Det var fuldmåne.
Min hjerne blev presset mod kraniets indre væg.
Mit hjerte sendte feberblod ud i kroppen med nådesløse hårde slag.
Søvn var ikke muligt.
Svimmel og fortumlet sejlede jeg rundt i byens skygger.
Søgte lidelsesfæller der hylede som ulve.
Byen gav mig ikke ro.
Den mørke kirkegård med de kolde gravsten måtte kølne mine lidelser.
Se, da stod hun der i månelyset Estrid Kniv i sin simple hvide brudekjole.
Hun stod på bare fødder, skoene hun havde lånt dengang, havde hun ej haft med i graven.
Hun havde en udtørret buket i hånden, der var kun tre roser.
Sløret blæste i vinden og skjulte delvis hendes ældede ansigt der var som pergament men alligevel ubegribeligt smukt.
Små stjerner i hendes øjne og overalt på hendes fattige kjole blinkede.
Hun rakte sin gamle stive arm imod mig og sin kolde hånd.
Jeg tog den.
"Du kom jo ikke dengang," sagde hun lavt og stirrede ned i jorden.
"Jeg elsker dig Estrid," sagde jeg.
"Du ventede på mig..." sagde hun, og greb mig fast i hånden.
Hun drejede sig mod mig og månelyset afslørede at hun var forsvundet kun kjolen flimrede transparent.
Men hendes stemme klingede som et barns da hun spurgte for præsten...
"Så tilspørger jeg dig Rud Steen vil du have mig Estrid Kniv der står ved din side til din ægtehustru?"
"Ja," svarede jeg lykkeligt og forsvandt fuldstændigt i mørket med hende.