Med flere 100 kilometer kører jeg gennem livet uden at bemærke hvad jeg passerer. Jeg oplever intet. Formår hverken at opsluge eller betænke. Fejl jeg begår, bliver sjældent betænkt eller analyseret. Erkendelsesstigen vil jeg langsomt kravle op af, men formår at tage tre skridt op og ryge 5 ned. Jeg føler mig beskidt. Fejl jeg begår i min berusede tilstand, forfølger mig og begynder at blive mere og mere min karakter end jeg nogensinde frygtede. Hvis man allerede føler man har fejlet livet, hvad gør man så? Tiden kan ikke spoles tilbage, lærredet er malet, og jeg hader alt, hvad jeg ser. Hemmeligheder holdes for at give mine nære et glansbillede af, hvem jeg i virkeligheden er. Hvad jeg i virkeligheden har gjort. Lige som glæden rammer og giver min hverdag en mening, rammes jeg af vindpust fra fortiden der driver mig ud af kurs. Hvad står jeg tilbage med? En forkrumpet lille sjæl der kender til det gode, men ikke aner hvordan de nogensinde skal nå det. Fortvivlse, ængstelse, intethed og dårskab. Jeg mente engang, at ulykkeligheden måtte være ikke at se en mening med eksistensen. Men som jeg lærer at forstå, hvad der er godt og hvem jeg vil være. Indser jeg, hvor langt jeg er fra mit mål. Har jeg allerede udslettet dette mål uden at bemærke det? Min godhed, renhed, selvrespekt. Alt sammen fortæret i hvad jeg troede det betød at "leve livet". Jeg må rejse mig. Uden en mulighed for at holde hovedet højt, må jeg alligevel rejse mig fra galskaben. Trods mine værdier er sunket til bunds. Værdier som blev dræbt før jeg nåede at identificere dem. Jeg må rejse mig. Lukke fordømmende blikke fra mig selv og andre ude af mit sind. Men hvad er disse ord. Når jeg skriver om dårskab og svaghed kan jeg se mig selv, jeg kan relatere, jeg mærker følelserne. Men når jeg skriver om mod, styrke og selvsikkerhed, så mærker jeg intet. Kun en tom følelse af, at dette aldrig vil være ord der beskriver mig. Hvorfor befinder jeg mig så godt i dette?

Denne galskab er min egen. Verden omkring ser det ikke. Normer der skal udfyldes og venskaber skal vedligeholdes. Ingen har tid til disse gale, unge og individuelle tanker. Hvad er det for en selvberretigelse der gør, at jeg tror jeg må give mig tid til alt dette? Mennesker hungrer og jeg sidder og gør mig selv sindssyg, fordi jeg ikke har andet at tænke på. Det da for dumt. Et tankesæt som dette bliver sjældent italesat. Dybe samtaler med dine nærmeste ledes sjældent helt herned. Man kommer maks ned til nogle børnetraumer. Men det nok også for det bedste. En dialog om fortvivlelse, vil sjældent lede til svar. Denne tilstand kan kun løses af dig selv, hvilket gør den ydermere uoverskuelig.