En leg med døden # 37 Vor Herres brevkasse


2 dage, 15 timer siden 0 kommentarer Noveller perspektiv loyalitet moderkærlighed

0En leg med døden # 37 Vor Herres brevkasse
"Mor, kommer de sorte mænd i dag?" · "Nej Elle, i dag er det søndag... [...]
Noveller · perspektiv, loyalitet, moderkærlighed
2 dage, 15 timer siden
1Robotkvinderne kommer
Jeg hedder Torben Solware. I al beskedenhed er jeg en af verdens ... [...]
Kortprosa · substituering, skræmmende, klon
3 dage siden
1En leg med døden # 36 Edelweiss
Elle trykkede på speederen, og den store bil satte i gang med et ... [...]
Noveller · perspektiv, omsorg, ansvarlighed
6 dage siden
0En leg med døden # 35 En flig af frihed
Lene Lindstok var forsvundet fra avisernes forsider. Hun var rykk... [...]
Noveller · perspektiv, frihed, ansvar
25 dage siden
0En leg med døden # 34 Sandhedens time
Hedvig Mandelkvist lå nøgen på spisebordet, det var pinligt men p... [...]
Noveller · perspektiv, retfærdighed, løgn
1 måned, 2 dage siden
2En leg med døden #33 Mørkeleg
Hedvig Mandelkvist vrikkede sig ned ad kældertrappen i sin stramm... [...]
Noveller · perspektiv, besættelse, overgreb
1 måned, 5 dage siden
0En leg med døden #32 På eget ansvar
Ole Eg Gormsen var ikke død takket være dr. Lindes risikable indg... [...]
Noveller · perspektiv, ansvar
1 måned, 8 dage siden
2En leg med døden #31 Liv eller død
Det lynede og tordnede fra sorte skyer. Vindstødene var ekstreme.... [...]
Noveller · perspektiv
1 måned, 10 dage siden
0En leg med døden #30 Begrebet Ild
Ole Eg Gormsen kunne udvide sit CV med titlen 'pyroman'. Det kunn... [...]
Noveller · perspektiv
1 måned, 18 dage siden
0En leg med døden #29 Den autonome novice
Der var stor forfærdelse i det gamle alpeland. St. Lukas Klosterk... [...]
Noveller · perspektiv, omsorg
1 måned, 23 dage siden
0En leg med døden #28 Skyld og uskyld
Det var mørkt, da den store Mercedes kørte ind ad den elektrisk s... [...]
Noveller · perspektiv
1 måned, 27 dage siden
1En leg med døden #27 Blodspor til Lugano
Hjerterytmen var ved at komme ned. Nu sad Lene trygt i toget til ... [...]
Noveller · perspektiv
2 måneder siden
0En Leg med døden #26 Kamæleonen
Lene og baby Siv var alene i kupéen, en ung kvinde på 17 år med e... [...]
Noveller · perspektiv
2 måneder, 4 dage siden
0En leg med døden #25 Baby
Lene vågnede til lyden af Sivs gråd, blandet med lyden fra hjulen... [...]
Noveller · perspektiv, omsorg
2 måneder, 8 dage siden
0En leg med døden #24 Hamburg Hauptbahnhof
John studerede hende med et sultent blik. Sonja rejste sig og gik... [...]
Noveller · perspektiv
2 måneder, 12 dage siden
1En leg med døden #23 Nattoget
Han klemte hendes kinder sammen med sin knoglede hånd, så munden ... [...]
Noveller · perspektiv
2 måneder, 16 dage siden
2En leg med døden #22 Cubadrømme
Der var sus i skørterne og amoriner i luften, da Lene cyklede ned... [...]
Noveller · perspektiv, den første kærlighed
2 måneder, 28 dage siden
2En leg med døden #21 Dr. Graus testamente
Han så kun lys og skygger, og så mærkede han en kølig hånd i sin.... [...]
Noveller · perspektiv
5 måneder, 9 dage siden
1En leg med døden #20 Blodhævn
Der var sus i skørterne, da Lene cyklede ned ad Strandgade i efte... [...]
Noveller · perspektiv
6 måneder, 8 dage siden
1En leg med døden #19 Stjerneadvokaten
Lene Lindstok var anklaget for at have begået otte drab. · Østre La... [...]
Noveller · perspektiv
6 måneder, 13 dage siden
0En leg med døden #18 Janteloven
"Mor! Han er i gang med at skrive en parkeringsbøde," råbte Snott... [...]
Noveller · perspektiv
6 måneder, 16 dage siden
0En leg med døden #17 Dommedag
Hotellet brændte. Det var et kaos. Først var kasinoets bank spræn... [...]
Noveller · perspektiv
6 måneder, 20 dage siden
2En leg med døden #16 Kasino
"Livet er et Kasino - nogen vinder og flere taber," tænkte Lene. · ... [...]
Noveller · perspektiv
6 måneder, 24 dage siden
2En leg med døden #15 Gidslet
Da de landede i Tirana lufthavn, opstod der et farligt postyr. Be... [...]
Noveller · perspektiv
6 måneder, 28 dage siden
1En leg med døden #14 Højt spil
Der blev pudset vinduer, skrubbet og skuret i barakken i Mitchell... [...]
Noveller · perspektiv
7 måneder, 6 dage siden
3Svanen
Svanen i krystalklart modlys og frost på fjorden · eventyret min br... [...]
Digte · eventyrlige, drømmebilleder
7 måneder, 8 dage siden
1En leg med døden #13 Kaos
Klokken 23:20, indgik der en anonym anmeldelse til politiets vagt... [...]
Noveller · perspektiv
7 måneder, 10 dage siden
2En leg med døden #12 Kisten
Heinz Grau var rasende. Men som veluddannet akademiker med et sto... [...]
Noveller · perspektiv
7 måneder, 12 dage siden
7Onsdag
Han elskede rutiner planlagte og forudsigelige hændelser i kalend... [...]
Kortprosa · brud
7 måneder, 14 dage siden
2En leg med døden #11 Artificiel
Da Donat vågnede op af narkosen, hørte han en mild stemme i tågen... [...]
Noveller · perspektiv
7 måneder, 15 dage siden

Puls: 84,1

Publiceret: 17
Afgivet: 70
Modtaget: 14
Rud Stenfisker (f. 1949)
"Mor, kommer de sorte mænd i dag?"
   "Nej Elle, i dag er det søndag."
   "Tror du Vor Herre har skrevet brev til os i dag, mor?"
   Marta smilede. "Det ved man jo aldrig. Men vi kan jo gå ned til krucifikset og se, om der er kommet post til dig i dag, nu hvor du er blevet så god til at læse, kan du jo selv læse det."
   "Må jeg godt det for gud?" spurgte Elle med store øjne.
   "Ja det må du godt. Gud vil gerne have, at alle piger bliver dygtige til at læse og bruger deres sunde fornuft, han har skabt dem med."
   Elle slugte hvert et ord. Men Marta fornemmede, at den barnlige naivitet var ved at aftage, og nogle gange var hun i tvivl om, Elle havde gennemskuet hendes små kreative historier.
   Ude ved kanten af nordklippen var der opstillet et 3 meter højt krucifiks på en muret repos. Vor Herre var i naturlig størrelse. Han spejdede over Lugano dalen med et lidende udtryk. Under korset var der en niche, hvor man satte lys og blomster. Under nichen var der en skuffe med lys og tændstikker. Hvis man trak skuffen helt ud, kunne man dreje bagbeklædningen ned, og trække en fin lille skuffe ind i den første skuffe. Det var Vor Herres brevkasse, sagde Marta.

Marta havde været sent oppe og lagt brevet, hun havde skrevet til Elle, i Vor Herres brevkassen, så det lå klar til Elle næste dag.
   Nu gik Marta med den lille pige i hånden, og som hun elskede så højt, ned til krucifikset for at læse Vor Herres skæbnesvangre meddelelse.
   Elle hoppede og sprang i forventning, mens Marta indskærpede hende, at hun ikke måtte fortælle deres lille hemmelighed til andre. Marta kendte Elle godt nok til at vide, at hun kunne holde tæt.
   Marta instruerede Elle omhyggeligt i, hvordan man lukkede Vor Herres brevkasse op, og Elle fik selv lov til at prøve et par gange.
   "Nå Elle skal vi se, om der er brev til dig i dag?"
   Elle var ved at revne af spænding "ja!" sagde hun, og den lille hånd tog kuverten og lukkede den op. Hun foldede brevet ud. "Se mor, Vor Herre har samme håndskrift som dig"
   "Ja det er standard skrift." Svarede Marta undvigende. "Se om du kan læse det."
   Elle læste:
   Kære Elle, du er en stor pige nu.
   Du skal rejse væk fra 'de sorte mænd'. De vil dig det ikke godt.
   Marta vil hjælpe dig.
   Du skal rejse til Klostret i den store dal.
   Martas søster, Maria, venter dig der.
   Jeg skal nok passe på dig
   Det svimlede for Elle, hun forstod ingenting. Hvordan kunne Vor Herre finde på det?
   Marta tog brevet og læste det langsomt igen og forklarede roligt Elle situationen og konsekvenserne. Marta vidste ikke, om hun gjorde det rigtige, hun ønskede bare, at Elle skulle forstå alvoren, og at hun kunne føle sig tryg. Hun kunne ikke gøre andet.
   Hele hændelsen stod skarpt i Elles erindring, mens hun langsomt blev hejset op til klippefremspringet på plateauet ved hjælp af den gamle svævebane, der bragte varer til børnehjemmet dengang for 17 år siden.
   Det var en livsfarlig adgangsvej, men formentlig den eneste efter at den gamle sti var sprunget væk.
   Hun nærmede sig trinbrættet og havde kun få sekunder til at frigøre sig fra krogen. Hvis timingen var forkert, ville hun falde i afgrunden. Hun måtte koncentrere sig og være beslutsom.
   Hun klippede stropperne i samme sekund, der var fast grund under lastsækkene. Det var bestemt ikke for tidligt, for hun var tæt på af blive trukket med ud over kanten. Krogen forsvandt ned i dybet, og hun håbede, at Lene hang på, når den kom op igen.
   Elles hjerte sad helt oppe i halsen, da hun skimtede Lene langt nede. Hun var på vej op, og snart kunne de råbe til hinanden. Elle anbefalede, hun skar stroppen en meter før trinbrættet og ville råbe "nu!"
   Lene stolede på Elles instruktion og landede perfekt på trinbrættet, mens krogen igen forsvandt ned i dybet.
   De hujede og omfavnede hinanden og fortrængte for en stund, at det ville blive endnu sværere at komme ned.
   Oppe på plateauet var der en meget sjælden natur. I den kølige bjergluft voksede der Edelweiss, og mange smukke blomster stod uberørt. Der var også sjældne svampe, som voksede i stort antal i klippernes fuger.
   "De der smager godt, og de små dér med de spidse hatte kaldte vi drømmesvampe," sagde Elle.
   Lene smagte på dem. "Uhmm de smager fantastisk, lige til vores frokost, " sagde Lene og samlede ind i sin rygsæk, mens hun spiste løs af lækkerierne.

Børnehjemmet Edelweiss lå uberørt. Tiden var stået stille. Det var med blandede følelser, Elle nærmede sig huset. På pladsen stod en rusten trehjulet cykel, som Elle genkendte. Det var en mærkelig fornemmelse, og der var uhyggeligt stille. Lyden fra pigernes leg på pladsen var væk 'gone with the wind'. Hoveddøren var ulåst. Der var iskoldt inde i huset, som lå i skyggen af det sydlige bjergmassiv. Døren knirkede i de rustne hængsler, da hun åbnede den. De trådte direkte ind i stuen og køkkenet, som var ét stort rum. Intet var ændret. Hun huskede, hvordan Marta kunne trylle ved komfuret, og pigerne der gik til hånde med hver deres pligter. "Jeg skulle komme brænde på." Sagde Elle, mens hun bemærkede, at der ingen brænde var i køkkenet og gøs.
   De gik videre gennem stuen og ind i pigernes sovesal. Der var stille og tomt. Elle viste Lene sin seng og sit skab, der hang stadig nogle af hendes tegninger. "Vi boede otte piger herinde, og vi var alle sammen bange for 'de sorte mænd', men Marta passede på os. Det var ikke let for hende. Engang sloges hun med en af de 'sorte mænd'. Det var skræmmende, vi skulle blive på sovesalen og gemme os under dynen, jeg gemte mig i skabet."
   De kom ud på gangen og åbnede døren til Martas værelse, der var mørkt, hun lå derinde og sov.
   Lene blev stående i døren medens Elle trådte frem. Hun tog fire raske skridt hen mod sengen og omfavnede lykkeligt Martas spinkle krop. "Mor" råbte hun "Elskede mor, jeg fandt dig mor, jeg elsker dig, jeg elsker dig." Hun knugede kyssede og krammede den gamle kvinde." Kom og Lene og hjælp mig med at få mor op at sidde, hun er meget afkræftet. "
   Lene trådte til for at hjælpe.
   "Jeg drejer hende rundt, så kan du støtte hende i højre side," sagde Elle, mens hun fik den afkræftede Marta løftet op og drejet rundt, så Lene kunne hjælpe med at støtte hende i højre side.
   Nu så Lene Martas ansigt i det svage lys. Hun måtte være meget gammel og afkræftet, for huden var som pergament og hun havde lukkede øjne. Det samme med hænder og arme, som var overtrukket med pergament over en udtørret krop.
   Var hun mon død? Mumificeret? Lene vidste at det var sådan man tørrede kød i Alperne hvis luften var kold, bakteriefri, klar, og knas tør. Hun måtte være død i begyndelsen af vinterperioden for at opnå så vellykket en mumificering tænkte Lene.
   Nu sad Lene og støttede Marta på sengen. Mens Elle var ude af sig selv af glæde over, at de nu igen var forenet. Hun blev ved med at kysse og kramme sin mor. "Nu skal du bare høre mor, vi skal på ferie i Appenzell. Vi skal på en vidunderlig tur i luksusbil over Alperne, og mor, elskede mor, du kan komme med os. Men først skal vi have lidt god mad. Det er min lykkeligste dag i mit liv. "
   Lene bliv stiv af skræk. Havde Elle ikke opdaget at Marta var død, eller var hun selv blevet tosset og så hallucinationer? Eller var det hele et katolsk limbo, hvor man aldrig rigtig vidste om de døde er levende eller de levende er døde.
   "Kom Lene, vi hjælper mor ud i køkkenet, så hun kan få lidt mad"
   Lene tænkte: Her står jeg på en bjergtop, i novicekjortel med en mumie og en nonne, der måske er blevet sindssyg. Hun tog en dyb yoga indånding og håbede at hendes hjerne kunne springe fra kaos til kontrol.

De fik båret Marta ind til spisebordet, og sat hende på sin sædvanlige plads for bordenden. Nu hvor hun kom ud i lyset, var der ingen tvivl i Lenes hjerne, Marta var både død og mumificeret. Det var sket så nænsomt, at man på afstand let kunne forveksle hende med en meget gammel kvinde.
   "Mor skal ha' chokolade," sagde Elle med et 5 årigt barns stemme, mens hun brækkede et stykke Toblerone af."
   Lene lagde sin hånd på Elles hånd, der krammede om chokoladen.
   "Elle, mor har ligget i sin frosne seng meget længe, hun er tør og frossen hun kan ikke tåle mad lige nu. Vi skal holde hende kold, så må vi have Steinmesser til at hjælpe os med at tø hende langsomt op igen."

Elle tænkte meget længe. Lene håbede at vanviddet ville fortage sig.

"Tror du det kan lade sig gøre?"

"Ja hvis vi bare holder hende frossen så tror jeg faktisk godt at Sternmesser kan tø hende op igen, og få hende til at trække vejret"

Lene håbede på hun havde afværget det værste vanvid, men skammede sig over at hun havde stillet Elle noget i udsigt, som hun ikke selv troede på. Så hun valgte at tro på sin egen løgn. Måske kunne Sternmesser redde hende... Han havde jo reddet Donat og Jens ... nej hold nu op, de var jo ikke mumier ... Men DNA stamceller og transplantationer. Nej det gik ikke, hun var nødt til at fortælle Elle det, som det var. Hun kunne ikke lyve for hende.

De pakkede maden ud. Frisk frugt fra supermarkedet i Campione suppleret med de lækre sprøde svampe, de havde plukket og kildevand. De sad på hver sin side af bordet med Marta for bordenden. Elle sad lige til højre for Marta, det havde hun altid gjort. Elle var fraværende, mens de spiste, hun var tilbage i tiden med minderne fra dengang. Hun forsøgte heldigvis ikke at give Marta mad, men spiste langsomt sin egen. Da de havde siddet lidt, begyndte de at fryse i den frostkolde stue, og det var på tide, at komme til bage til dalen igen.

Lene fik øjenkontakt med den ellers så verdensfjerne Elle og begyndte forsigtigt.
   "Elle det jeg sagde om mor lige før, at Sternmesser kunne få hende til at trække vejret, er jeg faktisk ved nærmere eftertanke blevet lidt usikker på"

"Det gør ikke noget, vi tager hende med og holder hende kold, så må Sternmesser selv fortælle os sandheden." Svarede Elle nøgtern.

Lene åndede lettet op, hun havde det godt med at løgnen var blevet lagt frem og korrigeret, og noget tydede på, at Elle var på vej ud af sit vanvid.

Elle sagde tak for mad til Marta rejste sig og kyssede hende. Det havde hun altid gjort.

Pludselig talte Elle som en bugtaler. Det var mildt sagt uhyggeligt:

"Mor kommer de sorte mænd i dag?" spurgte Elle med et 7 årigt barns stemme, og svarede selv på spørgsmålet, med en stemme der havde tilhørt Marta:
   "Nej Elle, i dag er det søndag"
   Og sådan blev hun ved...
   "Tror du, Vor Herre har skrevet brev til os i dag mor?"
   Smilende: "Det ved man jo aldrig. Men vi kan jo gå ned til krucifikset og se, om der er kommet post til dig i dag. Nu hvor du er blevet så god til af læse, kan du jo selv læse det."
   "Må jeg godt det for gud?" spurgte Elle med store øjne.
   "Ja det må du godt. Gud vil gerne have at alle piger bliver dygtige til at læse og bruger deres sunde fornuft, han har skabt dem med."
   Elle vendte sig mod Marta.

"Mor jeg henter brevet i Vor Herres Brevkasse."

"Ja gør du det mit barn, du er en stor pige nu," svarede mumien, eller var det Elle? Lene syntes bestemt, Martas kæbe bevægede sig. Men det kunne jo også være at kæben bare var faldet ned, fordi den var ved at tø op. Under alle omstændigheder skulle de finde en fryser hurtigst muligt til Marta.

Elle forsvandt ud ad døren med raske beslutsomme skridt, som et medie i en hypnose. Lene var bange og løb efter hende. Var hun rablende gal? Hvad kunne hun nu finde på?

Hun fandt Elle nede på klippefremspringet, hvor krucifikset var boltet fast. Det var et mirakel at hele herligheden ikke var rustet igennem og styrtet i afgrunden. Elle trak en skuffe med lys ud og inde i den trak hun endnu el lille skuffe ud. "Det er Vor Herres brevkasse" sagde hun glad, stadig med et lille barns stemme, mens hun tog en sort notesbog ud.
   Det var Martas hemmelige optegnelser over børnehjemmets piger og de sorte mænd. Det var Martas testamente.

"Vi skal ned nu, Elle," sagde Lene og begyndte at græde, "mor er ved at smelte."

For første gang i hendes liv følte hun sig magtesløs, tanken om at Elle var blevet vanvittig var ubærlig.
Forfatterbemærkninger
Foljeton

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/09-2021 11:55 af Rud Stenfisker (Stenfisker) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2186 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.