Sammen om alt


4 måneder, 28 dage siden 3 kommentarer Kortprosa eksistentiel

3Hey, er Du dum?
Hey er Du Dum? · Store fede slantedaskere · svimler rundt i din hjern... [...]
Digte · overlevelse
3 måneder, 10 dage siden
4Skindet bedrager
- Skindet bedrager · lader verden bløde · som et åbent sår · Kan snigmo... [...]
Digte · magtudøvelse
3 måneder, 27 dage siden
3Sammen om alt
Hvem skulle have troet, at det ville ende sådan, men det gjorde d... [...]
Kortprosa · eksistentiel
4 måneder, 28 dage siden
2Happy End
Jeg kommer et sted, hvor, når jeg går derfra. Så er det med en fø... [...]
Eventyr og fabler · livet
5 måneder, 16 dage siden
5Edward Munch - Et livslangt skrig!
Edward Munch fangede mig første gang med Skriget, da jeg som helt... [...]
Essays · tvivl
5 måneder, 18 dage siden
6Tulipanerne
Du var det første penselstrøg. En farve på livets vej, der som en... [...]
Kortprosa · fred i livet
8 måneder, 5 dage siden
2Livmoderen
Det havde lige været Nytårsaften. Vi var egentlig ikke oplagte. 2... [...]
Noveller · splittelse
8 måneder, 28 dage siden
3Stjernestøv
Trådene svøbte hende ind i et spind af mørke. Langsomt lukkede bl... [...]
Kortprosa · ægte kærlighed
10 måneder siden
6Cool Kat
Som en cool kat · smyger jeg mig ind i natten · trækker dit bælte ned... [...]
Digte · konflikt, magt, liv
10 måneder, 7 dage siden
9Bordet
Ganesh, visdommens, intelligensens og undervisningens gud, hænger... [...]
Kortprosa · eksistentiel
2 år siden
5Dragebarnet
Det var som at kigge på en spyende ilddrage. · Næsen vibrerede og j... [...]
Kortprosa · børn
2 år siden
5Terningekvinden
Identiteten er til grin · kaster terningerne, · så rollen den er Min!... [...]
Digte · tilfældighed, kedsomhed, identiteter
2 år siden

Puls: 7,4

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 3
Camilla Morpheus (f. 1975)
Hvem skulle have troet, at det ville ende sådan, men det gjorde det.
   Rita stod henne ved bordet. Hun var rødglødende af arrigskab. Owe sad helt stille og sagde ikke noget.
   Han var fanget ved bordet og vidste godt, at han ikke kunne rejse sig og gå.
   Rita stod og bandede for sig selv. Sådan noget forpulet pis, hvæsede hun.
   Det var ikke ham, hun var arrig på. Han var bare den, der lige var kommet forbi på et uheldigt tidspunkt.
   Rita havde et heftigt temperament. I løbet af en dag gik hun fra at være munter til lige pludselig at eksplodere.
   Udefra var det svært at vide helt hvorfor, men for Rita stod det soleklart, at hun var omringet af idioti og idioter i hobetal, når verden ikke lystrede hende.
   Owe vidste godt, at det ville gå over igen. Det længste udbrud af arrigskab han havde oplevet sammen med Rita, havde varet i en halv time. Herefter forsvandt arrigskaben som dug fra solen.
   Han vidste ikke helt, hvad det var, der ændrede sig for Rita, men på et splitsekund kunne hun gå fra at bande og svovle over mennesker, verdenen og livet, til at kigge op med et forfrisket blik, for så at sige; nå men nu må vi også videre.
   Så begyndte hun at nynne en lille melodi og gik i gang med madlavningen, opvasken eller et eller andet.
   Owe tænkte, at hvis han skulle forklare et andet menneske, der kom ind i rummet, hvad der lige var sket. Så ville ingen tro det. Rita var nat og dag mange gange på et døgn, og det var ikke blevet mindre med tiden.
   De havde været sammen i mange år nu, og Owe havde aldrig vænnet sig helt til udbruddene. Han var et roligt menneske, der kunne lide, at folk beherskede sig, og ikke mindst deres følelser, uanset om de var arrige eller begejstrede. Han havde forsøgt at spørge Rita, om hun ikke kunne prøve at dæmpe sig selv lidt, men det kom der som regel ikke noget fornuftigt ud af. Enten kiggede hun undersøgende på ham, for at finde ud af, om han var mentalt velbevandret. Sådan så det i hvert fald ud. Andre gange smilede hun bare, og tilføjede. Det er da rart, når man kan se, at mennesker har en puls.
   Han spurgte aldrig ind til, om det var en hentydning til hans rolige sindelag. Det var ikke alt, han havde brug for at få et svar på. Men sådan havde Rita det ikke.
   Hun søgte altid.
   Som regel var Rita i det bedste humør. Hun var en sand optimist, ville han sige. Hun troede på det gode i mennesker. Måske var det også derfor, at hun blev så skuffet, når de ikke opførte sig i overensstemmelse med hendes syn på, hvad der bragte fred i verden, og hvordan man skulle respektere og behandle hinanden, selvom man var forskellige. Han derimod havde for længst opgivet optimismen, og mennesker havde han absolut intet positivt at sige om. Til det, havde han set for meget af det onde, som Rita ville have sagt.
   Alligevel forsøgte hun altid at påpege det gode i alle mennesker, lige så snart chancen bød sig.
   Ja ja, sagde han bare. Det er dejligt, at én af os har det sådan.
   Det var noget af det, han elskede så højt ved hende, at hun var optimist. Når de var ude at rejse, oplevede han verden mere lys, fordi Rita altid talte med alle, og aldrig sagde nej til en oplevelse. Så kom han modvilligt med på slæb, og som regel, og til hans store overraskelse blev det altid sjovt og oplevelsesrigt.
   Rita var hans store kærlighed. Hun var alt det, han ikke turde drømme om, at et menneske kunne være og han frydede sig ofte ved tanken og følelsen om, at hun var hans.
   Så livet var godt.
   Som årene gik var de blevet bedre og bedre til at dele alt her i livet med hinanden. Rita insisterede på, at man ikke måtte have hemmeligheder. Hun sagde altid, - man bliver syg af at have hemmeligheder, Owe. Så du kan lige så godt spytte ud.
   Han syntes det var svært. For han havde altid gået med tankerne for sig selv. Lige indtil den dag han mødte Rita. Han vidste godt, at han måtte blotlægge sig i starten, og fandt det egentlig også ganske befriende.
   Så han forstod ikke, hvorfor det skulle være så svært for ham at sige sine tanker højt efter alle de år.

Han kiggede på hende, medens han sad helt stille. Skulle han sige alle sine tanker højt til hende lige nu, eller ville det blot afstedkomme et længerevarende udbrud her ved bordet.
   Han hørte ikke efter længere, men gjorde alt, hvad han kunne, for at få det til at se ud som om han lyttede.
   Han var på flugt, men bevægede ikke en muskel. Han følte intet behov for at være en del af ærligheden imellem dem. Han ville gerne kunne bevæge sig og tænke frit.
   Rita kiggede på ham og blikket var mørkt.
   - Du er jo pisse ligeglad, er du ikke?
   Han kunne ikke få sig selv til at svare ja, selvom deres styrke netop lå i at være sammen om alt.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/05-2022 19:47 af Camilla Morpheus (Morpheus) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 874 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.