Næste morgen lidt i seks, slår jeg mørbanket øjnene op. Hele mit liv her blev begravet. Der er lige Hanna. Der er ikke andet der er synd. Bare den måde Louise forsvarer far, siger meget. Det er ok. Hun må gerne mene, han er en helt. Jeg kan lade ham løbe ud med badevandet. Om en uge fjorten dage sætter jeg punktum. Det banker på døren??
   "Ja", siger jeg.

Louise stikker et bobbet hoved ind: "Kan vi snakke. Jeg kører om en time?"

"Jo, jo", mumler jeg. Hun lukker døren forsigtigt, næsten som om hun slet ikke har været her. Jeg gider faktisk ikke. Det er svært at få øje på, hvad vi kan blive enige om. Køkkenet dufter af kaffe, der står krus på bordet. Kun to, så af en eller anden grund er Christian fraværende. Louise vender sig, hun er ukendelig, med det bobbede hår og makeup, iført et par lette sommerbukser, en fin hvid bluse og en dueblå cardigan. Kontorarbejde tænker jeg: "Hvor arbejder du nu"?

"Regnskab i Hvalsø halvtids", hun hælder kaffe i mit krus og skubber brødbakken over.

"Kan jeg køre med"?

"Tager du allerede hjem"?

"Ja, begravelsen er vel ikke endnu".

"Åh", hun ser på mig: "Det var meningen Christian skulle tale med præsten klokken ti. Men Christian du ved", hun slår ud med armen.

Jeg kan sku ikke tale med præsten om far. Hvad tænker hun på: "Du må da tage fri", jeg sætter kruset hårdt i bordet.

"Ville jeg gerne", siger Louise: "Men der kommer kontrolrevision, jeg er nødt til at være der".

"Så må du ringe til præsten".

"Nu er det sådan, jeg har bedt Astrid komme forbi. Hun kan tale med præsten. Men vil du ikke være sød at være her, det har jeg faktisk lovet hende"?

Så Louise har lovet mig væk: "Helt ærligt du kan da ikke bare love mig væk".

"Han er altså ligeså meget din far som min", hvæser Louise.

"Jo", siger jeg: "Men jeg kender ham jo nærmest ikke".

"Så lad Astrid snakke, og jeg har skrevet en seddel med oplysninger", hun skubber et papir over bordet: "Vil du ikke nok".

Jo, det kan vel ikke diskuteres: "Vil du så køre mig på stationen når du kommer hjem", spørger jeg.

Hun nikker før hun rejser sig og går til nøgleskabet, hun tager en nøgle ud i en stor rød nøglering: "Her", siger hun: "det er fars, går du også lige tur med hunden inden klokken ti, og lukker den ud i bryggers inden Astrid kommer".

Min irritation vokser proportionalt med de afgivne ordrer: "Var det alt", siger jeg spydigt.

Bilen laver gruslyde da hun kører. Schæferen sidder klar, jeg griber snoren og hægter på. Han begynder at logre med det samme, jeg låser, og overvejer hvad vej vi skal gå. Men han er hurtigst og trækker mod skoven, jeg flyver efter. Skoven, krattet og den kølige luft omringer os. Jeg vil ikke være her, her er ækelt, jeg hader det. Hader lugten, skyggerne. Hunden snuser henrykt, markerer og følger stien ind i mørket. Jeg har kvalme, og prøver at holde igen, men det er umuligt, jeg bliver trukket videre gennem den nedtrampede sti, til vi står foran et faldefærdigt skur. Jeg har gåsehud da jeg lægger hånden på de rå brædder. Så åbner jeg døren, og går ind. Rummet har et enkelt vindue, glassene er knuste. Der står en klapstol med askebæger under, mon far har siddet der. Jeg sætter mig, hunden lægger sig og ser op. Kan hunde græde? Jeg ved det ikke. Måske har far været sød ved den. Jeg ser ud på de tætte ranke grantræer i kølige grågrønne farver.
   Er der noget jeg ikke ved om ham? Har han siddet her og grædt? Er tingene vokset ham over hovedet? Han havde en kæreste, de må have talt om det? Jeg vil spørge hende hvad hun tror? Han drev landbrug, dyrkede korn, og græs. Var aktiv. Ja, han drak meget, dengang. Fortsatte han med det?

Der er noget absurd i min søsters flugt, og at det er mig der skal tale med præsten. Jeg kommer i tanke om sedlen, og tager den frem. Jeg er kun nævnt af navn. Men selvfølgelig hvad kan Louise sige? Og hvad kan jeg sige om hende? At hun har en idiotisk kæreste. At jeg ikke forstår hendes valg.

Jeg rejser mig, nu er det mig der skynder på det hele, det her sted er no go. Hunden trækker stadig i snoren og vil videre. Jeg bliver stående og holder fast. Jeg vil tilbage i huset og lede efter øl, bagefter vil jeg undersøge fars værelse, det kan være jeg kan finde noget interessant?

Da vi nærmer os huset ser jeg bilen, det er for tidligt både til præst og Astrid. En høj duknakket mand står og venter. Han ser lidt undrende ud. Jeg forklarer mig, han rækker en bakke æg frem.

"Dem har jeg lovet Louise", siger han: "Det er tidligt hun er kørt".

"Der er revision på arbejdet".

"Nå", han bliver stående

"Kendte du min far"?

"Vi gik i skole sammen, jeg er nabo".

Hunden snerrer, han træder lidt tilbage: "Sig til Louise, at hvis hun får brug for hjælp, så er jeg lige ved siden af", et smil bryder ud, inden han kryber i bilen og kører. Hunden gør hidsigt, jeg ved ikke hvad der går af den. Jeg lukker den ud i bryggerset. Så går jeg i kælderen. Der står to ensomme kasser, en med kartofler, og ølkassen. Jeg har intet mod øl, men det kan blive for meget. Far var konstant beruset dengang. Jeg tror han drak stærkere ting? Han lugtede i hvert fald af sprit. Jeg ser mig omkring, på sylteglassene. Jeg mindes farmors kogekunst og varme, hun var så varm. Jeg savner farmor.

Farmor sørgede for alt. Mig tog hun med i købet, lagde sin kappe af glade timer over mig. Hjalp mig med de svære regnestykker, satte plaster på de sårede knæ, og holdt i hånden når jeg var bange. Farmor så mig. Jeg lister gennem stuen og ser billeder. Flere af Louise og mig som små. Far som buttet baby. Farmor i ældre udgave som jeg kender hende. I køkkenet ved siden af en stor flæskesteg. Sikkert jul. Hun smiler og slår ud med armen. Glad julefarmor, der dufter af småkager.
   Måske var det det, farmor havde, som ingen andre i min barndom besad. Glæde, lys, og latter. Hun slog gerne en munter latter op. Selv farfar det sure spektakel holdt bøtte når hun lo.

Inde bag stuen er der to soveværelser. Det første jeg går ind i er så ryddeligt, at jeg tænker på Louise med det samme, for en sikkerheds skyld går jeg hen og åbner klædeskabet. Nydelige kjoler og andet tøj i sirlige bunker på hylder. Det kan kun være Louises. Jeg lister ud af rummet igen. Og går ind i det næste. En halvandenmandsseng med en sort natlampe over og et natbord med en clockradio, en af dem der vækker med radiomusik. Jeg trykker på knappen for at se hvordan den er stillet halv seks siger den. Tja, det er tidligt op, som i dag. Rummet er spartansk. Et lille bord med et par skuffer, og et mindre klædeskab i hjørnet. Jeg åbner skabet og kigger ind, det roder og lugter muggent., jeg lader en hånd glide gennem jakker og trøjer, det meste temmelig slidt. Noget af det kan jeg faktisk huske fra jeg boede her. Især en meget lækker stortrøje som jeg tror farmor har strikket?
   I bunden står nogle slidte sko og længst inde i mørket en kasse eller æske. Jeg griber ivrigt ud efter den. Måske er der noget i den. Men den er låst, jeg er skuffet han har gemt sine hemmeligheder.
   Jeg bliver stående med kassen og funderer et øjeblik. Hvad er sandsynligheden for at nogen kender til den. Far har ikke fortalt nogen noget, det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg vil tage den med. Det er ikke at stjæle, for jeg skal jo arve ham, Inden jeg forlader rummet åbner jeg de to skuffer i skrivebordet. I det ene er der forskellige piller, en del regninger, bankoplysninger.
   Far skylder penge så vidt jeg kan se, et lån af en slags. Det går sikkert ikke så godt med gården??? Men det må jeg spørge Louise om? I den anden skuffe ligger en stak breve, jeg løfter bunken og ser afsenderen. Astrid. Det er straks mere prekært, jeg bør ikke læse dem. Men jeg mærker hvordan nysgerrigheden vælder op i mig. Jeg tager det første brev i bunken. Og folder det forsigtigt
   Ud. Det er et saftigt, erotisk brev. Jeg har svært ved at se min far i det, med dryppende tissemand mellem store bryster. Jeg folder det sammen og lægger det tilbage i i bunken, skubber skuffen i og skynder mig op på mit værelse, hvor jeg anbringer æsken nederst i rygsækken godt pakket ind i soveposen.


Astrid har langt lyst hår, øjnene er blå, hun ligner en havfrue med den matchende nederdel der smyger sig om de lange ben. Ansigtet er åbent påført svag rouge og en skrigrød læbestift. Hun stirrer stift på døren til bryggers hvor hunden er.

"Hunden er lukket inde", siger jeg, og stirrer tilbage. Jeg er i chok over hun er så ung, højest, ti år ældre end mig. Hvordan er det lige gået til?

"Ja, ja", siger hun: "Jeg ved godt jeg er meget yngre, end ham. Men kærlighed har ingen alder".

Det kan jeg ikke argumentere mod: "Ja", svarer jeg: "Kærlighed er da kærlighed".
   Som hun står der og smiler med havfrueøjnene, ser hun blød og dejlig ud, det må min far have set. Men hvad så hun i ham?

"Jeg har lavet kaffe", jeg fører os ud i køkkenet.

"Jeg drikker ikke kaffe", siger hun: "Der står urtete heroppe", hun åbner et skab, og tager dåsen ned. Imens hælder jeg vand på kedlen.
   "Man kan ikke se du og Louise er søstre, men du ligner din far". Hun lægger hænderne på kruset og får et tænksomt udtryk: "Vi talte om at gifte os. Han elskede at drille mig med, at alle ville tro, jeg var hans datter".

"Nå", jeg hælder vand på tekanden.

"Nu er han død", hun siger det langsomt med en hånd under hagen, som for at holde hovedet oppe.

"Var han deprimeret", spørger jeg

"Næh det synes jeg ikke. Vi røg lidt tjald ind imellem, han sagde han slappede så godt af med det. Men han skyldte vist penge".

"Okay, mange penge?"

"Det ved jeg ikke, så meget snakkede vi ikke om det".

"Hvad vil du sige til præsten"?

"Har Louise ikke skrevet en seddel"?

"Jo, men der står næsten ingenting". Jeg skubber sedlen over bordet.

Hun læser: "Okay, det er vist bedst jeg styrer det". Hun stiller sig ved vinduet: "Vi skulle have holdt min fødselsdag. Vi kiggede på ringe."

"Nåede i at få dem"?

"Nej, de er bestilt".

"Mon ikke du kan afbestille", siger jeg.

"Det har jeg ikke lyst til", hun sætter sig over for mig igen, øjnene lyser.

"Astrid hvordan lærte i hinanden at kende".

"Jeg arbejder hos bageren. En dag sagde han hej, det gjorde jeg også, og ja så var jeg solgt".

"Hvordan"?

"Det passede bare, vi faldt i hak. Kender du ikke det"?

"Nej".

"Jeg kan slet ikke forstå han er død", stemmen vibrerer: "Jeg har det som han kunne træde ind af døren lige nu, du ved".

Det ved jeg intet om, min far har været væk i mange år.

Hanna var dejlig den aften dengang, hun strålede. Jeg varmede mig, mens hendes arme holdt mig tæt, og hun strøg mig over håret. Jeg græd over svigtene.
   Jeg boede hos hende i to måneder, på sofaen med soveposen, den samme sovepose jeg nu har pakket fars æske i.