Kage og ulykkelig kærlighed


8 måneder, 10 dage siden 2 kommentarer Noveller venskab fødselsdag selvironi

1Et ungt menneskes ængstelighed(Læs hvis du ...
Med flere 100 kilometer kører jeg gennem livet uden at bemærke hv... [...]
Livshistorier · strøtanker, indre konflikt, sindstilstand
8 måneder, 5 dage siden
1Smukke ord med mening
Jeg mærker blikkene på mig. · Omkring fra alle vinkler. · De ser mig.... [...]
Digte · digt, splittelse, indre konflikt
8 måneder, 10 dage siden
2Kage og ulykkelig kærlighed
3. 2. 1. Count Down til min 25-års fødselsdag. Som tiden dog er f... [...]
Noveller · venskab, fødselsdag, selvironi
8 måneder, 10 dage siden
2Alt du gir, sammensmelting af tankerne
Bog 300 · Jeg boede ved søens bugt. Tæt på både Wilhelm og Adiola. ... [...]
Noveller
1 år, 10 måneder siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Bente Snapper (f. 2003)
3. 2. 1. Count Down til min 25-års fødselsdag. Som tiden dog er fløjet afsted. Få mennesker står stadig omkring bordet. Få mennesker har holdt hele vejen. Jeg tænker tilbage på min gamle vildskab, hvordan den nu er gået i hi. Hvem er jeg overhovedet blevet og hvem vil jeg overhovedet være. Ops eksistentiel krise coming up. Jeg puster lysene ud, folk jubler og jeg tuder. Tårene vælter ned, folk trækker armene ned. Jeg løber ind i soveværelset og lader alt komme ud. Selvom jeg har opnået meget, kan jeg ikke lade være med at tænke på alt jeg har mistet. Mit gode og gavmilde barndomshjerte er blevet en svaghed, jeg skal kontrollere så folk ikke udnytter mig. Mine sprælske og energifulde tendenser er blevet behersket for at virke sej og fattet. Min undrende og reflekterende spørgsmål omkring verden er blevet lagt på hylden, efter mange dømmende blikke fra folk. Så er jeg i virkeligheden bare blevet en skabning, af alt hvad folk vil have? Som barn og ung var min største frygt at blive kedelig, og måske er det sket. Det er jo selvfølgelig meningen man skal vokse op, og efterlade nogle af disse værdier, men alligevel føler jeg kun at jeg har mistet. Jeg tænker på min bedstefar, hold kæft, hvor er han kedelig. Og endnu værre, han har det helt fint med at være kedelig. For det at være underholdende gavner egentligt mere folk omkring dig, end det gavner dig. Men alligevel kommer nogle af mine bedste minder, fra dengang jeg ik gav en fuck. Der skete også mine største fejltagelser, men det er ikke pointen. Fejlene skal være der. Og jeg vil hellere være et fejlfuldt monster end en hamster i et hylster. Men når du er 25, så er det bare ikke sejt længere at begå fejl. Det er et tegn på umodenhed. Min kommer ind til mig på værelset, spørg hvad der er galt og bla.bla.bla. Hun er den eneste der stadig ser mig, som den lille pige. Dejlig kvinde, ikke så meget der. Men hold da op, hvor hun kan snakke. Jo ældre, jeg bliver, jo flere af hendes sider dukker op i mig. Som om jeg i ny og næ bliver besat af hende og ord ruller ud, som jeg aldrig ville sige. Men hun giver et klap på skulderen og vi går tilbage til festen. Medlidende blikke kværker min allerede svækkede selvtillid, som vi træder ind i rummet. Trods jeg fylder 25, føler jeg mig som en 5-årig der lige har lavet en scene, fordi kagen ik var, som den skulle være. Men nu begynder channingansne. Endnu en ting jeg har hadet ved "voksenlivet", de stående familiearrangementer. Her skal man gå fra lille gruppe, til lille gruppe og snakke. Og hver gang du skifter gruppe, skal du finde på en god openning line, så du ikke bare skifter gruppe, også står som en eller anden stalker i 2 min. Meget stressende. Og ofte de mest polerede samtaler man kan have. Selvom jeg er i familie med disse mennesker, forstår eller ved jeg overhovedet ik hvem de er. Men det er endnu en ting ved voksenlivet, her skjuler folk deres skamfulde sider, mens mange unge flager med dem. Voksne har en identitet at opretholde, hvis de gør noget truende for denne, lægges det pænt foldet til siden og nævnes ikke. Unge er mindre fastbundende, de flyder rundt, og derfor bliver det et rarere rum, at være i. Men det værste ved alt dette er, at voksne ofte begynder ta selvreflektere. De er så overbeviste om at de nu ved hvem de er, at de glemmer man stadig godt kan ændre og forbedre sig selv. Hvis de har fejl, har de for længst accepteret dem, og hvis de ser sig selv, som en ordnelig kvinde, gør de sjældent noget der går i imod denne identitet. Men det gør dem også fandens irriterende at være omkring. Men alt dette lever jeg efterhånden også snart op til selv.

Jeg slutter dagen af med en øl på bar, med veninder. To veninder jeg har haft siden folkeskolen. Dejlige tøser, de har fandme humor. Mangler så lidt andet. Lidt respekt for andre mennesker, indsigt i andres situationer osv. Men jeg elsker dem for dem, og de udfordrer mit ellers ret tilbageholdende jeg. Dynamikken i vores venindegruppe er at man ikke får lov til at drukne i en pøl af selvmedlidenhed og usikkerhed, hvilket passer mig godt. Den ene er en af de smukkeste personer jeg kender og den anden er det sjoveste. Så den ene skaffer drinksene og den anden giver en god griner til den. Her er min rolle, lidt mere den moralske og vise bedstemor, hvilket jeg bare har måtte acceptere. Jeg tror efterhånden jeg er begyndt at spille lidt med på den, bare fordi det er så nemt at leve op til. Men det kan også være skideprovokerende at blive sat i en speciel rolle. At nogle danner en ide om, at det er sådan her man er. Og hvis man gør noget udenfor for denne ide, så er det forkert på en måde. Her må jeg bare huske, jeg kan gøre hvad jeg vil, uanset hvad de har af uskrevne regler om mig. Men vi får skaffet et par drinks, snakket med nogle freaks, for at få flere. Laver nogle druklege, og jeg vælter så på cykel på vejen hjem. Så apropos fejl, begår jeg stadig mange af dem. Ikke At drikke og køre på cykel er en regel jeg altid har afviget fra. Det fører til en lille hudafskrabning, men jeg kommer hjem i ro og mag, bare rolig. Det skal også lige siges, at jeg er 25 og aldrig har haft en kæreste. Jeg ved godt det er svært at tro på, når man ser på hvor reflekterende og i kontakt med mine følelser at jeg er. Men det er sandt. Jeg har haft gode aftener med folk, hvor jeg efterfølgende har forestillet mig vores fremtid sammen, vores børn osv. Men hvis de ikke har skrevet, skriver jeg heller ikke. Og dem der så har, var ikke noget at råbe hurra for. Så det er sådan gået lidt kaput. Her burde jeg måske ændre min adfærd lidt, men jeg aldrig haft en trang til at finde kærlighed. Jeg har faktisk altid elsket at være i mit eget hoved, og være for mig selv. Måske har jeg faktisk elsker det lidt for meget. Men derudover, har jeg altid haft et meget pessimistisk syn på kærlighed og drenge. Alle kærestepar jeg observerer ender med at slå op, hvilket som sådan ikke er et nederlag, men hvorfor begynde på noget man ved slutter.
Forfatterbemærkninger
Uddrag af en handling der enten kan slutte som en novelle eller forsættes som roman? Består af skift mellem kække bemærkning og refleksioner. Kom meget gerne med en kommentar, selvom teksten er lang er den nem læselig og pissesjov

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/09-2023 22:53 af Bente Snapper (Bo Snapper) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1111 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.