Over de sorte paraplyer svævede de ned gennem de tætte skyer, medens dråberne blandede sig med tårerne fra deres kød. Vægtløse rørte de kulden, uden at vide, hvor langt de var faldet. Paraplyerne var evigheder væk, og det føltes som havde de svævet i tidens evighed.
   Gennem uendelige tider, der snoede sig rundt og hang fast i trevlerne fra deres sønderrevne erindringer, som en slags blodsugende snyltere.
   Faldet havde altid haft sin begyndelse, men enden lod ikke til at være i nærheden af nær. De var drevet med i faldet, var sammen med faldet. Værst var det, når faldet forsvandt og alting blev til ingenting.
   Ingenting, er formålsløst.
   De havde alle haft mål, drømme og håb engang. Ingenting havde afløst alting for længe siden. Selv modet, der havde drevet dem frem mod enden, var blevet til ingenting. Kun sorgens dråber græd fra tid til anden, men ikke engang dem lod de sig længere mærke af.
   Snylterne sugede og sugede. Læberne var blågrå. Øjenhulerne faldt sammen og det lysende hvide var omkranset af de mørke skygger.
   Nogle havde tænder, andre nogle få, men de fleste havde ingen.
   Her fandtes ingen næring, ingen lyd, ingen nåde. Kroppene drev indtil de klaskede ind i et tilfældigt stykke kød for igen at blive frastødt og kastet videre ud i ingenting.
   De kaldes for de ensomste, og lever i skyggerne over himlen, men langt væk fra stjerner og sole.
   Ingen solsystemer ønsker at byde dem velkomne. Ingen nåde, driver dem tilbage mod det håb, de tabte undervejs.
   Vi kender dem ikke. Dem, fra det store ingenting.
   Gjorde vi, havde vi slået paraplyen ned og ladet lyset trænge igennem.

I farvernes rige, ædes der af lyset, holdes der fast på lyset og lyset slippes ikke frivilligt. Det er ikke en uendelig kilde som nogle går og tror. Lys er rigdom, og kilden kan tappes tom. Det handler om at få det hele i farvernes rige, - og gerne næstens med.

I mørket driver de hvileløse rundt. Tappet tomme for håb, drømme og mål. De kan strejfe et vildfarent atom med deres fingerspids, uden at kende storheden i tilfældet. Det store ingenting er fyldt af alting, men ingen af de ensomste er berørt af andet end intetheden. Nådens lys er borte.
   Måske lagde de lyset i farvernes rige eller i mørkets hænder. Kilden løb tom, ilten forsvandt og til sidst slukkede gnisten. Sådan kan det gå ved et tilfælde. Et tilfælde, der er bygget op ved led, der er bundet til en lang række af kædereaktioner.
   Over de sorte paraplyer, lever kroppe i skyggerne over himlen, langt fra stjerner og sole. De kaldes for de ensomste, men ingen kender dem mere, og dog. Jo måske som et minde, der strejfer forbi i det fjerne, men så heller ikke mere end det.