Kræften havde tæret på Vitus krop og medicin i drop gjort ham sløv af sind. Som han lå der i hospitalssengen virkede det ikke som om han ikke havde langt igen. Inden længe skulle han videre fra denne verden. Kroppen var blevet til en synkende skude, men han var ikke parat til at give slip endnu, selv om han havde smerter. Men halleluja for medicinen der nedsatte de værste smerter og gjorde opholdet tilpas tåleligt.
   Hans hud var bleg, øjnene indsunket og når han talte, var det med afkræftet stemmeleje. Han troede ikke på Gud og himmerige, og var ikke bange for at dø. Han var overbevist om at sjælen fløj et andet sted hen, selv om han ikke var religiøs. Måske samledes sjælene et fælles sted lignende en skærsild, og hvis man havde været god og artig, så fandt man ro. Havde man uforløste ting i livet var man måske hvileløs til der kom en form for forsoning. Det var formodentlig her poltergejsts kom til verden, fordi de ikke kunne finde ro og derfor var rastløse og til tider havde onde hensigter med de levende.

Han lå og så tilbage på sit liv, og tænkte at han havde levet et tilfredsstillende liv. Jo vist ville han ønske at han kunne leve tyve år til, så han kunne nå at blive 96 år. At blive 100 år var nok at stramme den tænkte han, og mindes en stilfærdig tilværelse uden de helt store op og nedture. En hektisk livsstil havde aldrig ligget ham til sinde. Selv da han var ung i tyverne havde vennerne anset ham for at være den kedelige hjemmelig type, der hellere ville læse en god bog frem for at feste med vennerne, hvilket også kom til at betyde at vennekredsen over tid havde krympet gevaldigt.
   Anton, hans gode jævnaldrende kammerat igennem en menneskealder, smilede til ham fra stolen ved siden af sengen, og gav hans hånd et klem for så at give slip igen. Anton havde været en uvurderlig god ven i livet og de kendte hinanden på tykt og tyndt. Hvis rollerne havde været byttet om, ville Vitus der havde siddet i stolen ved siden af sengen uden tøven - parat til at lytte til det sidste.

"Tror du, at der findes et sted hinsides, hvor man drager til når man dør. Jeg taler ikke om himlen, men måske et andet sted? Sjælen skal jo have et opholdssted ikke sandt?" sagde Vitus og kiggede Anton i øjnene.
   Anton nikkede: "Jo, den forsvinder vel ikke bare ud i den blå luft kan jeg forstille mig."
   "Jeg er glad for at du er enig," sagde Vitus træt: "Så er der stadig håb forud." Han smilede let ved tanken.
   "Det havde været lettere hvis du troede på Gud. Men det ved du jo," smilede Anton og tog fat i sit kors rundt om halsen.
   "Jeg beklager, men den lette løsning er ikke altid den bedste," viftede han korset borte.
   "Du har altid været en stædig rad," medgav Anton: "Er der noget du mangler inden jeg går for i dag gamle jas?"
   "En ny krop ville være godt, for denne er godt brugt," smilede han.
   "Og jeg vil gerne være velhavende," sagde Anton: "Men oddsene er elendige."
   "Måske i et andet liv."
   "Ja måske." Anton rejste sig fra stolen og rettede på sin farverige skjortes ærmer, inden han glattede sine cowboybukser ud for folder.
   "Kigger du forbi i morgen?" spurgte Vitus usikkert.
   "Det ved du jo at jeg gør."
   "Okay, stik så af med dig."
   "Vi ses i morgen." Anton gik sin vej og vinkede undervejs.

Han var igen overladt til sig selv, til sin fantasi om et længere livsforløb, selv om han godt vidste han ikke kom helskindet ud af denne suppedas, han var havnet i. Han besluttede sig for at samle lidt kræfter i form af en søvn så længe det lod sig gøre. Sygeplejersken ville komme tids nok og forstyrre hans søvn når der skulle tjekkes op på ham.

Vitus faldt i en dyb søvn næsten med det samme. Antons besøg havde krævet hans fulde opmærksomhed og havde trættet ham usigeligt. Det var som om kroppen sagde tak fordi der blev lukket ned for energiniveauet, og den ikke skulle stresses yderlig lige nu.
   En let summen i kroppen som han genkendte fra sine unge dage, når han havde været vågen for længe, bredte sig i alle lemmer, og fik ham til at føle sig let som en fjer. Et øjeblik virkede det som om han blev adskilt sin krop - vibrerede ud af dets proportioner. Han åbnede sine trætte øjenlåg, fordi det føltes som om han fløj. Et øjeblik følte han sig slet ikke gennemsyret af træthed, men frisk i krop og sind - bortset fra at han ikke længere var i sin krop, men svævede over den. Han rullede rundt i luften, så han kiggede ned på sin krop.

Var han mon død eller var dette en ud-ad-kroppen-oplevelse? Det bekymrede ham ikke spor. Faktisk var han fyldt med en indre fred, som han nød i fulde drag. Der var intet der gjorde ondt længere og han følte sig fri som fuglen.
   Døren efter Anton havde besøgt var ikke lukket døren så Vitus fløj på opdagelse. Lydene omkring ham var lidt metalliske ude på gangen, og der herskede en alvorlig stemning overalt hvor han færdes. Men hospitaler er jo aldrig oplivende at besøge under normale omstændigheder, medmindre der er tale om fødsler.
   På et tidspunkt nåede Vitus til komaafdelingen. Vitus fik en vanvittig idé han måtte afprøve, men han skulle først finde den rigtige kandidat.
   Den første patient var en mand et sted i formentlig midt i fyrrene. Han så kedelig ud af natur med sit brune hår der var i gang med at gå i overgang til grå hår her og der. Hans hage var stor, han var ubarberet og havde en boksernæse der var brækket et par gange. Han havde tatoveringer på armene, og var nok en slagsbror af natur, altså hang til alkohol i ny og næ sammen med gutterne. Tilbuddet kunne ikke friste.
   Vitus svævede igen ud på gangen og bevægede sig uhindret ind i det næste lokale igennem den lukkede dør. Han kunne formentlig nok godt bevæge sig igennem vægge, men havde ikke lyst til at prøve. Døre virkede simplere at forstille sig at svæve igennem døre.

Inde i det sideløbende værelse lå der en smuk pige et sted i tyverne. Hun var ganske attraktiv selv uden makeup, havde sort langt hår og et fugleagtigt ansigt. Han forelskede sig straks i hendes lille spidse næse, smalle hage og små læber.
   Pigen havde besøg af en mand og en dame som sad i hver deres stol - formentlig hendes forældre for de var et sted sidst i halvtredserne, måske starten af tresserne. De var pænt klædt på og virkede som humane individer der værdsatte hvert øjeblik. Kvinden knugede hendes ene hånd og aede skifte vis hendes ansigt og hendes pande, mens manden læste højt fra en bog.

Han svævede hen over pigens krop og rullede rundt i luften, så han kiggede opad og lod sig nedsænke i pigens krop indtil han lå i synkront med hende. Han oprindelige krop var dog en anelse længere end hendes, men han havde intet at miste. Han forstillede sig, at han blev vakuumpakket sammen med hendes krop, lukkede sine øjnene og koncentrere sig om at forene sig med kroppen, koncentrerede sig om at bevæge arme og ben. Det var som om han fik noget i stil med tætsiddende gummistøvler og dyrelægehandsker på - lidt fremmedartet og så alligevel ikke. Han mærkede hvordan det gav et sus i kroppen som om den blev vækket fra en dyb søvn. Det sovende hang ved i kroppen som en prikkende fornemmelse og han spærrede øjnene op og så på kvinden der aede ansigtet. Kvinden gav et hvin fra sig der sagde: "Katie!"
   Manden tabte bogen han var i gang med at læse højt fra og sluttede sig genforeningen.
   Inde på Vitus stuegang var der dømt flatline. Apparatet der monitorerede Vitus livstegn viste intet tegn på liv. En ny rejse var ved at tage form.