Stemt i A


10 måneder, 19 dage siden 2 kommentarer Smilebåndet refleksion

2Sommersymbiose
Nej, nej og atter nej! Det var ikke det overraskende at jeg kom i... [...]
Noveller
1 måned, 16 dage siden
2Vaskemaskinen rummer hele verden
Vaskemaskinen rummer hele verden. Den rummer disse højsommerdage ... [...]
Noveller
3 måneder, 4 dage siden
0Juni 1944
Uden tvivl en smuk nat med skyer og stjerner der hvælvede sig ude... [...]
Noveller · forår
3 måneder, 27 dage siden
2Virus eller ikke virus
I forstaden Vira. · Ikke at forveksle med Virum eller Viborg. · Tågen... [...]
Digte
4 måneder, 6 dage siden
0Verdens bedste ejendomshandel
Ak ja! At være jyde af sjæl og sind og så have det uheld at være ... [...]
Noveller
5 måneder, 29 dage siden
1Krivitog
En af de aftner hvor hele verden synes på vej til at sejle bort! ... [...]
Noveller
7 måneder, 25 dage siden
2Stemt i A
Violinen er stemt i kammertonen A. Ingen musikudøvere er så berøm... [...]
Smilebåndet · refleksion
10 måneder, 19 dage siden
1Terror
Det hører med til sagen, at jeg må lade et par ord falde angående... [...]
Noveller
11 måneder, 27 dage siden
1Av
26/3 1997. · En rimelig normal dag, som jeg afsluttede med at drage... [...]
Livshistorier
1 år siden
2Sommerens død. At lære at elske September
Sommerens død. At lære at elske September. · Dage med blæst solskye... [...]
Digte
1 år, 1 måned siden
1De dødes papkasser
En af de første aprildage og den mindede mig om udsigten udover e... [...]
Noveller
1 år, 2 måneder siden
0Litteratur fra Pivhytten
" Pivhytten" 22 februar 1950. · Køre Lisa. · Heller ikke jeg holder a... [...]
Filosofihulen
1 år, 3 måneder siden
1Strandtur under sommeren
Oh at vandre gennem midsommeren med en følelse · som kunne man gå p... [...]
Digte
1 år, 4 måneder siden
3Forårets død
For år tilbage døde den russiske komponist Igor Stravinskij i en ... [...]
Klummen
1 år, 5 måneder siden
1Mr Slammers himmelspor
Åh ja! Man begynder jo pr tradition ikke en beretning med ordet "... [...]
Noveller
1 år, 7 måneder siden
0Historiens største uopklarede røveri
Jeg mener: Denne opringning var helt på Mars. Eller om ikke andet... [...]
Noveller
1 år, 7 måneder siden
0Nytårsmorgen 99
Nytårsmorgen!! Jeg sov på Anders værelse, i en lidt for kort seng... [...]
Klummen
1 år, 8 måneder siden
0Den første kvinde på Månen. Af Mary Hatfiel...
25/1 2101 · Månen! En livløs klode uden luft og vand! En ruin i rum... [...]
Noveller
1 år, 8 måneder siden
0Til minde om et mindre isfjeld
Til minde om et mindre isfjeld der kæntrede i havnen. · Til minde o... [...]
Digte
1 år, 10 måneder siden
1Et monument i Gribskov
Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et m... [...]
Noveller
2 år siden

Puls: 12,6

Publiceret: 2
Afgivet: 2
Modtaget: 4
Søren Yssing (f. 1953)
Violinen er stemt i kammertonen A. Ingen musikudøvere er så berømmede og feterede som stjerneviolinisterne. Og ingen musikudøvere er så udskældte og latterliggjorte som de håbløse amatørfumlegængere der burde betale de øvrige lejere i ejendommen en kompensation for de lidelser de udsætter dem for. De høje violintoner er noget af det mest sjælsrystende man har indenfor begrebet husorden. De borer sig tværs gennem mure og etageadskillelser. De hyler og hviner og skratter så det kan høres til Middelfart. De får hele ejendommen til at vibrere i et sandt martyrium af uudholdelig smerte fra falske toner. Ingen kan være i tvivl om at fyrene deroppe er grebet af den hellige ild og elsker deres instrumenter ud over al forstand. Uden hensyn til livets barske realiteter er de stensikkert overbevist om at det kun er et spørgsmål om tid før de kan skræve henover den oceangabende afgrund der ligger mellem den dygtige violinist og det modsatte. Men ak! Enten har man sin sjæl med i violinen eller også er den for evigt fraværende. Her er ingen gylden middelvej at henfalde til.
Tegneren Storm P beskrev i en af sine mange fortællinger denne velkendte ende af skalaen. Den store violinist Fritz Katzenjammer er ved at indøve" Jeg Elsker Pandekager" af Tchaikovsky . Men sjælen har forladt instrumentet og hvad der kan gå galt går galt. Han taber violinbuen ned i sit store stueakvarium da han vil lægge den fra sig. Guldfiskene springer op i panik og havner i lysekronen. Under den indædte kamp med violinen taber han ustandselig den ene hjemmesko, og i distraktion har han fået anbragt nodestativet i en urtepotte med viftepalme. Piben i munden og den guldkrydder ( guldur i kæde) han har dinglende i en lang kæde om halsen kommer ustandselig i karambolage med de velsvungne buestrøg. Melodien til " Jeg Elsker Pandekager" får aldrig sjælen med og det hele ender i havkattens sang til Månen. Sagt på moderne dansk: Den swinger ikke. Alle instrumenter skal swinge hvis tonen skal lyde af noget, men i tilfældet violinen er forskellen ekstrem.
Violinen er det sværeste af alle instrumenter at beherske, ganske enkelt fordi den, nå ja, er så rørende enkel. Fire strenge henover en trækasse og så en hestehårsbue til at bringe strengene i de for musikken passende svingninger. Elementært min kære Watson! Men i den elegant svungne trækasse gemmer sig århundreders tonestudier og violinbyggerkunnen .Buestrøg og fingerbevægelser kræver en dræbende præcision. Violinkassen er så ultrafølsom som den første kærlighed. Hver en usikkerhed i buestrøget og hver en fedtet finger på strengene straffes ubarmhjertigt i form af den tidligere nævnte Havkattens Sang til Månen. Især de høje toner knækker uvægerligt i sus og skrat og hvin hvis violinisten bliver for ivrig og glemmer, at selv de vildeste passager skal stryges fjerlette.
En fransk forfatter fra attenhundredetallet, Georg Sand, der engang overværede en koncert med violingeniet over alle, Nicolo Paganini, beskrev denne den fuldendte violinbehersker på følgende måde.
" Paganini er virtuos. Den største jeg har hørt og den største jeg har set. De greb han kan udføre på sin Guarneri er så kunstfærdige at havde han forsøgt sig som illusionist ( tryllekunstner) ,så ville han også på dette område have overgået alle andre. Og var han søgt ind i lommetyvenes kompagni var han blevet deres ukronede konge.
Og alligevel er det ikke hans virtuositet der gør hans spil til en sød lidelse, en smertelig nydelse. Det er den ledsagende tone der selv i de letteste og lyseste passager lyder som om der sad en sjæl inde i violinkassen og græd. Græd håbløst og uophørligt. Græd af en os ukendt fortvivlelse."

I min underskoletid i Himmerland, dengang i tresserne, dengang Beatles og Dylan vendte op og ned på musikbegreberne; der gik frasagn om et violingeni i en af de små byer i nærheden. Geniet var en stor tyk tømrersvend med næver og fingre som en gorilla og overarme som Cassius Clay. Han spillede violin som englene sang ved forskellige arrangementer i forsamlingshusene, og ingen Fanden kunne begribe hvor han havde fået de evner fra. Ingen i hans familie eller omgangskreds havde noget der bare mindede om en musikalsk åre ---I næverne på den store tykke mand var det unægtelig svært at få øje på violinen, men man hørte den jo altså så meget desto tydeligere.
Rygterne om den fingernemme håndværker nåede også frem til den på denne tid legendariske violinist Wandy Tworek; han aflagde studiebesøg i forsamlingshuset og lyttede med forbløffelse til den lokale spillemand, hvis præstationer var tæt på at matche hans egne. Men tømrersvenden havde ikke lyst at blive professionel. Musikkonserveringen var ikke noget for ham! Han spillede til husbehov og havde det godt med det. Koncertsalene kunne få lov at ligge hvor de lå. Sjælen lå udmærket forankret i den beskedne provinsby i Himmerland lidt sønden for Limfjorden. Forfatteren Johannes W Jensen var desværre død på tidspunktet. Meget muligt han gik glib af inspirationen til endnu en Himmerlandshistorie.

I min gymnasietid i Gladsaxe gik der en aften et sandt sus gennem gymnasiets store teatersal. Det udspillede sig under en" broget musikalsk aften", hvor gymnasiets musiktalenter udstillede deres større og mindre færdigheder på forskellige instrumenter og forældre og bekendte klappede pligt skyldigst. Gymnasiet var intet eliteakademi. Et ranglet stavær med briller og iført rullekravesweater og cowboybukser gik solo på scenen med en violin skødesløst under armen, og fingelerede efterfølgende en række solovariationer af den så godt som ukendte russiske komponist Vladimir Mirkovsky . Samme Mirkovski var faktisk så ukendt at der her var tale om en de facto uropførelse, forklarede den unge mand, før han kastede sig ud i den høje kunst.
Kors hvor han kunne deroppe i projektørlyset. Fingrene fløj over strengene som millioner af fygende gnister. Buen fløj syngende hid og did over de selvsamme strenge og svang jorden op til dans mellem stjernebilleder. Gymnasiets skønhedsdronning svævede gennem salen som en muse og kyssede violinisten på det inderligste. Den beskedne bondeviolin, arv fra oldefar, blev i et nu til en Stradivarius i hans hænder. Salen bølgede. Hundrede par øjne var tæt på at stirre sig øjnene ud af hovederne. Hundrede par ører voksede til elefantformat og var tæt på at falde af. Klapsalverne bragede som et skybrud under en tyfon.
Da musikken og klapsalverne forstummede og violinfænomenet havde forladt scenen, og kom ned i salen, stimlede alle sammen om den generte unge mand der var en smule overrasket over sin pludselige berømmelse. Som andenviolinist i Søborg Filharmonikerne, Søborg Gymnasiums klassiske orkester, havde han ikke tidligere gjort sig bemærket ved blændende violinspil og dirigenten, den strenge musiklærer Gustav Olden , havde ved mere end en lejlighed truet med at smide ham ud af orkestret hvis han ikke oppede sig; se så at få hold på sekstendelspauser , op og nedstrøg i takt, betoninger i harmonisk bue. En af amatørviolinistens forbandelser består i nodearket. Når man indsuger et nodebillede og derefter skal omsætte de kryptiske tegn til skønne toner så er der en god meter fra det øjnene opfatter og det fingrene skal udføre, og på den korte afstand kan meget gå galt, som i tilfældet Fritz Katzenjammer. Der kan ske en form for kortslutning. Synsindtryk og fingerbevægelse kommer ud af harmoni. Man bruger for meget energi på at glo fanatisk på noderækkerne, og når de fygende og gnistrende impulser endelig når frem til fingerspidserne så er de så fåtallige at de ikke rækker til den ønskede himmelske toneklang. Desuden er komponister et lumskt folkefærd. De lusker hemmelighedsfulde harmonier og betoninger og mystiske buestrøg ind i noderne, hvilket kan gøre selv " Per Spillemand" til en teknisk udfordring. En del af løsningen kan naturligvis bestå i at lære nodearket udenad til punkt og prikke, men når dirigent Gustav Olden, med et udtryk i ansigtet som var han Toscanini, har uddelt noderækker over tolv sider så kræves der jo mere end bare almindelig musikalsk hukommelse.
Løsningen er enkel. Man dropper simpelthen både komponist noder, dirigent og andre musikalske plageånder. Man spiller simpelthen så udpræget solo som det er menneskeligt muligt. Tonerne finder sig selv på forunderlig måde. De før så forkrampede teenagefingre bliver med en gang så lange bløde og bøjelige som tilhørte de Paganini. En sælsom højere harmoni indfinder sig i hver en muskel og nerve. Ørerne hører toner som var det sfærernes musik ved Ungdommens Kilde. Violin og violinist svæver ind i en tilstand der rækker langt udover vægtløsheden, sådan som det jo må ske når man gør sin entre i hellige haller. Komponisten Vladimir Mirkovsky har aldrig eksisteret andet end i fantasien, men i disse øjeblikke er han så levende som Tchaikovsky . Spil. Slap af. Vær lykkelig.
Her må jeg selvfølgelig indskyde at det bebrillede og ranglede geni var undertegnede. Jeg har spillet amatørviolin siden jeg var fjorten, men må nok erkende at min præstation i Gladsaxeskolernes Teatersal repræsenterer højdepunktet i min karriere. Det er aldrig siden lykkedes mig at genfinde melodien der blev væk. Jeg har optrådt med den gamle violin fra dengang ved adskillige lejligheder, men uden at vinde genklang på samme måde. Hvordan jeg fandt de vises sten den aften er mig et uopklaret mysterium. Og hverken jeg eller andre havde været så tilpas forudseende at lade præstationen forevige på en båndoptager. Evigt ejes kun det tabte, og det er måske godt nok.

Per Spilmand han havde en eneste ko.
Per Spilmand han havde en eneste ko
Han byttede bort koen fik fele igen.
Han byttede bort koen fik fele igen.
Du gamle gode fiolin! Du fiolin!
Du fele min.
.

--

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 06/12-2019 20:21 af Søren Yssing (Per Nilen) og er kategoriseret under Smilebåndet.
Teksten er på 1568 ord og lix-tallet er 43.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.