Hej Camilla.
Nu har jeg læst dit digt nogle gange, og det er utroligt smukt og perfekt malet. Jeg vil starte med at sige, at rytmen og flowet er virkelig godt, og at du fint kunne opdele digtet i tre vers, der hvor du første gang skriver "Når jeg lever", og anden gang hvor du begynder: "Når jeg dør". Jeg kan godt lide, du gentager sætningen "uden tanke for", det understreger det følsomme/måske også spirituelle/perspektivet som jeg opfatter, det hele handler om, sagt på en anden måde: Både skrøbelige og stærke følelser på een gang. Versene er meget smukke, især kan jeg lide "Når jeg lever føler jeg tomheden spidde de mange håb der stadig synger uden tanke for!"
Noget andet er forståelsen, for den kan jeg ikke få fat i. - For mig forbliver det et smukt billede, også et billede der på een eller anden måde bliver under/over livet eller i en forestilling om døden, - for hvorfor er det (som i sidste vers) kun i døden, vi skal tænke på, hvad vi kan give hinanden ? Skulle det ikke være i livet ? Jeg ved der er skrevet meget i debatten om een menneskehed, men jeg har ikke fulgt med, måske skulle jeg læse kommentarerne der for at blive klogere. -
Som du selv skriver i din profiltekst, er det at skrive tit en rejse. Den fornemmelse får jeg, når jeg læser dit digt, at det var en rejse for dig at skrive det. - Sådan skriver jeg også sommetider mig selv ud i det mystiske eller svære, simpelthen fordi jeg synes det er spændende at male med ord, i virkeligheden er det tit en personlig hemmelighed, hvad det inderst inde handler om. - Ihvertfald smukt skrevet.