Lene Lindstok strålede, og havde god grund til det, hun blev 20 år og fejrede det med sine venner og sin familie på restaurant Breva nede ved Luganosøen. Det var en gave fra Artificiel Star som tak for hendes arbejde som novice på St. Lukasklostret.
   Hun savnede Øresund og Gerdas lørdagsfrokoster på Kastrupfortet. Men her på Breva var udsigten ud over Luganosøens flade det der mindede hende mest om det flade Amager.

Det var stadig for farligt for hende at besøge Danmark. Lene var frikendt for otte drab, så teoretisk kunne hun vende tilbage uden problemer. Men selvtægtsgruppen 4L og den ensomme ulv, Ole Eg Gormsen, jagtede hende, med en voldsom hævntørst. Galningen påstod at Lene yderligere havde dræbt fem-seks personer under flugten til Schweiz og kidnappet et spædbarn...
   I Schweiz kunne hun imidlertid føle sig sikker troede hun.

Gæsterne fra Danmark var ankommet med tog, og var indlogeret i byen. De var enige om at det havde været en fantastisk rejse. Humøret var højt og stemningen god. Glade stemmer der talte dansk, tysk og italiensk, rungede ud over søen der lå oplyst i solskin. Langt væk kunne man se panoramaet af de snedækkede bjerge.
   Det var en mindre delegation der var ankommet fra Danmark. Lenes mor Gerda Jensen, hendes lillebror Per kaldet Snotter, Lenes veninde fra CIK Marie, Maries nye kæreste Leo og fru Gravesen.

Derudover var følgende inviteret og havde bekræftet at de ville komme:
   Lenes datter Siv på fire år og Nonnen Sonja.
   Donat Shpirti, der var forhenværende Mafia Shqiptare gangster, og Pauline Dombrowski som var sygeplejerske på AS.
   Donat og Pauline var hjemme i Schweiz efter en vellykket testperiode af Donats hjerne i USA.
   Vagtmanden Teno.
   Jens Østergård og hans datter Solvej.
   Elle og Elles mor, Marta, Robert, Magdalene, og Mary.
   Torn og Nagle og de ni andre novicer fra 'holdet'.
   Franz Sternmesser (Junior).
   Maria Lukas, priorinden.
   Og i al hemmelighed; den bandlyste biskop Stefanus Paulus fra St.Gallen.

Selskabet var efterhånden blevet ret stort og måtte flyttes fra 'stuen' til 'udsigtspavillionen'. Der var arrangeret musik. Efter middagen skulle Lene og Elle på novicernes opfordring synge det nye ABBA hit 'Thank you for the Music'. Men ikke nok med det, de skulle være klædt ud som Agnetha og Frida i svensk mode styling. Elle havde sagt ja til at være Frida.

Maria Lukas havde hvisket Lene i øret at stjernekirurgen professor Albert Sternmasser ville dukke op før middagen med en helt særlig overraskelse og sige et par ord.

Der skulle ske så meget dejligt.

Lene havde besluttet sig for en fremtidig karriere uden for klostret. Hun havde afsluttet noviceperioden og adgangsprøven til nonnehvervet på St. Lukas Klostret, og kunne nu tituleres 'søster'.
   Det havde ikke været religiøse grunde der havde drevet hende, måtte hun erkende. Selv om hun syntes at det havde været lærerigt.
   Det havde været en fantastisk periode i hendes liv. Hun havde haft brug for ro og tid til fordybelse efter den turbulente periode i Danmark.
   Det havde været fascinationen af nonnen Elle, der havde trukket hende ind i det. Den fantastiske undervisning som hun og Maria Lukas havde givet hende.
   Det sidste år som novice havde da også været uden meget teologisk undervisning. Maria Lukas havde set hvor Lenes interesse lå.
   Lene havde vikarieret på sygehuset som assistent for oversygeplejersken Anna Polpoli. Først havde hun hjulpet med skrivearbejde og pilleomdeling, siden med at hjælpe til på gangene og stuerne, hovedsalig med at servicere og underholde på et lavpraktisk niveau.
   Anna Polpoli fik hurtigt glæde af Lene der havde lært at arbejde disciplineret og effektivt på klostret. Lene blev hurtigt en værdsat hjælp på afdelingen.
   Det kom så vidt at Anna bemærkede at patienterne på Lenes afsnit var i bedre humør og bedring. Flere blev udskrevet før end forventet, takket være den unge 'søsters' empatiske og kærlige omsorg.
   Det blev mere og mere klart at Lene var et fund for AS og en gave til de patienter hun passede.
   Rygterne om 'danskeren' gik helt op til Sternmesser og de andre 'guder' på universitets- og forskningshospitalet.
   AS var muligvis et af de dyreste privathospitaler i verden, men helt sikkert verdens bedste. Ingen kunne måle sig med Sternmesser og hans hold af verdens dygtigste kirurger og speciallæger.

Kun Sternmesser vidste det... Hans søn Franz var påbegyndt lægestudiet på AS, han var såmænd dygtig nok, men ikke er geni. Det var et geni Sternmesser søgte, et supertalent der når tiden kom skulle overtage rollen han selv havde på AS.
   AS skulle være ledet af verdens dygtigste kirurg og læge. Det var hans ambition. Han vidste hvor hurtigt viden kunne gå tabt. Man skulle tænke langsigtet.
   Da han hørte om den danske 'søster' kom han uvilkårligt til at tænke på Danmark og videre til den myrdede overlæge Heinz Grau og Enigma F. Men der var også noget andet der vakte hans intuitive nysgerrighed...
   Havde gud sendt en engel fra St. Lukas Klostret til ham? Han smilede, tænk hvis hans superkirurg gik rundt midt iblandt dem. Han måtte have vished...

Maria Lukas stod ved Lenes seng da hun svingede benene ud og rejste sig. Det var søndag og derfor novice og kirkedag.
   "Sternmesser, vil tale med dig på hans kontor kl. 8:00. Du må springe koret over i dag."
   "Tak skæbne, det lyder alvorligt," svarede Lene spørgende.
   "Det er det også," sagde Maria. "Og du møder præcist!"
   Det vidste Maria godt at Lene gjorde, for novicer kommer kun for sent én gang.
   Maria ville blot understrege at hun vidste at mødet var vigtigt og det skulle Lene vide.
   Lene strøg forbi Maria og hoppede i baljen ude i gården, det kolde vand skulle nok kickstarte hende. Det var en af de sidste dage hun stadig var novice og hun var kommet til at elske sin grove novicekjole. Hun nød det enkle, og at løbe rundt uden sko. Det var underligt... men hun ville komme til at savne sit enkle noviceliv på klostret, tænkte hun. Hun tog novicekjolen af tørresnoren og sprang i den, fik børstet håret igennem og håbede på at det sad pænt. Maria var blevet i Lenes værelse og stod med en nypresset hvid flip.
   "Kom," sagde hun højtideligt. "Du skal i galla."
   Lene var ved at dåne, men kunne ikke lade være med at le.
   Maria rettede den hvide flip til i kraven. Deres øjne mødtes i et stort smil.
   "Du ser vidunderlig ud mit barn," sagde hun og kyssede Lene. Det havde hun aldrig gjort før.
   Lene var lidt forvirret, da hun fangede hendes blik.
   Var det en tåre?
   "Se så at komme afsted," sagde Maria og slog ud med armen mod døren.

Lene løb op ad gaden til 'administrationen', hospitalet lå godt en kilometer væk og højere oppe. Det var efterhånden en hel by og der blev hele tiden bygget. Men administrationen lå som den første af de store to etagers bygninger. Den var bygget i nyklassicistisk stil inspireret af Schinkel grå med dybe nicher. Resten af det moderne byggeri havde taget afsæt i Schinkels arkitektur. Så sandelig en kontrast til det gamle middelalder kloster hvor intet var forandret i århundrede.

Sternmessers kalender var ved at sprænges, et kvarter af hans tid, kunne betyde forskellen på liv eller død for en patient. Blandt hans patienter var verdens rigeste mænd og kvinder der betalte hvad det skulle være for at beholde livet.
   Sternmesser havde, som hans far og farfar også havde haft, en kynisk holdning til smerte. Han forlængede livet det var hans mission, vel vidende at han dermed også forlængede smerten. 'Så længe der var liv var der håb'. Derfor var bjerget fyldt med; næsten døde, meget rige mennesker der blev holdt 'i live' af maskiner. De blev opbevaret, til bedre tider for videnskaben, i de dybe tunneler der var sprængt ud af bjerget af det schweiziske militær.

Teno trådte frem i forhallen da hun gik ind bygningen. "Hej Lene, du kan gå direkte ind deroppe, jeg har låst døren op."
   "Tak, Teno." Hun løb op ad trappen.
   Han kastede lange blikke efter den letbenede pige. "Bare tæer gu' fri mig vel tænkte han." Han havde svært ved at forstå at det var Rexmanis lille datter...

Da Lene kom ind ad døren til Sternmessers kontor sad han ikke som forventet bag sit skrivebord. Men stod ved en højdeindstillelig undersøgelses briks. Han gik frem og trykkede Lenes hånd. "Velkommen Lene." Lene mærkede straks hans stærke venlige blik og karismatiske udstråling. Hun var overrasket over han kunne dansk.
   "Goddag Sternmesser," Svarede Lene og smilede.
   "Jeg har hørt du er færdig med din uddannelse på klostret og overvejer at søge ind som sygeplejerske på AS?"
   "Ja det er korrekt. Jeg er allerede i gang med at assistere Anne Polpoli på neurologisk afdeling, og hun er indstillet på at jeg kommer ind på hendes afdeling i praktik. Hun er ved at hjælpe mig med finansieringen at studiet."
   "Ja, jeg kan fortælle dig, at Anna Polpoli er meget glad for at du vil starte i afdelingen."
   "Tak, det glæder mig"
   "Jeg går lige til sagen. Har du overvejet lægestudiet?"
   "Ja det har jeg, men lige nu er det ikke afklaret om jeg kan låne pengene, og så vidt jeg ved er det svært for ikke at sige umuligt at blive optaget på AS der kun uddanner ganske på specialister."
   "Det er fuldstændig korrekt. Vi headhunter verdens dygtigste specialister. Men er der faglige områder hvor disse ikke findes uddanner vi specialisterne selv. Det sker under min ledelse.
   Vi har de medicinske specialister vi skal bruge, men mangler dygtige neurologer. Franz min søn er i gang med specialet neuromedicin. Det er uhyre vigtigt at han bliver en førende forsker og læge på dette område det er AS special- og kernekompetence. Især det område peger ind i fremtiden. Intellektet er uvurderligt, det dyrebareste et menneske ejer. "
   "Jeg kender godt Franz har er venlig"
   "Franz er i modsætning til resten af familien ikke kyniker."
   "Er det så godt eller skidt? "
   "Det må tiden vise. Men for at blive stjernekirurg skal du være is kold; have et unikt finmotoriske talent, grafisk hukommelse og udholdende. Det ligger ikke til alle."
   "Det tror jeg er rigtigt."
   "Lene, intuitivt er der noget der siger mig at du har de evner, og jeg vil gerne teste dig med nogle simple prøver. Hvad siger du til det?
   Lene blev synligt overrasket, men mærkeligt nok havde hun tilladt sig selv at tænke tanken.
   "Jeg er nysgerrig, hvad går det ud på?" Spurgte Lene, beredvilligt.
   "Det er ikke nok at være intelligent Lene, som kirurg skal du have unikke finmotoriske evner og nerver af stål."
   Sternmesser gik tilbage til læderbriksen.
   "Kom herover. Første prøve: Finmotorik."
   Han tog en krydsfinerplade ud af reolen på størrelse med et A4 ark hvor der var på limet et sort hvidt fotografi med Yin og Yang symbolet på fotoet og med hæfteklammer var der fikseret et stykke transparent plastfolie på 0,1 mm tykkelse.
   "Jeg viser dig øvelsen, først," sagde Sternmesser. Han indstillede læderbriksen i den rigtige højde, og greb skalpellen der lå i et åbent etui. " Du skærer den sorte Yin ud i plastfolien, uden at ridse fotopapiret nedenunder... sådan her." Sternmesser bøjede sig, katteagtigt, over briksen og styrede skalpellen gennem kurverne i Yin grafikkens kontur med hans slanke hænder. Han trak forsigtigt Yin figuren, ud med spidsen af skalpellen. Den var perfekt og ingen ridser var at se i det underliggende billede.

Lene sank en klump. Hun følte det var en øjebliksoplevelse, der altid ville stå printet i hendes hukommelse. Hun var vidne til en faglig magtdemonstration.

Lene fik tre forsøg. Sternmesser rådgav hende undervejs. Tredje forsøg var det bedste. Men elendigt i forhold til Sternmessers udskårne profil...
   Sternmesser så trist ud og kiggede på sit digitale vægur. "Det var det. Jeg snakker med Polpoli i løbet af ugen og så må vi se hvad vi kan finde frem til."

Lene var glad for at Sternmesser trods alt have været interesseret i hendes uddannelse på AS og stolt over han havde haft hende i kikkerten som kirurg.
   Men han søgte en stjernekirurg. Et geni. Hun måtte være realistisk. Hvis hun var heldig var hun var én ud af mange kandidater, men kunne hun gøre et godt indtryk, kunne det jo være et mål i sig selv.

"Jeg har tyve års fødselsdag på lørdag. Vi fejrer det på Breva. Jeg har også inviteret Franz der bliver musik om aftenen. Hvis du har lyst til at komme, er du hermed inviteret. Jeg vil blive glad, hvis du kom forbi, måske bare kort. Vi slutter først kl. 22:00. "

"Tak Lene, jeg håber jeg kan få tid til det"

Lene tænkte: Det var ulempen ved at være verdens dygtigste kirurg. Tiden tilhørte andre der gjorde at for at få et bedre liv eller undslippe døden.

"Farvel og tak," sagde Lene, medens hun sendte Sternmesser et smil, og forsvandt ud ad døren.

Hun lukkede forsigtigt den tunge trædør og hørte en låsemekanisme skubbe en rigel. Sikkerhedssystemet virkede åbenbart effektivt. Hun blev stående et øjeblik og studerede dørens stilrene detaljer.
   De solide døre holdt alle lyde ude og ville være svære at slå op. Administrations bygningen var en fæstning, tænkte hun. Bygningen var bygget kort tid efter at familien Sternmesser var flygtet fra nazisterne. Hvordan havde de kunne opføre så dyre bygninger? Det ville hun gerne have svar på. Det gik op for hende at der var meget hun ikke vidste om AS og familien Sternmesser.

Sternmesser gik hen til vinduet for at studere Lenes 'cut' omhyggeligt og detaljeret. Han var yderst tilfreds. Der var slet ikke tvivl i hans sind, han havde fundet 'sin' kirurg. Hvad mere var: Lene tænkte som ham, de svingede, hun stillede gennemtænkte, vedkommende og relevante spørgsmål.
   Han havde lavet en omfattende research på hende inden hun var kaldt til møde. Det lovede alt sammen godt.
   Den ensomhed han som stjernekirurg havde måttet leve med kunne nu brydes så det ud til. Det boblede i ham. Han kunne ikke hurtigt nok få hende med.
   En dag ville hun måske kunne overtage jobbet som bestyrelsesformand for AS. På kort tid havde han fået tillid til hende. Det ville de andre i bestyrelsen også få...
   Med hendes kriminelle fortid ville hun passe fint ind.

Ordren havde været enkel: Spræng restaurant Breva i luften, og dræb den bandlyste Stefanus Paulus. Det skal ske lørdag d. 10. december kl. 18:20. Intet må lades tilbage.

Det var lettere sagt end gjort. Det var Schweiz. Den bandlyste biskop var under det schweiziske politis beskyttelse. Det var AS med interne og eksterne detektiver. Det var i Lugano. Og det var hende seriemorderen, med en eller anden djævel af en skytsengel, der gang på gang havde snydt lejemorderne.
   Fabio havde af samme grund forlangt dobbelt betaling og havde uden videre fået det. Til gengæld for dobbeltbetalingen skulle han så stille garanti. Hans fire sønner fem døtre og to koner skulle sprænges i luften hvis varen ikke blev leveret. Det havde den ukendte rekvirent forlangt og det havde Fabio ingen problemer med. Fabio leverede altid varen så selvfølgelig ville det også ske denne gang. En aftale var en aftale. Ingen problem...

Fabio troede ikke han kunne blive nervøs, men for første gang i hans blodige karriere var han det faktisk...
   Klokken var 17:55 og alle gæster var ankommet. Det vil sige der manglede én novice, men hvad fa'en hende måtte han opsøge senere og skære halsen over på. Han leverede 'hele pakken' ingen skulle være i tvivl om Fabios grundighed.
   Nu sad han her i lastbilen med påskriften 'Garda Marmo' sammen med den 'hellige mand' der skulle starte lastbilen, køre den gennem vægen på restaurant Breva, detonerer 200 kg dynamit, og finde sin gud.
   Enkelt og effektivt, 'Keep it simple'.

Beate havde siddet foran spejlet og beundret sig selv. Hun havde et frækt ansigt med lystne øjne. Hun havde sminket sig syndigt.
   I aften havde hun fået fri til fødselsfesten på Breva. Det rumlede så mærkeligt i kroppen. Måske kunne hun snige sig væk tidligt på aftenen. Tankerne fløj rundt i hendes ophidsede hoved. Hun glemte tiden. Klokken var pludselig 18:00 . "Nu skulle hun have været der! " Hvis hun løb, kunne hun være dernede klokken 18:15. Hun sprang afsted i novicekjole, stiletter, sorte strømper, og 'krigsmaling'. Hun ville gå glip af velkomstdrikken, men pyt bare hun nåede middagen...
   Hun var forpustet, mascaraen løb ned ad kinderne, og store svedpletter tonede frem under armene. Der var løbet en maske i de tynde nylonstrømper og hun havde stiletterne med de knækkede hæle i hånden da hun entrede 'stuen'.
   Der var ikke en sjæl... Havde hun taget fejl af datoen? Nej, hun fortsatte ind i udsigtspavillonen. Der var lys og smukt pyntet. Et banner forkyndte 'Lene 20 år' Der var dækket op til 40 med tre sæt sølvtøj, og smukke servietter. Hvor var de alle sammen og tjenerne? Hun åbnede døren ud til søen og trådte ud til bolværket. Det var koldt men sigtbarheden god. Langt ude lå en turbåd. Hun kunne høre glade stemmer derude, gradvist blev de overdøvet af motorstøj, der kom nærmere med rasende fart, fra modsat retning. Oppe fra vejen måtte det være?
   Så, hørte hun lyden af en lastbil der kørte gennem en murstensvæg og en bygning der kollapsede, det gav et øredøvende brag da sprængladningen detonerede og en trykbølge bar hende, som var hun let som en fjer, fra en falden engel, ud i havnen med et plask.

Tidsfornemmelsen var væk. Hun vågnede i et fremmed værelse med sprængte trommehinder, Tinnitus og smerter i hele kroppen. Nogen havde taget hendes kjole og nye strømper. Hun lå i en dobbeltseng. I venstre side måtte det være... Hun kunne ikke rejse sig eller dreje hovedet. Væggene var røde med fastgjorte lænker, gardinet var trukket for. Rummet var oplyst af romantiske røde silkelamper. Var det et bordel?
   Hun overvandt smerten og fik drejet sig til højre. Dér lå en firskåren mand, med hårvækst, et frækt ansigt og lystne øjne.
   Han havde en meget stor i jagtkniv i højre hånd.
   "Hvem er du?" røg det ud af hende.
   "Jeg hedder Fabio."...
   "Og? ..." Spurgte hun ængstelig.
   "Jeg kom også for sent til Lenes Lindstoks fødselsdag. "