Den sidste lampe blev slukket, og søvnens rige sænkede sig over boligkomplekset på Strandvejen.

Irmgard von Elmhoff på 88 år havde også overgivet sig i Morfeus arme oppe på 2. sal. Hendes konfuse tilstand var ikke blevet mindre hen over sommeren. Samtaler med familien vedrørende en plejehjemsplads fejede hun omgående af bordet, som værende ren chikane.
Hun var fraflyttet herregården efter at ægtemanden, Maximillian von Elmhoff, stille var sovet ind mæt af dage 20 år forinden, og nu mente hun, at opgangen til fulde husede de tjenende ånder, som hun havde brug for i skikkelse af de andre beboere.

Hendes naboer, Henning og Birgit, blev vækket klokken-meget-ubehageligt ud på natten af Irmgard, der stod på deres dørmåtte iført storblomstret natkjole og hårnet. Hun meddelte, at hun ikke turde gå ind i sin lejlighed, fordi der var sket noget meget mærkeligt.

Birgit på 81 år, der var iført nattøj og hævede øjne, stak fødderne i et par lammeskindstøfler og fulgte efter Irmgard ind i lejligheden for at bese Det mystiske Hus. De passerede det ovale Hepplewhite bord med 8 salonstole og tilhørende vitrineskab inden de endte op i soveværelset.

Her stod Irmgard von Elmhoffs mahogni seng fra Vestindien. Få minutter forinden havde den været klodset op på et par Euro-paller samt 4 stk. instabile ben. Det stod hen i det uvisse, hvad der var hændt i nattens mulm og mørke.
Birgit måbende og betragtede, hvordan sengen lå tippet om på siden, og de løse ben lå som kegler fordelt i rummet. Irmgard forklarede, at hun pludselig havde fået det hele ned over sig.
Nu stod det aparte tableau efterladt med de faste sengeben strittende lodret vejret, mens Euro-pallerne stod delvis på højkant.

"Ja! Ja!" forklarede Irmgard affekteret. "Jeg flygtede ud gennem tunnellen!" og pegede med en benet finger på hulningen i dynen.

Birgit hentede skyndsomst Henning, som med krogede knæ ankom brilleløs og i nålestribet pyjamas. Sammen fik de vendt møblet, og ekviperet det med den deserterede lamelbund, madras, topmadras, lagen, hovedpude og til sidst med Irmgard. De fik pakket en dyne omkring hende og talte i beroligende vendinger.

Det sidste de hørte inden de lukkede døren bag sig, var Irmgards kommanderende røst, der gjaldede inde fra bageste gemak:
"Åh...! Hallo... De dér! Og så må De gerne bede køkkenet om at bringe en Bloody Mary op til mig og sige, at de skal huske blegsellerien denne gang!"