2Telefon til afdøde
Ak ja! Dette er historien om en Far der ikke var nærværende, og a... [...]
Noveller
10 dage siden
0Hvad Slotssøen gemte
Vi sad der ved bredden af Slotssøen i Hillerød og betragtede de æ... [...]
Smilebåndet · livsrefleksion
1 måned, 7 dage siden
1Stjernenat
Nej! Det her er ikke så nemt at beskrive. Her er mange ting der u... [...]
Noveller
2 måneder, 29 dage siden
2Livets Træ i cirkelform
I den lille by hvor jeg voksede op, midt mellem Hobro og Ålborg, ... [...]
Klummen · skyld, dødsangst
4 måneder, 11 dage siden
4Beretning fra et seminar
Ved ikke hvad jeg skal mene om ovennævnte seminar. Det forekom mi... [...]
Noveller
5 måneder siden
2Sommersymbiose
Nej, nej og atter nej! Det var ikke det overraskende at jeg kom i... [...]
Noveller
9 måneder, 20 dage siden
2Vaskemaskinen rummer hele verden
Vaskemaskinen rummer hele verden. Den rummer disse højsommerdage ... [...]
Noveller
11 måneder, 8 dage siden
2Juni 1944
Uden tvivl en smuk nat med skyer og stjerner der hvælvede sig ude... [...]
Noveller · forår
1 år, 1 dag siden
2Virus eller ikke virus
I forstaden Vira. · Ikke at forveksle med Virum eller Viborg. · Tågen... [...]
Digte
1 år siden
1Verdens bedste ejendomshandel
Ak ja! At være jyde af sjæl og sind og så have det uheld at være ... [...]
Noveller
1 år, 2 måneder siden
1Krivitog
En af de aftner hvor hele verden synes på vej til at sejle bort! ... [...]
Noveller
1 år, 3 måneder siden
2Stemt i A
Violinen er stemt i kammertonen A. Ingen musikudøvere er så berøm... [...]
Smilebåndet · refleksion
1 år, 6 måneder siden
1Terror
Det hører med til sagen, at jeg må lade et par ord falde angående... [...]
Noveller
1 år, 8 måneder siden
1Av
26/3 1997. · En rimelig normal dag, som jeg afsluttede med at drage... [...]
Livshistorier
1 år, 8 måneder siden
2Sommerens død. At lære at elske September
Sommerens død. At lære at elske September. · Dage med blæst solskye... [...]
Digte
1 år, 9 måneder siden
1De dødes papkasser
En af de første aprildage og den mindede mig om udsigten udover e... [...]
Noveller
1 år, 10 måneder siden
0Litteratur fra Pivhytten
" Pivhytten" 22 februar 1950. · Køre Lisa. · Heller ikke jeg holder a... [...]
Filosofihulen
2 år siden
1Strandtur under sommeren
Oh at vandre gennem midsommeren med en følelse · som kunne man gå p... [...]
Digte
2 år siden
3Forårets død
For år tilbage døde den russiske komponist Igor Stravinskij i en ... [...]
Klummen
2 år siden
1Mr Slammers himmelspor
Åh ja! Man begynder jo pr tradition ikke en beretning med ordet "... [...]
Noveller
2 år siden
0Historiens største uopklarede røveri
Jeg mener: Denne opringning var helt på Mars. Eller om ikke andet... [...]
Noveller
2 år siden
0Nytårsmorgen 99
Nytårsmorgen!! Jeg sov på Anders værelse, i en lidt for kort seng... [...]
Klummen
2 år siden
0Den første kvinde på Månen. Af Mary Hatfiel...
25/1 2101 · Månen! En livløs klode uden luft og vand! En ruin i rum... [...]
Noveller
2 år siden
0Til minde om et mindre isfjeld
Til minde om et mindre isfjeld der kæntrede i havnen. · Til minde o... [...]
Digte
2 år siden
1Et monument i Gribskov
Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et m... [...]
Noveller
2 år siden

Puls: 19,0

Publiceret: 3
Afgivet: 9
Modtaget: 3
Søren Yssing (f. 1953)
Ak ja! Dette er historien om en Far der ikke var nærværende, og alligevel på en eller anden måde måtte have været nærværende i sin tid. Det er historien om et fotografi. Det er historien om et fotografi der foreviger en nobelt udseende mørkhåret mand, iført velsiddende gråt jakkesæt, fine pressefolder, blanke sorte sko, en lille propel i halslinningen i stedet for et slips. Det er historien om de manglende alimentationsbidrag efter skilsmissen. Det er synet af et gulnet aktstykke fra Fogedretten på Frederiksberg. Hen over Fars adresse i Vanløse er påstemplet de vise ord: Udpantning ikke mulig. Lad ham beholde sine fattige skillinger, så skal jeg nok passe mine---sagde Mor.
   Det er historien om et enormt hus på Skagen. Historien om et sted hvor jeg aldrig kunne drømme om at leve og virke, og hvor jeg alligevel bor i dag. Det er historien om en dagbog der aldrig blev skrevet. Det er historien om et minde der aldrig vil forsvinde. Et minde der bliver stående som en klippe i strømmen, på trods af alle mine anstrengelser for at jævne ud. Det er historien om et savn der tilslut føltes som en befrielse. Det er historien om spildte muligheder der ad sære veje blev til netop det de burde være. Det er med andre ord historien om en telefonsamtale. En samtale der næsten kunne bære den velkendte filmtitel: Telefon til afdøde.
   Anede ikke hvad jeg mistede i min barndom, men tænkte så meget desto mere over hvad jeg fik. Erindringen om min barndoms mange gæstfri hjem. Erindringen om de mange gæstfri hjem jeg også selv blev en del af. Min stakkels fraskilte Mor fyldte hver en hyggelig kubikmeter ud ved sin stemme og sine bevægelser. Hun fyldte samtlige rum ud som i en mærkelig nærværende dans, hvis trin jg aldrig lærte at afkode. Hun sang og spillede klaver så trommehinderne svirrede. Hun tilberedte alverdens retter uanset hvor meget sønnike rynkede på næsen. Hun belærte i kunsten at kende sine muligheder og begrænsninger, uanset hvor man befandt sig på kuglen. Hun stangede kun på tæven hvis omstændighederne krævede det. I Pater Familias fravær antog hendes vrede til tider kosmiske dimensioner, efter fulgt af en lige så kosmisk fortvivlelse. Ingen kunne pynte jul som hende. Ingen stjerner og grangrene kunne glitre i den grad. Ingen kravlenisser kunne smile så stort et smil mellem knitrende julelys og fraværende engle. Jul var jul. Uanset om udsigten var var et blåt palmebrusende hav. Snedriver i højde med tagene. Stedsegrønne bøgeskove der lænede sig op mod høje sneklædte bjergformationer. Min Mor var og blev sygeplejerske. Min Mor havde arvet. Uanset hvor i verden hun kom fulgte sygdommene med, men ramte kun patienterne. Som breddegraderne vekslede blev mindet om den noble mand i jakkesæt mere og mere til et gulnet fotografi i sort/ hvid. Med mellemrum luskede jeg fotografiet frem fra gemmerne og betragtede det indgående. Ansigtet harmonisk og regelmæssigt. Næsen af udpræget romersk observans. Blikket venligt betragtende. Øjenbrynene tætte og sorte. En aura af sympati omgav den lidt tætte skikkelse; efterklange fra en hæderlig mand. Fotografiet er en taknemmelig opfindelse. Det kan som bekendt gulne en smule med tiden, men selve portrættet står uforandret stille. Jeg holdt afgjort meget af min Far. Han var udødelig. Han stod hvor jeg gerne ville have ham. Jeg gemte ham der hvor jeg gerne så at han stod. Stod som en skytsengel der i reolens uforanderlighed. Han var der. Han havde været der. Han ville forblive der. Mindet om Far var bedre end Far himself. Han betragtede mig smilende fra en anden verden. Så venligt på sønnen. Hævede øjenbrynene en smule. Jeg mente også at høre en dyb sonor stemme der ønskede mig alt godt i denne den brogede verden. Fotografiet fandt sin faste plads i det fotoalbum der også fandt sin faste plads i den evigt uforanderlige reol. Nej! Jeg savnede ham ikke. Man kan jo ikke savne nogen man reelt aldrig har kendt. Hvilket måske er en sandhed med modifikationer.
   Min stakkels enlige Mor havde fire søskende, på trods af alle arvetrakasserier. De glemte ikke hende og hun glemte ikke dem. Oceaner kan binde sammen på forunderlig måde. Selv da vi besøgte Robert Stevensons grav på Samoa, så langt fra København, som geografisk muligt. Den øgruppe i Stillehavet der efter signede gav Stevenson inspirationen til " Skatteøen". Også her var det farverige palmepostkort med det fremmedartede frimærke en hellig pligt over for familien hjemme. Femten mand på den døde mands kiste. Hiv ohøj og en hel flaske rom. Stod noteret på kortet med sirlig skrift.
   Forholdene for de " lokale" på Samoa var fattige og usle: En knugende kontrast til det flyvende postkort min kære Mor sendte til familien hjemme. Lasede solbrankede, barfodede børn med hårde fugleøjne. Forslidte strandfiskere med læderansigter og farvestrålende tropefisk i garnene. Fulde marinesoldater fra en nærliggende amerikansk flådebase tumlede hujende og brølende rundt på erotikkens palmeblafrende krigsstier. De prøvede også lykken hos den svenske sygeplejerske, hvis søn bestod manddomsprøven med udmærkelse. Med al den glans en nypudset junglekniv kan opvise. Resolut hev han junglekniven fra Cap Verde ned fra dens søm på væggen. Svingende det solnedgangsforgyldte halvmeterlange knivsblad i den afgjort rigtige retning. Selv den fuldeste af marinesoldaterne blev så ædru ved synet at han opgav sit forehavende. Jeg var vel omkring de femten på tidspunktet, og følte afgjort jeg blev betragtelig ældre i de få øjeblikke optrinnet stod på.
   Min Mor var mig dybt taknemmelig.
   Så vi flyttede atter engang for Prins Knud. Til konsekvensernes og beslutningernes by. Til København. Til den by hvor jeg i sin tid kom til verden. Nu hvor jeg holdt mit triumferende indtog i voksenverdenen, og med en attitude som en gal hest. Dog ikke mere gal end den vidste i hvilken retning den skulle bevæge sig. Samoa. New Zealand. Grønland. Cap Verde. Glem alt om disse stadier. Dine erfaringer herfra er så håbløst ubrugelige som hos en pirat der er efterladt muttersalene på Skatteøen. Dit solbrankede fjæs er så upraktisk som havde du ti tommelfingre for meget eller en tommelfinger for lidt. Dit glimrende ordforråd er et sandt overflødighedshorn af ubrugelige udtryk. Du befinder dig i en by hvor du aldrig før har været, selv om du rent faktisk blev født i den. Du befinder dig i en by hvor alt er en stor fremtid. Du befinder dig i en by hvor man kun snakker om fortiden hvis man er meget fuld, eller gerne vil imponere en dame.
   Og på den maner blev jeg tømrersvend med udmærkelse. Mit arbejdsliv blev en herlig række af træduftende øjeblikke. Herlige rækker af ligeledes blanke borende, savende, hamrende, bandende øjeblikke. Hustage hævede sig over mig i en besynderlig besættende symbiose. Brandere og bandeord og vittigheder og svedende og svedne handsker. Et utal af søm og skruer formerede sig i sindrige mønstre, der for udenforstående kunne give mindelser om hieroglyffernes gåde. Stolt som en Pave var jeg da jeg i et ubevogtet øjeblik hentede mig min første og eneste spritdom. Fire uger i Gribskovlejrens åbne fængsel. Fortærende kedsomhed indenfor i de lange rødmalede træbarakker. Aldrig har jeg da spist og drukket så godt som da jeg sad i kachotten midt i en nyudsprungen bøgeskov. Aldrig er en aktuar, en taxachauffør og en tømrersvend blevet i den grad venner for livet; hen over kunsten at samle dele til sprællemænd. Aldrig er der på en byggeplads blevet nikket i den grad som da jeg vendte tilbage til livet. Det skulle da lige være da min kone nedkom med tvillinger. Hvilket fuldbragte endnu et solblinkende og måneforsølvet NU. Som en klog mand engang udlagde teksten: Når et legeme nedsænkes i en væske, så ringer telefonen.
   Denne min mobil undervejs i bilen . Denne pikante knirkende og knagende stemme der mindede lidt om et hugstmodent egetræ i blæsevejr. Disse mærkelige boremaskineagtige vibrationer i mine øresnegle. Denne savsmuldsagtige susende hvisken et eller andet sted derude --- Denne tørre knasende ,jammerlige forbindelse der gav en forestilling om der blev ringet fra et lager af forskallingsbrædder, eller fra et endnu værre sted .Dette telefonnummer som min hukommelse var blind og døv overfor, og som alligevel rummede en mistanke. Jeg drønede ind på nærmeste parkeringsplads og jokkede hårdt på bremsen og sendte sande kaskader af vibrationer ud i den omliggende verden.
   --Hallo Henrik. Det er Herluf. Jeg ringer på vegne af min onkel.
   --Er du sikker på din onkel er havnet på rette nummer.
   --Så ganske overbevist. Min onkel er din far, den skulle være god nok, sønnike.
   --Hvis min onkel lige ville forklare sig nærmere. Jeg er en travl mand.
   --Min onkel er altså din far. Han er blevet lidt oppe i årene, forstår sig, og så ---
   --Hvorfor har han ikke ringet til mig personligt?
   --Af visse personlige grunde. Hans lille uheld udspillede sig jo for mange år tilbage. Han ville jo ligesom sondere terrænet først.
   --Hvis jeg nu siger ligeud, at Fatter rager mig en papand, hvad vil han så monstro sige til det.
   --Han ville nok sige at forældre og børn dog bør mødes i det mindste en gang i livet.
   --Det lyder vel plausibelt. Hvis jeg nu foregiver at være så dum som en lærling med ti tommelfingre og derved svarer ja til alt, hvad er så de nærmere omstændigheder.
   Han smaskede en antydning i den anden ende og fløjtede let.
   --Tid 24 Maj, indeværende år. Klokken tolv middag præcis. Sted: Redningsvej 24 i Højen. Lidt udenfor Skagen. Pærenemt at finde. Hold nordlig retning uafbrudt så såre du er kommet til Jylland. Hvor alle veje ender og du ikke kan komme videre nordpå, da er du fremme ved rette sted.
   Altså skøjtede jeg den lige vej fra Vanløse til Skagen på sådan i underkanten af seks klokketimer. Det grå motorvejsbånd foran mig rullede som en roterende valse. Færdselstavler striber, streger og halvsovende medtrafikanter forsvandt bagud som skrotbunker. Jeg foretog et perfekt drej ind på Redningsvej 24 og præcis på slaget tolv middag. Under betydelig skrap sol og blåt vindstille og alligevel i en umiskendelig larm af bølgebrus. Tømrersvenden havde holdt akkorden. Han kunne bare slukke for kareten og puste ud efter færdigt arbejde. Dyb indånding. Let hjertebanken. Mageligt tilbagelænet i det fjedrende let svedige sæde. Bilens karakteristiske kemiske lugt der blev mere og mere fremtrædende jo mere man bevægede sig på langfart i den. Tanken om at præstere et gedigent trut i hornet kom summende som en nærgående myg, men tømrersvenden stak fingeren i jorden og holdt balancen. Huskede hvor han kom fra. Her og nu og til alle tider.
   Han så sig om. Tog orientering, som det hed i militæret. Han tog pejling atter en gang. For første gang under turen kunne han tillade sig at pejle hele kompasset rundt uden brug af spejle og bak-tv -
   Jeg holdt klos op ad en enorm rosenbusk med hvide roser i millionvis. Bag busken optårnede sig et gulkalket palads i mindst tre etager ,hvis mure lyste intenst i solen. Jeg kunne tælle de første elleve store vinduer derfra hvor jeg sad. De gedigne røde tegltage i mansard havde det flotteste sving i Danmarkshistorien , og jeg havde dog tømret en del spær af den kaliber.
   For en sikkerheds skyld et nummertjek. God nok, Fatter! Tallet fireogtyve i absolut velpudset forgyldt, nærsynsvenlig udgave. Ikke skyggen af et menneske var at se og ingen af arten kom ud for at modtage mig. Med alle de pænt store vinduer deroppe måtte en eller anden derinde dog have fikseret den fremmedartede bil. Tænkte tanken at jeg måske ikke var velkommen: Erindringer for forbi. Udpantning ikke mulig. Men der var løbet meget vand i strandene omkring Skagen siden den tid.
   Denne mærkelige fornemmelse da jeg placerede pegefingeren på dørklokken, og den gav et klirrende tretonet klang som svar. Den ubehagelige knurrende lyd da låsen blev deaktiveret, som det vel hedder. To skydedøre gled til hver sin side som entrede jeg ind i en elevator. Den imponerende hall i stueetagen, modelskib af en fuldrigger i en montre til højre, en bred trappe med snoede balustre førte op i det højere. Den velpudsede bådshage hængende på væggen til venstre, og den nåede næsten fra gulv til loft. Den tunge kobberlampe i loftet som der var rigeligt med lys i , og det på trods af yderligere skrapt solskin ned gennem ovenlyset. En simrende antydning af lavendelsæbe gav yderligere en snert af uvelkommen fornemmelse.
   Men det var mig der var tømrersvend og vant til at få ting til at ske på bedste måde. Jeg rystede ubehaget af mig som en våd hund ryster vand: Jeg bankede resolut på den brede fyldningsdør, den må have vejet de første hundrede kilo, i den fjerneste ende af Hallen på første. En let skurrende mandsstemme råbte kom ind, og jeg åbnede døren med en vis resoluthed. Ikke lutter tomrum det hele. Nu var der da endelig et menneske til stede i den omfangsrige højloftede stue der så rasende dyr og, og stensikkert også var det.
   I første omgang hæftede jeg mig ikke så meget ved møblementet.
   Hvad der overraskede mig umiddelbart var hans ringe højde. Jeg var mindst et hoved højere end han, og vel også et par numre bredere. Ansigtet var blegt og furet, men det grå hår sad præcist som fotografiet foreskrev det, bortset altså fra kuløren. Heller ikke næsen havde lidt mere overlast end den stadig var genkendelig. Det tillidsvækkende blik forekom mig knap så tillidsvækkende som jeg havde forventet. Han smilede ikke, men nikkede en antydning da han hævede sig fra en dyb gyngestol. Han var stadig iført velsiddende jakkesæt i samme størrelse som " dengang", men det var mørkere og stivere i det, og med det blege ansigt svævende i kontrast kom der et umiskendeligt udtryk af bedemand over ham.
   Hvordan man henvender sig i den situation? Jeg havde ingen anelse og lod intuitionen fra byggepladsen råde. Ikke stå der og ligne en fra et forblæst lokum i Tørre-Røvelse. Bare gå lige på konsekvenserne og tag hvad der kommer.
   --Nå, Fatter, udbrød jeg. Du har ringet mig op. Jeg har svaret dig. Nu er jeg her hvor det sker. Hvad er det du gerne vil vide?
   Han lignede et øjeblik et får på marken; så fattede han sig og et anstrengt smil voksede gradvis frem på hans ansigt. Tydelig nok han ikke var vant til at man sprang høflighedsfraserne over.
   --Du ser fakta ud til at have klaret dig så nogenlunde ,knægt! Det var fakta den problematik der fangede min interesse. Når jeg betragter dig indgående, så ser du fakta ikke ud til at have brug for hverken min eller andres hjælp.
   --Ikke lige i øjeblikket.
   --Han kastede et sideblik ud gennem nærmeste vindue og granskede synet af min bil, der lige kunne anes gennem rosenbusken.
   --Hvor længe har den tur taget dig.
   --Sådan i underkanten af seks timer, svarede jeg med eftertryk.
   -- Fra København?
   --Skal vi sige fra Vanløse. For nu at være i lod og vage med fakta.
   --Dengang din Mor og jeg blev skilt boede vi faktisk også i Vanløse. Et udmærket kvarter. Vi holdt faktisk meget af ---
   ---Alt forladt siger jeg bare. Godt ord igen. Hvis det er forsinkede penge du vil forstrække mig med, så er jeg gået. Behold du bare dine fattige skillinger, så skal jeg nok passe mine.
   Han lo en kort og anstrengt latter
   --Du befinder dig stadig i det lodrette plan , sønnike .Jeg vil foreslå vi drikker et glas til afsked, og i siddende stilling. Jeg har ser dig og du har set mig og du er fakta velkommen her i huset, blot du undlader at tage din Mor med.
   Vi satte os i hver sin blågrå designstol og indtog hver et glas rødvin. I dyb tavshed og uden at skåle. Vinen havde en ejendommelig eftersmag af muld og hest, havde uden tvivl været rasende dyr, lige som så meget andet, men jeg blev jo ikke vinelsker i et nu af den grund. Jeg havde fakta foretrukket en grøn Tuborg.
   ---Vi har hver især klaret os, Sønnike. Man kan altid se på folk om de fakta har klaret sig. At klare sig er en indre tilstand. Den har intet med penge at gøre. Det er noget med udtrykket i øjnene. Det er den energi folk ligesom bærer rundt på. Den måde de ligesom ---Jeg holdt øje med dig da du entrede trappen op. Jeg kunne straks lide den fjedrende måde du tog trinene på. Lyden da du bankede på døren havde en ligesom rund og fyldig musikalsk klang. Det uimponerede blik da du trådte ind og tog omgivelserne i øjesyn. Jeg vidste med det samme hvem du var og hvad jeg kunne vente af dig. Og jeg har fakta ikke taget fejl.
   ---Det har du nok ikke! Så jeg tilspørger pænt min Hr Fader om jeg må have lov at tage et par billeder.
   --Så gerne, Sønnike. Her er til et helt album. Bare skyd los.
   Så disse billeder ligger her foran mig nu. Billederne af storstuen hvor de grå vinkelsofaer kunne have huset det halve Skagen. Omkring de vidtstrakte og fem centimeter tykke egetræsborde. Reolarrangementer som på et helt centralbibliotek. Gulvtæpperne var nul. Den spejlblanke parket i sildeben gav et koldt og nøgent indtryk. Foruden en fornemmelse af man kunne skvatte så lang man var, hvert andet øjeblik. Et køkken med alt tænkeligt i køkkenmaskiner, og hvorfra en hel folkevandring kunne bespises. Fire store soveværelser med lyseblå vægge og fire grønne dobbeltsenge i hvert. En fjernsynsstue på størrelse med en mindre biograf, med en fjernsynsskærm der var tilsvarende stor. Forskellige udgaver af nobel kunst hængende på væggene sammen med plakater og diplomer. Hang der billeder af Mor og mig et eller andet sted i hytten så opdagede jeg dem ikke.
   Mindst fire meter til loftet overalt. Alt så skinnende rent at det glitrede fra alt hvad der kunne glitre. Ikke skyggen af et støvfnug eller et spindelvæv. Vinduerne så blanke og gennemsigtige som blev de pudsede flere gange dagligt. Jeg tænkte naturligvis tanken: Bor den mand virkelig alene i det enorme domicil. Eller har han virkelig så stor en omgangskreds at de kan fylde hele hytten op når de mødes. Jeg blev mig selv svar skyldig. Fatter fulgte mig ikke ned til bilen for at ønske mig god rejse hjem og på gensyn ved en anden lejlighed. Da jeg sad i bilen og gjorde klar til tilbagetoget, blev jeg til gengæld prajet af en nydelig dame der kom forbi i energisk gangart.
   ---Jeg så dig komme ned fra nummer fireogtyve. Er du kendt med ham den kultiverede fabrikant? Kommer du ofte her? Jeg synes nemlig ikke jeg har set dig før. Det siges han deroppe har været alvorlig syg, men nu har fået det bedre---
   Han er ok. Langt ude er vi i familie, men vi er ikke helt på bølgelængde og ses sjældent.
   Hun smilede et let ironisk smil der ikke nåede øjnene, og som måske afslørede at hun kendte et og andet til sagens rette sammenhæng.
   --Visse dele af familien gør sig bedst i et album eller på en usb. Penge er jo ingen garanti for noget eller nogen. . God vind du, velkommen tilbage hvis du har lyst.
   ---I lige måde svarede jeg, for det var begyndt at blæse op fra nord.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/06-2021 11:04 af Søren Yssing (Per Nilen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3188 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.