kom Rasmussen forbi, for at høre ad hvordan det gik, og så var aften stort set omme. I morgen ville Vitus blive forflyttet for stuen var forbeholdt komapatienter og ikke vågne patienter. Med lidt held ville der være nogen som han kunne snakke sammen med i den nye stue.

Da sygeplejersken ved ni tiden kom for at høre ad om Vitus skulle tisse, sagde han, at han det kunne han godt klare på egen hånd. Denne gang udforskede han sit køn i længere tid end det tidligere toiletbesøg, og tænkte at det ikke var så tosset et kup han havde gjort. Det var svært at beherske sig i sin seksuelle iver opdagede han, og måtte anstrenge sig for ikke at stønne højlydt. På et tidspunkt gik døren til toilettet og han holdt straks op med at udforske sit køn. Nogle skridt nærmede sig og fandt plads inde i toilettet ved siden af. Vitus tørrede efter og vaskede hænder og nød det kønne ansigt i spejlet. Vi to skal nok komme ud på nogle spændende eventyr, tænkte han og fandt tilbage til sin stue. Her så han tv i sengen, til han til sidst faldt i en dyb søvn.