Brunch


1 måned, 13 dage siden 1 kommentar Noveller udvikling

4Røde lamper
Du skulle have sagt! · Hvem du var · Hvad du var i stand til · Hvem du ... [...]
Digte · bedrag
1 måned siden
1Brunch
Der måtte være æg et sted. For fanden. · Hun ville blive rasende, h... [...]
Noveller · udvikling
1 måned, 13 dage siden
1De ensomste
Over de sorte paraplyer svævede de ned gennem de tætte skyer, med... [...]
Kortprosa · moderne samfund
1 måned, 14 dage siden
4Din kraft
Du kender det nok · Det lille øjeblik · hvor alting centrerer energie... [...]
Digte · tro
1 år, 4 måneder siden
4Nu er du næsten stor
Nu er du stor · sidder under dynen · kigger lidt surt · ser smilet i di... [...]
Digte · tryghed, forandring
1 år, 6 måneder siden
3Hey, er Du dum?
Hey er Du Dum? · Store fede slantedaskere · svimler rundt i din hjern... [...]
Digte · overlevelse
2 år siden
4Skindet bedrager
- Skindet bedrager · lader verden bløde · som et åbent sår · Kan snigmo... [...]
Digte · magtudøvelse
2 år siden
3Sammen om alt
Hvem skulle have troet, at det ville ende sådan, men det gjorde d... [...]
Kortprosa · eksistentiel
2 år siden
2Happy End
Jeg kommer et sted, hvor, når jeg går derfra. Så er det med en fø... [...]
Eventyr og fabler · livet
2 år siden
5Edward Munch - Et livslangt skrig!
Edward Munch fangede mig første gang med Skriget, da jeg som helt... [...]
Essays · tvivl
2 år siden
7Tulipanerne
Du var det første penselstrøg. En farve på livets vej, der som en... [...]
Kortprosa · fred i livet
2 år siden
2Livmoderen
Det havde lige været Nytårsaften. Vi var egentlig ikke oplagte. 2... [...]
Noveller · splittelse
2 år siden
3Stjernestøv
Trådene svøbte hende ind i et spind af mørke. Langsomt lukkede bl... [...]
Kortprosa · ægte kærlighed
2 år siden
6Cool Kat
Som en cool kat · smyger jeg mig ind i natten · trækker dit bælte ned... [...]
Digte · konflikt, magt, liv
2 år siden
9Bordet
Ganesh, visdommens, intelligensens og undervisningens gud, hænger... [...]
Kortprosa · eksistentiel
4 år siden
5Dragebarnet
Det var som at kigge på en spyende ilddrage. · Næsen vibrerede og j... [...]
Kortprosa · børn
4 år siden
5Terningekvinden
Identiteten er til grin · kaster terningerne, · så rollen den er Min!... [...]
Digte · tilfældighed, kedsomhed, identiteter
4 år siden
6Den LILLE tyranni
Mon du går · bag lukkede døre, · kaster klæder · i den brændende ild? · M... [...]
Digte · sårbarhed
4 år siden
4Vingen
Svæver i luften · ryster fortiden væk · en brækket vinge. · Lufter mine... [...]
Digte · tidens gang
4 år siden
2Gør det stille
Flip ud · - gør det stille · Skab dig · - gør det stille · Spring verden · ... [...]
Digte · næstekærlighed
4 år siden
6Ordet
Ordet levede · Ordet åndede · Ordet talte · Ordet skrev · Ordet var frit · ... [...]
Digte · livsanskuelse
4 år siden
6I døden jeg lever
Når jeg vågner · ser mine øjne det smukke · gemt for verden · strække s... [...]
Digte · fællesskab
4 år siden
6Åbent sår
Som et åbent sår · ånder jeg i verden · lader kødet nøgent · jeg kan ån... [...]
Digte · kødet
4 år siden
3Mosekonen brygger
Florlet falder morgenduggen · spreder mørke fra lys · Mosekonen rører... [...]
Digte · evighed
4 år siden

Puls: 18,5

Publiceret: 3
Afgivet: 5
Modtaget: 6
Camilla Morpheus (f. 1975)
Der måtte være æg et sted. For fanden.
   Hun ville blive rasende, hvis han kom hjem uden de skide æg. Han vidste ikke, hvorfor hverken Rema, Netto, Brugsen eller Coop 365 var udgået for æg. Det føltes næsten som en sammensværgelse. De ansatte havde bare kigget på ham med trætte øjne.
   -Nej, der er ikke flere æg. Beklager, men hav en god dag!
   Han mærkede, hvordan panikken havde bredt sig.
   Brunch i morgen kl. 11.00, havde hun mindet ham om.
   Det var Astrids fødselsdag i morgen, og hun elskede brunch, men allermest scrambled eggs.
   Det var ikke en mulighed at komme hjem til Mia uden æg.
   Hun ville flejne, tage bilen og køre det halve kongerige rundt for at finde de satans æg.
   Så ville han hellere komme senere hjem, og være helten, der havde kæmpet kampen og vundet.
   I virkeligheden var det jo noget pjat. Hvordan kunne han måle sin mandighed på, om han var i stand til at finde æg eller ej.
   Alligevel kendte han blikket, der lidt afvejende og undersøgende blev slået ned, inden Mia vendte om på hælen. Han hadede det blik.
   Han hadede at føle sig som den skyldige, som ham, der ikke kunne ordne og fikse.
   Det værste var, når Mia selv gik i gang med at løse opgaven, for nogle gange at lykkes med triumf i blikket.
   Så blev distancen mellem dem lidt større og sproget mellem dem lidt mindre kærligt.
   Luften blev tykkere og han vidste ikke, hvordan, han skulle skære sig vej igennem for at komme hjem igen.
   Hjem til Mia. Hans udkårne på femtende år.

Han åbnede en stalddør. Der var helt tomt. Mærkeligt. Der var i det hele taget meget stille på gården, men der var nogle høns. Ergo måtte der også være æg.
   Han gik hen og bankede på hoveddøren.
   Kom ind, stod der på et skilt. Han gik ind.
   Oppe fra førstesalen kunne han høre en bizar lyd. Det var lidt som en hvislen.
   Hallo, råbte han, men der kom intet svar. Han tog et skridt henimod trinnene. Der var tretten.
   Han gik op ad trappen. Den knirkede lidt. Der var lidt støvet inde i rummet.
   Han fik øje på et rødt bord. Der lå noget papir og han gik hen til det.
   Han tænkte ikke så meget over det, men satte sig ved bordet og fik øje på pennen.
   Tænk engang. En pen og papir.
   Hans eget skrivebord flød med dingenoter af alle mulige slags, og midt i det hele havde han sin MacBook. Den var hele hans liv. Han rørte ved pennen og blev draget af den stilhed, der fyldte rummet.
   Ja tak, et øjebliks fred.
   Han kiggede ud på markerne.
   Hvem er jeg? spurgte han højt ud i rummet.
   Der kom selvfølgelig intet svar, men den svage hvislen fra før gentog sig. Han kiggede rundt, men der var stadigvæk intet at se, selvom han havde en sær fornemmelse af, at han blev betragtet.
   Han kiggede rundt, og fik øje på kobraen. Den så både død og levende ud som den hang der på stolpen.
   Han begyndte at skrive på papiret.
   HVEM er jeg?
   Tre ord, der fik hans tanker til at slippe tiden.

Han stod ved kisten i den lille kirke. Han var som forstenet og det var som om, at det kun var hylsteret af ham, der bar vidne om hans reelle tilstedeværelse.
   Hvor var han?
   Ordene var væk. Han havde et papir i hånden som han stod og knugede hårdt. Det eneste han kunne holde fast i for ikke at blive skør.
   Han kiggede rundt i kirken, men så ikke længere alle de mennesker, der stod sammen med ham. De var ligegyldige for ham. Det eneste, der betød noget var papiret i hånden, og den lille kiste.
   Det hele var foregået som i en døs.
   Den lille kiste, der til sidst blev båret ud til rustvognen og lidt efter langsomt trillede væk.
   Folk havde klappet ham stille på skulderen. Han var et stort mørke, et sort hul.
   Han stod for enden af tunnelen og så den lille kiste forsvinde. Han huskede, at bilen drejede rundt om hjørnet og livet forsvandt for øjnene af ham.
   Da han begyndte at ænse omgivelserne omkring sig, var de alle sammen væk. Han gik alene afsted, med ham fulgte skammen og mørket.
   Det havde været et uheld, men man slog da ikke et barn ihjel ved et uheld. Man slog ikke børn ihjel. Han slog ikke ihjel. Han havde slået et barn ihjel!
   Psykologen havde sagt. Du vil lære at skulle leve med uheldet resten af livet.
   Lære at leve med uheldet, hørte han hende sige. Han følte intet liv, kun tomhed og mørke.
   Han havde ikke troet på damen, da hun forpustet bankede på hans bilrude. Han rullede ned.
   Hun råbte. Du har slået et barn ihjel.
   Han var blevet vildt vred. Sikke en tosset kælling.
   Så var han kørt.
   De havde ringet på hans dør, kort efter, at han var kommet hjem fra arbejde. Det var Københavns Politi.
   God aften, må vi lige komme ind, og så havde han lukket dem ind. Han havde kørt et barn ihjel, og der var flere vidner, der kunne bekræfte, at det var hans bil. De spurgte om det var ham, der havde kørt bilen, eller om andre havde kørt i den.
   Nej, det var ham, kunne han bekræfte. Han forstod stadigvæk ikke, hvad de fablede om.
   Nu så han livet forsvinde væk sammen med kisten. Den lille kiste. Han gik ud i det uendelige mørke. Han syntes ikke det nogensinde havde været så mørkt før.
   Dommen var faldet.
   I fængslet var han blevet tilknyttet en psykolog. Han havde ikke haft meget at sige, men hun havde talt og talt og talt.
   Fængselspræsten derimod, havde været rar at tale med.
   Han huskede ikke længere om hvad, men de havde talt sammen en gang imellem.
   Der gik nogle år før han blev lukket ud.
   Det var et andet menneske, der gik ud og slipstrømmen af mørke fulgte efter ham.
   Han begyndte at leve et liv, hvor han gjorde alt for at slippe væk. Med en ukuelighed truede mørket stadigvæk med at æde ham op indefra.
   Han kunne mærke, hvordan det lå som en gal vagthund og bare studerede ham om natten.
   Han var helt stille og turde næsten ikke trække vejret. For helvede han hadede nætterne. De, var de værste. Dagene kunne han flygte rundt i, men nætterne red ham som en mare.
   Faldt han lidt hen, gibbede det i ham og han fløj op.
   Han måtte for guds skyld ikke falde rigtigt i søvn om natten, hvor mørket altid lurede på at angribe ham i hans svageste øjeblik. Han lå også altid med tøj på. Nøgler, pung og pas, lå på bordet lige ved siden af sengen.
   Han stod ikke frivilligt ud af sengen.
   Angsten. Nogle gange greb den ham, så sveden haglede ham igennem. Bagefter frøs han, men han turde ikke skifte til noget nyt. Det måtte være, indtil det blev lyst igen.
   Klokken seks begyndte det at lysne. Han åndede lettet op og skyndte sig i bad. Skiftede tøj og så var han ude af lejligheden.
   Han var en af de første, der kom på arbejde og en af de sidste der gik, men han var selvfølgelig også chefen. Det var hans forretning. Så ingen undrede sig. Han havde ikke meget med sine ansatte at gøre. De fik nogle briefinger, så de kendte dagsordenen på opgaverne, der skulle løses, og så forlod de kontoret. Han ordnede primært alle opgaverne online. Det var kun, når det ikke kunne undgås, at han stillede op til møder.
   Det var sådan han havde mødt Mia. Hun var bygningsingeniør og efter nogle problemer ude på pladsen, havde hun insisteret på at mødes med ham.
   Efter nogle måneder og efter flere møder, havde hun inviteret ham hjem. Det var kommet som et chok for ham. Hun boede i Sverige, Malmø. Så det var ikke svært. Han havde sagt ja tak til invitationen uden helt at vide, hvorfor. Han havde sovet hos hende, og det havde føltes befriende ikke at være alene om natten. Han havde gjort sig umage og gengældte hendes invitation med et spaophold i Ystad.
   Den ene måned tog den næste og pludselig ventede hun Astrid. Det var 15 år siden nu. På overfladen så alt godt ud. Han havde aldrig fortalt Mia, at han var barnemorder. Han vidste ikke, hvordan man fortalte sådan noget, og han ville ikke risikere at miste hende og Astrid. Så årene var ligesom bare gået, og han havde forholdt sig tavs.

Pennen dansede ikke længere på papiret.

Hvem er jeg?
   En barnemorder, stod der. Han begyndte at ryste og sveden piblede frem på hans pande. Det røde bord sejlede i mørkets sved og han vred sig. Hele kroppen gjorde ondt og han smed sig på gulvet. Ansigtet var forvredet og hans kæbe krampede, fordi han spændte så hårdt.
   Så slå mig for helvede ihjel, skreg han ud i rummet. Slå mig ihjel. Tag mig dit luskede svin. Han anede ikke, hvem han skreg ad. Han lå og vred sig medens skriget væltede ud i rummet.
   Pludselig blev han stille. Det hele sejlede for øjnene af ham, og der kom et jag gennem hele hans krop. Det flød ud med galde fra hans inderste. Der var ikke noget mad eller fylde at give af, og bitterheden bredte sig som en stank.
   Der lå han. Barnemorderen, badet i sin egen galde. Badet i verdensgalden, der skreg ham lige ind i ansigtet.
   Det hvislede fra bjælken. Han lukkede øjnene og bad om hjælp til at befri ham fra dette levende mareridt. Han åbnede øjnene. Kobraen kiggede ham lige ind i det åbne ansigt. Han frøs og lå helt stille.
   Den kiggede på ham, og han bemærkede, at den ikke udviste nogen truende adfærd. Den så på ham og han kunne mærke, hvordan varmen langsomt vendte tilbage og trængte helt ind i knoglemarven. Han var helt udmattet, og faldt i søvn. Sov, som han ikke havde sovet i årtier.
   Han vågnede henimod skumringen. Fuldstændig frisk. Kobraen var tilbage på stolpen. Så hverken levende eller død ud. Den hang der bare, som om intet var sket. Måske havde han bare drømt det.
   Han lod papiret og pennen ligge og forlod stedet. Han kørte ud af gårdspladsen. Han følte sig stærkere end nogensinde før. Han var glad, selvom han lugtede og så herrens ud i tøjet. Friske æg, stod der på et skilt længere nede ad vejen. Han drejede ind. Købte fyrre æg. I morgen skulle der være brunch.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/06-2024 19:07 af Camilla Morpheus (Morpheus) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1759 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.