Jeg vågnede i skumringens dystre favn, efter at natten endnu engang havde forsøgt at kvæle mig i dens kolde, nådesløse greb. Jeg var fange i mine egne mareridt, hvor flaskerne var mine beskyttere, mine trofaste vogtere i det dunkle rige af alkohol og ensomhed.

Jeg blev kastet ud i et ritual af desperat søgen efter trøst og flygtige øjeblikke af glemsel. Mine nætter var som et skibbrud i et endeløst hav af tomhed, hvor jeg desperat greb efter de halve og kvartfulde flasker, som var skjult i mine hemmelige skatkamre. Hver flaske var en skat, en flig af håb i et ocean af smerte.

Natten havde sin egen, grusomme magi. Jeg var efterladt i et dystert mareridt, fanget i et kaos af tåger og rædsler, inden jeg vågnede og fandt frelse i flaskens barmhjertige favn.

I mine værste øjeblikke vågnede jeg til en uhyggelig virkelighed, hvor min egen krop var min fjende. Jeg havde mistet kontrollen over mig selv, fandt mig selv liggende i mit eget kropsaffald. Natten havde sejret igen.