Vi sad der ved bredden af Slotssøen i Hillerød og betragtede de ænder ,der blev overfodrede med brødstumper. Du ved sådan når det blågrønne spejl på søen splintres af en hærskare af fede rappende, flaksende ænder der aldrig kan få nok. De bliver tykkere og tykkere for hver en opblødt brødstump. De bliver mere og mere uformelige for hver dag. Selv om det sker i god mening, det kan jo ikke nægtes, børnene er jo i god tro , så er der alligevel tale om en stor bjørnetjeneste. De arme fugle lærer jeg aldrig at klare sig selv. Af tolv ællinger overlever kun de tre. Uanset hvor meget brød de så får smidt i hoved.
Manden betragtede mig med et let selvlysende blik medens han hævede og sænkede den højre hånd, der var forsynet med en påfaldende stor og bred tommelfinger der stak lige i vejret. Som en romersk kejser ville have vist barmhjertig over for en overvunden gladiator. Den var pyntet med en bred og hård negl der helt afgjort trængte til at klippes. Underbid og stor krum næse og begrænset antal hår på hovedet. Han var iført forvaskede cowboybukser fra Genbrugen og en rød t-shirt hvorpå den stod " grøn energi" med lysegrønne bogstaver.
-Men sådan er der så meget, fortsatte han. Se nu Slottet derude! Står som et eventyrslot med tårne og spir og forgyldninger der spejler sig i søen. Jeg kan lige se beskrivelsen for mig: Slottet sejler afsted på sin sø som inkarnationen af enhver arkitekts store drøm. Tårne og spir og forgyldninger under irgrønne kobbertage. Fremmaner et eventyr om konger og prinser og prinsesser i en tilstand af fuldkommen lykke og magtfuldkommenhed. Svindel og humbug det hele! Tom kulisse fra A til Z. Løgn og øjenforblændelse fra Gedser til Skagen. Hele molevitten brændte ned til grunden i 1859 og blev genopbygget i tidens stil, der ikke havde en hujende fis med Christian Firtal at gøre. Verden vil bedrages sir jeg bare! Og det bliver den godt og grundigt. Se bare alle de glanende turister der står der med våde øjne og tror at se Christian Firtals drømmeslot fra 1624. Bevaret uforandret i alle detaljer på trods af tidens tænder gennem femhundrede år. Det er jo helt ulogisk! Christian Kvart har formodentlig ikke rørt en eneste genstand på det slot der.
Han lod tommelfingeren tage et ordentligt dyk ned.
Jeg sagde ikke noget om at, på trods af al svindel og bluff så var det da et meget indtagende bygningsværk. Æstetik er jo noget umiddelbart, noget uforklarligt, noget dragende. Det skal ikke nødvendigvis forstås men opleves med alle sanser.
--Ved du hvad! Her forleden blev føreren af den lille motorbådsfærge derude på søen fyret på gråt papir. Bestyrelsen for færgesejladsen på Slotssøen var kommet under vejr med at han ikke var helbefaren. Han havde aldrig været på togt med Skoleskibet Danmark den halve klode rundt. Han havde aldrig krydset Stillehavet. Og kun som helbefaren, med samtlige syv have i køjesækken, må man sejle med betalende passagerer. Uanset om man sejler på Slotssøen eller på Stillehavet gælder de samme regler. Manden havde sejlet i otte år på Slotssøen uden bare antydning af slinger i valsen. Det er jo tragisk! Mage til regeltyranni skal man tilbage til Enevælden for at finde. Mage til paragrafrytteri på gale heste kan man lede efter til til solen slukkes for evigt. Mage til juridisk jungleekspedition op ad halvt tilgroede floder. Det er simpelthen så meget på Månen som en sejltur tværs over Stormenes Hav.
Han svingede tommelfingeren i en faretruende stilling, som ville han i næste øjeblik spidde enhver der var uenig med ham. Han blev helt blårød i bærret af anstrengelse, og måtte holde inde i nogle sekunder.
--Jeg skrev et langt læserbrev til lokalavisen om sagen. Selv om det ikke blev optaget er jeg stensikker på det har gjort indtryk.
Jeg mumlede lidt om juridiske aspekter. Hvis der nu skete en ulykke med færgen derude, og det kom frem at ---Det kunne blive en yderst alvorlig sag. Erstatninger De ved ---Sagsanlæg! Advokater er dyre drenge at danse med, og kommer de i dårligt humør bliver de endnu dyrere. Til alt held ænsede han det ikke.
---Se nu bare stien der! Rundt om Slotssøen i store sving! Sådan en ganske banal grusbelagt sti der kan være det rene mudderbad i regnvejr. Den har jeg også skrevet om. Den kostede som bekendt sine seksten miller at anlægge. Ikke i sand og grus og skovlesving og livsfarlig kørsel med tunge køretøjer, men i kompensation til lodsejerne i første parket ---Tænk at udsigten til en sådan potemkinkulisse kan være så dyr. Verden vil bedrages, som jeg har sagt og skrevet før, og folk bliver aldrig klogere. De har kun sig selv at takke for den kendsgerning, at de atter engang er blevet taget ved næsen. Det er i sidste ende vi forsvarligt lænkede skatteslaver der må holde for. Det rige rak i første parket fradrager sig ud af deres højhellige skattepligt, og det i en grad så vandet fosser af dem. Treogtredive og en halv procent må jeg bløde; fordi jeg er såkaldt enlig pensionist i den lavere ende af skatteskalaen og derfor har knap skyggen af et fradrag. Der er ikke mange tal der! Få andre er så dejligt nemme at sætte i skat som jeg. Alligevel er min årsopgørelse på hele seks tættrykte sider og på glittet papir, for nu at gøre uretfærdigheden komplet. Hvad skal jeg med alt det flueknepperi og pindehuggeri og taljongleren. Folk som jeg har kun brug for en linje. Jeg er talblind og har det udmærket med det. Som en af vore store forfattere udtrykte sig da restskatten steg ham til hovedet. Hvorfor kan man ikke bare sende mig et brev påstemplet det vise ord: OK. Og nedenunder: Med venlig hilsen Skattevæsenet. Sikken en masse papir der kunne spares ad den vej. For slet ikke at tale om tryksværte, frankeringsstempler og kontorkaffe.
Jeg undlod at belære ham om de moderne tider vi jo stikker i, men han tav ikke af den grund. Kun et øjeblik fik han et fjernt indadvendt udtryk i ansigtet. Hånden med den skarpe tommelfingernegl blev sænket en antydning og derefter hævet igen i en huggende gestus med håndkanten, som ville han demonstrere en halshugning af skatteministeren.
---Men det her har jo ikke så meget med Slottet at gøre. Vi må tilbage til virkeligheden. Den virkelighed der er altings moder. Den der er så frygtelig og skøn på samme tid. Virkeligheden er jo på en gang det godes inkarnation og sublimeringen af det højeste onde. Ganske som Søstien og Slottet og skatteministeren. Vi lever i tumultariske tider. Alt er sandhed og løgn i en skøn blanding. Her tænker jeg på alle de kondiløbere der okser søen rundt i tide og utide ,og altid er ved at løbe deres mere fredsommelige medmennesker over ende. Forleden dag var det ved at gå galt for mig. Jeg kommer fredsommeligt skridtende på stien da der pludselig lyder en stemme bag mig. Lidt som en rottweiler der snerrer over sit kødben. En skaldet motionsskurk kommer prustende og svedende og galoperende medens han skubber en af disse trehjulede barnevogne foran sig ; de unge skal jo lære at motionere i en stadig tidligere alder. Skurken glor på mig med fiskeøjne og svinger vildt med alt der kan svinges med for at signalere, at jeg skal give ham absolut fri bane til hans udfoldelser.
Nå! Jeg blev naturligvis stående og spurgte ham hvorfor han partout skulle have så mange raketter i røven at han blev til fare for alt levende på Søstien. Og ved du hvad idioten svarede? Han gloede på mig så fiskeøjnene var ved at trille ud i søen og svarede: Fordi det er muligt! Simpelthen fordi det er muligt. Jeg stod lige i begreb om at gensvare ham. Naturligvis skulle han få læst og påskrevet. Det skulle jeg nok sørge for. Man fornærmer ikke ustraffet en borger der har det skrevne ord i sin magt. Så fattede jeg mig! Tag det nu roligt Asbjørn! Spar på krudtet. Der findes vitterligt mennesker som ikke er et læserbrev værdigt.
Men så her forleden! Jeg sad hjemme i min gyngestol og læste omhyggeligt i lokalavisen og konstaterede med glæde, at et af mine læserbreve omsider var kommet på. Samtidig konstaterede jeg at der så absolut var stof til et nyt. Det er der jo altid. En aktiv mand går sjældent forgæves. Et nyt byggeprojekt er under opsejling her ved Slotssøen. En slags moderne pendant til det efterhånden noget forældede kongeslot, der jo godt kunne trænge til lidt fornyelse. Et supermoderne palads i glas og stål og titanium hvis blanke og spejlende flader skal supplere og spejle det slot der ligger der i forvejen. Det nye og moderne skal spejle det gamle og hæderværdige. Fortid og nutid og fremtid skal gå op i hinanden i en slags højere symbiose. Provinsbyen Hillerød bevæger sig ind i en ny og strålende fremtid, uden dog at glemme den fortid der jo er forudsætningen for alt i denne verden. En fin tegning fulgte med artiklen; man så slottet ligge ved siden af noget der mest mindede om en containerterminal. Med spejlblanke containere stablet oven på hinanden i ti etagers højde. Du milde monster! Det så helt sindssygt ud. Det mindede mest af alt om en aprilsnar der var gået fejl i byen, for vi befandt os jo midt i sommerperioden. Måske fordi jeg ikke helt havde fattet den dybere mening. Jeg har stadig ikke helt fattet den dybere mening, men efterhånden er den måske begyndt at åbenbare sig. Der er noget kraftfuldt over det hele! Noget dristigt! Noget visionært! Noget nyt og spændende. Nogle flyvske ideer der måske med tiden kan blive til noget højere. Eller måske ligefrem til noget nyt og bedre, hvis der bliver ændret lidt her og der. Det må jeg absolut skrive om. Der er jo til en hel kronik.