Livmoderen


8 måneder, 28 dage siden 2 kommentarer Noveller splittelse

3Hey, er Du dum?
Hey er Du Dum? · Store fede slantedaskere · svimler rundt i din hjern... [...]
Digte · overlevelse
3 måneder, 10 dage siden
4Skindet bedrager
- Skindet bedrager · lader verden bløde · som et åbent sår · Kan snigmo... [...]
Digte · magtudøvelse
3 måneder, 27 dage siden
3Sammen om alt
Hvem skulle have troet, at det ville ende sådan, men det gjorde d... [...]
Kortprosa · eksistentiel
4 måneder, 28 dage siden
2Happy End
Jeg kommer et sted, hvor, når jeg går derfra. Så er det med en fø... [...]
Eventyr og fabler · livet
5 måneder, 16 dage siden
5Edward Munch - Et livslangt skrig!
Edward Munch fangede mig første gang med Skriget, da jeg som helt... [...]
Essays · tvivl
5 måneder, 18 dage siden
6Tulipanerne
Du var det første penselstrøg. En farve på livets vej, der som en... [...]
Kortprosa · fred i livet
8 måneder, 5 dage siden
2Livmoderen
Det havde lige været Nytårsaften. Vi var egentlig ikke oplagte. 2... [...]
Noveller · splittelse
8 måneder, 28 dage siden
3Stjernestøv
Trådene svøbte hende ind i et spind af mørke. Langsomt lukkede bl... [...]
Kortprosa · ægte kærlighed
10 måneder siden
6Cool Kat
Som en cool kat · smyger jeg mig ind i natten · trækker dit bælte ned... [...]
Digte · konflikt, magt, liv
10 måneder, 7 dage siden
9Bordet
Ganesh, visdommens, intelligensens og undervisningens gud, hænger... [...]
Kortprosa · eksistentiel
2 år siden
5Dragebarnet
Det var som at kigge på en spyende ilddrage. · Næsen vibrerede og j... [...]
Kortprosa · børn
2 år siden
5Terningekvinden
Identiteten er til grin · kaster terningerne, · så rollen den er Min!... [...]
Digte · tilfældighed, kedsomhed, identiteter
2 år siden
6Den LILLE tyranni
Mon du går · bag lukkede døre, · kaster klæder · i den brændende ild? · M... [...]
Digte · sårbarhed
2 år siden
3Vingen
Svæver i luften · ryster fortiden væk · en brækket vinge. · Lufter mine... [...]
Digte · tidens gang
2 år siden
2Gør det stille
Flip ud · - gør det stille · Skab dig · - gør det stille · Spring verden · ... [...]
Digte · næstekærlighed
2 år siden
6Ordet
Ordet levede · Ordet åndede · Ordet talte · Ordet skrev · Ordet var frit · ... [...]
Digte · livsanskuelse
2 år siden
6I døden jeg lever
Når jeg vågner · ser mine øjne det smukke · gemt for verden · strække s... [...]
Digte · fællesskab
2 år siden
6Åbent sår
Som et åbent sår · ånder jeg i verden · lader kødet nøgent · jeg kan ån... [...]
Digte · kødet
2 år siden
3Mosekonen brygger
Florlet falder morgenduggen · spreder mørke fra lys · Mosekonen rører... [...]
Digte · evighed
2 år siden
5Forandringen Ser
Du former mig · med dine hænder · skygger forandrer · ét øje ser · at jeg... [...]
Digte · identitet
2 år siden
2Hjerternes fest
Klokken slog 15.55. Det var den 24. december og alle familier var... [...]
Kortprosa · hjerne, hjerte
2 år siden

Puls: 7,4

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 3
Camilla Morpheus (f. 1975)
Det havde lige været Nytårsaften. Vi var egentlig ikke oplagte. 2021- Et rædselsvækkende år. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg smilede i 2021. Havde jeg overhovedet smilet?
   Vi ønskede os at blive fire. Victor skulle ikke vokse op som enebarn. Det vidste jeg helt ind i sjælen. Jeg var jo selv enebarn og stort set hele mit liv, havde jeg længtes efter en søster. Ligesom de andre i klassen, der enten havde en bror eller søster, som de altid fortalte om, eller var så irriterede på. I det mindste havde de haft én at opleve noget sammen med. Min egen mor, var der ikke noget imponerende over. Så jeg besluttede, at når jeg selv en dag blev mor, hvis denne lykke skulle tilsnige mig. Så ville jeg være det stik modsatte af, hvad hun havde været for mig. Det var ikke fordi min mor var et ondt menneske. I hvert fald ikke bevidst. Hun anede ikke, hvilken tomhed hun havde efterladt sit eget barn med. Mor, var ikke i stand til at vide, hvad hun manglede. Drejebogen for, bedste mor i verden, var simpelthen fyldt med blanke sider. Måske var det derfor jeg selv havde uddannet mig til pædagog. Ja, netop for at være bedre rustet end min egen mor havde været det, for over 36 år siden.

Victor var den sødeste lille dreng, da han blev født. Nu tre år efter, var han stadigvæk en engel. Store blå øjne, langt lyst hår, næsten altid i godt humør, stille og rolig. Hans store begejstring var traktorer. Jo større jo bedre, og når han legede hjemme på gulvet, lød der høje brummelyde inde fra hans værelse. Brum Bruum Brum.
   Jeg blev altid så glad ved lyden af ham. Han ville blive en fantastisk storebror. Ja!

Endelig skete det. Jeg blev gravid. Min mand og jeg var fyldt med glæde for en tid. Det første chok kom, da jordemoderen meddelte os, at vi skulle have tvillinger. Det var ikke en del af planen. En to-værelses lejlighed , i indre København på 4.sal.
   Det havde været hårdt nok, at slæbe op og ned på babyudstyret, da Victor var helt lille. Så jeg var rædselsslagen ved to ekstra.
   Det tog mig noget tid at komme mig over virkelighedens kendsgerninger. Tvillinger!
   Nuvel, jeg indrettede mig efter omstændighederne og begyndte at kime lejeboligforeningen ned. De måtte da nok kunne forstå, at vi med tre børn ikke kunne blive boende. De afslog gang på gang, selvom jeg vidste, at der var en lejlighed, der stod tom på 2.sal ovenikøbet med tre værelser.
   Cirka 4 måneder henne i graviditeten, fortalte lægen mig, at scanningen viste, at alt ikke forløb planmæssigt. Den ene af de to, voksede med halv fart. Han var halv så stor som sin tvillingebror, der fik næring nok i livmoderen. Herefter startede en lang vandring henimod mørket.

Jeg tager ikke let på livet, når det er uden for min kontrol. Jeg kan godt lide at organisere og have styr på det hele. Nogle gange også andre mennesker, men det arbejder jeg med i mit stille sind. Jeg ved det godt. Det er ikke holdbart.

Efter utallige terapitimer havde jeg lært at fokusere på roen. Det var der brug for nu, for jeg anede ikke, hvad der skete med det liv, der voksede og levede indeni mig.
   Jeg skubbede alle de dårlige tanker væk dag efter dag. Jeg holdt mig stærk og fandt trøst i Victors umiddelbare tilgang til livets mange udfordringer. De findes jo i alle aldre, tænkte jeg.
   Det blev ikke bedre. 16 uger inden terminen, som allerede var 4 uger for tidligt, blev jeg indlagt og seks ugers hospitalsvanvid startede. Min krop blev dårligere og dårligere. Min dårlige samvittighed over ikke at kunne være hjemme hos Victor voksede dag for dag. Han ville jo have mig hjem og forstod ikke, hvorfor jeg var på hospitalet. Han var da ligeglad med, at han skulle være storebror. Han vidste jo ikke, hvad det betød endnu.
   Jeg græd og begyndte også at mærke et had mod livet i min mave. Nogle dage forbandede jeg livet så langt væk, og lidt efter rullede skammen indover mig. Jeg var en dårlig mor. Jeg kunne ikke være der for Victor, og jeg forbandede livet i min mave. Det var jo slet ikke sådan det skulle være. Jeg mærkede, hvordan modet forlod mig. Smilet var for længst forsvundet. Min mand var praktisk æsel, og vores samtale var forstummet længe før jeg blev gravid igen. Graviditeten havde bundet os sammen. Den havde skabt en følelse i os af at være sammen om noget igen.

Vi var så forelskede, da vi mødtes. Der var ikke ti vilde heste, der kunne stoppe os i at finde livet sammen i Danmark. Han kom ikke fra Danmark. Så det blev en lang sej kamp med myndighederne om at få lov til at bo sammen i mit eget hjemland. Det lykkedes os, og vi var fulde af forventninger.
   Der gik ikke lang tid før han fik en god stilling. Myndighederne nåede dog lige at tilbyde ham 140.000 kroner i håbet om, at han ville forlade Danmark og sin lille familie, fordi han var arbejdsløs i tre måneder. Sagsbehandleren var flov, da hun skulle oplyse ham om hans rettigheder, pengene og at med en accept af tilbuddet, ville han ikke kunne vende tilbage til Danmark. Han havde bare rejst sig og var gået. Kort herefter var jobbet kommet i stand, hvilket var vores redning. Mine penge rakte til et stykke tid endnu, men det ville også have fundet sin ende. Så noget skulle der jo ske.
   Alt var godt, bortset fra, at vi ikke så hinanden så meget. Han arbejdede meget, og jeg passede Victor derhjemme og når han kom hjem sent på eftermiddagen, koncentrerede han sig om Victor. De legede og havde det så sjovt. Jeg lavede mad og ordnede alt det andet.
   Vi glemte simpelthen at tale sammen. Vi var jo så trætte om aftenen. Det måtte man da kunne forstå.
   Vi prøvede i hvert fald at undskylde over for os selv for at forstå.
   Efter lidt tid startede vi i parterapi, men det blev alt for uoverskueligt med alle de øvelser vi skulle gøre med hinanden. Jeg droppede terapeuten igen. Orkede det ikke.

Alt for tidligt tog de dem ud. Den ene vejede 1100 gram. Den anden 1800 gram. De var vist raske. De næste tre uger lærte jeg at tage mig af dem. De skulle have sondemad. Gudskelov kunne de selv trække vejret. I andet forsøg, bestod den mindste høreprøven. Alt så lidt lysere ud nu. Jovist var jeg træt, men jeg var også lettet over, at livet var vendt.
   De levede jo og det skulle føles godt.

To dage inden juleaften kom vi hjem. Jeg var helt rundt på gulvet. Lykkelig, træt, udkørt og så i en helt ny lejlighed. De havde ringet fra lejeboligforeningen en uge inden jeg blev indlagt, at lejligheden på 2.sal kunne blive vores. Vi nåede lige at flytte, inden jeg blev rigtig syg.
   Nu var jeg hjemme i mit nye hjem, med vores to nye børn. Victor var helt oppe at køre over, at vi var hjemme. Utroligt som han var vokset på alle de uger, og han larmede også på en helt ny måde. Lydene fyldte rummet, hvor de to små lå. Jeg tyssede på ham og fik med det samme dårlig samvittighed. I mit stille sind, ville jeg ønske, at han og jeg var lige så tætte som vi havde været før graviditeten.
   Den store var på størrelse med en halvliters flaske. Den anden, den helt lille, var lidt større end en coladåse. Men vi var hjemme og det var det, der betød noget.
   Julemad og julegaver havde jeg slet ikke forholdt mig til. Det havde min mand åbenbart heller ikke. Vi bestilte en pizza juleaften.
   Så kom nytårsaften. Endelig en udvej efter næsten et år i helvedets entre. Uret slog og vi talte ned sammen med Victor. Bang sagde det, og herefter fulgte en kavalkade af nytårsfyrværkeri ude foran vores vinduer. Det var fantastisk. De små liv sov helt ubekymrede. Victor drønede rundt. Det var godt nok.
   Den 3. januar blev vi introduceret til helvedets forhal. Det havde været en snørklet vej derhen. De tre dage det havde taget os at nå dertil, var fyldt med ro. En sjælden fredfyldthed. Men nu stod vi her. Midt i forhallen og ventede på, at hoveddørene blev slået op. Vi sad i ambulancen. På vej hen mod Riget. Den mindste af de to liv lå ubevægelig og svækket i mine arme. Jeg vidste ikke, hvad der nu ville komme til at ske. Det eneste jeg vidste var, at jeg ikke var blevet til den mor, jeg så stærkt havde insisteret på at jeg ville blive. Jeg kendte ikke længere mig selv. Det vidste jeg nu, medens jeg kiggede på det lille liv.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/01-2022 10:52 af Camilla Morpheus (Morpheus) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1478 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.