4Æsken
Æsken har jeg endnu, den står i vindueskarmen. Når solen skinner ... [...]
Noveller
26 dage siden
5Hvor bor der bjørne
Bag en spændt bue · bor bjørne · stille eksistensstyrke · bag gitteret · ... [...]
Digte
1 måned, 2 dage siden
3Rejse til
Stilhed har ingen lyd · bag linjen over marken · løfter jeg blikket · b... [...]
Digte
2 måneder, 13 dage siden
2Vesterbro
Vesterbro, jeg elskede Vesterbro. Måske har barndommen en særlig ... [...]
Kortprosa
2 måneder, 25 dage siden
4Punktum
Det er ikke helt lige meget · hvor punktummer og kommaer · befinder s... [...]
Digte
3 måneder, 21 dage siden
9Små små
Bærrene er grå · denne sommer · fra min have · har jeg et fint udsyn. · H... [...]
Digte
7 måneder, 5 dage siden
5Omfavn
Min fod kender ingen ro · små stilheder · vender vrangen ud · kaster vo... [...]
Digte
7 måneder, 18 dage siden
8Paraply
Lynene står i glimt, vinduesviskeren kæmper. GPS'essen viser frem... [...]
Kortprosa
9 måneder, 29 dage siden
6Nøgen
Nøgen · giver · mening · som en flået · kendsgerning · hakkeorden · på dåse · m... [...]
Digte
10 måneder, 21 dage siden
3De ynglende laks springer langt
Modstrøms · brækkede brud · gemmer på hemmeligheder · skærer stykker af... [...]
Digte
1 år siden
1Jonas og loftsrummet
Loftsrummet er støvet, men han elsker det. De rå brædder, hulen, ... [...]
Noveller
1 år siden
10Kold lykke
I · nat · så jeg · Nordstjernen lyse · blinke bange · løfte bryn · på den sor... [...]
Digte
1 år, 1 måned siden
10Glas
Træder varsomt · på det skrøbelige · skinner gennem · genertheden · smelt... [...]
Digte
1 år, 3 måneder siden
4Fugle flyver højt 5
Han ser billeder, lukker øjnene og skaber alt indeni, Små film, h... [...]
Kortprosa
1 år, 4 måneder siden
3Fugle flyver højt 4
Han fløj ingen steder nu, hans kone spærrede udgangen med nærhed.... [...]
Noveller
1 år, 4 måneder siden
7Fugle flyver højt 3
Bibliotekaren sagde altid pænt goddag, når han passerede, og han ... [...]
Kortprosa
1 år, 6 måneder siden
8Livslyst
Dagene er små oaser · de har lygter · på spring · i klare farver. · Somme... [...]
Digte
1 år, 6 måneder siden
9Angsten er min søster
Hun er · en evig forfølger, · gemt under fødderne, · i væggen · på loftet... [...]
Digte
1 år, 7 måneder siden
2Ordløs
Ords dråber · i sætningers kærtegn · med øret beriget · omringet opslug... [...]
Digte
1 år, 7 måneder siden
2Mine aber
Han sidder i vindueskarmen og stirrer, alt er småt oppefra, biler... [...]
Kortprosa
1 år, 7 måneder siden
3Live TV - Reality
Nu tæller jeg tanker · maler ord · blå by · min sky · indenicirkler · flyve... [...]
Digte
1 år, 7 måneder siden
2Fugle flyver højt 2
Mon hun vidste, hvad det betød. Mon hun vidste, at hans knæ var e... [...]
Kortprosa
1 år, 8 måneder siden
6Fugle flyver højt
Toget var en rød slange, der åd sig gennem landet. Han elskede fa... [...]
Kortprosa
1 år, 8 måneder siden
3Klarhed
Det er muligt. · Jeg ser det ikke · det er muligt jeg går forbi. · Alti... [...]
Digte
1 år, 8 måneder siden
4Sommersummersol
At sætte sig, · sætte sig stille under et træ. · Smuldre jordklumper,... [...]
Digte
1 år, 8 måneder siden
6Hæmninger
Grimme grå grene grænser · halve host · hæst forblæst · krænget ud. · And... [...]
Digte
1 år, 9 måneder siden
4Fraklip 2 Dengang
Hende: Jeg ser gennem dørspionen, der er han. Han ser lille ud fr... [...]
Noveller
1 år, 9 måneder siden
5Fraklip
Jeg ser · i dørspionen · du bliver · som ved du, · jeg er her. · Jeg tænker... [...]
Digte
1 år, 10 måneder siden
7Selvom ærter var blå ville jeg stadig spise...
For jeg elsker ærter, de minder om barndom. Lyden af spurve, bier... [...]
Noveller
1 år, 10 måneder siden
4Noget
Og så flyver jeg, · langt ud. · Jeg ser på andre, · løfter mig som en s... [...]
Digte
1 år, 11 måneder siden
6Døren
Ni gange om dagen · på en god dag · sætter mit øje · sig fast over døre... [...]
Digte
1 år, 11 måneder siden
7Jeg står frem
Jeg flyver · uden engle · i et pust af noget godt. · Styrken i · edderkop... [...]
Digte
2 år siden
6To ton tunge problemer 3 del
Ugen efter kom han på besøg, vi sad ved det høje bord i stuen og ... [...]
Kortprosa
2 år siden
4To ton tunge problemer 2 del
Hans hår var et kunstværk, men det var ikke det jeg først bemærke... [...]
Noveller
2 år siden
5To ton tunge problemer
Værre · værre end værst · under kommoden · med de rynkede ben · snerrer d... [...]
Kortprosa
2 år siden
6Horror
Mørkeland · sandsorte flammer. · Blodtunge ords · taleblinde larver. · Dr... [...]
Digte
2 år siden
8Blomstring
I skygger · der aldrig visner · på lilla marker · uden strøm · står · tulip... [...]
Digte
2 år siden
9Værdi
Der er træer der hyler i vinden · stolte kæmper med ranke rygge · sor... [...]
Digte
2 år siden
9Bøffer
Min hverdag glider roligt, jeg står op og spiser morgenmad, drikk... [...]
Kortprosa
2 år siden
1Jordmånemandler ny udgave
Jeg spiser dem ikke, de kan være giftige, hvem ved hvad der er i ... [...]
Noveller · fremtidssamfund
2 år siden
6Ting
Da jeg så sedlen, var jeg ikke i tvivl. Den var gul med blå skrif... [...]
Kortprosa
2 år siden
4Båden
Vi sejlede ud om formiddagen, helt ud til de små øer. Han ville v... [...]
Kortprosa
2 år siden
6Spyt på muren
Spyttet hang på muren bag min mor. Jeg stirrede fascineret, mens ... [...]
Kortprosa
2 år siden
10Mandage
Det er mandag. · Jeg hader mandage. En hajmund, der sluger alle min... [...]
Kortprosa
2 år siden
2Petroleum
Hver morgen henter jeg petroleum i butikken nede om hjørnet. Det ... [...]
Noveller
2 år siden
6Fodsåler lette som fjer
Gror · hvert skridt · som betydningen af ord · der bliver sagt let henk... [...]
Digte
2 år siden
7Inside outsider
Jeg er en smule · rusten · tæret · tynget · set fra oven. · Det er ingen le... [...]
Digte
3 år siden
2Minder om stenalder
Dryp · i · Oceanet · min due. · Øjnene binder · jeg ved · hvad det betyder. · D... [...]
Digte
3 år siden
8Jordbærkager
Der burde ikke stå "bananer" på min dør. Skiltet med billedet er ... [...]
Kortprosa
3 år siden
6Det er noget andet
Men det er ikke det. Det er noget andet, noget rørende, som et st... [...]
Kortprosa
3 år siden
2Vindblæst
Tøjstykker blafrer i vinden. Trøjer og bluser svinger frem og til... [...]
Kortprosa
3 år siden
2Uniform
Som en soldat · under tjørnehækken · der skyder med skarpt · vender ste... [...]
Digte
3 år siden
8Sådan gik det til
Det er ikke til at tro. Jeg fatter det ikke. At han skulle. Nej, ... [...]
Kortprosa
3 år siden
6Hvem banker på
Her er så stille, kun regnens dryp lyder på taget. Dryp, dryp, dr... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forklaringer
Forklaringer, · han har ikke krav på dem. · Ordene er som strandede h... [...]
Digte
3 år siden
7Lattermilde længsler
En smule vind og vejr · på min kind især · sætter sommerspor · i den va... [...]
Rim og vers · sommer
3 år siden
6Chancer i livet
Jeg sad og spiste morgenmad da det ringede på min hoveddør. Det e... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Liv
Din hjerne står alene · på bakketoppen. · Måske har du glemt · at få de... [...]
Digte · liv
3 år siden
7På kryds og tværs i et valgunivers
Penge, natur og grøn energi · skal samlet set sætte os fri. · Grønært... [...]
Rim og vers
3 år siden
5Navigation
Langsomt synker jeg ind · bag ruden. · Skæver gennem glasset. · Lyset s... [...]
Digte
3 år siden
2Igen igen
Så taler skoven i grønne gry · smukt akkompagneret af fuglefly · sols... [...]
Rim og vers
3 år siden
4Helt i det blå
Panelerne er dystre mørk blå. Hun har aldrig tænkt over det før n... [...]
Kortprosa
3 år siden
6Det første skridt
Tæmme tig'rens · tankestrømme · vælge · liv · og drømme. · Tæmme tyrens · tun... [...]
Rim og vers
3 år siden
5Banko
Nr. 12 i rækken · nr. 5 i køen · alle numres historie · bor et sted · der... [...]
Digte
3 år siden
7Torne og tidsler
Hun har en hårlok der bliver ved at flyde ned i panden på hende, ... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Mod er ikke lamper
Mod er ikke · lamper · vi kan tænde. · Det tager tid at finde · og at bræ... [...]
Rim og vers
4 år siden
5På skyer
Dage på skyer · sol på mit rugbrød · frokost i det grønnesmil · Her går... [...]
Digte
4 år siden
6Decemberblues
Hvad ser du · mens du går · skyggerne falder tungt · ind · som små grå pl... [...]
Digte
4 år siden
2Stilet
Stiletter, høje som huse, røde, læder tror jeg. · Hun stiller dem p... [...]
Kortprosa
4 år siden
2Bare en and 2
Hans øjne var dybt mørkegrønne, hun stirrede ind i dem betaget af... [...]
Kortprosa
4 år siden
5Bare en and
Jeg vandt den på Bakken. Den står på mit badeværelse, stor og gul... [...]
Kortprosa
4 år siden
6Hertil
Hvorfra kommer · ægget · jordens salt · verdens alt. · Et under · en undren... [...]
Digte
4 år siden
5Forfra
Anspore skridt · afvikle alt. · Vende tilbage · returnere · gå. · Afkorte k... [...]
Digte
4 år siden
6Pletten
Han stirrede ned på sine hænder. Ru som sandpapir, stærke. Fingre... [...]
Kortprosa
4 år siden
2Røde kaffekander
Så langt øjet rakte og så vidt hun vidste, fandtes ingen andre rø... [...]
Eventyr og fabler
4 år siden
5Sparke røv
Det er mærkeligt, underligt. Jeg siger ikke meget, og gør det jeg... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Vokseværk
jeg forsøgte at stemme · overens. · At danse rumba midt i · en vals · all... [...]
Digte
4 år siden
5Et lille pip i en stor gryde
Han stod der, med armene løst hængende langs siden · Skuttede sig o... [...]
Kortprosa
4 år siden
6Ordvæver
Ord brækker · smager · det bitre · og søde. · Kalderskærer · på kanter · rung... [...]
Digte
4 år siden
6Mors nye adresse 3
I en fjern galakse langt herfra svæver han i løse dele, skyggerne... [...]
Kortprosa
4 år siden
14Skinkens pris
Gid jeg var en skinke · stor velsmagende · og saftig. · For hver skive · ... [...]
Rim og vers
4 år siden
5Mors nye adresse 2
Han står bag mig, jeg mærker åndedrættet som en svag brise, inden... [...]
Kortprosa
4 år siden
8Mors nye adresse
Han står bag mig, jeg mærker åndedrættet som en svag brise, inden... [...]
Kortprosa
4 år siden
4Mit lille hus i skoven
Stilheden i skoven er af en anden slags. Den gør mig øde, sætter ... [...]
Kortprosa
5 år siden
12Hvor pølsevognen ender begynder livet
Lange skridt følger fortovet hele vejen gennem hovedgaden. Hun gå... [...]
Kortprosa
5 år siden
5Så stå dog stille og hold fast
Hun kunne ikke stå stille. · Hun trippede som en nervøs høne i mell... [...]
Kortprosa
5 år siden
21Alene i mit lys
Hvad man ikke ved, · er det værd at vide? · Når man aldrig spurgte, · e... [...]
Digte
5 år siden

Puls: 38,1

Publiceret: 4
Afgivet: 15
Modtaget: 16
Ulla Hexibru (f. 1956)
Æsken har jeg endnu, den står i vindueskarmen. Når solen skinner ind på en bestemt måde, lyser mønstret op, næsten som en lille sol i sig selv. Da Maria griber den, får jeg ondt, som var det mit hjerte hun flåede i:"Lad æsken stå", hvæser jeg.

Hun sætter æsken hårdt i karmen: "Det er bare en æske", siger hun
   Jamen hvilken æske, jeg tager æsken op i min flade hånd. Aer forsigtigt det gyldne mønster, æsken har sjæl, æsken ånder: "Maria", jeg ser på hende; "Måske har du også ting fra barndommen, du passer på"? Jeg sætter æsken på sin plads.

"Ja min bamse", hun tænder telefonen søger og lægger den derefter i min hånd: "Se".

Jeg kigger ned, en lille brun bamse med sorte knap øjne toner frem. Hæklet ser det ud til og temmelig slidt.
   "Den er sød", mit hjerte finder igen rolig takt.

"Ja min mor hæklede den da jeg var fire".

"Sov du med den", spørger jeg.

Hun nikker. Jeg havde aldrig en bamse, bare en dyne med slidt betræk. Små biler var der på, blå røde og gule, der efterhånden havde mistet det meste af farven. Jeg turde ikke slukke lyset ved sengen. Når jeg gjorde det havde jeg fornemmelsen af at bilerne begyndte at køre, race frem og tilbage henover over dynen, og så kunne jeg ikke sove. "Bilerne kører ingen steder. Sov nu", sagde mor og slukkede lampen. Når hun var gået tændte jeg igen. Der var også de dage hvor jeg selv gik i seng.

"Havde du en bamse", hun ser på mig.

Jeg ville ønske jeg havde haft en: "Ja", svarer jeg: "En stor lysegrå. Far vandt den til mig i Tivoli". Jeg ser skydeteltet for mig, alle damerne, herrerne og de større børn, der står og plaffer løs. De mindste venter spændt. Jeg har stået der engang med min skoleklasse. Far ville helt sikkert have været god med et gevær. Den grå bamse så jeg den dag. Den sad sammen med en blå på øverste hylde. Men en blå bamse er mærkelig. Far ville klart vælge den grå. Far lægger geværet, vender sig mod mig og rækker bamsen frem. Den er vidunderlig blød, jeg krammer den hårdt mod maven: "Jeg var vild med den bamse", konstaterer jeg: "Men jeg smed den ud da jeg flyttede".

"Det var da synd. Det lyder som en dejlig bamse", hun smiler. Hun griber min hånd: "Skal vi gå en tur"? Det vil jeg gerne, jeg vil altid gerne gå tur med hende. Ned af Kastanje alleen mens hun sparker til de gyldne blade. Kastanjerne ligger i små bunker langs fortovskanten. Hun samler nogle og putter i lommen. De er så smukke siger hun. Ja der går to dage og så er de helt runkne og grå.

"Du kan putte dem i en urtepotte, så laver vi et kastanjetræ" ler jeg. Jeg har engang forsøgt, uden større held. Men det ville da være sjovt at prøve igen.
   "Hvis vi får et træ, vil jeg plante det i mors have", hun bliver stående tager kastanjerne op af lommen igen og studerer dem: "Her er en der er revnet", hun rækker den mod mig. Jeg griber den forsigtigt. Ja det kunne være sjovt. Som tomaterne og agurken jeg plejer at drive frem i det tidlige forår. Jeg har en del potter hjemme, og noget restejord.
   "Vi planter den ved siden af æsken", hun smiler: "Måske bringer det held".

"Jeg tror det er bedre vi stiller den ude på altanen", svarer jeg". Jeg studerer kastanjen, den ser stor og grokraftig ud.
   Hendes mor har et rækkehus i Lyngby, vi besøger hende en lørdag eftermiddag. Maria har klædt mig pænt på, hun siger hendes mor kan lide mænd med slips. Det er længe siden jeg har haft slips på. Jeg husker ikke længere hvordan jeg binder det, men Maria er ferm, hendes hænder laver en stille dans under min hage, det tager højest et par sekunder, før hun strammer knuden. Så husker jeg hvorfor jeg stoppede med slips. Jeg får kvælningsfornemmelser. Godt jeg kun skal have det på nogle timer. Bukserne er til gengæld dejlige, jeg købte dem dengang jeg gik meget i byen. Sorte af et blødt stof, med kunstige pressefolder der får dem til at se fine ud, og en mørk jakke der passer til. Vi er et stiligt par, det føles faktisk dejlig at pynte sig. Og ja jeg vil gerne gøre gode ting for Maria. Jeg ser på hendes glade ansigt mens vi spadserer ned ad gaden. Hun har en evne til at glædes, stråle, lyse, og dele ud af det, som jeg godt kan misunde hende. Det kommer fra en kilde jeg ikke kender, og jeg labber det i mig som cremet fløde. Rækkehuset ligger tilbagetrukket fra vejen, der er en lille forhave, denne i nummer 22 har et par små stedsegrønne buske, pænt klippede med lidt grus rundt om. Hele gaden er med de samme gule huse, fra halvtredserne engang tror jeg. De rejser sig smalle og høje i to etager. Dengang boede der sikkert to familier. Nu altså bare en enlig dame i halvtredserne. Maria banker beslutsomt med dørhammeren et brølende løvehoved. Jeg holder godt fast i buketten klar til at række den til værtinden når hun åbner. Der går en rum tid så bliver der åbnet med et raskt tag. En spinkel velklædt kvinde, med storkrøllet mørkt hår, siger med klar stemme: "Næ men goddag, og velkommen".

"Tak", jeg kaster buketten i hendes favn. Hun griber den og træder lidt til side så vi kan komme ind.
   Entreen er lys og venlig. Jeg tager frakken af og hænger den på en nydelig træbøjle. Marias mor viser vej ind i stuen. Hvor hun har dækket et lille kaffebord med wienerbrød kan jeg se.

"Sæt jer i sofaen", siger hun: "Jeg ordner lige blomsterne, og henter kaffen. Maria sætter sig hjemmevant og klapper på sædet ved siden af. Jeg slår mig ned. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, noget mere stift måske på grund af slipset. Men her virker hyggeligt med nips og grønne planter i vindueskarmene. Jeg ser et par billeder på væggen af en meget ung Maria: "Er det dig", spørger jeg og peger.

Hun nikker: "Jeg er sød, ikke? Det er fra min konfirmation".

Det kan jeg godt se nu, hun har hvid kjole på. Marias mor kommer ind og sætter sig over for os. Hun ser undersøgende fra den ene til den anden: "Det er ikke så tit Maria har kærester med", hun peger på mig: "Du må være noget specielt".

Jeg føler mig ikke speciel, og ved ikke hvad jeg skal svare.

Maria redder mig: "Ja", ler hun: "Det er derfor jeg har bedt ham tage slips på i dag".
   Marias mor sender mig et skævt smil, så hælder hun kaffe i min kop, og peger på kagefadet: "Tag endeligt".

Jeg griber et lille stykke og lægger på tallerkenen.Maria kaster sig ud i en længere udredning om slipsebinding med sin mor. De ler og taler begge meget. Jeg drikker kaffe og studerer dem. Så ens og alligevel forskellige. Maria er glad for sin mor og omvendt, det lyser ud af deres samtale. Da de er færdige med at diskutere slips og mænd, vender de sig mod mig: "Jeg har hørt du har et helt gartneri i din lejlighed", siger Marias mor

"Ja, det kan man godt sige", svarer jeg: "Og jeg drømmer om at få en kolonihave".

"Det er sikkert dejligt med kolonihave, når man bor i lejlighed", hun løfter sin kop og drikker.

"Jeg har en altan, der kan jeg have lidt om sommeren. Maria og jeg Forsøger at lave et kastanjetræ til dig".

"Åh, så må vi da håbe jeg har plads", hun smiler, og ser med glade øjne først på mig og så på Maria.

"Hvad har du i haven?", spørger jeg

"Hindbær, jordbær, lidt kartofler krydderurter og et pæretræ, vidunderlige pærer", vores øjne mødes i forståelse. Pærer med saft der siver fra mundvigen og en smag som jeg forestiller mig blød syrlig en der sætter sig i ganen og bliver siddende som efterdønninger af mange nuancer, noget jeg sjældent møder, særlig. En særlig pære: "Dem håber jeg, jeg kan få lov at smage på en dag", ler jeg.

"Du skal være så velkommen"

"Hvad med mig", Maria blander sig. Hun er selvfølgelig selvskreven. Vi ler og spiser kage, snasket wienerbrød. Jeg tørrer mig med servietten og ser på min svigermor. Af en svigermor at være er hun ikke værst. Hun blinker lystigt i min retning. Maria har en dejlig mor, Maria er heldig.

"Og dine forældre?" svigermor ser indgående på mig.

"De er begge skuespillere i London". Ja gid de var. Jeg har på ingen måder lyst til at fortælle hverken Maria eller hendes mor, om min mor. Jeg gider ikke rode med det mere. Jeg har ikke set hende i tre år. Ikke siden hun smed mig ud i et anfald af raseri. Jeg sagde bare hun skulle rydde op. "Det skal du for helvede ikke blande dig i", hylede hun. Der trængte. Men jeg kan godt se jeg blandede mig: "De er skilt og bor hver for sig. Jeg ser dem nærmest aldrig".

Marias mor læner sig frem: "Så du kan da sige, du kender den røde løber".

Det er ikke at lyve at sige jeg gør. Jeg har studeret den verden indgående, alle de smukke skuespillere, og alle deres smukke børn, i deres smukke huse. Alt det jeg drømte om da jeg var lille. At være Askepots lillebror og flytte ind på slottet. Gå på den røde løber. Jeg så det på nettet jeg drømte om det. Det er en del af mit liv, to verdener tusinde verdener. Hvordan skal jeg ellers forklare det. Jeg kan farve alt i regnbuer. Jeg deler det ikke med nogen, de fleste vil nok misforstå det. Og det er jo sandt, jeg har gået mange gange på den røde løber, med min far skuespilleren. Jeg har siddet i dobbeltdækkerbusser og kørt gennem Londons gader. Jeg har besøgt fars Penthouselejlighed med tagterrasse. Jeg har siddet med en drink til filmfestival i Cannes og svedt, mens jeg beundrede min smukke mor. Jeg har været der jeg har gået der. Min fantasi har vinger. Jeg lyver aldrig, når jeg fortæller er det ægte. Jeg kan mærke det, røre ved det, se det: "Ja Cannes og palmerne", jeg nipper til min kaffe, og ser hvordan det gibber i hende.

"Hvordan er det", spørger hun nysgerrigt

"Fantastisk" , siger jeg, for det er fantastisk, en glimmerverden fuld af stjerner.

"Åh", hun ånder langsomt ud: "Det lyder så spændende".

Maria kryber tættere ind til mig i sofaen, ind under min ene arm, jeg krammer hende, hun ser på mig med store øjne, Maria er dejlig, jeg kan lide Maria mere og mere: "Og der er guldvandhaner, blanke og smukke", jeg mærker det bløde metal, da jeg åbner hanen, og vasker hænder, da jeg har tørret dem går jeg ind i suiten og sætter mig i den gode stol med udsigt over det turkisblå hav: "Havet er mere blåt end blå", jeg laver en beskrivende bevægelse med hånden.

"Men er der ikke alt for mange mennesker", Marias stemme kapper næsten over.

"Jo", jeg dæmper min stemme: "Men det er mange år siden nu".

Da vi går står svigermor i døren og vinker: "Kom snart igen", råber hun.

I dag vandt Maria et større stykke af mit hjerte, slipset, løvehovedet, pæretræet, de søde billeder fra hendes konfirmation. Ja måske er hun ind imellem irriterende, men hun er så meget mere, hun er en blomst der gerne må gro i min have. Vi er forskellige men jeg forstår efterhånden mere af hende: "Hvad med din far", spørger jeg, da vi sidder i toget.

"Ham ser jeg aldrig", hendes ansigt krymper.

"Hvorfor"? Spørger jeg.

"Han valgte mig vist nærmest fra".

Jeg trækker hende ind: "Min er også lang væk", siger jeg: "Godt du har din mor".

Den nat sover vi i ske. Jeg vågner fuldstændig svedt og varm, og trækker mig forsigtig ud af skeen. Hun ligger med hånden under hovedet og det lyse hår spredt om ansigtet, hun puster let gennem næsen. Jeg vil ikke sige hun snorker. Det er bare en antydning, fint let, som hendes krop, hun er bleg og sart at se på, men hun virker bestemt ikke sådan. Maria er fuld af initiativ. Maria har startet en tøjbutik sammen med tre andre. I sine yngre dage sparede hun sammen til det, og tog handelseksamen. Maria kan en masse med regnskab, Maria har stil, hendes lejlighed er næsten mere ordentlig end min. Hun går ikke lige så meget op i rengøring som jeg. "Jeg har bedre ting at bruge min tid på", siger hun. Marias tøj er også en historie for sig, farvestrålende kjoler og tunikaer, pink tørklæder, der pifter en bluse med grå mønstre op, højhælede sko, ikke hele tiden men af og til, så bliver hun så høj at hun næsten når min øjenhøjde. Jeg synes det er lidt sjovt. At hun er så farverig. Både i tøj, makeup og væremåde. Der er nogle lighedspunkter til Grete. Det var Ikke noget, jeg tænkte over, da vi mødtes, men efterhånden kan jeg se det mere tydeligt. Forskellen er at jeg aldrig fortæller Maria ting. Maria vil imponeres, tages med storm, drejes i tango og købes med gaver. For øjeblikket studerer jeg en smuk forlovelsesring. Jeg ved hun vil elske den, for hun udpegede den for en uge siden på en gåtur., og efter i dag har jeg lyst til at gøre alvor af det.

Men der er også tvivlen, de gange hvor jeg synes hun blander sig. Eller når hun flytter rundt på ting uden at spørge først. Tre af mine potteplanter er pludselig endt i den mørkeste krog af stuen, den ene min yndling flytter jeg straks tilbage ved siden af sengen: "Maria", siger jeg: "Jeg vil ikke have du flytter på mine potteplanter".

"Men", hun rejser sig: "De er i vejen, det er svært at komme rundt".

Sikke noget sludder, det har aldrig været et problem for mig. Planterne er mine børn, og mine børn skal have det godt.

"Men de kan da sagtens stå der", hun peger på de to i krogen.

"Der får de ingen lys".

"Så slemt er det vel ikke", ler hun: "Vinduet er da ret stort".

"Nej", jeg rejser mig, og småløber hen til den første plante, jeg skubber den gennem lokalet hen på sin plads: "Tager du den anden", siger jeg. Hun bliver stående lidt og ser på mig, så ryster hun på hovedet: "Det må du nok klare selv". Det er første gang jeg ser Maria sur. Hun går ud i køkkenet. Jeg hører hende åbne opvaskeren og klirre voldsomt med porcelænet, da hun sætter det på plads. Jeg kører den sidste plante hen under vinduet. Mine planter skal have det godt, hvis hun er sur, må hun være det. Jeg sætter mig og ser nyheder, om halvanden time skal jeg på arbejde. Og øv Maria tager afsted om lidt.

"Vi ses fredag", hendes stemme har en skarp ny klang.

Jeg går hen til hende, og giver hende et kram, som hun hurtigt drejer sig ud af.

"Jeg synes du overreagerer", siger hun.

"Ja måske", svarer jeg. Det bobler og syder indeni. Det er hende der er gået over stregen. Det nytter bare ikke at diskutere det, når hun er på vej ud af døren.

Ringen er af guld med en fin lille hvid sten, den er virkelig fin. Vi har godt nok lige haft en tur, men hun trækker mig alligevel ind i sin cirkel. Den vrede kat kan jeg leve med, og potteplanterne kan jeg sætte på plads igen. Jeg ser hendes ansigt for mig, mærker hendes krop, varmen under dynen, kyssene, glæden. Ja især glæden, lysten i hendes øjne, den kraft det seksuelle giver.Torsdag eftermiddag, tager jeg cyklen og kører til guldsmeden, jeg køber ringen, og får den pakket smukt ind. Så handler jeg til en god middag. Jeg vil have Maria hos mig, og vi skal holde op med at skælde ud,Jeg får sms-en da jeg er på vej hjem. Kan ikke komme pga. sygdom. Ikke engang et kys som hun plejer at slutte med. Bare navnet, Jeg stirrer på beskeden. Er det mon slut nu? Jeg overvejer at tage toget ind og banke på. Med fare for at hun tror jeg er ude på kontrol. Måske er det også tilfældet, det er da lidt mærkeligt, at det her sker lige efter vores intermezzo? Jeg ringer hende op, men får telefonsvareren.
   Mandag eftermiddag ringer hun. Jeg er både vred og ked af det, efter en weekend hvor jeg har tænkt på alle mulige og umulige scenarier, har jeg ingen lyst til snak. Uanset hvor syg hun har været kunne hun godt have slået på tråden: "Hvad vil du", spørger jeg.

"Vi skal vel ses i weekenden", svarer hun med helt almindelig stemme.

Jeg undrer mig, hvordan kan hun på den måde bare lade som ingenting? Det var hende der sagde hun elskede mig? Det er vel ikke noget man bare siger. Jeg ser på pakken der står på kaffebordet og skinner med sin sløjfe: "Ja", svarer jeg: "Det skal vi vel".

"Du lyder underlig. Er der noget galt",

"Du kunne godt have ringet", jeg mærker jeg er vred, det kan vist også høres på stemmen.

"Jeg havde det skidt. Jeg har sovet det meste af tiden", svarer hun.

Nå det kan jo godt være det er rigtigt. "Ja, ja", jeg ser op i loftet: "Så ses vi".

Hun lægger på uden at sige mere, ingen kys. Ingenting.

Jeg ringer op igen: "Vi skal ikke skændes i telefonen", siger jeg.

"Nej selvfølgelig ikke. Vi ses, kys, kys".

Endelig fik jeg mine kys. Jeg vil stadig gerne lave god middag. Jeg vil stadig gerne. Ja men, hvad er det egentlig, jeg vil. Jeg ved ikke hvorfor den weekend, har påvirket så meget. Jeg kan ikke helt sige hvad jeg føler. Hvorfor gør hun som hun gør? Maria er en gåde, måske er jeg også en gåde. Måske burde jeg fortælle mere. Men det ville ikke fungere. Min barndom har aldrig gjort noget godt. Min barndom. Det lyder som noget sødt, som et bolsje, eller den lakrids jeg fik når mor og jeg tog på tur. Resten er lige til at lukke op og skide i. Jeg rejser mig og låser skabet op, herinde står scrapbøgerne. Jeg tager den første og åbner den. Den er fuld af postkort med hilsner og fanbilleder med underskrifter. Jeg bliver rolig når jeg sidder med dem. De her mennesker er en del af min verden og jeg er en del af deres. For tiden bruger jeg ingen tid på dem, før brugte jeg næsten alle ledige timer. Især på mister Gammy. Jeg har et helt album om ham og hans film. Jeg er stadig medlem af fanklubben. Jeg har et stort billede hvor vi sidder og taler sammen på hans hotelværelse. Det er fra dengang han var her for 10 år siden. Det var jo mig der oprettede klubben i Danmark, dengang var jeg formand, og derfor fik jeg æren. Han sagde han forstod trangen til idoler. Han sagde hans egen baggrund havde været lort. Jeg forestiller mig mister Gammy som en slags far. Jeg viste ham billedet af far. Han lo da han så det: "Har jeg en dobbeltgænger"

"Ja, det havde du indtil han døde", svarede jeg, mens jeg trak den ene verden ind i den anden. Herinde kan alt lade sig gøre. Her tager jeg det pæne tøj på, jeg opsøger Maria. Jeg serverer vidunderlige middage, jeg giver gaver, og bagefter tager vi Bugattien og kører op af Strandvejen til vores villa. Maria vil elske det. Det vil jeg også. Villaen er vidunderlig, jeg har engang gået gennem rummene, med den Robert vindende skuespiller Vera Knudsen der boede der dengang. Nu er det mig der sammen med Maria går ud i haven og nyder udsigten over sundet, hånd i hånd mens vi ser på hinanden. Maria min Maria.

Jeg lægger bøgerne foran mig, og tænker på dem alle sammen. Hvor fik jeg modet fra. For det var da mig der kastede mig op i forreste række, mig der stod helt oppe i afspærringen i lufthavnene, ved de kendtes boliger eller hoteller. Og ja nogen gange lykkedes det, andre gange kom politiet og slæbte os væk. Måske er jeg efterhånden for gammel til den slags. Men magien har jeg stadig brug for, og så måske skoven, træerne ilt og luft. Ja jeg har altid vidst træer har særlige egenskaber, uden dem havde jeg ikke været her i dag. Jeg måtte kæmpe mig tilbage. Det første jeg så var træet der spredte sin enorme krone over mig. Jeg lå fladt på ryggen, som en fugleunge, der var faldet ud af reden. Mine arme smertede voldsomt. Fra mit knæ gled stærke jag op til mit hoved. Jeg kunne ikke bevæge mig. På afstand hørte jeg gråd. Det måtte være Grete. Over mig skyggede bladene i begyndende efterårsfarver og jeg frøs mod den kølige jord, fanget af skovbunden. Solen glimtede og blændede mig uden jeg kunne gøre noget. På en måde var det i orden, her under træet i skoven, var det ikke vigtigt, om jeg var der, eller ikke var der. Bortset fra Grete. Hendes skrig skar mig i stykker. Det var mig der havde skubbet i kampen om at komme først, mig der gled på den våde gren, og tog hende med i faldet. I de sekunder var jeg let som en fjer. Med trykken for ørerne så jeg Grete, et flyvende fugleskræmsel, der baskede med armene lige under mig. Hun skreg allerede der. Min mund var stum, hvert blad, der fløj forbi i gyldne glimt, fyldte mig med stille undren. Turen var uendelig, jeg lænede mig tilbage og lod det ske. Som en mursejler på kæntringskurs, virkede tyngdekraften, uden at jeg modsatte mig den. Hvis, det ikke havde været, for Grete, var jeg død. Hun blev ved at skrige, og når jeg lyttede, gled smerten rundt i cirkler, og ramte. Mellem cirklerne sov jeg, gled ned i dyb døs, og så tilbage i cirkler. For til sidst pludselig at åbne øjnene, til skarpe lyde, lys, lange gange, hvide lofter, flere cirkler, mange cirkler, jeg var rundtosset, svimmel. Jeg kaldte på Grete, men hun svarede ikke, jeg kaldte igen men ingen kom.

Så hørte jeg en stemme: "Min lille myre", sagde den. Var det mor. Gennem øjnenes sprækker så jeg hende sidde ved siden af sengen. Hun havde det pæne tøj på. Hun lignede en almindelig mor. Jeg forsøgte at smile, men min mund krængede skævt. Mor klappede mig på kinden. Hendes ven sad ved siden af, og holdt om hende. Så er de alligevel kærester tænkte jeg. En helt almindelig tanke, mens mit værkende hoved sank ned i den bløde hovedpude.

"Ved du hvor gammel du er", spurgte sygeplejersken.

"Elleve år", svarede jeg.

"Og hvad hedder du".

"Jonas", min stemme var skinger. Jeg tænkte på Grete. Jeg tænkte på cyklen. Havde vi ramt den. Havde den tykke gren ramt den? Så, så jeg glimtet af Grete oven på cyklen, i en blodpøl, og Falck redderne ved hendes side, mens jeg blev båret væk: "Hvem fandt os"? Hviskede jeg.

"En mand der gik tur med sin hund", mor aede mig igen på kinden. Jeg gled ind i skyggerne. "Far", kaldte jeg. Far stod et stykke fra mig.

"Min dreng", sagde han: "Kom nu bare".

Men for en gangs skyld, havde jeg ikke lyst. Jeg tænkte på Grete.Jeg tænkte på Grete mange år. Først som halvstor dreng, på den nye skole. Det var politiet der fortalte hun havde mistet førligheden. Jeg havde det svært med at se hende for mig i kørestol, det billede passede ikke på Grete. Al hendes energi stoppet ned i en stol på hjul. Det værste var at det var min skyld. Det var mig der pressede på den aften, Jeg ville slå rekorder, og vise hende jeg var bedst. Hun forsøgte faktisk at stoppe mig. Hvem skulle have troet det, at hun den store eventyrer, pludselig blev bange. Hun sad under mig og råbte at jeg skulle stoppe. At det var for langt, at grenene var for tynde. Men jeg lyttede ikke, inde i mig sad en sort djævel. "Kom nu", hvæsede han: "Du kan godt. Hun vil bare have førstepladsen". Jeg følte mig sikker, jeg mærkede hvordan alt i mig løftede sig, jeg så ned på hende cirka en halv meter under mig. Hun så bange ud. I det korte øjeblik var jeg stærk, jeg viste at her var det mig der bestemte, og i det sekund gled min fod. Jeg tænkte på hende hver dag på hospitalet. Og hele det efterår, spekulerede jeg over om jeg skulle besøge hende. Men hver gang bremsede noget mig. Hvad ville hun sige, ville hun være vred eller ked af det. Begge dele fik mig til at krympe. Jeg så hendes forslåede blodige krop igen og igen. Jeg hørte hendes skrig mens hun faldt gennem luften. Nej, det stoppede aldrig.

Og her er jeg, over et halvt liv senere, stadig påvirket. Hun var min bedste ven, min eneste. Ellers har jeg ingen.
   Grete fortalte jeg alt, hvert komma, hvert punktum. Det var en fantastisk tid, der pludselig splintrede og blev til støv. Og der rejste sig intet godt nyt af støvet. Jeg lukkede af, forlod det der var, Grete, min mor, min baggrund. Det lyder enkelt, men det var det overhovedet ikke. Mister Gammy er en trøst. Hans film om barndom og fædre er gode, og han spiller fantastisk. Sådan en far kunne jeg have haft, hvis han ikke var gået hen og dø. Han var alt for ung til det. Mor fortalte aldrig hvad han døde af, men jeg forestiller mig, det var kræft. Der er rigtig mange unge mennesker der får det, og dør.
   Af og til tager jeg toget, jeg går på kirkegården. Jeg lægger en buket, og sætter mig ved gravstedet. Jeg lukker øjnene, og ser ham. Sorthåret slank og fin. Måske vinker han bare, eller vi har en lille samtale. Jeg fortæller ham hvad der er sket siden sidst og han giver sit besyv. Min far mit mantra. "God vind", plejer han at sige. Vidste han mon at mor var gravid, da han døde. Vidste han jeg eksisterede i hendes mave? Holdt han sin hånd på maveskindet og mærkede mig sparke. Jeg kan næsten føle trykket af hånden. Jeg tror den var der. Jeg tror min far elskede at holde sin hånd på mor og mig. Mærke sin søn. Mon han vidste det? Jeg tror han vidste det hele, også at han skulle dø. Min far er en sten med to fugle. Det er vist kun mig der lægger blomster der. Men hvem betaler for at få gravstedet holdt ved lige. Ikke min mor. Har jeg en farfar eller en farmor et sted derude. Det spekulerer jeg på. Jeg er glad for jeg kan drømme, der er så mange smukke tanker. Jeg lader dem blomstre og udvikle sig. Som grene og små kviste med grønne blade der myldrer frem på en forårsdag. Jeg elsker den særlige stemning det giver. Lyset i mig og lige for tiden i Marias øjne, når jeg fortæller om min berømte far. Hun lader sig frivilligt føre. Først var hun skeptisk, hun stillede mange kritiske spørgsmål. Men da jeg kunne svare på det meste. Forsvandt skepsissen. Måske beroede det på den dag hvor jeg greb hendes hånd, og trak hende med over i krogen med billeder: "Der", sagde jeg og pegede: "lige der hænger han. Se selv", nedenunder fotoet af min far havde jeg rammet en artikel om mister Gammy ind. De ligner virkelig hinanden. Jeg mærkede hvordan en tåre langsomt gled af min kind. Det var ikke planlagt, det kom helt naturligt.
   Maria så på mig, og bagefter på billedet. Hendes ansigt var meget alvorligt: "Ja", sagde hun: "Det ses tydeligt. Jeg ved ikke hvorfor jeg har været i tvivl". Der blev en lille pause, som om hun lige skulle have tid til at synke det hele. Så tog hun billedet af min far mellem hænderne og studerede det: "Du ligner ham slet ikke".

"Nej jeg ligner min mor".

"Ja, sådan er det nogen gange", hun lo og hængte billedet tilbage. Det så næsten ud som min far blinkede indforstået til mig der på væggen.

Udover æsken er billedet det eneste jeg bragte med fra min barndom. Far har ansigt på et stykke papir. Jeg burde være taknemmelig, men det føles usselt. Som en konkurrence der på forhånd er tabt.

"Jeg ligner min mor udenpå, og min far indeni", svarede jeg. Og det er jo sandt, jeg spejler dem begge. Jeg tænker det er fornuftigt at holde for mig selv. at mor er syg i sindet. Jeg lægger låg på alt der minder om den slags. Jeg vogter det strengt: "Maria", sagde jeg stående foran de to billeder: "Det er længe siden jeg har talt med ham".

"Har i ingen aftaler"

"Åh", jeg rystede på hovedet: "Nærmest ingen".

"Det lyder som min far", hun kom imod mig og gav et mig et kram. Skuespilleren, der aldrig har tid. Altid travlt med at spille skuespil. Han synes at have glemt vigtigheden af mig, fanklubbens ukronede konge. Hans nye film reklameres med trailere overalt på nettet. Er jeg stadig fan, ja det er jeg vel: "Det er trist at fædre svigter".

"Ja der er mange fædre der ikke kan finde ud af at være far".

Maria og jeg stod midt i stuen, vore øjne mødtes som tvillinger i et spejl. Det er en bro vi går på sammen. Jeg havde lyst til at løfte hende og gribe hendes sorg. En dag når jeg kender hende bedre, vil jeg måske tale med hende om mine fantasier. Forklare hvor de kommer fra, og hvad der har skabt dem. Men lige nu er det svært, vi ville briste gå i stykker. Flyve i luften som atomer. Den risiko er for stor. Jeg lader det ligge.

"Du er så stille", sagde hun pludselig.

Ja det var jeg, lige nu ville jeg helst være tavs.


Da hun ringer fredag eftermiddag, er der er intet tilbage af surheden. Også jeg er helt dampet af: "Jeg har en overraskelse til dig", hun lyder glad: "Jeg har bagt en kage".

Okay tænker jeg, det er vel ikke den helt store sensation.

"Det er en særlig kage", hun sænker stemmen næsten til en hvisken: "Jeg henter dig i morgen tidlig, ved syvtiden", hun nægter at fortælle mere. Overraskelser er ikke noget for mig. Jeg bruger al for meget krudt på at gætte mig til ting, som så slet ikke kommer til at ske. Men jeg kan jo nok regne ud at Maria vil mig noget godt, og at hun er så opslugt af sin overraskelse, at det vist ikke nytter at gøre modstand.

"Spændende", svarer jeg uden overhovedet at mene det.Jeg spekulerer en del over hvilket tøj, jeg skal tage på om lørdagen. Ville hun have mig med eller uden slips? I det pæne sæt, eller i cowboybukser. Jeg tænker på dagen hvor vi besøgte hendes mor, og beslutter mig endelig for det pæne sæt, med slipset der stadig har den knude hun bandt. Hun kommer før tid, men jeg står allerede klar, da bilen drejer ind. Hun læner sig ud og ser på mig: "Du har taget det pæne tøj på", hun nikker anerkendende. Jeg åbner døren og sætter mig ind. "Skal vi køre".

"Du skal lige have bind for øjnene", hun rækker mig et sort bind, sådan et jeg nogen gange bruger når jeg skal sove om dagen. Det sørger for der er dejligt mørkt. Men et er at bruge det i sengen, noget andet er at bruge det i en bil, uden at ane hvor man skal hen: "Det er jeg ikke meget for", jeg mærker en stor klump i halsen.

"Det er vel ikke så farligt".

Farligt, jeg synes det er farligt, men jeg kan også se skuffelsen i hendes blik: "Okay, okay", jeg spænder sikkerhedsselen og tager bindet for øjnene. Så læner jeg mig tilbage: "Kør", siger jeg.Jeg er ikke gode venner med mørket. Nu kan jeg kun høre hende tale. Jeg har ingen fornemmelse af hvor vi er på vej hen. Og hvad er det lige med den kage. Skal vi på skovtur, klokken syv om morgenen? Hvad mon hun har fundet på? Måske vil hun vise mig et særligt sted? Det er jo en særlig kage? Efter lang tid føles det som, standser hun bilen: "Behold bindet på", kommanderer hun. Jeg hører hende åbne og rumstere bagtil. Hun returnerer og åbner i min side: "Kom", sige hun. jeg rækker ud, og mærker hende gribe min hånd så lader jeg forsigtigt højre fod søge efter en fortovskant, lettet da jeg endelig rammer. Hun stikker en pind i min anden hånd: "Hvad nu"? Spørger jeg.

"Får du at se om lidt. Bliv stående", jeg hører klikket af billåsen. Maria rumsterer med noget: "Jeg tager lige kagen". Hun skubber forsigtigt til mig: "Grib min arm". Jeg lægger min hånd på hendes overarm, og lader mig forsigtigt føre. Det er ubehageligt: "Kan jeg ikke bare tage bindet af".

"Ikke endnu, lige om lidt", hun fortsætter med at gå med meget små skridt, jeg følger efter:"Nu", siger hun: ""Nu må du",

Jeg slipper hendes arm, hiver bindet op i panden og af. Pinden i min hånd er et dansk papirflag. Maria står ved siden af mig, med en fin pyntet kage på et fad. Henover kagen er der skrevet et ord med guldbogstaver "Daddy".
   Jeg glor, vi er i Kastrup lufthavn, jeg følger efter Maria, hun skridter målbevidst af. Det er let at regne ud hvor vi er på vej hen. Mister Gammy himself, det er i dag han kommer til København for at introducere sin nye film. Hvad skal jeg gøre. Hvordan klarer jeg dog det her. Jeg håber ikke Maria begynder at råbe alt for højt op. Daddy på kagen kan jo forklares med at de fleste af hans film handler om fædre. Jeg griber fat i Marias ærme, jeg må forhindre det værste i at ske: "Stop", hyler jeg.

"Hvad nu", hun vender sig om så vi står med kagen mellem os.

Det her er latterligt, en lyserød kage med daddybogstaver, der lyser mellem flypassagererne. Mister Gammy vil helt sikkert lægge mærke til den og mig, og ikke nødvendigvis på en god måde: "Det kan jeg ikke, ikke sådan her", Jeg bliver nødt til at gå op til ham med kagen, Maria skal ikke med: "Jeg går alene op med kagen".

"Men det er jo mig der har lavet den", siger hun: "Han er min svigerfar".

"Ja", jeg nikker: "Men alligevel". Hun giver sig og rækker mig fadet med det lyserøde vidunder. Jeg følger hendes rappe fodtrin, til rulletrappen hvor han øjensynligt skal ankomme. Der står allerede en del medlemmer af fanklubben med flag og bannere. Jens den nye formand kommer kort hen til mig: "Det er ikke meget vi ser til dig for tiden".

Jeg ryster på hovedet og drejer mig halvt mod Maria.

"Nå, nå", Jens ler: "Fed kage". Han går tilbage til de andre.

"Hvem var det", Maria ser på mig.

"Fanklubbens formand". Vi stiller os i udkanten af gruppen: "Han skulle være her lige om lidt", hvisker Maria.
   Nu sker der noget fangruppen deles i to og Mister Gammy kommer til syne flankeret af et par sikkerhedsvagter, han bliver kort stående og smiler mens en del fotografer blitzer. Maria skubber mig i ryggen: "Nu", siger hun.
   Ja, ja jeg går i den retning med kagen foran mig som et skjold. Da jeg når frem stopper en sikkerhedsvagt mig. Mister Gammy ser fra kagen og til mig, så slår han en hjertelig latter op. "that is a cake", siger han.

"Ja", svarer jeg: "Min kæreste insisterede".

"Jeg kan desværre ikke tage imod", han ler stadig og peger, et par fotografer tage nærbilleder af mig og kagen.
   Jeg vender mig og returnerer til Maria. Hun ser forundret på mig og vender sig efter Mister Gammy der er på vej mod udgangen.

Jens kommer løbende i vores retning: "Fede billeder du fik taget", siger han. Jeg nikker, ivrig efter at blive af med ham. Han og Maria skal helst ikke falde for meget i snak.

"Jeg har billetter til premieren", han roder i sin lomme og trækker to billetter frem. Jeg sætter kagen fra mig på en bænk, griber hastigt billetterne og skynder mig over til Maria: "Kom, lad os tage hjem", jeg småløber ud mod parkeringen.

Maria løber lige bagved: "Det var vist en dum ide. Han tog ikke engang kagen".

"Det kunne han ikke", hvæser jeg: "på grund af sikkerheden".

"Hvad har en kage med sikkerhed at gøre", hun lyder forbavset.

"Der kunne være en bombe i den. Eller den kunne være fuld af gift".

"Ja, ja. Fik i lavet en aftale".

"Nej det har han da ikke tid til". Nu skal hun stoppe med de spørgsmål: "Det har jeg da fortalt dig".

"Hvad skal vi gøre med kagen"? Vi står ved bilen og hun ser på mig med et skuffet udtryk i ansigtet.

"Spise den".

"Vi kunne også give den, til den der fanklub", hun griber kagen og iler i retning af fangruppen, der står og vifter med flag efter en Mercedes der netop forlader parkeringspladsen. Jeg ser hende stå og tale med Jens. Satans, jeg iler over og griber hende i armen: "Lad os komme afsted", siger jeg.

"Vi ses", hun smiler til Jens der nu står med den lyserøde kage: "Tak for billetterne".

Satans nu ved hun jeg har billetterne.


"Du fik da snakket lidt med din far", Maria skæver til mig.

"Ja, og du mødte Jens".

"Jeg vidste ikke du var med i fanklubben, den har du aldrig talt om"..

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/01-2023 21:46 af Ulla Hexibru (heksemutter) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 6335 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.