Jeg kørte langsomt hen over et irriterende bump og ind på tanken. For en gang skyld tankede jeg bilen helt op, da jeg netop havde modtaget et uventet ekstrabeløb på min konto. Jeg følte mig som en rigmand, da tælleren endelig endte på 42,3 liter.
På vej ind for at betale havde jeg en fornemmelse af, at alle kiggede på mig og tænkte: "Den blærerøv. At tanke sin bil helt op, når andre må nøjes med at tanke for det, de netop har listet ud af børnenes sparegris". Hvorfor de tilsyneladende alle havde holdt øje med netop min tankning i stedet for at passe deres egen, er mig en gåde.
Inde i butikken var der 3 kunder før mig , der smed 10'ere, 20'ere og andre småmønter op på disken. Det lød i hvert fald sådan.
"Fattigrøve", tænkte jeg. Tankerne om sidste uge, hvor jeg måtte have udsættelse af min elregning var lykkeligt glemt.
Jeg havde fundet mit kreditkort frem i god tid, og stak det straks i terminalen, da det blev min tur. Jeg trykkede min kode. "Afvist," stod der i displayet.
"Åhh," sagde ekspedienten. "Nets er jo nede og har været det den sidste times tid. Du kan kun betale med kontanter".
Hvorfor tanken ikke havde meddelt deres kunder dette med et bette skilt, vi kunne se, inden vi tankede, forbliver stående i det uvisse for mig.
Jeg tjekkede min tegnebog og fandt en 50'er og 7 kroner i småpenge. Det rakte som en skrædder i helvede, men trøstede mig lidt. Nu behøvede jeg kun suge 38,3 liter benzin op ad tanken og levere dem tilbage, for at være kvit med tanken.
"Hvad gør vi ved det?", spurgte jeg.
"Spørg ikke mig. Det er dig, der ingen penge har", svarede den mandlige ekspedient og fuldstændiggjorde sin nedladende tale med: "Men kan du ikke lige flytte dig så dem, der har penge, kan komme til."
"Jeg har sgu' rigeligt med penge, vrissede jeg. "Kan du ikke se, at jeg lige har tanket min bil helt op?"
"Hvad hjælper det, når du ikke kan betale?", nærmest skreg ekspedienten med en så gennemtrængende stemme, som skulle han råbe hele koncertsalen op i vores kongrescenter uden mikrofon.
Smiger kan hjælpe
Jeg rasede nu indvendigt, men forsøgte ikke at vise det. Livet har lært mig at beherske den slags følelser, især hvis man skal opnå noget.
Jeg husker at jeg - da jeg i sin tid begyndte at øve mig på at opføre mig ordentlig overfor andre mennesker - fandt ud af at smiger kan virke. Så da jeg på et tidspunkt måtte have hjælp i en butik, hvor jeg havde udset mig en gave til min kone, henvendte mig til en yngre ekspedient, der bulede lidt ud på maven, sagde jeg: "Det klæder dig", og pegede på hendes mave. "Du må glæde dig gevaldigt til familieforøgelsen."
"Jeg er da ikke gravid", svarede hun spidst.
Mine ører blev røde som nysyltede rødbeder... Hun hjalp mig alligevel.
Af ovenstående grund undlod jeg at forsøge mig med smiger i min nuværende situation. Jeg havde ellers sådan en lyst til at fortælle den tilsyneladende etnisk danske ekspedient, at han talte godt dansk.
Men tilbage til min elendige situation, som bekræftede mig i, at jeg i perioder er forfulgt af uheld. For et stykke tid siden, faldt jeg af min cykel og forstuvede mit håndled, dagen efter faldt jeg ned fra en stige, da jeg ville installere en ny loftslampe i stuen. Jeg havde glemt at slukke for strømmen og havde med den samme hånd fat i to strømførende ledninger, og for 3 dage siden døde vores hund, Basse.
Men det er en helt anden sag. Tilbage til tanken, hvor jeg i den grad var ved at gøre mig selv til grin.
Jeg havde lige afleveret en klumme til vores lokale avis, som jeg sluttede af med: "Lykken er, at turde gøre sig selv til grin."
Jeg overvejede at ringe til redaktionen for at få dem til at slette klummen øjeblikkelig, men besindede mig dog. Lige i øjeblikket var der brug for akut handling eller et mirakel for at undgå at blive mere til grin, end jeg allerede var.
Miraklet skete. En anden uvidende kunde ved den anden kasse havde fået samme besked som jeg, da hun stak sit kort i terminalen. Hun havde heller ingen kontanter på sig. Så nu var vi to lidelsesfæller, der måske kunne brainstorme os frem til en løsning.
Efter tre kvarters diskussioner - nu med to ekspedienter - og forslag til, hvordan vi kunne stille sikkerhed for betaling af benzinen, blev der råbt ude fra baglokalet: "Så er den klar igen, terminalen".
Både kvinden og jeg betalte uden yderligere diskussion med de to ekspedienter og forlod butikken.
Siden da har jeg altid haft kontanter nok i min tegnebog til en tank benzin, og jeg vil råde andre til at have det samme.
Desuden har jeg et forbandet godt forslag til alle politikere, magthavere, myndigheder, banker og sidegadevekselerer i alle lande i hele verden . For det første: Bevar kontanterne til solen brænder ud. For det andet mener jeg, at man for en sikkerheds skyld, bør genindføre den gamle betalingsform, hvor man byttede sig frem, tuskhandel.
Det sidste havde i hvert fald reddet mig den famøse dag på tanken. Så kunne jeg have betalt for benzinen med de to 10 kg. sække med hundefoder, der stadig lå i mit bagagerum.