2Det hele er ikke forbi endnu
Det var tidligt en lørdag morgen. Ida stod i en gyde i en sidegad... [...]
Noveller · sindstilstand, indre dæmoner
1 år, 9 måneder siden
3De siger
De siger, stemmen er kun i mit hoved · De siger, det jeg ser, ikke ... [...]
Digte · psykisksygdom
5 år siden
4Livets skrøbelighed
Vi sidder og venter. Men hvad venter vi på? Bare på at tiden går,... [...]
Blandede tekster · krise, psykisk sårbarhed, psykiatrisk afdeling
6 år siden
4Forandring
På en solrig forårsdag · I 2011 · Døde en del af mig. · Det forandrede ... [...]
Digte · angst, smerte, erindring
9 år siden
2Hvad morgendagen bringer
En ny morgen · En ny dag · En ny uge · Tiden går og går · Men jeg er stad... [...]
Digte · krise, livsrefleksion
9 år siden
4Tid
Tid er relativ · Men altid kronologisk · Tiden med dig var kort · Der v... [...]
Digte
10 år siden
3Dit nærvær
Jeg ligger hos dig · Jeg føler din varme · Du elsker mig · Du giver mig... [...]
Digte
10 år siden
7Hun sidder alene på gyngen
Hun sidder alene på gyngen · kulden bider hende blidt · frosten glins... [...]
Digte
10 år siden
1Angst
Jeg er i en kasse. Jeg er omringet af fire mure, og jeg kan ikke ... [...]
Blandede tekster
10 år siden

Puls: 2,3

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Silje Bechmann Øgendahl (f. 1997)
Jeg er i en kasse. Jeg er omringet af fire mure, og jeg kan ikke komme ud. Disse fire mure skubber mig indad. De maser mig og klemmer alt luften ud af mig. Jeg kan ikke få luft nok til at råbe om hjælp. Mit hjerte hamrer af sted, som tusinde vilde heste. "Jeg vil væk" hvisker jeg til mig selv. Jeg trækker vejret hurtigere, men det er som om at jeg stadig ikke kan få luft. Min hud bliver helt bleg og en tåre triller forsigtigt ned ad min kind. Helt lydløst. Jeg trækker ikke vejret mere.

Jeg sad i vindueskarmen. Uden for mit værelse. Værelset var fuldt af mennesker. Nok omkring 20 samlet på meget lidt plads. Hvis jeg gik derind nu, ville jeg besvime på stedet. Folk gik forbi mig, som om de ikke så mig. Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage, men det var svært. Selv fra der hvor jeg sad, kunne jeg høre larmen inde fra værelset. Havde jo allermest bare lyst til at ligge mig ind i min seng, men der lå jo nogen. I mit eneste helle. Der var nogen der havde overtaget det, og jeg havde ikke et sted at være. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte begyndte at hamre stærkere og stærkere. Men endelig begyndte den store menneskemængde så småt at forsvinde. Larmen fra deres slåskampe, stemmerne, og pigernes skrigen blev blandet sammen og fortsatte bare som larm inde i mit hoved. Jeg måtte væk. Gemme mig, men hvor? Der var ingen steder, jeg kunne gemme mig.
Menneskerne var ude af værelset, så jeg gik ind. Inde på værelset sad der kun to lige så stille. Det var Pernille og Palle. Jeg ordnede min seng igen og lagde mig derind. Jeg var både sur, ked, frustreret og inderst inde meget bange. Jeg tog hverken min store trøje eller mine jogging bukser af. Jeg lagde mig bare under dynen. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og det hele brød for alvor løs, da Magnus kom ind og satte sig i min seng for at snakke med Bjørk. Jeg havde nu gemt mig helt nede under dynen. Jeg var helt krøllet sammen og skjulte mit ansigt med mine arme. Der var næsten ulideligt varmt under dynen, og da Magnus løftede dynen fik jeg et chok. Jeg lå og rystede, og hele min krop var et sort hul som jeg blev suget ned i. Han slap hurtigt dynen, og jeg lå i mit skjul igen. Flere stemmer kom, og rummet blev fyldt med flere og flere. Jeg prøvede at gøre mig så lille som muligt. De så mig ikke, og flere satte sig i min seng, og en enkelt hoppede oven på mig. Jeg kunne høre at Frederikke råbte, at de skulle skride, for klokken var snart ti. Men ingen gik. De begyndte at slås, og der blev råbt og skreget. Jeg kunne ikke holde det ud mere, og jeg begyndte at trække vejret hurtigere og hurtigere. Jeg begyndte at hyperventilere. Jeg rystede helt vildt indvendigt, og larmen omkring mig blev svagere og svagere. Jeg blev svimmel, og jeg kunne ikke få vejret mere. Alt blev sløret.

"Hvor er Silje?" spurgte Maja. Frederikke sagde, at jeg lå og sov, men de undrede sig over at jeg kunne sove i den larm, så de gik hen og løftede dynen. De fandt mig helt rød i hovedet med mascara løbende ned ad begge kinder. Jeg rystede helt vildt. De fik mig op at sidde, men jeg ville hellere ligge ned. Pernille løb så hurtigt hun kunne ud efter en lærer. Hun var både oppe på den internationale gang og helt nede i kælderen, men hun fandt ingen. Lige som hun skulle til at gå ind for selv at hjælpe mig, kom Pia gående. I den tid, havde jeg ingen overblik over tiden. Jeg ville hellere ligge ned, og jeg kunne slet ikke koncentrere mig om min vejrtrækning. Imens Pernille var ude og lede efter en voksen, prøvede de andre piger at give mig vand, fordi det så ud som om at jeg havde svedt en hel del, men intet ville jeg have. Jeg prøvede at overbevise dem om, at det var noget der ville gå over igen og at de bare skulle lade mig være. Og til sidst fik jeg lov til at ligge ned igen. Jeg trak stadig vejret hurtigt og dybt med lukkede øjne, og jeg ville bare gerne have alt til at stoppe. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne stoppe med at trække vejret.

Jeg kunne høre da døren åbnede, og jeg kunne høre at det var Pia der kom ind ad døren, men mine tanker var et helt andet sted. Hun fik mig op at sidde igen, og hun sagde at jeg måtte læne mig op ad hende så meget som jeg ville. Pia sad med mig og holdte mine arme opad. Hun snakkede til mig. Men jeg var så langt væk, at jeg ikke kunne høre ordene, kun hendes stemme. Jeg kunne overhovedet ikke fokusere på at trække vejret ordentligt. Jeg havde ikke flere kræfter, og jeg troede bare at jeg skulle dø. Jeg lå oppe ad Pia, som om jeg var et lille barn. Allerhelst ville jeg bare gerne ned at ligge igen, men det fik jeg ikke lov til. Jeg kiggede lidt ned men opdagede at jeg fik kvalme, fordi jeg var så svimmel at hele verden snurrede rundt. Min mund begyndte at summe, og jeg mistede følelsen i mine arme og ben. Jeg hviskede at min krop summede og at jeg havde mistet følelsen. Jeg vidste ikke hvor jeg var. Min krop sank sammen, og jeg kom ned at ligge, men jeg trak stadig vejret lige hurtigt. Pia lagde sin hånd på min mave og sagde at nu ville hun se at hendes hånd skulle løfte sig, og at jeg skulle trække vejret helt ned i maven.

Jeg begyndte at grine lidt, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke havde luft til det, og det blev afløst af hosten. Jeg var helt tør i munden. Jeg trak stadig vejret hurtigt, men det var mere koncentreret nu. Jeg var helt træt i kroppen, og jeg lå på ryggen med lukkede øjne og tårerne løb ned ad mine kinder. Pia spurgte om hvorfor jeg blev ked af det. Jeg havde intet svar, selvom hun spurgte flere gange. Jeg åbnede ikke øjnene, før hun ville få mig til at sidde igen, så jeg kunne få noget af alt mit tøj af og få børstet tænder. Jeg var på mange måder både skræmt af mig selv, men også lidt pinlig over hvad der var sket. Jeg kunne stadig mærke mit hjerte banke hårdt efter alt det her. Men trætheden overdøvede mig og jeg faldt langsomt hen, så det var kun halvt i mine drømme, jeg hørte Pia komme ind igen og sige godnat til mig.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/10-2013 16:50 af Silje Bechmann Øgendahl (Efterår) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 1150 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.