Jeg mindes, hvordan det var at være bærer af en evig længsel indeni.
   Med et tomrum så stort, at jeg altid søgte efter nogen, eller noget, til at fylde mig.

I mit tilfølde var det en jagt efter forelskelsens lykkesus, for der kunne jeg glemme smerten indeni.
   Men med et brud blev smerten desto så meget større, for da var der ingenting tilbage i mig indeni.

Min eneste udvej ud af dette fængsel var at få en åndelig opvågen.
   Gud siger, at man med troen og dåben vil blive skænket Helligånden, og det er det, jeg oplever: at det i bund og grund var en åndelig sult, og et åndeligt tomrum, jeg havde.

Nu - efter mange år - mærker jeg stort set intet til denne længsel og dette tomrum mere.. Det kan kun blive aktiveret i intetsigende selsskaber med tom og overfladisk snak.Og heldigvis er jeg i et stor omfang fri til at bevæge mig udenom den slags selsskaber, der kun dræner mig.

Intet i verden kan give mig noget af varig værdig, hvis ikke jeg i forvejen er fyldt op indeni.