Toppen af Fødekæden


20 dage siden 2 kommentarer Noveller

2Toppen af Fødekæden
Liam Heisenbergs første minde af Leopold Luger, var da han kasted... [...]
Noveller
20 dage siden

Puls: 10,0

Publiceret: 1
Afgivet: 1
Modtaget: 2
Nicolaj D.S. (f. 2001)
Liam Heisenbergs første minde af Leopold Luger, var da han kastede en stor, tung sten i hovedet på en krage i tredje klasse. Et minde der var tilsløret i blod, fjer og fuglelort. Det værste af det hele var, at Leopold havde stået med et bredt smil på læberne, mens han kastede en dyster skygge over liget fra den døde fugl. Det var et smil, som Liam måtte besøge adskillige gange i sine mareridt de kommende år.

Liam og Leopold gik i klasse sammen og efter fuglemordet i tredje klasse, havde Liam omhyggeligt sørget for at undgå Leopold.
   "Det starter med dyr!" havde hans mor sagt, mens hun vaskede op, "det starter med dyr og når de så bliver sluppet løs i den virkelige verden, begynder de at gå efter mennesker!"
   Liam havde derfor været omhyggelig med at holde afstand til den aspirerende psykopat, der fortsatte med at finde uskyldige dyr, der kunne tortureres og slås ihjel - ingen dyr var sikre. Fugle, mus, fisk og endda katte i ny og næ. Det skulle da også ske en dag i ottende klasse, at han ville blive suspenderet fra skolen: En pige ved navn Freja havde kaldt ham syg i hovedet og få øjeblikke senere, havde Leopold fundet sin passer frem fra sin taske og stukket hende fem gange i låret med det lille våben.

Liam havde ikke hørt andet end rygter fra Leopold siden den dag. Det sidste han havde hørt var, at hans far var havnet i spjældet for salg af stoffer til mindreårige. Det var som om et mørkt kapitel af Liams barndom fik sit sidste punktum. Mareridtet om den døde fugl under et blændende smil forsvandt. Liam fandt frem. Lige indtil radioen sagde, at alle der kunne, skulle i krig og kæmpe for fædrelandet. Liams far havde rusket i Liams blonde hår og sagt:
   "Min dreng, jeg tager i krig. Du er manden i husstanden nu. Pas på din mor og vuffer!"
   "Kommer du til at være på frontlinjen, far?" spurgte Liam. Han kunne ikke holde angsten ude af sin stemme. Hans far havde bare trukket på skuldrene og ignorerede sin søns ængstelighed.
   "Det må tiden vise, hvad jeg er egnet til i hæren. Men man er nødt til at kæmpe for det der betyder noget for én! Jeg regner med at se dig ved min side en skønne dag." svarede han vist. Så var han smuttet. Et par måneder efter kom brevet, der fortalte, at han ikke kom hjem igen. Et gammelt mareridt var erstattet af et nyt.

Tingene kunne ikke blive meget værre, troede Liam, da det en dag bankede på døren. Liams mor skreg efter Liam som skyndte sig ud, for at se hvem det kunne være. Da han åbnede døren, kunne han ikke holde et gisp tilbage. Hans mareridt stod i døren. Det brede smil, det brune hår og øjnene der afspejlede en sjæl af fuldstændigt vanvid. (Rød tråd om fjerd?)
   "Hej Liam!"
   "Fuck..."
   "Hva'?"
   "Jeg mener... hej Leopold!" svarede Liam da han havde genvundet fatningen. Hvad fanden i hede hule helvede overfrosne søer af pinsel laver du her, havde han lyst til at spørge om, men nøjedes med:
   "Hvad kan jeg hjælpe dig med?"
   Leopolds smil blev bredere og han lagde hovedet lidt på skrå.
   "Jeg skal da være din nabo!"
   "Ej det skal du ik'" røg det ud af munden på Liam, men til sin rædsel nikkede Leopold.
   "Jo den er sgu god nok! Din gamle naboer fik skudt knoppen af på slagmarken, så nu har min mor slået til og købt deres hus! Er det ikke fedt!"
   Det var virkelig ikke fedt.
   "Det bliver ligesom i gamle dage! Kan du ikke huske hvordan vi legede sammen? Ja vi lavede godt nok nogle dumme ting, men altså..."
   Vi?
   "Må jeg komme ind?" spurgte Leopold, mens han skubbede Liam til siden og lukkede sig ind i familien Heisenbergs hjem. Liams hund Vuffer kom løbende ind i entréen med tungen hængende ud af gabet og logrende hale. Leopold kiggede på den i et øjeblik, men ignorerede den så og gik videre ind. Liam åndede lettet op. Han havnede i stuen, hvor Liams mor sad ved spisebordet og kiggede undrende på Leopold, der ikke havde præsenteret sig selv og have tilsyneladende heller ikke tænkt sig at gøre det. Han kiggede sig omkring.
   "Wow. Her er hyggeligt, Heisenberg. Det ligner sådan et rigtigt hjem, som man læser om i bøgerne!" sagde han og grinede.
   "Men... her mangler jo noget..." sagde han og hans ansigt lagde sig i medlidende, men falske, folder. Han trådte unaturligt tæt på Liam og sagde: "Jeg er ked af det med din far."
   Liam nikkede og træk på skuldrende og gjorde alt for at undgå øjenkontakt med ham.
   "Hvordan skete det? Var der meget blod?" spurgte Leopold. Men så blev de afbrudt:
   "Hvem fanden tror du lige du er, din lille møgunge?" brølede Liams mor. Leopold vendte sig om, som hun kun blidt havde kaldt hans navn.
   "Undskyld, sagde jeg noget? Jeg er meget dårlig til alt det sociale... jeg har ikke mange venner, må De forstå," sagde han. Liams mor påtog sig et helt andet udtryk. Som om hun ikke vidste hvordan hun skulle reagere.
   "Nå men jeg må løbe. Tak for gæstfriheden!" hilste Leopold og daskede Liam venligt på skulderen.

Den aften cyklede Liam hjem til sin kæreste, Freja, selvsamme, der fik en passer i låret. Han fortalte hende alt om hvad der netop var sket. Liam og Freja havde fundet sammen i starten af gymnasiet og hun havde hjulpet ham igennem hans fars død. Nu lå han i hendes seng, mens hun nussede hans blonde hår.
   "Det sagde han vel ikke!"
   "Jo det gjorde han fanme," svarede Liam og fortsatte: "men du ved jo hvordan han er. Hvis han virkelig er sindssyg, kan han jo heller ikke gøre for det..."
   "Du skal sgu ikke forsvare ham! Det gør du altid, når du er presset, Liam. Ligesom når din mor råber og slår dig, så siger du bare, at det er fordi hun savner din far," sagde Freja.
   "Og jo; jeg kan godt huske ham!" sagde hun og rejste sig fra sengen, for at løfte op i sin kjole, hvor hun stadig havde nogle små, næsten usynlige ar, hvor Leopold havde stukket hende med passeren i ottende klasse. Liam kiggede på hendes blottede lår og smilede så kækt op til hende. Hun himlede med øjnene.

Efter sit besøg hos Freja besluttede Liam sig for at sove hjemme, så hans mor ikke skulle være alene. Men idet han trådte ud ad døren og ud i natten opdagede han Leopold ved sin cykel. Liam rykkede sig ikke.
   "Knepper i?" spurgte Leopold gennem sit vanvittige smil.
   "Hva- vi... nej, vi er kærester!" svarede Liam, da noget forfærdeligt gik op for ham.
   "Har du fulgt efter mig?"
   "Ja sguda. Jeg skulle se hvor du skulle hen!" sagde Leopold.
   "Skal vi følges hjem."
   Liam, der godt kunne lide at leve, valgte at lyve: "Nej jeg skal faktisk sove her."
   Smilet forsvandt hurtigt fra Leopolds læber og han nikkede langsomt, uden at bryde øjenkontakten med Liam.
   "Okay... hvad laver du så herude?"
   "Jeg skulle... bare lige have noget friskt luft."
   "Okay... så venter jeg bare her til i morgen!"
   Liam sank en klump, men så gav Leopold sig til at hylde af grin.
   "Det er sguda for sjov! Vi ses derhjemme!" sagde han og begyndte at gå. Mens Liam vendte sig om for at gå tilbage, hørte han Leopold råbe:
   "Og hils Freja! Hun er fanme lækker - jeg er jaloux! Det eneste jeg har haft inde i hende har været min passer!"

Og sådan begyndte løgnene. Hver gang Leopold besøgte Heisenberg familien, løj Liam og sagde, at hans mor ikke magtede besøg, eller at han var på vej hjem til Freja. På trods af dårlig samvittighed over at give sin mor skylden, lod det til at virke: Liam havde kun korte, men ikke desto mindre skræmmende, interaktioner med sin nye nabo. Man så også kun sjældent Leopolds mor, men de få glimt man fik af hende, gav et indtryk af dyb ulykkelighed. Hun havde altid dybe rander under øjnene, fedtet hår og bleg hud.
   Og sådan gik Liams dage: han stod op, tog i skole, tog hjem, holdt udkig efter om Leopold var i nærheden, hvis kysten var klar, gik han med Vuffer og hvis ikke, løj han overfor Leopold, og til sidst tog han hjem til Freja.
   Indtil den dag, hvor Liam lå på sit værelse. Det bankede på. Hans mor åbnede døren og da hun så, at det var Leopold løj hun og sagde, at Liam ikke var hjemme lige nu (som Liam havde instrueret hende i) og Leopold gik sin vej. På de seneste uger, var Liam begyndt at iagttage Leopold mere som en irritation end en trussel, trods han stadig ikke lod ham i nærheden af Vuffer. Han hørte gøen ude i haven. Så pludselig lød der et højt krak, da en sten fløj igennem ruden på Liams værelse. Stenen ramte væggen med højt bank og faldt til jorden. Liam sprang op fra sin seng og kiggede instinktivt ud ad vinduet. Og dér i haven sad Leopold og kælede med Vuffer, der logrede lykkeligt med halen. Leopold smilede sindssygt til Liam, ligesom den dag i tredje klasse. Liam kunne ikke bevæge en muskel, mens Leopold førte Vuffer ud ad haven.

De følgende dage blev Liam inde på værelset. Han kom ikke i skole, han besøgte ikke sin kæreste og han hørte ikke fra sine venner. Den eneste gang Liam havde været ude, var for at sætte efterlysningssedler op, velvidende at det var til ingen verdens nytte. Sorgen var intet i forhold til skrækken. Liams mor havde hamret fem bræt for det smadrede vindue og det indhyllede værelset i mørke. Leopold havde ikke besøgt dem siden og Liam håbede på, at han aldrig skulle høre fra sin nabo igen.
   Det havde været dumt at ønske.

Det var fredag. Det bankede på. Hans mor åbnede, men i stedet for at give den samme løgnehistorie, hørte han sin mors stemme nævne Vuffer i en eller anden sammenhæng. Liam skød op i sengen. Leopold stemme svarede noget utvetydigt. Liams mors stemme hævede sig. Der lød tumult. Så lød Leopolds stemme igen: "beklager," og så gik han. Liam troede i et forfærdeligt øjeblik at det værste var sket, men så hørte han sin mors skridt gå hen til spisebordet, hvorefter en stol knirkede gemytligt. Liam sad lidt i sin seng. Så besluttede han sig for, at gå ud til hende.
   Da han kom derud så hun forpustet ud.
   "Er du okay?" spurgte han. Hun rystede på hovedet.
   "Liam, jeg kan godt huske den forfærdelige dreng du gik i klasse med indtil ottende. Jeg kan huske din far og jeg der snakke om hvad han ville blive til. Vi troede, at Gud havde velsignet os og sendt ham bort herfra, men nu er han her igen og han er blevet netop til det monster vi troede han ville blive til," fortalte hun. Liam stod bomstille.
   "Det var ham, Liam. Ham som tog Vuffer. Jeg tør ikke tænke på, hvad han har gjort ved ham," sagde hun og lagde en hånd for sin mund. Hun undertrykte sine tårer og tog en slurk af en øl, der stod på bordet.
   "Han prøvede at komme herind. Han prøvede fandeme at tvinge sig ind på dit værelse... puha..." sagde hun forpustet og lagde en hånd på sin pande. Så fortsatte hun: "Men man er nødt til at beskytte det som man holder af. Det sagde din far... din far..."
   Pludselig blev hun blank i blikket.
   "Mor?"
   Hun faldt ned fra stolen og om på gulvet.
   "Mor!" råbte Liam panisk og han hastede ned til hende. Hendes øjne var lukkede, men hun træk heldigvis stadig vejret. Da Liam mærkede efter en hjerterytme, opdagede han, at hendes hjerte bankede hurtigt mod brystkassen som en galoperende hest. Hans blik blev fanget af øllen, som var blevet spildt efter hans mor, faldt om. I kanten af flaskeåbningen lå der en pille.

Liam bankede ikke bare på. Han hamrede løs på døren. Han følte sig varm i hele kroppen. Da døren ikke gik op, lukkede Liam sig selv ind. Han kastede døren op og blev øjeblikkeligt mødt af en blandet stank af alkohol, cigaretter og affald. Han stod i en klam entré, hvor sko og jakker lå i en bunke oven på og rundt om en stol. Foran ham var der en lang gang med døre på hver sin side og til Liams højre side var der en stue, med en beskidt sofa hvor Leopolds mor sad. Hendes hoved var tippet bagover og hun snorkede højt. Liam opdagede Leopold, der stod ved siden af sofaen og kiggede forbløffet på Liam.
   "Hvad har du gjort?" spurgte Liam vredt.
   Leopold smilede sit ækle smil.
   "Slap af. Jeg gav hende bare nogle sovepiller... okay: mange sovepiller. Min mor tager dem hele tiden, det er okay!" svarede Leopold.
   "Du... dit forpulede dyr!"
   Leopolds blik blev vredt.
   "Det er ikke særlig sødt, Liam. Jeg ville jo bare være din ven! Nu kan hverken hunde eller mødre være undskyldningen... men måske skulle jeg også slette kærester fra ligningen." Grinede Leopold.
   "Hvis du siger... ét ord mere-"
   "Og apropos ligninger," afbrød Leopold og gik hurtigt ind på sit værelse og da han kom tilbage stod han med en passer i hånden.
   "Se hvad jeg har fundet! Den lå bagerst i min gamle skoletaske! Jeg tror stadig der er lidt blod på..."
   Liam kastede sig frem mod Leopold, men hvad Liam nok havde glemt i farten var, at Leopolds allerede havde været oppe i adskillige slåskamp gennem sit liv, hvorimod Liam aldrig havde været i én. Leopold greb Liam i kraven og smækkede ham hårdt op ad væggen til entréen.
   "Lad mig lige tale ud, kammerat," sagde Leopold. Så førte han Liam brutalt gennem stuen og satte ham i sofaen, ved siden af Fru Luger, som tilsyneladende var slået fuldstændig ud af sovepillerne. Liams mod forsvandt brat og blev erstattet med en skræk han aldrig før havde mærket. Han følte sig som mus i et bur med en løve. Leopold stillede sig overfor Liam, med passeren i hånden. Så begyndte han at ruske i sin mor.
   "Se mor... mor se! Jeg har fået en ven på besøg!" sagde han. Liam blev hylet helt ud af den. Lige pludselig, havde Leopolds tone forvandlet sig fra en dyrisk snerren til en blød klang - som om han var et lille barn der ville have sin mors opmærksomhed.
   Leopolds mor lavede en underlig grimasse. Hun kiggede op på Leopold.
   "Ernst?"
   "Nej mor det er mig, din søn! Se jeg har fået besøg!" vedblev Leopold. Hun gabte lidt og hendes øjenlåg blev tunge.
   "Det er naboens søn! Dem som har en far i hæren... eller havde en far i hæren. Det er hans kæreste jeg har vist dig billeder af. Hans mor bruger også sovepiller... kan du huske den der gryderet jeg lavede i går? Det var hans hund, vi spiste, der smagte så-"
   Det næste af Leopolds sætning blev erstattet med et skrig. Med hjælp fra adrenalinen og raseriet, vristede Liam passeren ud ad hånden på Leopold og jagede den imod hans ansigt. Passeren borede sig ind i kinden på Leopold, der forskrækket og hårdt, skubbede Liam fra sig. Han tog sig til såret, hvor der piblede blod ud. Så kiggede han måbende op på, Liam i samme øjeblik, som Liam sprang frem imod Leopold igen, med vredens kraft. Han vidste ikke hvor mange gange han slog Leopold i ansigtet, men da han kom til besindelsen igen, dunkede det i hans knoer og Leopold bevægede sig ikke. Liam sad oven på ham mens han trak vejret i dybe, tunge stød.
   "Du... du rør dem ikke igen... hører du mig?" spurgte han med en bævende stemme. Synet af Leopolds ansigt gjorde ham kvalm og han rejste sig op. Han kiggede sig til siden, hvor Leopolds mor igen var faldet i søvn på sofaen.

Imens Liam gik ud i natten igen, følte han at han var nødt til at retfærdiggøre hvad der var sket. Men så fandt han ud af, at han egentlig følte fryd. Han genkaldt sig glædeligt øjeblikket, hvor han endegyldigt havde lukket munden på Leopold med passeren. Han havde beskyttet og kæmpet og hævnet sig. Er du stolt far? Tænkte Liam og kiggede op på stjernehimlen, der nu syntes klarere end nogensinde før. Snart ville han gå ind til sin mor, som var ved at vågne. Man skal kæmpe og beskytte det man har kært, gentog Liam i sine tanker.
   "Velkommen til toppen af fødekæden."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/02-2024 17:23 af Nicolaj D.S. (Altkymisten) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2771 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.