Engang i min grønne og tvivlende ungdom tilbragte jeg et år på Skagen. Som journalistpraktikant på den uddannelse der kan føre til alt, bare man forlader den i tide. De ved: Grenen. Skagensmalerne. Fiskerestauranter. Gulkalkede huse med røde tegltage. Et solskin og et vintermørke der er ved at tage pippet fra en. Så lyst om sommeren. Så tunnelmørkt om vinteren. Så livfulde og musikklingende som Danmarks smukkeste gågader kan fremstå om sommeren! Lige så øde, mørke og forblæste kan de henligge om vinteren. Så smukke som pigerne kan fremstå om foråret! Lige så tilhyllede og fraværende og eddikesure kan de arte sig ved vintertide. En af mine opgaver som praktikant bestod i at rapportere om mulig racisme i Skagen. En af landets aviser ville tage dette emne under luppen fra en ny vinkel: Den stigende provinsracisme! En del omvandrende arbejdstagere af anden etnisk oprindelse havde holdt deres indtog i Skagen, for at arbejde i fiskeindustrien. Ikke alle skagboer tog lige venligt mod dette nye og moderne indslag i bybilledet.
   Min lejlighed, min udsigtspost om man vil, var lille og prisbillig, men udsøgt. Den lå øverst oppe i en treetagers ejendom og havde vid udsigt over en god del af byen. En ejendomsmægler havde nok formuleret sig mere malende: Din udsigtspost på Skagens Gren! En sand perle til prisen! Mindre lejlighed med kosmisk udsigt tværs over Danmark sælges til den højestbydende---Jo, jeg kunne se tværs over Skagen Odde der jo kun er få kilometer bred heroppe. Hen over hustage og vimpler og flagstænger kunne jeg se overbygningerne på mange af de store skibe der besejler både Skagerak og Kattegat og det der er større. Foruden det fyrtårn der med lidt god vilje markerer Danmarks nordligste punkt. Jylland Mellem Tvende Have, simpelthen . Som bekendt forfattet af selveste Andersen under et ophold i det sandforblæste ,fiskehørmende og ludfattige fiskerleje der dengang udgjorde Skagen By.
   Under mig boede en ældre dame der sjældent gik ud. Til venstre for mig residerede en lyshåret pige, hvis nationalitet jeg aldrig fik helt rede på. End ikke da jeg havnede i hendes seng fik jeg rede på det problem. Lejligheden i stuen husede et rumænsk ægtepar der ikke gjorde meget væsen af sig. Den anden stuelejlighed rummede nogle unge mennesker der meget sjældent var hjemme. Men som til gengæld afholdt på det nærmeste galaktiske og kosmiske fester ved de sjældne lejligheder hvor de var det. Der var altså ikke så meget racisme at hente her, men til alt held kom tilfældet mig til hjælp. Med hensyn til begrebet racisme så havde jeg vel den baggrund jeg burde have. Født og opvokset på Frederiksberg. På hjørnet af Maglekildevej og Dr Primes Alle. Skolegang på Barfods Skole. Student fra Rysensteens Gymnasium, og med middelgode karakterer. Ikke meget havudsigt der. Et miljø hvor begrebet " De Fremmede" blev behandlet med noget man kan kalde mild overbærenhed. Nok kunne man bruge nedsættende betegnelser som buskneger, sigøjner, muslim, sågar begrebet muselmand har jeg overhørt, men altid med samme milde overbærenhed som man bruger det overfor et uvornt barn der ikke er til stede. Mon ikke Per Liljekvist måtte en tur til Skagen for at erfare hvor pærenemt det er at optræde mildt overbærende i racespørgsmål når det ikke koster en noget. I mit barndomshjem, Min Far var ansat ved Stadsingeniørens Direktorat : Vi havde skam både afrikanere og kinesere på frokostbesøg ved flere lejligheder, men efterhånden erfarede jeg jo ,at de måske ikke var helt repræsentative: Så høflige og kultiverede og stive i manererne at jeg som stor knægt fandt dem en smule komiske.
   Men foreløbig var der jo altså ikke så meget inspiration at hente i opgangen på Lars Kruses vej nr. 42. Jeg måtte ned i byen og hjemsøge de små listige steder hvor man kunne få sandheden at vide. Værtshuset bar navnet " Kompasset". Der lugtede gennemtrængende af øl og cigaretter. På væggen over baren en stor kompasskive. Under den et maleri af en galionsfigur ; en barmfager havfrue der blæste på trompet. En del midaldrende mænd med brede overarme sad ved stambordene , eller de hang oppe ved baren i mere eller mindre højtidelig tavshed. Bartenderen var en lille tyk mand med briller, og det forekom mig jeg havde set ham mindst hundrede gange før. Jeg havde ikke siddet længe med min stille, før han vinkede mig op til baren.
   --Hov du der unge køwenhavnermand . Jeg skal lige sige dig et par ting. Det er sgu ikke altid de der rumænere lugter lige godt, men de er sgu flittige! Gør noget for byen! Har blik for mulighederne. Så må man jo leve med at de til tider tænker lidt rigeligt med maven. Du ved, fra maven til røven er der jo ikke så langt; og så hænder det jo man tænker med den del af legemet. Nå ja, vi tosser rundt og kalder dem rumænere, men de er jo til syvende og sidst romaer, også kaldet sigøjnere , og så er alt jo sagt. Sviner, lugter og larmer. Du kan meget vel få fornøjelsen hvis du bliver boende her længe nok.
   Jeg sad altså der med min øl og sagde nå og ja på passende steder. Jeg var vel rimeligt sikker på aldrig at have set den mand før, men tvivlen nagede alligevel---. En af mændene ved baren sendte mig et smørret grin, som jeg ikke blev klogere af. Bartenderen vekslede et par ord til den modsatte side, før han kastede sig over mig igen.
   --Ved du hvad unge køwenhavnermand! Engang i min grønne tvivlende ungdom boede jeg på kollegium på Amager. Sådant et sted der var godt blandet, sådan rent befolkningsmæssigt. Der var et bevinget ord der altid cirklede rundt, når et værelse fik ny indehaver. Muslim neger eller grønlænder! Hvis den kabale gik op så var der helt sikkert lagt op til problemer. Og med få undtagelser holdt det altid stik. Negrene kunne se en racist i selv en undulat. Muslimerne rasede over de svinekoteletter de ikke kunne undgå at møde på deres vej ud i fælleskøkkenet. Grønlænderne var så evigt hønefulde som havde de skyllet et helt bryggeri ned. Og så blev muslimerne endnu mere tossede, da alkohol jo i deres forestillingsverden er på det strengeste forbudt. Godt nok længe siden, men alligevel. Du ved: Folk forgår men problemer består---
   Men jeg havde fakta en god aften på " Kompasset" og faldt i snak med både den ene og den anden. De mænd jeg snakkede med, der for de flestes vedkommende kunne have været min far, var fulde af gode historier om hav og himmel og det der lå midt imellem eller dybere nede. Jeg faldt i snak med en tidligere u-båds-kaptajn og han fik mig næsten til at droppe journalisthøjskolen til fordel for Søværnets u-båds-skole. Under de snævre forhold trives kammeratskabet , forklarede han. Alle er i samme båd på en helt anden måde end på overfladen. Man går virkelig i dybden med tingene ombord på et sådant fartøj; og de ord måtte jeg sandelig ikke opfatte som en vittighed, forklarede han indtrængende.
   Jeg havde nok fået en del indenbords da jeg ud på de små hundevagtstimer cyklede gennem Skagens lange gågade, der er lige så snorlige som min kurs var slingrende. For resten var det ved den lejlighed jeg første gang anduvede pigen på anden, og det blev jo ikke sidste gang. Det var altså noget af en aften jeg vendte hjem fra, men en god tid kommer jo ikke ond igen. Men så flyttede den ældre dame på 1 th på plejehjem, og lejligheden stod tom en rum tid. Jeg tænkte ikke videre over den kendsgerning, jeg var som sagt ung og grøn og tvivlende, før jeg en tilfældig dag hørte en tilfældig lyd jeg ikke havde bemærket før. Jeg var på vej hjem fra den lokale købmand og standsede op i en tilstand af forvirring. Luften formelig sitrede under en høj skvaldrende lyd, som jeg ikke umiddelbart kunne forbinde med hverken dyr, menneske eller maskine. Lidt halvabe her, lidt drukkenbolt der. Lidt motorsav her, lidt bremsehvin der. Lidt gal agitator foroven, lidt melankolske ko-brøl forneden. Et og andet fik mig til at tænke på Jennis Huber i hans værste øjeblikke. Rockstjerne på stoffer der. Der er sjældent mangel på stimulerende midler i en havneby.
   Notabene! Nede hos Købmanden havde jeg fået en venlig henstilling af en midaldrende hvid mand, iført kedeldragt og træsko. Nok ikke helt ædru. Jeg skulle bare holde nallerne fra hans dame, skulle jeg. Selv en forkælet køwenhavnersnude skulle faneme ikke bilde sig noget ind. Havnen havde taget imod værre gangstere end mig. Der var altid plads til en til.
   Men jeg var nået næsten hjem og spottede nu hvor den underlige lyd stammede fra. Fra altanen lige under min egen. På altanen lige under min egen sad en meget sort mand mageligt tilbagelænet, iført gråt, glitrende jakkesæt og med en mobil i rette vinkel i forhold til øret og munden; brølende lydeligt udover den ganske verden. Fuldt medhør på, således der også blev plads til gennemtræk fra den anden side af kloden, om man så må sige. Vel hjemme i mit solrige apartement gik det for første gang op for mig , at her ikke bare var vildt solrigt, men også så temmelig lydt. Min sorte medborger havde nu forlagt residensen indendørs; han kørte los under mig så det gav rungende ekko i det store tomme rum. Mere end tydeligt hvor han befandt sig. Tydeligt hvordan han bevægede sig rundt i stue, soveværelse, køkken, forgang, alt som hans indædte vredesudbrud lød stærkere og svagere. Tydeligt hvordan den rislende og brusende lyd fra toilettet blandede sig med den stadig mere skingre stemme. Åbenlyst en vigtig samtale der her udspillede sig. Med et slag indfandt sig larmende tavshed, som på et teater hvor tæppet går ned. Fra køkkenvinduet kunne jeg overvære hvordan min nye underbo holdt sit indtog i en stor sort ,velpudset bil med danske nummerplader; inden han kørte bort med en vis elegance. Ude i opgangen lugtede der umiskendeligt af dyr moskusparfume; nemlig da jeg passerede netop den opgangsdør, 1 th, for at gå videre ned med affaldsposen.
   Et par timer gik før han var vel tilbage igen. Denne gang ifølge med to andre racefæller, knap så høje ,sorte og velklædte som han selv, men for gamle i ansigterne til at være hans børn. Vel første gang min nye underbo ligesom manifesterede sig for alvor for mine undrende øjne. Han var så sort som en nat i Verona. Iført lysegråt silkejakkesæt, der glitrede lige så meget som bilen. Et par store, blå solbriller red på næsen og glitrede med under det korte krusede hår. Han frigjorde sig ubesværet fra sikkerhedsselerne og bjæffede et par ordrer mod sine to stammefrænder; alt medens han stod stille, og tog ejendommen så kritisk i øjesyn som ejede han hele herligheden og mere til. Han var en højpandet kraftig , bredskuldret mand, vel medio tredive, og med et langt glat, glinsende, smalt ansigt, der jo ikke blev mindre betydningsfuldt af at hans ledsagere var et par kuglerunde hoveder lavere end han. Og altså umiskendeligt kakaofarvede i kuløren. Han bjæffede endnu en ordre og skridtede målrettet frem mod mig med sine to faktotum på hver sin side ; lidt slæbetovsagtigt bagefter, et par lidt for korte skridt; lidt runddans på stedet, de måtte småløbe for at kunne holde trit med deres herre og mester, men det gik. De forsvandt ind under mig og kort efter hørte jeg døren ind til underverdenen blive åbnet og lukket igen med et vist eftertryk.
   Dagen efter holdt en stor sort, velpudset firhjulstrækker med trailer neden for køkkenvinduet. Tungt lastet med møblement og papkasser. Fire unge, høje, slanke, glinsende, dybsorte kvinder med opsat krushår, vel medio i tyverne, iført farvestrålende florlette gevandter, en forførende blafren i sommervinden, brysterne duvede indenunder , imponerende tandsæt lyste og lynede, en elegant fjedrende gangart signalerede styrke, målrettethed og begær. En gruppe små rundhovedede mænd tumlede ud fra bagsmækken, og begyndte at bakse med læsset. Damerne hersede dem ind i opgangen og videre op under mig. Kort efter ankom endnu en sort bil og fire brede bokseragtige mænd med tunge ansigter og brede kæber steg ud og hujede begejstret efter damerne indenfor. Ingen af dem var ligefrem mundlamme. Larm og latter brusede op imod mig som en flodbølge. En underlig lugt bredte sig i mit køkken. Jungletrommerytmer dundrede på soundtrack. Af og til lød der vilde skrig og begejstrede udbrud. Efterfulgt af skraldlatter , elefanttrut, løvebrøl, og tunge tramp i gulvet. Jeg sad med ørepropper i ørerne og prøvede at koncentrere mig om en af de første artikler angående racisme i Skagen og omegn. Deadline var lige oppe over. Ikke ligefrem inspiration der manglede. Husker ikke helt klart hvad jeg skrev i den artikel, tidens hav har for længst taget den og ingen kopi har overlevet. Erindrer at jeg på et tidspunkt tænkte tanken, at havde der eksisteret en underafdeling af Kukluks-Klan i Skagen så havde jeg formodentlig meldt mig ind i den. En af Storm Ps gamle tegninger fremviser en dør med et navneskilt. På skiltet står der kort og godt: A. Jensen. Neger. Lige siden har den tegning givet anledning til dybe panderynker, løftede øjenbryn ,undrende øjne, brede grin, men som jeg sad der i sommernatten havde jeg svært ved at se det morsomme. Jeg fik vist også skrevet lidt om visse udenlandske arbejdstageres hang til både flerkoneri og slaveriets genindførsel. Desuden havde de svært ved at skelne mellem indbudte gæster og ny indflyttere, og hvor grænsen gik mellem dit og mit domæne. Så var der naturligvis den manglende fornemmelse for de gener den moderne teknik kunne afstedkomme. Gudvide om jeg ikke et eller andet sted skrev noget i stil med, at de omrejsende arbejdstagere havde det med at overtage de værste egenskaber fra de to kulturer de stod midt imellem. Jeg skrev naturligvis også at lugten i opgangen gennemgik en eksotisk forandring i forbindelse med de nye indflyttere. Artiklen kom i øvrigt aldrig på, men redaktøren var forstående over for sin praktikant. Jeg skrev dundrende godt, forklarede han, men jeg måtte jo også lære mig de finere nuancer i spillet. Sproget A. Jensen! Sproget Anders Jensen! Sproget! Det er lidt som med violinspil! Selv små mislyde kan være altødelæggende.
   Men naturligvis måtte jeg også se de nære ting med egne øjne. Man skal jo berette fra stedet hvor det sker. Uanset hvad måtte jeg en tur ind i løvens hule, hvis jeg for alvor skulle kunne beskrive hvordan der så ud. Jeg gik mig altså ud på trappegangen og ned. Et vend ud i natten for at få hvilet de summende øregange en smule. Natten var så ualmindeligt skøn at jeg næsten glemte alt om mislyde. En påfaldende stor fuldmåne hævede sig fra sine florlette sølvskyer. Nordstjernen blinkede. Vindene havde lagt sig, men bølgebruset lå som en dybt alvorlig, melankolsk undertone ude i den lyse nat mod nord. Jeg steg ad trappen tilbage mod de dunkende rytmer, og kom frem til opgangsdøren ved 1 th. På døren var fastskruet et navneskilt af betragtelig størrelse og med navnet A. Jensen i glas og ramme. Det stod der! Det stod der stadig da jeg havde gnedet øjnene tre gange. Det hjalp ikke jeg var et smut oppe i min egen lejlighed at kikke på navneskilt. På dørkarmen befandt sig et lille plasticskilt med et mere afrikansk navn, men man skulle se godt efter for at finde det. Jeg dundrede på og ventede en rum tid; en af de lavstammede, rundhovedede dukkede op og lukkede op på klem. Han gloede koldt og afvisende på mig: Et rynket ansigt med små plirende øjne. Lidt grå skægstubbe hist og her. Forstod tydeligt nok lige så lidt engelsk som jeg afrikansk. Men han gjorde en bevægelse og viftede mig alligevel ind i varmen. Lejligheden var formodentlig i samme stil som min egen. En entre med stue til højre og køkken til venstre og soveværelse midt for. Stuen var blændende oplyst af en serie spots i loftet. Et mægtigt flag i gult og rødt var ophængt på den ene endevæg. Den høje kulsorte mand i det grå, glitrende jakkesæt havde anbragt sig , mageligt tilbagelænet, i en mægtig trone af en drejestol med sort læder. Han var stadig iført de blå solbriller, der spejlede omgivelserne. Han holdt en ridepisk lodret i den ene hånd og en mobiltelefon vandret i den anden. På hvert armlæn var anbragt en glitrende guldbarre, som han med mellemrum kærtegnede. De brede boksere og de tynde kvinder dansede en vildt ekstatisk dans iført løvekostumer , medens de med oprakte arme og knyttede næver udstødte gryntende hurraråb, som havde de vundet et verdensmesterskab. Alt medens de lavstammede rundhoveder styrtede til og fra med alskens forskellige lækkerier på forgyldte tallerkner. Duer fløj på kryds og tværs gennem lejligheden med flapsende vingeslag. En af dem var netop røget på en limpind da jeg gjorde min entre. Et rundhoved var der som et søm og gjorde ende på fuglelivet i en lynhurtig bevægelse. En kollega ekspederede sagen videre ud i køkkenet, hvor stegeosen i forvejen lå tæt.
   Stuegulvet var overstrøet med blomster, der ved hjælp af en række sindrige mekanismer i loftet dalede ned over de dansende, spisende, betragtende og arbejdende.
   Mobilnegeren hævede ridepisken i en imperatorisk gestus. Stilhed sænkede sig i et nu! Han forklarede forsamlingen et eller andet betydningsfuldt, hvorpå alle kikkede ærbødigt på mig. Derpå indtalte han en længere række afrikanske sentenser på mobilen, og trykkede efterfølgende på en række funktioner. Hvorefter sentenserne tonede ud i stuen på formfuldendt Oxfordengelsk. Der var antydning af et hovent smil i det stive træansigt da han præsenterede sentenserne på både russisk, kinesisk, arabisk og swahili .Jeg fik hele smøren overrakt på en usb , og den viste sig at fungere aldeles upåklageligt, også på dansk. Afsluttende fik en af de rundhovedede seks solide stryg med ridepisken. Han havde knust et kostbart krystalglas i kampens hede, og det måtte der jo bødes for. Manden ymtede ikke en stavelse under seancen. Han havde formodentlig prøvet den lektion adskillige gange i sit lange liv.
   I en sær stemning, godt slingrende af rigelige mængder palmevin, skridtede jeg i morgengryets blændede lys op til mig selv og fik skrevet artiklen færdig. Mobilnegeren præsenterede sig som Naomi Vitiavi. Udsending fra Den Demokratiske Republik Congo med det formål at bringe røvede rigdomme i Danmark tilbage til de rette ejere. Guldbarrerne, omkring 50 af slagsen, var fundet i klitterne syd for byen; stammede formodentlig fra et forlis af et svensk skib omkring 1860. Et meget passende dansk bidrag til Congos genopbygning, selv om det selvfølgelig var den rene dråbe i havet. Lejligheden på Lars Kruses Vej 42 var i dagens anledning blevet udnævnt til en congolesisk enklave, derfor flaget og den tilhørende festlighed. Congo var verdens rigeste land målt i naturrigdomme, og det ville blive endnu rigere når retfærdige politiske og økonomiske forhold havde indfundet sig de to lande imellem. I øvrigt var den sorte race i åbenlys fremgang. Solen var ved at stå op over Afrika efter århundreders mørke. Aftenlandenes undergang var kun et spørgsmål om tid. Fremtiden tilhørte Afrika og den hvide mand måtte finde sin plads i den. Ikke siden de Puniske Krige i Romertiden, sådan ca. 200 før Kristus, havde den sorte mand spillet nogen politisk rolle udadtil, bortset fra som slave, men de tider var endegyldigt forbi.
   Skrivende disse linjer i min alders firsindstyvende år og jeg må nok erkende at manden til en vis grad havde ret, og han blev senere Congos Præsident. Se bare på vores nuværende Statssekretær! Ingen kunne drømme om at komme med racemæssige vittigheder i den anledning.

A Jensen.