Dette er historien om Wenzels hund.
   Wenzel var en hård negl, han opdragede sine to børn med strenghed, fyrede folk uden at blinke, og uddelte øretæver til folk der forsøgte at snyde ham.
   Vi delte kontor og af selv samme grund blev vi uundgåeligt involveret i hinandens privatliv. Det skal dog siges at Wenzel var meget sparsom med private oplysninger så det var faktisk begrænset hvad jeg vidste om ham, de første mange år vi arbejdede sammen. Men jeg fik da drypvise informationer. Børnene var flyttet tidligt hjemmefra. Konen holdt til hos sin tvillingesøster, der boede i et baghus på Vesterbrogade. Søsteren var alkoholiker og var godt i gang med at give Wenzels kone samme last.
   Der var stille i stuerne når Wenzel kom hjem om fredagen. Både børnene og mor Birthe var væk. Wenzel gik ned på café Valby, flirtede med servitricen, røg en pakke smøger og tævede en af bøllerne dernede. Så fik han det godt igen, men i længden holdt det ikke. Han var på vej til at blive en ensom mand.
   Jeg oplevede han blev en smule mere åben og blev efterhånden hans måske eneste betroede. Jeg blev spurgt om råd da han skulle købe ny bil, og bakkede interesseret op om hans valg. Men han var stadig ensom. Det var tydeligt at han blev mere og mere ulykkelig.
   Et af hans sjældne besøg hos datteren i Farum ændrede imidlertid hans liv radikalt. Datterens veninde havde seks minipuddelhvalpe til salg og dem skulle Wenzel da lige se. Nå ja så skidt da...
   Minipuddelhvalpe er små. Alligevel var der en lille han der angreb Wenzel da han stak hovedet ned i båsen.
   "Hold kæft hvor er han sjov," sagde Wenzel og købte ham impulsivt.
   Jo, han var en fin hund, sort som kul med tætte krøller, kuglerunde skinnende vagtsomme øjne og en kold og fugtig lille snude.
   Han skulle hedde Ricko, opkaldt efter Wenzels gamle ven stor smugleren Ricardo.
   Fra den dag af forandrede Wenzel sig. Hans aggressive karakter tog bolig i Ricko, og selv blev han gradvist en blød mand.
   Når han gik tur i blokkene, snakkede han jovialt med de søde gamle damer der luftede hunde. Mens Ricko satte sig i respekt som områdets nye hersker.
   Hundepsykologi er fascinerende. Selv store kamphunde var bange for Ricko, han havde en stærk psyke. Hurtig som et lyn. Man vidste aldrig om han sad i flæsket på en, før man nåede at sige vov.
   Ricko så det som sin opgave at passe på Wenzel og var meget opmærksom på Wenzels ups and downs.
   Når Wenzel skulle hente Birthe hos druksøsteren om fredagen endte det altid med at Wenzel skældte hende ud, fordi hun havde drukket for meget. Ricko fandt hurtig ud af sammenhængen, når man lugtede af alkohol, skulle man have skældud, så han istemte Wenzels vredesudbrud og deltog i udskældningen af stakkels Birthe.
   Det udviklede sig efterhånden til at Wenzel ikke længere selv behøvede at skælde Birthe ud når hun blev afhentet. Havde hun drukket og lugtede af alkohol så klarede Ricko skideballen helt på egen hånd. "Vov, vov, vov ... "
   Ved en lejlighed da Birthe blev afhentet havde hun ikke drukket ret meget syntes hun selv. Men Ricko begyndte at knurre.
   "Du lyver Ricko," skreg Birthe, "mor har ikke drukket."
   Ricko snusede lidt for at være sikker... jo den var go nok. "vov, vov, vov..."

Og var det da bare stoppet dér så havde det kunnet holdes inden for familien, men af og til fik nogle af de søde damer på hundelufterruten også en skideballe. Men kun hvis de havde drukket, skal det pointeres.
   Det havde den virkning at nogle at de søde damer blev ædru medens andre luftede hund i et andet kvarter.
   Ricko holdt gaden ren.
   Wenzel var helt tryg ved ham så han fik lov til at ligge i opgangen og holde drukkenbolte og mistænkelige personer borte.
   Kom der en schæferhund luskende forbi røg han som en raket ud af mørket og brugte overraskelsesmomentet og en rasende gøen til at skræmme den chokerede strejfer væk.
   En mand kom luskende og pillede ved Birthes cykellås, han fik samme omgang som schæferen.
   To sleske mænd med slips ringede på for at fortælle at det var verdens ende. De blev overdøvet af støjsenderen Ricko, og verdens ende blev midlertidigt udsat.
   Det var imponerende hvad den lille krøllede 'kanonkugle' kunne udrette.
   Børnene i kvarteret elskede ham. "Ricko kom og leg," råbte de, når de så ham.

Den sommer flyttede 'svenskerne' ind. De var i det mindste svenske statsborgere. De var smidt ud af Malmø af en anden bande derovre som havde erobret narkomarkedet med vold og terror. 'Svenskerne' var reduceret kraftigt i antal, men adskillige familier flyttede ind i naboblokken ved siden af og efterhånden som de 'svenske' familier flyttede ind flyttede de gamle beboere ud af blokken.
   'Svenskerne' fortsatte deres lukrative forretning i København, så om aftenen drev en jævn strøm af lyssky stakler gennem gaden for at købe stoffer. Narkomanerne var afhængige af at ruse sig i deres desperate virkelighedsflugt og drømme sig væk i en verden der ikke eksisterede.
   Ricko fornemmede at der var noget lusk med det hele og sprang ud af opgangen og gøede som en rasende når 'svenskernes' kunder forsøgte at passere gaden. Det var gerne på det tidspunkt hvor folk skulle sove, så der blev en farlig ballade ud af det. I starten syntes de søde damer der boede i blokken at det var godt de havde Ricko til at holde gaden ren. Så de ringede til politiet og underrettede dem om at der luskede narkomaner gennem gaden. Politiet dukkede op og arresterede et par 'svenskere' og et antal kunder. Det mønster gentog sig over en længere periode. Ricko kom frem i medierne med billeder og artikler der roste hans mod.
   Men politiet tabte efterhånden interessen for at få stoppet 'svenskerne' , eller også magtede de simpelthen ikke opgaven hverken politisk eller operationelt.
   Ricko måtte derfor ene 'mand' forsøge at holde narkomanerne væk. Det blev der en farlig ballade ud af for Ricko blev mere og mere højrøstet og provokerende. Udholdende var han også, han gøede og lavede skinangreb på de indtrængende hele natten. Han kæmpede en heroisk kamp i mørket helt alene.
   Efter et par uger blev Wenzel imidlertid opsøgt af beboerforeningen. Beboerne kunne ikke sove om natten for Rickos hidsige gøen nede på gaden. Wenzel fortalte at det faktisk var lykkedes den lille hund at støvsuge gaden for narkomaner og kriminelle lige fra tyveknægte til blottere. Men beboerforeningen var ligeglad med narkomaner og kriminelle i gaden. De ville sove i fred, det var det vigtigste bare lukke øjnene for hvad der skete om natten.
   De afleverede et ultimatum. Wenzel skulle lære Ricko at holde kæft og sætte ham i kort snor i hans lejlighed. Han måtte ikke rende ubevogtet rundt og gø længere.
   Wenzel kunne også vælge at aflive ham eller at fraflytte. Der var f.eks. blevet mange lejligheder ledige i Malmø.
   Wenzel blev rasende og bankede en knytnæve i synet på beboerforeningens formand. Delegationen styrtede forskræmte ned af trapperne fra femte sal forfulgt af en gøende Ricko.

'Svenskerne' vidste hvor Ricko boede. De var blevet enige om at dræbe ham. Det var dem eller ham, sådan var var det. De havde stort set mistet alle deres kunder. Ingen gad at handle stoffer i området når man kunne risikere at den vanvittige hund sprang ud af mørket og gøede uophørligt.
   Så var det lette at handle stoffer i al ubemærkethed et andet sted.

Det ringede på Wenzels dør. Han ventede ikke at få besøg. Udenfor stod politidirektøren og en mand i jakkesæt fra justitsministeriet. Politidirektøren tog ordet og sagde lakonisk "Ricko er dræbt i et trafikuheld"
   "Hvordan?" fik Wenzel presset ud af en hals der snørede sig sammen.
   "Når man lader sådan en hund gå frit omkring og gø ad folk, kan det jo ske... Vi betragter sagen som et hændeligt uheld." Betjenten undgik at se ham i øjnene.
   "Hvem kørte ham over?" Ville Wenzel vide.
   "Sagen er mørklagt." Sagde jakkesættet tilfreds.
   Wenzel styrtede ned på gaden. Han passerede beboerformanden der stod uden for opgangen med et blåt øje. "Nå, så kan vi alle, gud ske lov, komme til at sove igen," sagde han ondskabsfuldt og lettet.
   "I har aldrig været vågne," svarede Wenzel vredt og forsvandt ned ad gaden...