En verden under døgnet


1 måned, 2 dage siden 1 kommentar Noveller

1Skriv kommentar!
Skriv kommentar! En kommentar til kommentaren. · Mesterværket der p... [...]
Digte
5 dage siden
0Novembers uendelige dybder
Tre måneder lang! · November lurer bag vinduerne. · Som en mørkets fy... [...]
Digte
19 dage siden
1En verden under døgnet
Trappen ned mindede mig mest af alt om en serie uovervejede abstr... [...]
Noveller
1 måned, 2 dage siden
1Sven Eriks dagbog. Missing Link og Hestetyv...
Sven Eriks dagbog. 1/10 1952. · Revisoren har været syg i dag, så v... [...]
Livshistorier
2 måneder, 25 dage siden
1Aninas sidste rejse
Se mig gennem søgeren i denne myldrende sommernat, · hvor alt er lu... [...]
Digte · indre smerte
4 måneder, 7 dage siden
3Den brændemærkede violinist
For en del år siden var jeg til et arrangement i det lokale kultu... [...]
Noveller · selvdestruktivitet
6 måneder, 8 dage siden
1Det forsvundne diadem
Til at begynde med var alt så temmelig mystisk! Og tingene blev i... [...]
Noveller
7 måneder, 23 dage siden
0A. Jensen, og vejen til Congo
Engang i min grønne og tvivlende ungdom tilbragte jeg et år på Sk... [...]
Noveller
8 måneder, 25 dage siden
2Lysmesse i hvide variationer
Selv om julen er alt forbi varmer det indre lys stadig. · Julen er ... [...]
Digte · vinter
10 måneder, 23 dage siden
2Sælunge på Skagens Gren
Unægtelig et tankevækkende syn! Selv om det er så langtfra sjælde... [...]
Livshistorier
1 år siden
3Telefon til afdøde
Ak ja! Dette er historien om en Far der ikke var nærværende, og a... [...]
Noveller
1 år, 5 måneder siden
0Hvad Slotssøen gemte
Vi sad der ved bredden af Slotssøen i Hillerød og betragtede de æ... [...]
Smilebåndet · livsrefleksion
1 år, 6 måneder siden
1Stjernenat
Nej! Det her er ikke så nemt at beskrive. Her er mange ting der u... [...]
Noveller
1 år, 8 måneder siden
2Livets Træ i cirkelform
I den lille by hvor jeg voksede op, midt mellem Hobro og Ålborg, ... [...]
Klummen · skyld, dødsangst
1 år, 9 måneder siden
4Beretning fra et seminar
Ved ikke hvad jeg skal mene om ovennævnte seminar. Det forekom mi... [...]
Noveller
1 år, 10 måneder siden
2Sommersymbiose
Nej, nej og atter nej! Det var ikke det overraskende at jeg kom i... [...]
Noveller
2 år siden
2Vaskemaskinen rummer hele verden
Vaskemaskinen rummer hele verden. Den rummer disse højsommerdage ... [...]
Noveller
2 år siden
2Juni 1944
Uden tvivl en smuk nat med skyer og stjerner der hvælvede sig ude... [...]
Noveller · forår
2 år siden
2Virus eller ikke virus
I forstaden Vira. · Ikke at forveksle med Virum eller Viborg. · Tågen... [...]
Digte
2 år siden
1Verdens bedste ejendomshandel
Ak ja! At være jyde af sjæl og sind og så have det uheld at være ... [...]
Noveller
2 år siden
1Krivitog
En af de aftner hvor hele verden synes på vej til at sejle bort! ... [...]
Noveller
2 år siden
2Stemt i A
Violinen er stemt i kammertonen A. Ingen musikudøvere er så berøm... [...]
Smilebåndet · refleksion
3 år siden
1Terror
Det hører med til sagen, at jeg må lade et par ord falde angående... [...]
Noveller
3 år siden
1Av
26/3 1997. · En rimelig normal dag, som jeg afsluttede med at drage... [...]
Livshistorier
3 år siden
2Sommerens død. At lære at elske September
Sommerens død. At lære at elske September. · Dage med blæst solskye... [...]
Digte
3 år siden
1De dødes papkasser
En af de første aprildage og den mindede mig om udsigten udover e... [...]
Noveller
3 år siden
0Litteratur fra Pivhytten
" Pivhytten" 22 februar 1950. · Køre Lisa. · Heller ikke jeg holder a... [...]
Filosofihulen
3 år siden
1Strandtur under sommeren
Oh at vandre gennem midsommeren med en følelse · som kunne man gå p... [...]
Digte
3 år siden
3Forårets død
For år tilbage døde den russiske komponist Igor Stravinskij i en ... [...]
Klummen
3 år siden
1Mr Slammers himmelspor
Åh ja! Man begynder jo pr tradition ikke en beretning med ordet "... [...]
Noveller
3 år siden
0Historiens største uopklarede røveri
Jeg mener: Denne opringning var helt på Mars. Eller om ikke andet... [...]
Noveller
3 år siden
0Nytårsmorgen 99
Nytårsmorgen!! Jeg sov på Anders værelse, i en lidt for kort seng... [...]
Klummen
3 år siden
0Den første kvinde på Månen. Af Mary Hatfiel...
25/1 2101 · Månen! En livløs klode uden luft og vand! En ruin i rum... [...]
Noveller
3 år siden
0Til minde om et mindre isfjeld
Til minde om et mindre isfjeld der kæntrede i havnen. · Til minde o... [...]
Digte
4 år siden
1Et monument i Gribskov
Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et m... [...]
Noveller
4 år siden

Puls: 21,4

Publiceret: 4
Afgivet: 5
Modtaget: 4
Søren Yssing (f. 1953)
Trappen ned mindede mig mest af alt om en serie uovervejede abstraktioner. Skiftevis for stejle og skiftevis for flade. Skiftevis for snoede og skiftevis for lige. Skiftevis for mørke og for lyse for de skiftende solbriller, der nu ingen mening havde. Det er hvert trin der tager en evighed, fordi det er menneskeligt at fejle. Det er denne mærkelige fugtige atmosfære som man næsten føler at kunne forme figurer af. Det er den stilhed der bliver stadig dybere og tungere ,som man bevæger sig nedefter. Det er disse lange kulmørke gange der giver en fornemmelsen, at man er vågnet op efter sin egen begravelse, og nu er på vej op mod jordoverfladen igen. Hist og her en række søvnige lyspunkter, der gør det muligt at holde tiden i skak på sit ur---Midt i denne urimelige fornemmelse at tiden jo ikke eksisterer hvis der ikke er en sol tilstede. Her hvor ingen himmellegemer danser mellem stjernebilleder, og leder ens tanker på afveje. ---Den lange smalle , lavloftede gang udvidede sig betragteligt. Kommandantens stemme gav genlyd i højloftede sales uigennemtrængelighed. Søvnige lamper var ikke mere søvnige end de kunne oplyse den grotte vi var kommet ind i. De rå klippevægge hvælvede sig over os som en kirkegrotte i romertiden. Afvekslende lag af lyse og mørke mineraler ledte tankerne hen på mytologiske lagkager i Hades.
   Synet var unægteligt overraskende! I en udhugget niche var opstillet en række skriveborde med telefoner dokumentstabler , skrivehæfter , brevholdere, bogholderimapper , hvad der ellers hører til når der skal være orden i tingene. Der sad såmænd en ung smuk uniformeret dame og granskede eftertænksomt på en skærm. Den olieglinsende pistol manglede ikke. Et par ordner glinsede i reverset. Hun var vel et par og tyve, men med øjne der virkede mere erfarne end godt var.
   Det er kommandanten der vender sig imod mig. Det er kommandantens hårde øjne der gransker mig op og ned. Det er den svedige og let kemiske lugt fra hans forslidte uniform. Rynkerne i panden! Det hårde drag om munden der giver det ellers så harmoniske ansigt et anstrøg af dybhavsfisk. Krige har altid gjort folk ældre end de rent faktisk er, selv om de rent fysisk har samtlige sanser og lemmer i behold. Alligevel virkede krigen i dette øjeblik meget langt borte. Rent fysisk var det vel kun nogle få hundrede lodrette meter der skilte os fra slagmarken deroppe. En af soldaterne bag mig tog et hårdt greb om sit gevær, som havde han gættet hvad jeg tænkte. Kunne lidt engelsk i øvrigt. Chief is a rough neck, hviskede han grinende hen over en billigt osende cigaret. Det er Obersten der beder os sætte ned i overraskende bløde stole. Det er de mange kort som sekretæren lader gå videre. Det er den plan over underverdenen som jeg ikke må se. Det er kortet over verden ovenover. Denne stærk kolorerede flade; der hvor bakker dale, bjerge går ud i et med floder søer, skove og bynavne. Det er der hvor Oberstens garvede pegefinger cirkler rundt om snart det ene punkt og snart det andet. Det er der hvor der står Albion, Beta, Citrus, Diamond, i fremhævede røde typer. Det er der hvor tegn og symboler fortæller om dem der aldrig vil vende tilbage. Det er der hvor end ikke en rapporter kan vide sig sikker på andet end dette: Pligten frem for alt.
   Obersten rettede sig op og fikserede på de to soldater, der fulgte os som skygger. Sekretæren smilede et anstrengt smil. Obersten hævede de buskede øjenbryn en antydning i vejret og sagde roligt, og med stærkt fremskudt underkæbe: Vi angriber i nat ved punkt Citrus. Drengene har godt af at komme lidt ud i fri luft. Sæt i gang! Og til mig: De får lov at følge soldaterne op i niveau, og ikke længere. Resten foregår her nedenunder.
   Resten var meget langt fra at være tavshed! De to soldater eskorterede mig videre gennem de lange gange på den anden side grotten, og med en venlighedens søvndyssende monotoni. Luften var så fortættet som dårlig ånde. Hist og her et vanddryp der klingrede metallisk i stilheden. Et par store flagermus baskede forbi i stavlygtens skær, fik hår og næse til at sitre. Hist og her på passende steder førte trapper op; jeg mente at høre dæmpet larm og latter et sted fra. Vi entrede op ad endnu en skæv og stejl trappe, skridtede videre ind i endnu en grotte, der hvor en deling soldater sad og sang hæst til en noget forstemt guitar. De to soldater bag mig kom med en længere forklaring, og pegede samtidig på mig. Det er to soldater der rykker sammen og giver plads. En øl der når frem til mig, næsten som svævede den ved egen kraft. Det er ansigter der er stærke markerede og ubarberede, øjne der er krystalagtige hårde og gennemborende. Det er ansigter der er blege men fattede, og ser alle andre steder hen end i retning af den fremmede. Et par stykker bærer underbid og skaldepander og små stikkende øjne der minder om pistolmundinger. Det er fjenden der ikke har en chance. Disse fyre har trænet længe for at nå frem til denne aften. De kan Oberstens formaninger til fingerspidserne. Alene det at komme ud i fri luft er utvivlsomt det hele værd. Det er fyren ved siden af mig, der snakker ivrigt på gebrokkent engelsk : Det er den lille knitrende seddel med mandens navn og telefonnummer og de næsten ulæseligt nedkradsede ord: I don't regret anything. Det er øllet der er mig stærkere end forventet, og som også virker anderledes. Det er følelsen af at være betænkelig klar i hovedet; se detaljer man ikke før har bemærket. En knop på en næse. En tatovering på en arm. To blafrende lys på et lille bord skinner med forbavsende klare flammer; virker næsten hvidglødende i dunkelheden. Spejlende sig i en velpudset messingplade med påskriften" Morgan" Som jeg i øvrigt kan læse uden briller.
   I den anledning gik mine tanker lidt på vildveje.
   Jeg lavede engang et interview med en anonym mand på omkring de halvtreds. En venlig og beskeden mand. Ugift. Ingen børn. Residerede i en mindre men solrig lejlighed i et boligselskab i Hillerød. Havde skrevet dagbøger gennem mange år, for ligesom at fastholde livets mange forunderlige stunder. Rent privat. Havde aldrig drømt om nogen form for offentliggørelse. Måske når han havde været død i halvtreds år. Men en skønne morgen fandt han sig selv på forsiden af en af landets store aviser. På portrætfotografiet der prydede artiklen var han ganske vist blevet tryllet 25 år yngre, og figurerede under et helt andet navn end det der stod på postkassen nede i opgangen. Hans egne dagbøger lod ingen tvivl mulig ; som de stod refereret side op og side ned i aviskronikken, men også her var hans navn ændret. Computeren havde været ham en god ven under de daglige skriblerier. Computeren var i det hele taget en god ting. Man skal bare lige huske , at systemerne bag tager sig godt betalt for de gode gerninger. Der ryger data både ind og ud, og til tider mest ud---Men de skammeligt stjålne data blev rost i høje toner! Den økologiske minimalisme som dagbøgerne gav udtryk for var et eksempel til efterfølgelse for hele nationen, skrev avisen. Vor mand spiste og drak behersket. Arbejdede på nedsat tid i perioder. Var flittig bruger af de offentlige trafikmidler, som mange nordsjællændere ellers kun havde hån til overs for. Desuden var dagbogssiderne så næsten kemisk rensede for sygedage, at det nærmede sig det utroværdige. Men et tjek i de centrale sundhedsregistre viste at ophavsmanden talte sandt. Modsat så mange andre satte han penge til side til dårlige tider. Han var på alle måder kritisk i sit syn på det vildt voksende energifrås han så og hørte omkring sig, og som mange folk i Nordsjælland dyrkede som en guddom. Desuden gik han gerne lange ture i den nærliggende Grib Skov , og fandt en dyb og inderlig glæde i skovnaturen. Hans naturbeskrivelser herfra tangerede næsten Søren Kierkegaards berømte dagbøger fra sammesteds, skrevet ca 200 år før ---
   Men den rare mand tog tingene med fatning. Han figurerede jo ikke under eget navn, som han forklarede, og den uautoriserede offentliggørelse bragte ham ikke ubehageligheder på halsen. Da der ikke skete yderligere valgte han at tage sin døgnflueberømmelse som en oplevelse. Men som han forklarede: Han følte sig lidt som en soldat i krig! Som soldat har du ingen hemmeligheder du kan gå og tygge på. Dine overordnede ved alt om dig. Under det frygtelige pres man er under betror man sig vildt og vanvittigt til alt og alle og ingen: Og det i en grad så dele af ens sjæl går tabt, og aldrig vender tilbage som andet end et rungende tomrum. Hans Bedstefar var dekoreret veteran fra Anden Verdenskrig, og kendte alt til den fornemmelse. Jeg har aldrig haft tendenser til paranoia i den forstand, forklarede han. Grundlæggende har jeg stor tillid til mine medmennesker, han, og dem jeg ikke har tillid til møder jeg yderst sjældent. Men efter episoden med dagbøgerne har jeg virkelig fået en fornemmelse, at jeg ikke kan slå en hujende fis uden det bliver registreret et eller andet sted dybt under jorden. Jeg kan sgu ikke betale en regning, sludre i mobil, glo på skærm, uden jeg har fornemmelsen at nissen lytter med. Hvis jeg så for Fanden vidste hvordan selvsamme nisse så ud eller hvor han befandt sig. Jeg kan sgu ikke sætte ansigt eller adresse på en eneste af disse mine digitale fornemmelser. Det er lidt som at bevæge sig gennem et tudesmukt landskab, og med hemmelige gange under jordsmonnet. Det er som at bevæge sig ind i et pænt hus med faldlemme ved alle døre. Man må jo holde balancen. På en eller anden måde spiller man jo selv med. Det er vel også derfor jeg så ofte er et smut i skoven. Der er man sgu udenfor alle mediers rækkevidde, eller man kan bilde sig ind man er det. Her forleden fik jeg øje på et kamera skjult i vegetationen. Skovvæsenet bruger efter signede den slags udstyr til registrering af dyrelivet i skoven. Og man må så håbe de lader det blive ved det.
   Men jeg må jo ad vejen tilbage! Sceneriet var ejendommeligt! Solen var netop gået ned over de enorme bølgende bakkedrag i det fjerne. To soldater havde netop skudt betondækselet til side, og den blå time kastede et dæmpet langstrakt lys ind i mørket. Obersten gav monotont og urokkeligt hånd til soldaterne som de defilerede forbi. Good Luck. Good Luck---Good Luck. Den svage lyd af dæmpede skudsalver fulgte hans ord på vejen ud. Jeg var jo sidste mand og havde ikke gjort mig fortjent til hilsen. Men jeg kastede altså et par blikke ud på de mørkeblå bakkedrag der lå uden et lys, bortset fra enkelte stjerner ovenover. Vi var meget højere oppe end det var faldet mig ind. Den kvalme os af svedige uniformer, metal og geværolie blandede sig med lugten af vådt græs og høje siv, suppleret med et pust af tomater. De sidste soldater forsvandt ad den stejle sti nedover. Ingen nattevind. Luften stod så bomstille som en trofast ventende togpassager.
   Oberstens gode intentioner gled ud i et med solnedgangen, der kastede et par langstrakte gyldne stråler ind gennem åbningen i bjergvæggen. Det svære dæksel med camouflage af grene og kviste. Bakset til side af to soldater. Hurtigt lukket igen da sidste mand var forsvundet nedover. De mægtige bakkedrag formede kæmpemæssige blå bølger i landskabet. Vi var langt højere oppe end jeg havde forestillet mig. Vi var langt hinsides mine geografiske kundskaber. Vi havde travet langt længere end armbåndsuret havde været med på. Jeg erindrede mig med et , at en af soldaterne havde antydet eksistensen af et helt felthospital. Skjult et eller andet sted hernede eller heroppe.
   Jeg blev kaldt ned i Oberstens domicil, men han var ikke at se der. Domicilet forekom mig at være blevet mørkere, men lå alligevel i et svagt rødligt skær, der ikke før havde været der. Sekretæren tastede så intenst på sin computer at hendes øjne løb i vand. Otte mand med mange forskellige distinktioner stod bøjet over et rundt bord, der flød med kort og tabeller. Uforståelige ordrer for gennem luften, og havnede åbenbart hvor de skulle, at dømme efter ansigtsudtrykkene. Der var noget åbent og intenst over disse ansigtstræk, som forekom mig forbavsende. Som man kan se det hos folk der overværer en god film eller læser en tilsvarende bog. Det var ikke flinthårde stenansigter jeg så omkring mig. Snarere en slags upassende forventningens glæde, om man vil. Noget tydede på operationen gik efter planen. Efter nogle minutter blev det mere åbenlyst at operationen i høj grad gik efter planen. Der var intet brag at høre. Der var knap en lyd at høre, bortset fra den totale stilhed der jo bare er en lyd med modsat fortegn.
   Men den svage sitren var umiskendelig, Virkede lidt som en fremmedartet lugt i rummet. En diminutiv sten i skoen. Muligvis et og andet knirkede et sted. Et eller andet der raslede som et bundt gammeldags nøgler der bliver rystet godt og grundigt. Der lød et dæmpet hoi-hoi. De implicerede kikkede kort og beslutsomt op og nikkede rundt i kredsen. En af dem vinkede til mig som man ville gøre det til en tjener efter et godt måltid på en restaurant. Operation Bravo. Operation Gratiale. Take the Citrus and run.
   Det tog sin tid før sekretæren viftede mig over! De otte bordmænd havde parlamenteret en rum tid før der blev plads til mig. Fjendtligt depot. Bjerghule i dalen nedenunder. Detonation så kraftig som et mindre læs atomer. Fire dræbte og fire sårede ud af seksten i aktion. Sorry for Obersten der næppe ville overleve natten. Adgang til felthospitalet indenfor de nærmeste timer. Kunne kun vente. Alt kommer til den der kan vente. Ventetid er ro eftertænksomhed, frustration. Ventetid er gabende kedsommelighed eller helvede på jord. Ventetid er et grundlæggende vilkår. Vi kommer ikke videre. Vi kan kun vente.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/10-2022 17:13 af Søren Yssing (Per Nilen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2332 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.