Krivitog


1 måned, 2 dage siden 1 kommentar Noveller

1Krivitog
En af de aftner hvor hele verden synes på vej til at sejle bort! ... [...]
Noveller
1 måned, 2 dage siden
2Stemt i A
Violinen er stemt i kammertonen A. Ingen musikudøvere er så berøm... [...]
Smilebåndet · refleksion
3 måneder, 26 dage siden
1Terror
Det hører med til sagen, at jeg må lade et par ord falde angående... [...]
Noveller
5 måneder, 4 dage siden
1Av
26/3 1997. · En rimelig normal dag, som jeg afsluttede med at drage... [...]
Livshistorier
5 måneder, 15 dage siden
2Sommerens død. At lære at elske September
Sommerens død. At lære at elske September. · Dage med blæst solskye... [...]
Digte
6 måneder, 7 dage siden
1De dødes papkasser
En af de første aprildage og den mindede mig om udsigten udover e... [...]
Noveller
7 måneder, 27 dage siden
0Litteratur fra Pivhytten
" Pivhytten" 22 februar 1950. · Køre Lisa. · Heller ikke jeg holder a... [...]
Filosofihulen
9 måneder, 3 dage siden
1Strandtur under sommeren
Oh at vandre gennem midsommeren med en følelse · som kunne man gå p... [...]
Digte
9 måneder, 14 dage siden
3Forårets død
For år tilbage døde den russiske komponist Igor Stravinskij i en ... [...]
Klummen
11 måneder, 4 dage siden
1Mr Slammers himmelspor
Åh ja! Man begynder jo pr tradition ikke en beretning med ordet "... [...]
Noveller
1 år siden
0Historiens største uopklarede røveri
Jeg mener: Denne opringning var helt på Mars. Eller om ikke andet... [...]
Noveller
1 år, 1 måned siden
0Nytårsmorgen 99
Nytårsmorgen!! Jeg sov på Anders værelse, i en lidt for kort seng... [...]
Klummen
1 år, 1 måned siden
0Den første kvinde på Månen. Af Mary Hatfiel...
25/1 2101 · Månen! En livløs klode uden luft og vand! En ruin i rum... [...]
Noveller
1 år, 2 måneder siden
0Til minde om et mindre isfjeld
Til minde om et mindre isfjeld der kæntrede i havnen. · Til minde o... [...]
Digte
1 år, 3 måneder siden
1Et monument i Gribskov
Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et m... [...]
Noveller
1 år, 7 måneder siden

Puls: 16,7

Publiceret: 1
Afgivet: 7
Modtaget: 1
Søren Yssing (f. 1953)
En af de aftner hvor hele verden synes på vej til at sejle bort! Skomagerdrengene hamrede i de våde fortovsfliser der gav glinsende genskin i skæret fra de søvnige gule gadelamper. Bilkolonnerne langs de himmelhøje husfacader med neonreklamerne sendte kaskader af vand ud i alle verdenshjørner. Overalt var jeg omgivet af våde spejlinger. Dryppende skyggemennesker for forbi i hurtigt trav. Silende klukkende, brusende, rislende nedløbsrør fortalte om mildt vejrlig. Længere bort fra Grønland kunne jeg næppe komme.
   Hver aften så tar jeg min blyhat på
   Min blyhat på.
   Men regnen den regner hver evige dag.
   Den regner den regner hver evige dag.

Cafe Laundry kunne være et udslag af Inak Petersens særlige form for humor. Her var spejlinger overalt, ligesom ude på gadeplanet. Der sad højspejle i alle døre. En bardisk så sølvskinnende at de forvredne spejlbilleder af forskellige drikkeglas indgav en og anden en følelse af en slags delirium. Blanke klinker dækkede gulvet, der forekom at være så glat som fiskeskæl, men ikke var det. Også i loftet var der anbragt spejle; spejdede man opad så man altså ned på sig selv med et fjoget grin. Ude på lokum stod alt så skinnende rent og toppoleret og lavendelduftende, at det svimlede for en, og fra en højtaler over kummen strømmede blid strygermusik ned over de værdigt trængende, som der stod på et velpudset messingskilt skruet fast på døren. I en niche ved siden af stod en vaskemaskine som kostede tyve kroner for en kulørt vask. Man kunne åbenbart få vasket sit kluns medens man hang ud ved baren og ventede på bedre tider. Jeg bestilte en Budweiser i højt glas og funderede lidt over tilværelsens gåder. Den blege skaldede bartender kastede et uinteresseret blik i min retning medens han gjorde kassen op. Ved et bord bag mig sad en flok unge fyre og grinede henover deres fish and chips . Kriminalassistenten der havde ringet mig , havde virket både forstående og afventende. Så forstående og afventende som man nu kan optræde når man muligvis har til hensigt at rejse sigtelse for overlagt mord. Han var unægtelig sent ude. Min mulige ugerning lå mindst tyve år tilbage i tiden. Det lig jeg kunne have givet anledning til var aldrig blevet fundet. Efterforskningen havde formodentlig været mere end lemfældig. Jeg havde vel i en vis forstand myrdet Hansine Lybert Gabrielsen, eller om ikke andet havde jeg drevet hende helt derud hvor hun tilslut valgte at klare sagerne på sin helt egen facon. Grønland er et stort land og over vide strækninger så temmelig øde. Pamiut Distrikt var f. eks ca på størrelse med Jylland og havde hele tretusind indbyggere, som nogen yndede at påpege. Vildt og voldsomt fjeldland med mængder af høje fjelde og talrige dybe fjorde, utallige øer og indskæringer, utallige stejle fjeldformationer, et astronomisk antal af huller huler og kløfter, der er som skabte til forsvindinger .Et af de få steder i verden hvor man med rimelig sikkerhed kan forsvinde sporløst ,selv i vore dage. Her er så måneagtigt stille man kan høre sit eget hjerte slå når man stopper op med summende ører. Et knirk i sneen eller en ravn der runger sit hæse budskab udover landskabet kan høres på sømils afstand. Alt står stille. Ravnen er lige så dybsort metalskinnende som iskrystallerne er blændende hvide. Den betragter dig med et vidende blik i sine bundløse øjne og nikker eftertænksomt. Jeg skal vise dig angsten i en skovlfuld sne gjalder den udover det træløse fjeldlandskab. Ravnen er en klog fugl. Den kan sine klassikere udenad, som min gamle klasselærer engang udtrykte det.
   Inak Petersen var en firskåren mørkhåret, velklædt mand med et lidt træt udtryk i ansigtet, som man næppe skulle lade sig narre af---Han var ifølge med en tynd, velklædt halvskaldet fyr med spejlende brilleglas, der fik ham til at minde mere om en optiker end om en kriminaler, men den var god nok. Uden jeg havde ymtet en stavelse i den stil præsenterede de hver deres legitimationskort i en samstemmig synkron bevægelse, der røbede en vis træning i kunsten. Inak Petersen. Kriminalassistent. Københavns Politi. Herluf Yde. Kriminalassistent. Københavns Politi. De klappede let på hver sin lomme inden de satte sig overfor mig ved bordet. De havde næppe fået kontakt med stolesæderne før bartenderen var der som et søm, og med tre Budweiser på velpudset bakke og i høje glitrende glas med guldmonogram; og med det udtryk i fjæset der røber at man kender sine lus på gangen.
   --Fine omgivelser, knirkede Inak Petersen biblioteksagtigt , og lod blikket glide rundt i lokalet. Situationsfornemmelse du ved. Vi betragter alle vi kommer i kontakt med som en slags ligesindede. Enhver sigtelse og enhver retsakt afspejler en menneskeskæbne der kan være så ganske overraskende, selv om overraskelse jo ikke udgør nogen frifindelse i sig selv. Vi i systemet er også mennesker, selv om mange vil hævde det modsatte. En smuk kvinde og en grim mand kan få uens straf for den samme forbrydelse, og det behøver ikke nødvendigvis at være kvinden der slipper billigst. Den slags hænder. Den slags hænder! Også kvindelige dommere kan blive trætte og frustrerede over de medsøstre der vrider og vender og poserer sig for at omgå retfærdigheden.
   Han nikkede sigende i takt med sine ord og sendte mig et lidt træt smil.
   Øregas, tænkte jeg. Aldrig været i seng med noget der bare ligner en Sofie Brandvarm. Er han ikke bøssekarl er han ungkarl om en hals, hvilket jo næsten er to alen ud af et stykke. Hans udseende svarede ikke helt til stemmeføringen, hvad man så kunne udrede af det. En smuk mand. I sin bedste alder. Kvindetække? Utvivlsomt. En antydning firskåren . Tykt glat, mørkt vandkæmmet hår. Et kraftigt kæbeparti gav ham et passende beslutsomt udseende. Ansats til let gulnede tandpastasmil. De lidt søvnige øjne overså næppe noget selv om de kunne give det indtryk han havde glemt læsebrillerne i farten. Et par ører der forekom mig at være større end gennemsnittet og utvivlsomt var så følsomme som hos en violinvirtuos . Det forekom mig de bevægede sig en anelse i min retning.
   --Du har utvivlsomt ret, udbrød han som en anden tankelæser. Smukke kvinder for rettens skranke er en sjælden vare. Kønnenes ligestilling halter som bekendt en del indenfor kriminalforsorgen. Kvinder i fængsel er jo lige så sjældne som kvinder i en entreprenørvirksomheds bestyrelse. Kvinder med sikkerhedshjelm på hovedet hænger heller ikke på træerne. Jeg har en fortid som gammel betonmand, tro det hvem som tro det vil, engang i min grønlandske ungdom. Der var en dame ansat der i sjakket, som vi unge fyre i smug kaldte Ham Hansine. Hun havde bryster som en teenager på tolv. Overarme som en bryder i verdensklasse. Et gebis der kunne have skræmt selv en haj fra vid og sans. Aldrig har en kvinde virket så lidt kvindelig og aldrig har en kvinde skovlet så meget sand og sten udover hovedgaden i Nuuk som Ham Hansine.
   Inak Petersens ansigt blev koldt som en fjeldsten, og han virkede afgjort mere vågen end før. Han betragtede mig gennemborende, og der sænkede sig en mærkelig tavshed over Cafe Laundry. Lyden af en spinkel mønt der blev tabt på gulvklinkerne oppe ved baren. Stemmer der tav. Ventilationen der ligesom susede kraftigere end før. Åbenbart at der blev lyttet rundt om ved bordene, og muligvis var meningen nøje tilrettelagt. Jeg var blevet midtpunkt i et show ganske enkelt. Et forfriskende pust i hverdagen. Afhøringer fandt ikke nødvendigvis sted bag strengt lukkede døre et sted på Politigårdens strengt lukkede labyrintgange. I et spejl så jeg mig selv i nakken, hvilket måske var meget sigende. Jeg kom til at mindes en historie jeg engang havde hørt. Den handlede om en cirkushest der blandt andre evner også ejede den særlige egenskab at den kunne regne. Domptøren, hvad man nu vil kalde ham, skrev et regnestykke op på en tavle, f.eks 2+2, og hesten skrabede så fire gange med højre forben for at markere resultatet. Naturligvis kan hverken cirkusheste eller bryggerheste regne noget som helst ud. Fidusen var den at hesten bed mærke i små umærkelige trækninger i Domptørens ansigt, når den havde skrabet det rette antal gange. Domptøren snød ikke. Han var stensikkert overbevist om stå med fuldkomment pokerfjæs, men heste har skarpt syn og lægger mærke til selv meget små ændringer i fysiognomien som Domptøren ikke selv er bevidst om. Hvis hesten ikke kunne se domptøren, f.eks ved at der blev sat en skærm op, så blev den ved at skrabe med højre forben i det uendelige, fordi den nu ikke fik noget signal fra domptørens ansigt.
   Jeg var klar over at både Inak Petersen og andre netop ventede på et signal fra mit åsyn. Den næsten usynlige trækning i øjne eller ansigt der kunne afsløre at jeg havde det lidt som pigen i en kendt refrænsang : Hendes mund sagde nej ,nej men øjnene sagde ja, ja.
   Det blev Optikeren der brød tavsheden; indtil da havde han ikke mælet et kuk, men nu vågnede han op til dåd, og viste sig i besiddelse af en stemme så skarp som en flænsekniv. Der var ikke meget bøssemager over ham.
   Hr Samuelsen! Er de klar over hvor mange sporløse forsvindinger Politiet i Pamiut/ Frederikshåb er blevet belemret med indenfor de sidste par år. Er De klar over hvor mange mandetimer gamle eskimotraditioner kan koste Politiet---Eksempelvis at lade sig opsluge sporløst af ødemarken uden at mæle et kuk til noget eller nogen.
   Jeg trak på skulderen og betragtede ham ind i brilleglassene på en bevidst uinteresseret maner. Jeg kunne jo ikke få folk til at forsvinde sporløst med et fingerknips fordi jeg fandt dem ubehagelige, forklarede jeg. Hvis den slags var legio ville verden afgjort være et bedre sted at leve.
   --Du var den sidste der så Hansine Lybert Gabrielsen i live. Benægter du den kendsgerning kan jeg med et fingerknips skaffe papir på at det forholder sig således.
   Han havde utvivlsomt ret. Jeg gjorde opmærksom på jeg havde et presserende behov for en tur ud på lokum, og at der vistnok ikke var vinduer derude som jeg kunne forsvinde sporløst ud igennem. De fulgte mig hen til lokumsdøren og jeg svang ind til venstre hvor jeg og andre herrer hørte til. Medens højtaleren jamrede Fritz Kreislers " Rosmarin" for violin og klaver og rislende urinal, musikken stod angivet i et display under højtaleren, lod jeg sceneriet passere. Jeg kunne utvivlsomt svare ja til alle punkter som Optikeren og Bibliotekaren kunne lægge frem. Jeg var ganske rigtigt den sidste der fik et par på lampen af Hansine Lybert Gabrielsen , og det med en patos så jeg gik i dørken, eller om ikke andet på hovedet i den snedrive der lå i vejsiden. Det forbandede kvindemenneske der altid sjokkede hvileløst rundt i byen iført store slaskede søstøvler og med en sømandsgang så rullende som var hun født på et skibsdæk. Det store brede ansigt med de kraftige kæber havde et udtryk af eftertænksom lidelse. Den tunge firskårne skikkelse udstrålede en mærkelig sammenbidt energi der sjældent blev omsat til noget konkret. Hun gik bare hvileløst rundt i cirkler, op og ned og rundt og tilbage igen af de samme veje, men nu fra modsat retning. Man kunne træffe hende vandrende omkring på alle døgnets tider. Man kunne også træffe hendes otteårige søn bevægende sig omkring i byen på alle døgnets tider. De mødtes vel en gang imellem, men ellers syntes hun ganske at have glemt dette bevis for at der faktisk skjulte sig en vaskeægte kvinde et sted dybt derinde i det robuste korpus. Niels fik al den mad han kunne overkomme at spise hvis han selv skaffede sig den vare. Også problemerne med den hullede vatterede jakke, den manglende hue, de opslidte gummistøvler, var han tidligt mand for at fikse. Han sov vel et eller andet sted om natten, men det meste af barndommen blev tilbragt som fri fugl under åben himmel, hvilket åbenlyst styrkede karakteren. Det hændte han røg på sygehuset. Ikke fordi han fejlede noget videre, men fordi skoleinspektørens tålmodighed var sluppet op---. Niels måtte under tag NU! Utøj og laser og pjalter havde taget i den grad overhånd at det nærmede sig det dybt kriminelle. Selv for en hærdet grønlænder i sin mest modstandsdygtige alder var tyve graders kulde og seks meter høje snedriver en kold omgang; og det måtte der gøres noget ved inden historien om den lille pige med svovlstikkerne gik hen og gentog sig i arktisk udgave.
   Så røg Niels på skolehjemmet og blev der så renvasket og velklædt og afluset, at han virkede som var han med et transformeret om til en højerestående race. Det var sådan stort set hvad jeg overfusede Hansine med en blæsende tusmørkeaften hvor jeg heller ikke selv var så ganske glasklart ædru. Druksut! Børnemishandler! Fnatmide! Hormonbøf. Ravnemor. En sand skamplet på hele Sydgrønland, inklusive området omkring Kap Farvel. Mine ord virkede efter hensigten for næste dag var Hansine forsvundet. De karakteristiske spor fra de slaskede søstøvler kunne følges helt derud hvor vejen endte, ved en vold af store sten. Så ankom en af de næsten daglige byger af fygesne og satte en stopper for videre efterforskning. Hun kunne sikkert leve derude en rum tid, om hun ellers forstod at indrette sig. Det hændte naturligvis at hun i månelyse nætter sneg sig tilbage til byen og tilegnede sig forskellige fornødenheder til livets opretholdelse. Det er altid lidt af en oplevelse når en rensdyrkølle forsvinder fra sit ophæng på husvæggen og man kan følge tyvens snoede spor et godt stykke ud i fjeldverdenens uendelige øde. Myndighederne fik aldrig noget at vide. De regnede på det bestemteste med at Ham Hansine var gået gennem isen, med eller mod sin vilje.
   Men omsider vendte jeg tilbage til min stol, lænede mig tilbage, drak demonstrativt en slurk fra glasset inden jeg med armene over kors bad dem spørge los alt de orkede. Optikeren rettede på brillerne, der spejlede en række spiritusflasker oppe ved bardisken. Han havde så tydeligt en del at spørge om og jeg var afgjort i humør til at svare. Jeg havde gjort kassen op. Der var ingen grunde til at spille helt.
   --Niels Julius Samuelsen. Vi anklager dig ikke for at have myrdet Hansine Lybert Gabrielsen. Vi kan ikke skaffe beviser for hvad der udspillede sig i en fjern afkrog af verden for mere end tyve år tilbage. Vi vil bare gerne vide hvor resterne af det der engang udgjorde de bærende dele i vis Hansine Lybert Gabrielsen befinder sig NU. Da du jo som bekendt er hendes søn må du jo vide det. Vi ved du har været på stedet og fundet det vi i øjeblikket søger efter med lys og lygte. Hvor i verden ligger det sted? Hvad kaldes selvsamme sted? Hvis du som gammel styrmand skulle kende positionen ville du virkelig kunne gøre os en tjeneste. Svar! Vi slipper dig ikke før du har givet os de oplysninger vi ved du ligger inde med.
   Jeg trak på skulderen. Jeg kunne fakta ikke lade være at smile en smule, selv om det vel var lidt upassende i situationen. Querqartag! Var det virkelig den lille klippeknold de havde kastet deres kærlighed på. Var de virkelig kommet anstigende her bare for at få navnet på en bestemt beskeden ø blandt et utal af andre ubestemte beskedne øer i Pamiut distrikt. I øvrigt en ø hvor der sjældent kom mennesker af den simple grund der ikke rigtigt var noget at komme efter. En grå kantet blok af en ø med et par græsomkransede vandpytter på passende steder. En stenet strand uden fugleliv, og som endte op ved en stejl grå klippevæg, hvori der befandt sig den mere end snævre indgang til en rummelig hule. Formodentlig skabt af bølgeslaget i en tid hvor havspejlet stod højere end nu. Jeg havde så ganske rigtigt været på øen, men det var ikke kommet så vidt jeg havde besøgt hulen. Jeg vidste jo udmærket hvad jeg ville finde derinde, og hvorfor så have besværet med alt det kravl ud og ind.
   Men jeg beskrev øen så godt jeg formåede, og altså også vejen dertil. Man skulle tage pejling på en hel perlerække af større og mindre øer for at holde klar af de mange blinde skær omkring. På en nærliggende ø stod et gammelt rustens sømærke der gav udmærket pejling for anduvning. Havoverfladerne omkring lå sjældent blanke som spejle. Alle gode grunde til at tage sig i agt. Inak Petersen noterede omhyggeligt ned i sin blok og kradsede små skitser der ikke sagde mig en brik. Havde jeg talt sandt kunne sagen lukkes definitivt, forklarede han. Havde jeg ikke talt sandt blev det værst for mig, udlagde han truende, og med et blik som var dødsstraffen blevet genindført medens vi sad og hang over glassene. Optikeren nikkede forstående og det samme gjorde jeg. Vi hævede glassene. Skål i skivet ! Spejlene gav genskin i bartenderens skaldede isse.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 28/02-2020 08:08 af Søren Yssing (Per Nilen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2802 ord og lix-tallet er 37.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.