2Det hele er ikke forbi endnu
Det var tidligt en lørdag morgen. Ida stod i en gyde i en sidegad... [...]
Noveller · sindstilstand, indre dæmoner
1 måned, 3 dage siden
3De siger
De siger, stemmen er kun i mit hoved · De siger, det jeg ser, ikke ... [...]
Digte · psykisksygdom
3 år siden
4Livets skrøbelighed
Vi sidder og venter. Men hvad venter vi på? Bare på at tiden går,... [...]
Blandede tekster · krise, psykisk sårbarhed, psykiatrisk afdeling
4 år siden
4Forandring
På en solrig forårsdag · I 2011 · Døde en del af mig. · Det forandrede ... [...]
Digte · angst, smerte, erindring
7 år siden
2Hvad morgendagen bringer
En ny morgen · En ny dag · En ny uge · Tiden går og går · Men jeg er stad... [...]
Digte · krise, livsrefleksion
8 år siden
4Tid
Tid er relativ · Men altid kronologisk · Tiden med dig var kort · Der v... [...]
Digte
8 år siden
3Dit nærvær
Jeg ligger hos dig · Jeg føler din varme · Du elsker mig · Du giver mig... [...]
Digte
9 år siden
7Hun sidder alene på gyngen
Hun sidder alene på gyngen · kulden bider hende blidt · frosten glins... [...]
Digte
9 år siden
1Angst
Jeg er i en kasse. Jeg er omringet af fire mure, og jeg kan ikke ... [...]
Blandede tekster
9 år siden

Puls: 11,6

Publiceret: 1
Afgivet: 5
Modtaget: 2
Silje Bechmann Øgendahl (f. 1997)
Det var tidligt en lørdag morgen. Ida stod i en gyde i en sidegade til gågaden. Det var skråt over for byens bedste bager. Hun stod med en cigaret i hånden. Det var koldt, og hun havde glemt sin jakke et eller andet sted, som hun ikke huskede. Kun iført en kort kjole, stod hun der. Det var en kold novembermorgen, men hun følte ikke kulden. Hun følte ingenting. Som Ida stod der i gyden, ser hun Katharina gå ind i bageren. Ida gemmer sig længere ind i gyden, for at undgå at blive set, men Katharina havde set hende, og kom hen. "Hvorfor står du herude?" "Er du vissen?" "Hvor meget har du drukket?" Ida prøvede at ignorere hende, men da hun prøvede at gå forbi, spærrede Katharina vejen for hende.

Katharina var den sygeplejerske som Ida havde fået tildelt i distriktpsykiatrien efter en kort indlæggelse tidligere på året. Katharina var som sådan sød nok, men Ida havde meget svært ved at lukke mennesker ind i sit liv. Selvom Katharina sagde mange gange, at Ida godt kunne stole på hende, og at hun rigtig gerne vil hjælpe hende til et bedre liv. Men Ida var kold. Hun havde bygget en kæmpe mur, nærmest af is, op omkring sig selv.

For mindre end 24 timer siden sad Ida over for Katharina til det afsluttende møde i psykiatrien. Det var et forløb, som på mange måder slet ikke gav mening for Ida. Ida følte slet ikke kunne åbne sig op. Noget som hun har oplevet mange gange igennem hendes kun 22 årige liv. Det var Idas egen beslutning at blive afsluttet i psykiatrien, og med en hvis usikkerhed i maven, så tænkte hun ved sig selv, at ingen kunne rede hende nu. Det var nu kun stofferne, alkoholen og hende selv. Måske ikke engang hende selv, for inderst inde havde hun nok også mistet sig selv.

Katharina spærrede stadig vejen for Ida, og Ida havde lyst til at slå hende ned, bare for at komme væk. Ida var som sådan ikke udadreagerende. Hun var vant til at vende det indad. Hun var bare presset, som hun stod der, og bare gerne ville væk. Flygte. Som hun altid gør. Katharina lagde en arm om Idas skulder og trak hende med. "Du skal hjem og sove nu!" Ida prøvede at flygte, men Katharina holdte hårdt fat. De gik ned i mod rutebilstationen. Katharina ville finde enten en bus eller en taxa, der kunne få Ida hjem. "JEG GÅR SELV!" Råbte Ida højt. Hun vred sig ud af Katharinas greb. Katharina stod tilbage, da Ida begyndte at gå i raske skridt væk derfra.

Ida havde ikke sovet i flere nætter. Hun brugte de fleste nætter på at gå rundt i byen. Det gav en lille smule ro, men det var ikke meget, men man må tage hvad man kan få. Hun brød sig ikke om sit eget selskab, men heller ikke andres. Hun havde drukket sig fuld igen. For at bedøve følelserne. For dem magtede hun heller ikke.

Ida var den næstældste i en søskendeflok på 6. Hendes storebror tog en overdosis heroin, da han var 19. Så det blev til at Ida skulle passe sine mindre søskende. I en alder af 14 år. Deres far sad i fængsel og moderen var sjældent hjemme. Ida havde ikke gået i skole siden 5. klasse. Men da hun gik i skole, var der meget mobning. Hun opbyggede en mur. For at beskytte sig selv. Hun havde aldrig oplevet rigtig kærlighed og omsorg. Og når nogen prøvede at komme ind på livet af hende, blev de afvist prompte.

Klokken var snart midnat igen. Ida lå og stirrede op i loftet. Der var helt stille. Det eneste man svagt kunne høre, var hendes åndedræt. Hun var næsten overmandet af en massiv træthed, men hun kunne ikke finde roen til at sove. Udenfor kunne man se gadelygternes lys. En enkelt bil i ny og næ. Hun rejste sig op og tog sit tøj på. Hun gik ud, som hun så ofte gør. Det var en stjerneklar nat, og månen lyste op, og lyset blev genspejlet ud over havet. Hun gik videre. Ned forbi hendes gamle skole. Et sted der på den ene side var et frirum, men også et helvede. Hvad var værst. Mobning eller vold, misbrug og det alt for store ansvar det var, at tage sig af de mindre søskende, samt at skulle holde på den store hemmelighed, som det var, det der skete derhjemme. En af hendes største styrker, var at lyve, og få omverdenen til at tro på, at alt var godt.

Årene gik. Hendes hemmelighed blev gennemskuet, og hendes søskende blev fjernet og kom på henholdsvis i familiepleje og på institution. Men Ida, blev overladt til sig selv, da hun flere gange var stukket af. En af gangene var hun væk i to måneder. De steder hun boede, kunne ikke rumme hende, så de gav hende en lille 2-værelses lejlighed, hvor hun så var overladt til sig selv. Der kom forskellige folk fra kommunen hjem til hende, men der var ingen der kunne hjælpe hende. Det var også tit sådan, at den samme person måske kun kom 2 eller 3 gange, før der så kommer nye til. Der var stor udskiftning i personalet, og det gjorde det bestemt ikke lettere, at få Ida til at åbne sig op. Til sidst åbnede hun slet ikke døren for dem der kom. Medicinen blev bare proppet ind af brevsprækken. Det af medicinen der havde værdi, solgte hun på gaden, så der var råd til flere stoffer og sprut. Resten af medicinen blev bare smidt ud, da hun ikke følte, at det på nogen måde kunne hjælpe hende.

Solen var ved at står op, da Ida gik hjem igen. Hun gik ad en omvej. Igennem parken, hvor hun som lille havde leget i, sammen med sin bror. Det var inden, hun var gammel nok til at forstå, hvad der skete omkring hende. Den gang var der ikke så mange bekymringer og tanker. Hun havde jo sin bror, som hun så rigtigt meget op til. Derfor var det et hårdt slag, da hun fandt ham i hans lejlighed, efter at han havde taget en overdosis. Det var som om, at hun mistede det sidste gnist, da han tog herfra. Han havde efterladt et brev, og hans yndlings t-shirt, som Ida havde gemt. I brevet stod der blandt andet: " Tiden er forbi for mig for nu, men vi ses igen". Ida var næsten hjemme. Folk var begyndt at gå på gaden igen. Byen vågnede langsomt op, og natten blev til dag. Da hun var tilbage i sin lejlighed igen, tog hun lidt at spise, og så gik hun i bord i den sidste flaske Bacardi, som var på hylden. Jo mere hun drak, jo mere forsvandt hun langsom hen. I en følelse af intethed. Alting var ligegyldigt, og intet betød noget. Det var det som hun altid sigtede efter. Alkoholen druknede alle de dårlige tanker og følelser, men det druknede også de få gode ting som var. Ting som hun ikke selv kunne se eller føle. Alt var lukket ned nu, og hun faldt i søvn.

Roen varede kort, og hun vågnede med et sæt. Hvad var klokken? Hvor længe havde hun sovet? Hun kiggede på sin mobil, og klokken var 21:45, så hun kunne lige nå ned i Netto efter et par flasker vodka inden de lukkede. På vej hjem smuttede hun lige forbi sin faste pusher. En SMS tikkede ind. Det var en tidligere bekendt, men Ida ignorerede den. Hun gik op af trapperne i opgangen hvor hun boede. Fandt sin nøgle, og låste sig ind. Hun åbnede køleskabet. Kun for at se, at det stort set var tomt. Det eneste der var der, ud over en halv flaske snaps, var en halv agurk og en alt for gammel mælk, som var flere uger over sidste udløbsdato.

En eftermiddag stod Ida igen nede ved vandet. Hun stod på kajkanten, og spejdede ud over det spejlblanke hav. Der var en der kom hen til hende, og sagde stille:"Ida". Ida kunne godt genkende stemmen, men hun reagerede ikke. Det var Katharina der havde set hende stå der ved kajkanten. "Kig på mig!" Og Ida vendte sig om. Hun så på Katharina med tomme øjne i et kort øjeblik, men kiggede hurtigt ud over vandet igen. Ida havde igen lyst til bare at løbe sin vej. "Ingen må komme tæt på mig" skreg hendes tanker. Det var den modstand der indtog hendes tanker, hver gang nogle prøvede på at komme ind på livet af hende. Katharina gik videre hen, men inden hun gik sagde Katharina:" Pas på dig selv". Det blev sagt på en måde, hvor man virkelig kunne høre, at Katharina mente det, og at det var i omsorg for Ida, men som så mange gange før, kunne Ida ikke tage det til sig.

Intetheden og ensomheden kom bølgende ind over hende, da hun gik hjemad. Det eneste der var i hendes tanker, var at komme hjem til hendes lejlighed. At slå tankerne og følelserne ned med alkohol, som hun jo altid gør. Men noget var lidt anderledes. Hun drak kun halvdelen af den vin, som hun havde fundet frem. Hun havde kvalme, og begyndte at kaste op. Hun tilbragte det meste af natten, siddende ved siden af toilettet. Da det næsten var morgen igen, kravlede hun ind i sin seng, og faldt i søvn.

Da hun vågnede igen, var det næsten eftermiddag. Al alkoholen havde forladt hendes krop, og Ida var for første gang i meget lang tid ædru. En følelse der var fremmed. Alt i hende skreg på flere stoffer og mere alkohol. For at dæmpe det hele. Hendes misbrug vil slå hende ihjel en dag, havde folk sagt til hende. Hvis så ikke direkte, så indirekte. Hun havde ikke et dissideret ønske om at dø, men skete det, var hun ligeglad. Hun var ligeglad med, at hun stille og roligt visnede. Hendes dage var meget ens. Det samme trummerum. Om og om igen. Hun levede hver dag, uden at være tilstede i det liv hun havde. Ida følte sig fanget i det, ude af stand til at komme fri. Hun havde massivt brug for hjælp, men var hun i stand til at tage imod den?

En solstråle skinnede ind af vinduet. Hen på opslagstavlen, hvor brevet fra broderen hang. Hun gispede kort. Hun følte i et kort sekund, hans nærvær. Det var som om, at han stod lige ved siden af hende. Det varede kun et øjeblik, før en sky gled foran solens stråle igen, og følelsen forsvandt. Men der var en følelse der blev hængende. Det som Katharina sagde, at Ida skulle passe på sig selv, optrådte i hendes hoved. Ikke i lang tid, men alligevel tid nok til at Ida mærkede det. Måske var hun ikke helt alene. Ja, hun havde brug for hjælp, men hun vidste ikke hvorfra den skulle komme. Eller om hun overhovedet turde at lukke fremmede ind i hendes sjæl.

Endnu en nat lå hun søvnløs i sin seng. Tankerne kørte rundt, og det var som om, at hun var så fyldt op, at selv alkohol ikke kunne berolige hende. Hun savnede sin bror, og tænkte ved sig selv, om hun skulle følge ham, og sige farvel til det liv, som hun havde her på jorden. Det virkede så let, bare at sige farvel, og tage biletten. Og hun ville, bedst af alt, være sammen med ham igen. Men midt i alle tankerne, kom hun til at se over på brevet. Der stod jo: "Tiden er forbi for mig for nu, men vi ses igen". Hun gentog: "men vi ses igen" inde i sit hoved. Savnet var stort, men hun huskede så på, hvad han engang sagde til hende, at livet kun leves en gang, og det handler om at få det bedste ud af det. Til sidst faldt hun i søvn. Da hun vågnede igen, følte hun, at der var blevet tændt en lille gnist i hende. Måske at hun skulle springe ud i det. Lære at turde tro på omverdenen. Stykke for stykke, at pille den mur ned, som hun i så mange år, har brugt meget energi på at bygge og holde oppe. Det ville være en hård kamp. Ida vidste ikke om hun ville turde. Svagt i tankerne havde hun både sin brors og Katharinas ord. Måske har hun styrken til det. Måske kan hun godt. Måske kan hun leve det liv, som hendes bror aldrig nåede. Det hele er ikke forbi endnu.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/09-2022 11:33 af Silje Bechmann Øgendahl (Efterår) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2097 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.