Livets Træ i cirkelform


8 måneder, 12 dage siden 2 kommentarer Klummen skyld dødsangst

3Telefon til afdøde
Ak ja! Dette er historien om en Far der ikke var nærværende, og a... [...]
Noveller
4 måneder, 11 dage siden
0Hvad Slotssøen gemte
Vi sad der ved bredden af Slotssøen i Hillerød og betragtede de æ... [...]
Smilebåndet · livsrefleksion
5 måneder, 8 dage siden
1Stjernenat
Nej! Det her er ikke så nemt at beskrive. Her er mange ting der u... [...]
Noveller
7 måneder siden
2Livets Træ i cirkelform
I den lille by hvor jeg voksede op, midt mellem Hobro og Ålborg, ... [...]
Klummen · skyld, dødsangst
8 måneder, 12 dage siden
4Beretning fra et seminar
Ved ikke hvad jeg skal mene om ovennævnte seminar. Det forekom mi... [...]
Noveller
9 måneder, 1 dag siden
2Sommersymbiose
Nej, nej og atter nej! Det var ikke det overraskende at jeg kom i... [...]
Noveller
1 år, 1 måned siden
2Vaskemaskinen rummer hele verden
Vaskemaskinen rummer hele verden. Den rummer disse højsommerdage ... [...]
Noveller
1 år, 3 måneder siden
2Juni 1944
Uden tvivl en smuk nat med skyer og stjerner der hvælvede sig ude... [...]
Noveller · forår
1 år, 4 måneder siden
2Virus eller ikke virus
I forstaden Vira. · Ikke at forveksle med Virum eller Viborg. · Tågen... [...]
Digte
1 år, 4 måneder siden
1Verdens bedste ejendomshandel
Ak ja! At være jyde af sjæl og sind og så have det uheld at være ... [...]
Noveller
1 år, 6 måneder siden
1Krivitog
En af de aftner hvor hele verden synes på vej til at sejle bort! ... [...]
Noveller
1 år, 8 måneder siden
2Stemt i A
Violinen er stemt i kammertonen A. Ingen musikudøvere er så berøm... [...]
Smilebåndet · refleksion
1 år, 10 måneder siden
1Terror
Det hører med til sagen, at jeg må lade et par ord falde angående... [...]
Noveller
2 år siden
1Av
26/3 1997. · En rimelig normal dag, som jeg afsluttede med at drage... [...]
Livshistorier
2 år siden
2Sommerens død. At lære at elske September
Sommerens død. At lære at elske September. · Dage med blæst solskye... [...]
Digte
2 år siden
1De dødes papkasser
En af de første aprildage og den mindede mig om udsigten udover e... [...]
Noveller
2 år siden
0Litteratur fra Pivhytten
" Pivhytten" 22 februar 1950. · Køre Lisa. · Heller ikke jeg holder a... [...]
Filosofihulen
2 år siden
1Strandtur under sommeren
Oh at vandre gennem midsommeren med en følelse · som kunne man gå p... [...]
Digte
2 år siden
3Forårets død
For år tilbage døde den russiske komponist Igor Stravinskij i en ... [...]
Klummen
2 år siden
1Mr Slammers himmelspor
Åh ja! Man begynder jo pr tradition ikke en beretning med ordet "... [...]
Noveller
2 år siden
0Historiens største uopklarede røveri
Jeg mener: Denne opringning var helt på Mars. Eller om ikke andet... [...]
Noveller
2 år siden
0Nytårsmorgen 99
Nytårsmorgen!! Jeg sov på Anders værelse, i en lidt for kort seng... [...]
Klummen
2 år siden
0Den første kvinde på Månen. Af Mary Hatfiel...
25/1 2101 · Månen! En livløs klode uden luft og vand! En ruin i rum... [...]
Noveller
2 år siden
0Til minde om et mindre isfjeld
Til minde om et mindre isfjeld der kæntrede i havnen. · Til minde o... [...]
Digte
2 år siden
1Et monument i Gribskov
Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et m... [...]
Noveller
3 år siden

Puls: 3,2

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Søren Yssing (f. 1953)
I den lille by hvor jeg voksede op, midt mellem Hobro og Ålborg, i hjertet af Himmerland, skar Europavej 4 tværs gennem byen og savede den over i to halvdele med omtrent 100 km i timen til hver -Dengang hver anden bil var en skrøbelig skraldrende ,sidevindssvingende folkevogn . I en verden der endnu ikke havde hørt om omfartsveje sikkerhedsseler, endsige hastighedsbegrænsninger ved kørsel gennem bymæssig bebyggelse. Turen gennem den beskedne by tog i højden et minut, de færreste bilister registrerede at de overhovedet for gennem en by. Min skoletid forløb uden tab af klassekammerater. Den ære tilfaldt de voksne. Dem der måtte holde for i det skrækindjagende kryds der førte fra Europavejens inferno og ind på den fredsommelige provinsbys biveje. Tre faldne hvert år i det kryds, vel i omegnen af det samme antal alvorligt sårede. Det svarer stort set til verdenskrigenes krigsstatistikker. Tre sårede for hver falden. Af disse tre sårede vil en være invalid for livstid.
Kirsten var datter af byens bager, der havde butik og beboelse liggende lige ud mod krydset ved Europavejen. Hun oplevede derved et betragteligt antal trafikofringer, og refererede detaljeret sine oplevelser til resten af klassen. Ved en lejlighed brasede en Folkevogn direkte ind i bagerbygningens gavl, og blev forvandlet til noget nær ingenting; men huset holdt, bortset fra et par ubetydelige revner i muren og lidt nedfalden puds fra stueloftet. Kirsten fortalte stille og roligt og velovervejet hvad var foregået, og fortrak ikke en mine undervejs.
Men denne historie handler om noget ganske andet, og så måske alligevel ikke. Den foregår ganske andre steder. Den har ganske andre omstændigheder. Den udspiller sig i ganske andre tider. Kirsten er for længst ude af billedet. Ved ikke om hun nogensinde vovede den skæbnesvangre beslutning at tage sig et kørekort. Hvis hun stadig lever har hun overlevet 60 års trafik.
Det er ens skæbnesvangre fortid der her kommer susende. Det er vejens uhyre bredde når man er tvunget til at krydse den. Denne ubarmhjertige hensynsløse susen fra de utallige bildæk der roterer hurtigere end nogen kan nå at registrere. Denne glidende solglitren i de lakerede og glaserede overflader. Disse skyggeagtige skikkelser bag tågernes ruder. Det var døden. Det var eftertanken. Jeg var på en gang både bange og imponeret over synet. Jeg var i omegnen af otte år og klar til lidt af hvert i den tilværelse der ventede på den anden side. Engang i en fjern fremtid. Den fremtid hvor det skulle tilkomme mig at sidde i venstre side af Citronen . Folkevogn. Austin Volvo. Jaguar. Jeg øvede mig flittigt hjemme på stuegulvet, førte den blågrå Chrysler HC 305 med de diamantfacetterede lygter så sikkert hen over gulvbrædderne som nogen amerikansk gangster kunne præstere det på Highway .
Mange år senere sad jeg i sadlen på en sort herrecykel, og var i al beskedenhed på vej til arbejde. Kongevejen er næsten snorlige, skærer sig i lige linje fra Alleen ved Frederiksborg Slot i Hillerød og frem til den nordlige del af Lyngby. Gennem de store skovområder mellem Hillerød og Allerød. Her hvor det gråsorte Københavnsområde slutter definitivt, og Nordsjællands bølgende grønne landskaber tager over.
En af disse vidunderlige forårsmorgener hvor alt synes at kunne ske. Den nyudsprungne bøgeskov sitrede og dampede af forventning. En mild og duftende morgenbrise fik løvet til at dirre en anelse. Den let disede sol fremkaldte en sær fornemmelse af at befinde sig på havets bund, midt mellem underskov og anemoner på spring.
Jeg var i god tid og havde ikke travlt og trafikken var behersket. Problemer med vejarbejde og en stribe mørklagte trafiklys i udkanten af Hillerød havde sat trafikken mere eller mindre i stå, men en cyklist finder altid vej udenom den slags små udfordringer. I forbifarten sendte jeg de strandede bilister et par overlegne blikke. Minimalismen længe leve. Spar på kloden for vi har kun den ene. Red den afrikanske elefant. Tag hånd om klimaet. Spar på udgifterne til motorvejsbroer hospitaler og genoptræningsklinikker for trafikskadede. Kun få kikkede misundeligt på mig. De fleste stirrede stift fremad, og havde så tydeligt gjort det længe; øjnene hang som fastfrosne på glasset i vindspejlet.
Jeg fortsatte min tur gennem forårsskoven, og havde jo altså vejen næsten for mig selv. Jeg svedte en anelse, men fandt ikke fornemmelsen ubehagelig. Følte hvordan alle mine ydre og indre organer alle havde en herlig stund under den veloplagte hjerterytme mine cirklende gangbevægelser gav anledning til. Øjnene så ting de ikke før havde set. Ørerne hørte fuglestemmer de ikke før havde bemærket. De velkendte pip og fløjt fik med en gang nye dimensioner. Her er jeg, hvor er du! Her er jeg her er du! Kom hid min elskede fugleven. Lad os flyve sammen til verdens ende, for medens knopskællene drysser springer skoven ud.
Myter og sagn kom imod mig. I den nordiske mytologi spiller livets træ, Ygdrassil, en fremtrædende rolle. Under dets krone holder guderne ting. Nornerne, de skæbnegudinder der bærer fremtiden i sig, plejer og passer træet, for går det ud ophører alt liv.
Min hjerne steg i intelligenskvotient for hver omdrejning af pedalerne. Åndedrættet dernede blev stadig dybere og sundere som vejen gled. Kongevejen gled under mig, så ubesværet som et løbebånd på et fitnesscenter. Egerne glitrede energisk for og bag, som jeg kom stadig nærmere mit arbejde på forhåbningsholms Alle.
Intet apparat kan man i den grad smelte sammen med som den moderne cykel formår det. Den er og bliver den perfekte forlængelse af ens egne ben. Man bevæger sig tre gange så hurtigt som en normalt vandrende og anstrenger sig ca. halvt så meget. Cyklen fylder intet og kan passes parkerende ind så at sige overalt. Den vejer behersket og kan bæres med under armen, hvis vejen mod forventning skulle vise sig at ende for foden af en trappe. Selv med behersket anstrengelse holder den femogtyve stærke i snit, om vinden ellers er nogenlunde i vinkel. Afstanden mellem den der raser afsted som en vanvittig og den der kører behersket og fornuftigt ændres kun langsomt over kortere distancer. Jeg brugte en halv time mere på turen ind til kontoret på Forhåbningsholms Alle, Frederiksberg, i forhold til min kollega der rasede vildt og vanvittigt afsted i sin bil , og rask væk indkasserede den ene fartbøde efter den anden.
På en strækning glimrede cykelstien ved sin fraværelse, kun den hvide stribe, en halv meter fra rabatten, markerede hvor man skulle holde sig indenfor. Jeg holdt ved.
Så hørte jeg en bil nærme sig bagfra. Motorens fjerne summen steg til et brøl i et nu. I næste nu susede en sort Audi så tæt forbi at alene luftpresset var ved at lægge cyklen fladt ned. Uhyret drønede videre. En hånd og en underarm svang ud fra det nedrullede sidevindue, en hæs teenagesnerren artikulerede som en brøleabe for at overdøve motorlarmen: Så flyt dog røven dit grønne taberfjols!
Det var døden! Det var eftertanken! Der havde næppe været mange millimeter imellem os. Jeg tænkte tanken i et nu, og var ikke længe om at gå fra tanke til handling: Braser den kokainforstyrrede psykopat ind i livets træ om et øjeblik så skal jeg ikke forhindre ham i det. Så skal han ikke regne med mig. Jeg kører straight forbi og ænser ham ikke, nikker sigende, mumler lidt om hybris og nemesis og verdens retfærdighed.
Havde jeg nu skrevet en novelle der omhandlede hvordan en hensynsfuld og miljøvenlig cyklist blev jordet af sin hensynsløse og miljøfjendtlige modsætning, og hvor fartbøllen kort efter kørte sig ihjel mod et træ---En anmelder kunne meget vel have skrevet følgende betragtning: Noget sådant hænder muligvis i det virkelige liv , men i en novelle forekommer det for usandsynligt.
Men ikke desto mindre var det hvad der overgik mig, stik mod al logik. Selve ulykken overværede jeg ikke. Den udspillede sig for langt fremme til jeg kunne se klart hvad der foregik. Men der lød et tungt og langt brag. Som fra en sprængladning på omkring de hundrede. En sværm af fugle lettede i et nu og i en sand kakafoni af advarselsskrig. En rystelse gik gennem cyklen, som havde ulykken forårsaget et mindre jordskælv. Den var god nok! Energien ved et sammenstød er bilens halve masse ganget med hastigheden i anden, målt i joule, hvilket omsat i daglig tale betyder at hastigheden er den afgørende faktor for omfanget af en bilulykke. Da jeg i sin tid sprang ud som student var jeg oppe i netop den sammenhæng, og muligvis den lærdom gjorde mig til fanatisk cyklist langt senere.
I de første sekunder var jeg ikke helt klar på hvad var foregået. Jeg standsede op og spejdede vagtsomt fremefter, men spottede stadig ikke noget. Så hjulede jeg op i gear og kom nærmere. Jeg hjulede videre og passerede gerningsstedet, men standsede ikke op. Det jeg havde set var nok; forestillingen om hybris og nemesis var mere end overbevisende. Muligvis min erindring spiller mig et puds, men det forekom mig at den mægtige eg, som fartbøllen var tørnet ind i, nu stod midt inde i bilen. Bilen var tydeligt braset adskillige meter gennem underskoven før den, om man så må sige, mødte en uoverstigelig forhindring. Den stod faktisk rimeligt godt skjult, den bil .Bremsespor i asfalten glimrede ved deres fraværelse, og det fortalte jo også lidt om tingenes tilstand der inde i krattet. Set bagfra så bilen overraskende uskadt ud. Samtlige vinduer var krakket i et hvidt intet, men de store baglygter var intakte. Morgensolen glitrede i lakken der jo næsten så ud som før. Men da jeg så mig tilbage kunne jeg konstatere at bilen var revet næsten midt over. Dyb tavshed til alt held. Ingen skrig og ingen rallen. Ingen smuk ung dame steg blødende ud fra vraget og anmodede hulkende om min hjælp. Jeg passerede et bilhjul der lå i rabatten, og som tydeligt var trillet de første halvtreds meter bort fra resten af sammenhængen. Kort forinden havde jeg passeret en velbygget underarm, der også var suset de første halvtreds meter bort fra resten af sammenhængen, og nu lå i rabatten med opadvendt hulet håndflade, som havde den tilhørt en tigger. Synet var mere end modbydeligt, men den afrevne ende var til alt held skjult mellem græs og blomster. Et Rolex om håndleddet virkede ikke mindre frastødende, men nok lidt mere overraskende. Tanken for gennem hovedet på mig, at beholde uret som en slags makaber souvenir , lidt i stil med Stalin, der efter signede havde en stump af Hitlers hjerneskal liggende i sin skrivebordsskuffe, men jeg tog mig i det. Ligrøvere tilhører, så vidt jeg ved, den laveste ende af det kriminelle hierarki , og jeg havde intet ønske om at mænge mig med dem. Min hævn havde jeg jo fået. Ingen grund til at føje spot til skade. Urskiven vendte opad og guld og platin og juveler glitrede diabolsk i morgensolens skær. Stik mod alle forventninger gik uret endnu. Det levede troligt videre og talte trofast sekunderne som jeg stod der og gloede. En bil susede forbi og mindede mig om jeg skulle se at komme videre før nogen begyndte at spørge om de kunne hjælpe med noget. Jeg kastede et blik tilbage før jeg svang i sadlen og kørte videre uden sorg i livet, men nok med en fornemmelse af at hjule lidt ved siden af mig selv. Hvilken fornemmelse varede resten af arbejdsdagen. Jeg tænkte tanken at når jeg næste gang havnede i festligt lag med øl og vin og spiritus i rigelig mængde; så burde jeg nok huske at holde lidt igen, sådan af hensyn til mulighederne for fatale fortalelser.
Et par dage senere! Jeg luskede ned på det lokale bibliotek og skimmede hylderne med lokalaviser hastigt igennem. Der stod det! Sort på hvidt! Lokalavisen havde slået begivenheden stort op på forsiden, og med nærbillede og det hele. Føreren af bilen, en ung mand fra Hørsholm, var dræbt på stedet. Medpassagererne, to unge piger fra Hillerød, var indlagt på Rigshospitalet i kritisk tilstand. Tilsyneladende ingen vidner til den alvorlige ulykke. Havde man bemærket noget på omtalte vejstrækning omkring otte morgen, Tirsdag i sidste uge, så kunne man ringe på ovennævnte nummer.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/02-2021 10:07 af Søren Yssing (Per Nilen) og er kategoriseret under Klummen.
Teksten er på 2001 ord og lix-tallet er 37.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.