Leg med døden #43 Det gule hus


5 måneder, 11 dage siden 0 kommentarer Noveller tabt lykke genvunden lykke

3Apotek
Apoteket minder mig om de gamle check-in disks i Kastrup lufthavn... [...]
Blandede tekster · krænket, blufærdighed, anonymitet
2 måneder, 29 dage siden
1Leg med døden #50 Enigma F
Sternmesser indså, at den tunge arv var blevet endnu tungere. Lan... [...]
Noveller · tung arv
3 måneder, 3 dage siden
2Hunden der ville gø
Dette er historien om Wenzels hund. · Wenzel var en hård negl, han ... [...]
Noveller · samfundsnaivitet, svigt
3 måneder, 10 dage siden
2Leg med døden #49 Martyr
Sternmesser var svedig, træt og nedslået, da han forlod operation... [...]
Noveller · frihedskamp
3 måneder, 17 dage siden
0Leg med døden #48 Blod
Lene kørte så hurtigt hun kunne. Hun ville ønske, at det var Elle... [...]
Noveller · offer
3 måneder, 23 dage siden
4Rettergang
De var fiskere · man fandt iblandt dem ingen rig · Vi var soldater · fo... [...]
Digte · reflektion, indignation
3 måneder, 26 dage siden
2Leg med døden #47 Fangen
I Danmark udkom Ekstrabladet med forsiden: "Lene Lindstok fejrer ... [...]
Noveller · pseudodemokrati, ytringskontrol, samfundsnaivitet
4 måneder, 3 dage siden
0Leg med døden #46 Tsunami
Sternmesser stod med et stort smil da Lene ankom til restaurant B... [...]
Noveller · terror, sex, død
4 måneder, 8 dage siden
0Leg med døden #45 Fødselsdagen
Lene Lindstok strålede, og havde god grund til det, hun blev 20 å... [...]
Noveller · fest, fanatisme, forudseenhed
4 måneder, 16 dage siden
2Prognose 2022
De ringede fra Wall Street · De bad os forudsige verdenssituationen... [...]
Blandede tekster · vismænd
4 måneder, 24 dage siden
1Leg med døden #44 Banbull
Kardinal 'Banbull' nikkede mildt til de omkringstående kardinaler... [...]
Noveller · magtmisbrug, vold, respekt
4 måneder, 25 dage siden
4Pengeskabet
William græd hjerteskærende. Han havde netop tømt sin sparegris o... [...]
Kortprosa · penge, illusion, djunk
5 måneder siden
0Leg med døden #43 Det gule hus
Marta gik med tunge skridt ned ad Konkordiastrasse, hun havde bru... [...]
Noveller · tabt lykke, genvunden lykke
5 måneder, 11 dage siden
2Pájaro #3
Det er lang tid siden. · Og alligevel som i går. · Jeg ved at du ikke... [...]
Noveller · galskab, længsel, kærlighed
5 måneder, 13 dage siden
1Leg med døden #42 Konkordiastrasse
Resumé · Lene Lindstok er flygtet fra sine forfølgere i Danmark, se... [...]
Noveller · omsorg, kærlighed, familie
5 måneder, 15 dage siden
4Omikronofobi
I morgen skal jeg ha' tredje stik ... jeg er bange. Bange er et m... [...]
Kortprosa · underbevidsthed, frygt, pseudovirkelighed
5 måneder, 24 dage siden
2Omikron
Omikron er en virusmutant kanon · den kører rundt og er på vej pani... [...]
Digte · konsekvens
5 måneder, 28 dage siden
0Leg med døden #41 Klar luft med lange skygg...
Hun var tavs som en østers. Trådte bare hårdt på speederen så de ... [...]
Noveller · perspektiv, eftertænksomhed, illusion
5 måneder, 29 dage siden
4Ord i snor
Børn må ikke bande og sige fuck · så går de voksne helt amok. · Selv ... [...]
Digte · mod, mismod
7 måneder, 10 dage siden
6Grøn strøm
Andelsforeningen Smut råder over en elmåler, måleren er tilslutte... [...]
Kortprosa · illusion, suggestion, antiholisme
7 måneder, 13 dage siden
0Leg med døden #40 Catwalk
Modehuset Calmin le Parisien havde lejet et afsnit i natklubben p... [...]
Noveller · perspektiv, uskyld, kvindekamp
7 måneder, 26 dage siden
2Leg med døden #39 Grand Hotel Tremezzo
Føljetonen. Leg med døden. · Resumé · En september dag 2015 sårer Fri... [...]
Noveller · perspektiv, kvindesolidaritet, udnyttelse
8 måneder siden

Puls: 23,3

Publiceret: 2
Afgivet: 24
Modtaget: 8
Rud Stenfisker (f. 1949)
Marta gik med tunge skridt ned ad Konkordiastrasse, hun havde brug for frisk luft og havde derfor valgt af gå hjem fra banegården. Turen hjem i toget fra Zürich havde været uvirkelig og fjern. Sorgen over Evas død fyldte hende. Begravelsen havde været hjerteskærende Maria havde skreget frygteligt og klamret sig fast til Evas barnekiste da Adolf og hendes brødre skulle fire den ned i graven. Hun ville ikke give slip på kisten og prøvede at flå låget af. Præsten var rasende, der var andre i køen til himmeriget og ikke mindst til helvede, hvad skulle det ligne at en hysterisk kvinde skulle trække tiden ud og spilde hans tid.
   Men Maria insisterede på at få låget af og kysse Eva farvel en sidste gang. Og sådan blev det. Men det var ikke slut det, den hulkende Maria ville ikke slippe Eva af sin favn, så Marta måtte træde til og tale sin søster til fornuft. Marta var den eneste der med tåre kunne overbevise Maria om at gud ville tage sig godt af Eva, og at de fortrøstningsfuldt kunne lægge Eva ned i kisten. Hun ville blive en engel der snart skulle lede dem alle til guds paradis hvor de igen skulle mødes...
   Endeligt kunne hun holde om Maria og få hende til at falde til ro, medens Marias brødre forsigtigt lagde barnet i kisten og forseglede låget.
   I mellemtiden havde præsten forladt familien i vrede. Adolf måtte derfor træde til og selv begrave sin datter, foretage jordfæstelsen og velsignelsen. Marta havde bedt den sidste bøn over kisten for hun var den der kendte gud bedst, sagde Adolf.
   Under hele begravelsesritualet havde Evas fire storebrødre, Adolf, Oskar, Robert og Walter stået tavse. Det var tydeligt at moderens kærlighed kun gjaldt én person Eva. De forventede ikke at hverdagen med trusler og tæsk ville være forbi på den anden side af begravelsen tværtimod. Den uretfærdighed deres mor havde lidt og de smerter hun skulle bære, ved tabet af Eva, ville komme dem til del. Især Robert, der af en uforklarlig grund altid fik hårdeste behandling...
   Robert elskede Eva, ingen tvivl om det, han havde ligesom de andre forgudet den kønne pige.
   Ingen i familien Rose havde endnu rigtigt forstået at gud kunne tage en elsket lille pige på kun fem år fra dem. Hvorfor havde han ladet tuberkulosen tage netop hende? Familiens eneste pige, når der nu var fire uønskede drenge at tage af. Det var i sandhed, uretfærdigt...
   Det var i det hele taget en ulykkelig begravelse. For sent om eftermiddagen hvor graverne var dukket op for at tilkaste graven, fandt de præsten nede i graven. Han klamrede sig til kisten, men hovedet var ude af leje. Det var tydeligt at han havde brækket halsen.
   Marias brødre blev afhørt af politiet. Det var politiet ikke blevet meget klogere af...
   Man antog at præsten var vendt tilbage til graven på et tidspunkt, hvilket uomtvisteligt måtte være rigtigt eftersom graverne jo fandt ham dér. Derefter måtte han være snublet over tilkastningsskovlen og havde taget den på hovedet ned i den dybe grav. Resten af historien kunne fortælles ved hjælp af sort/hvide røntgenbilleder.
   Robert havde set det hele, for han var kørt derud på sin cykel, sent om eftermiddagen, for at 'snakke' med Eva 'under fire øjne', en leg de havde leget sammen så mange gange.
   Men han skulle nok holde mund med hvad han havde set... Han havde problemer nok ... i øvrigt brød han sig slet ikke om præsten ...

Alting forandrede sig. Til det værre. Se nu bare Konkordiastrasse de gamle træhuse med behageligt indeklima, ét efter ét blev de solgt og revet ned, begyndende fra St. Gallens centrum og ud. Store etageejendomme i aluminium og glas skød op efterhånden som de mindre træhuse blev opkøbt og revet ned. Familieboliger blev omdannet til sterile kontorpaladser med dårligt indeklima. Høje etagebygninger der skulle huse tusindvis af mennesker fra forsikrings- og finansverden.
   Hvor tit havde Marta ikke gået her, men i dag så hun hvor meget det hele havde forandret sig. Snart ville der ligge et brev fra en stor koncern med et tilbud på huset, Konkordiastrasse 34.
   Men hvor skulle Marta flytte hen? Nej hun ville blive i boende uanset hvad de tilbød hende. Hun ville også være der for Robert, hvis han var tvunget til at flytte hjemmefra. Hun følte ansvar og kærlighed for Robert, og de andre at Marias drenge. De ville altid være velkomne hos Marta. Hun havde altid elsket børn, og børnene havde elsket Marta. Robert havde dog en særlig plads i Martas hjerte. Det gjorde ondt at se Maria behandle ham hårdt. Robert havde hun taget til sig som var det hendes egen søn i de ulykkelige år efter Elles bortførelse, og det forhold var aldrig blevet brudt.
   Martas hus var det næstsidste i gaden 100 meter længere fremme lå den reformerte kirke Linsebühlkirche som Marta af og til besøgte, selv om hun ikke var fast kirkegænger. Det havde nært kostede hende sit forhold til Maria som var ortodoks og strengt katolsk og derfor hadede de reformerte. Det var heldigvis lykkedes Adolf at formilde Maria en smule så søstrene igen kunne tale med hinanden.

Endelig var hun fremme ved 'Det gule hus' det havde været familiens eje i generationer. Det var en treetagers ejendom hvor lejligheden på øverste etage var indrettet som en integreret del af tagkonstruktionen og derfor kun med to værelser. Martas tipoldefar der var smedemester havde opført ejendommen. Marta havde arvet ejendommen efter sin far, og det havde Maria aldrig kunne komme sig over. Wilhelm havde overtaget familiens lukrative smedeforretning. Men nu var han syg og hostede hele tiden, derfor var han flyttet op i den lille lejlighed på tredje sal hvor han var isoleret med sin smitsomme tuberkulose og ventede på at dø.
   Marta lukkede sig ind i den smukke stuelejlighed, man fornemmede straks at familien var velstående og havde en god smag. Der var både gode og dårlige minder. I den lille stue hang ungdomsbillederne af Adolf og Wilhelm der vandt navernes 'øksehugger konkurrence' i Appenzell. De smiler glade mens de imponerer to smukke unge søstre Marta og Maria. Nedenunder hænger billederne fra de to søstres bryllupper. Marta i en enkel næsten nøjsom kjole og en Edelweiz i hånden stående med Wilhelm i lederhosen i en lille reformert landsbykirke. Maria i en brusende silkedraperet kjole med langt slæb brudepiger og gulvet fyldt med hvide nelliker i en stopfyldt domkirke i Zürich, sunget ind af 24 messedrenge med kastratstemmer, akkompagneret af det berømte Cebitz Orgel for fuld hammer. Ført ind af Martas far Bernhard i kjole og hvidt, op til alteret hvor Adolf ventede i sin Gallauniform.
   Marta misundte ikke Maria hendes ekstravagante bryllup og ambitiøse liv. Hun havde altid været nøjsom og egentlig også lykkelig, lige til den dag hun mistede Elle.
   Marta sad på en formue der bare voksede og voksede, investoren Sten Hammer forvaltede hendes formue med overraskende succes. Men hvad skulle hun egentlig med de mange penge. Elle kunne have arvet familiens formue og nydt livet, men nu hvor hun var væk havde hun testamentere formuen, til kampen mod tuberkulose og til de fire drenge i Zürich. Eva var jo også indskrevet i testamentet... men ...
   Hun frøs...
   Hun fandt et par tørre pinde i brændekurven og fik ild i kaminen. I flammerne så hun Eva ligge lit de parade synet af det smukke barn ville ikke forlade hende...
   Det sortnede for øjnene. Hun havde glemt at spise.
   Hun var nødt til at glemme sin dybe sorg, der havde tynget hende hver eneste dag i 18 år. Det var ikke kun hende i hele verden der bar sorg. William havde tryglet hende om at tømme Elles værelse mange gange. Selvfølgelig skulle det gøres. Nu var det Eva og drengene der skulle have hendes fokus.
   Hun gik ind på Elles værelse. På sengen lå den gule bamse Teddy, som Elle elskede. Den fandt de på trappen den dag for 18 år siden, da Elle blev bortført. Hun må have tabt den, eller måske var den revet fra hende. Et vidne havde hørt Elle råbe, "Teddy!". Marta fik ondt i maven af at betragte Teddy. Hun besluttede sig for at gi' den til den børnerige italienske familie i nr. 23.
   Hun tog Teddy under armen og gik sammenbidt gennem stuen, medens hun kastede et blik ud af på gaden. Udenfor parkerede en sort Mercedes med tonede ruder... Hmm...
   Marta tog sin jakke på, der var ikke langt hen til nr. 23 Hun var sikker på at Teddy ville få et godt liv hos de livlige italienere.
   Nu hørte hun stemmer ude på trappen, ukendte stemmer mærkeligt på denne tid af dagen. Det bankede forsigtigt næsten undskyldende døren...
   Hun åbnede måbende.
   Udenfor stod en smuk ung nonne med tårer i øjnene. Smilede rakte hun hånden frem og greb den gule bamse i benet. Langt indefra kom ordet... "Teddy"
   Martas hjerte sprang et par slag over. Sådan måtte det være at opstå fra de døde, tænkte hun.
Forfatterbemærkninger
Føljeton

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/12-2021 18:29 af Rud Stenfisker (Stenfisker) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1493 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.