Da var det slut


1 år, 3 måneder siden 3 kommentarer Noveller

54 km uvished på linolium
4 km · Gik jeg dagen efter · Så lang er gangen ikke · Slet slet ikke · Ha... [...]
Digte · psykisk sygdom, den lukkede, alene
9 måneder, 29 dage siden
7Strømmen
Jeg lader mig flyde med · Ned · Og længere og længere ud · Det nytter i... [...]
Digte · strategi, depression
10 måneder, 6 dage siden
2Formaldehyd
Hjerner i formaldehyd · Depressioner i væsker · Hjerner i væsker og v... [...]
Digte · depression, stagnering
10 måneder, 6 dage siden
5Elsker dig som pesten
Jeg elsker dig som pesten · Du giver mig åndenød · For det er sygt og... [...]
Rim og vers · partner vold, kærlighed, fortid
10 måneder, 8 dage siden
2Lov mig at i dør efter mig
Ikke alle skal have lov til at græde · Forceret, forkert og hult · Lo... [...]
Digte · sorg
1 år siden
6Knust
I piller i skårene · Ligger dem op på række · Med ild og ulækkerhed i... [...]
Digte · seksuelle overgreb, knust, personlig kerne
1 år, 2 måneder siden
3Humorforladt og alene
Jeg er humorforladt · Nu er jeg helt alene · Vi plejede at være så ma... [...]
Digte · sort humor, alene
1 år, 2 måneder siden
3Forfatterens stolte håndværk
Vi skriver, vi skriver, vi skriver · Det er et fint gammelt håndvær... [...]
Digte · forfatterskab, håndværk, magt
1 år, 2 måneder siden
3Knust
I piller i skårene · Ligger dem op på stribe · Med ild og ulækkerhed ... [...]
Digte · psykisk vold, psykisk sygdom
1 år, 2 måneder siden
3Da var det slut
Hun hørte musik. Det havde hun gjort i over en halv måned, og det... [...]
Noveller
1 år, 3 måneder siden
9Jeg spytter grus version 1
Jeg holder aldrig kæft · Jeg æder grus · Jeg spytter grus · Så hold dog... [...]
Digte
1 år, 5 måneder siden
3Betændelse version 1
Der går fuckin betændelse i alt. · Mit mønster blev varmt. · Det er b... [...]
Digte · hemmeligheder, smerte, kontrol
1 år, 5 måneder siden
2Stofsaksen må ikke bruges til andet (advars...
Til den ene side. · Til den anden side. · På kryds. · På tværs. · Nedad. · ... [...]
Digte · selvskade, selvdestruktivitet, selvkritik
1 år, 6 måneder siden
4Hudhus
Jeg har boet i et hudhus. · Jeg boede der længe. · I det beskidte hud... [...]
Digte · psykisk sygdom, elektrochok, tomhed
1 år, 6 måneder siden
9Jeg hader to et halvt menneske
Der er tre mennesker jeg hader inderligt. Eller rette sagt, to en... [...]
Kortprosa · livets smerte, bryd tabu, misbrug
1 år, 6 måneder siden
9Samler på sjæle
Vi samler på sjæle · Vi samler på fortabt · Vi samler på små sjæle · Vi... [...]
Digte
1 år, 6 måneder siden
2Min Lille Mani- version 1
Så lad mig dog beholde min lille mani · Olanzapin og seroquel, jeg ... [...]
Rim og vers · socialrealisme, psykisk sygdom, kynisme
1 år, 7 måneder siden
0Hende Inde Ved Siden Af. Den ende lige vers...
Nogle gange, når jeg er i bad, bliver jeg knuget af en underlig f... [...]
Noveller · forvirring
1 år, 7 måneder siden
1Mit moralske kompas
Der skete engang det, at der blev spildt rosevin i mit moralske k... [...]
Digte · afhængighed, psykisk sårbarhed, perspektiv
1 år, 7 måneder siden
6Campingvogn
Jeg står i lyset, under halvtaget et stykke tid. Det har regnet. ... [...]
Kortprosa · rastløshed, ulykkelig, indre smerte
1 år, 7 måneder siden
0Sirene I Eget Forlis
Sirene i eget forlis · Er du klar over hvor mange gange jeg vasker ... [...]
Digte · tabu, livets smerte
1 år, 7 måneder siden
1Kære Mennesker
Vi skider hvor vi bor. · Værst af alt · Vi skider hvor alle andre bor... [...]
Digte · overlevelse, sandhed, mennesker
1 år, 7 måneder siden
2Havet med mine tabte pointer
Jeg kan ikke holde fast i mine tanker. · Det er alt for langt, for ... [...]
Digte · glemsomhed forsvinde sor
1 år, 7 måneder siden
6Mor i telefonen
For mange år siden · drømte jeg · at mor og jeg talte i telefon samme... [...]
Digte · sorg
3 år siden
6Hende ved siden af
Nogle gange når jeg er i bad, bliver alting ligepludseligt uhygge... [...]
Fantasy
3 år siden
17Psykiatrisk skadestue
Så sidder, eller rettere sagt, ligger, jeg her i det her skide ve... [...]
Livshistorier
3 år siden
1Prostitution
Jeg prostituerer nogele gange mig selv. Jeg ved ikke hvorfor. Mås... [...]
Blandede tekster · selvrefleksion
3 år siden
5Det er så ensomt når du sover
Det kan kan blive meget ensosomt. · For du falder i søvn efter du h... [...]
Digte
3 år siden
3Psykiatrisk afdeling c 21
Forklaring. · Bær venligst over med mig, hvis jeg gentager mig selv... [...]
Livshistorier · desperation, psykiatrisk afdeling
3 år siden
0Kvinden under jorden
Dørene åbnes og jeg træder ind. Der er ikke mange mennesker. Blot... [...]
Noveller
13 år siden
0Fra mit hoved ud i verden
For nogen mennesker vil denne beretning ikke være let at forstå, ... [...]
Noveller
13 år siden
2Turist i København
1 · Æ kommer ind me æ toch fra synnejylland · Og skal mødes med en be... [...]
Rim og vers
13 år siden
0De evige drukmarker
1 · Tag mig med til de evige drukmarker · Med hajfishblute i lange b... [...]
Rim og vers
13 år siden
1Ondskyld
Ondskyld så for alt det lort som jeg har lavet · Jeg har fucket dig... [...]
Rim og vers
13 år siden
0Riot i den anden ende af landet
Det er blevet sent og jeg kan ik falde til ro · Du har det på samme... [...]
Rim og vers
13 år siden
0Kannibalsangen
Æggestokkesalat · med økologisk mærkat · Du ka' gå helt i spagat · M... [...]
Rim og vers
13 år siden
0Sangen om 2. verdenskrig
Hitler var en tosset mand · Der bestemte over Tyskland · Han drak sy... [...]
Rim og vers
13 år siden
0Hjemløsesangen
Der er så mange huse der er tomme · Men ind i dem må man absolut ik... [...]
Rim og vers
13 år siden
0Feberanfald
1 · Hele kroppen pulserer og er våd af sved · Der står nogen og kigge... [...]
Rim og vers
13 år siden
0Sådan gør vi å æ laæen
1. Moines får du din traktor til at starte? · Så er vi fandeme para... [...]
Rim og vers
13 år siden
0Mæfikke
Det kan godt være at jeg var en mæfikke · Men alligevel fik jeg en ... [...]
Rim og vers
13 år siden
1Postyr over duer
Due paranoia due paranoia · Due paranoia due paranoia · ... [...]
Rim og vers
13 år siden
1Citronfjæs
Smil til verden så smiler den til dig · En dum kliche lavet af tryl... [...]
Rim og vers
13 år siden
1Så slap dog af
Alt skal dokumenteres, evalueres · Reproduceres og så lamineres · Ord... [...]
Rim og vers
13 år siden
0Lars Lilholt
Jyder myldrer frem på jord · Holder fester og er vilde med en iver ... [...]
Rim og vers
13 år siden
0Brune Bjarne
1 Urin og fækalier til arme lille Bjarne · Fordi han alle dage har ... [...]
Rim og vers
13 år siden
0Spørgsmål
Hvornår kravler gotikere ud fra under deres sten? · Hvorfor kan min... [...]
Rim og vers
13 år siden
2Kæmpestor Nøgenkludddermor
Når panserne de kommer for at rydde vores hus · Fyldt med skønne pu... [...]
Rim og vers
13 år siden
1Donorsangen
1. Mit hjerte skal doneres til · Mit hjerte skal doneres til · Mit hj... [...]
Rim og vers
13 år siden
2Busturene hjem
Jeg havde brugt noget der føltes som uendeligt mange år på en aka... [...]
Noveller
14 år siden
0Lang drøm
Jeg drømmer. · Det er det jeg gør lige nu. Og jeg ved det godt. Det... [...]
Noveller
14 år siden

Puls: 3,7

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Emma Katrine Sørensen (f. 1981)
Hun hørte musik. Det havde hun gjort i over en halv måned, og det skal altså siges, at hun, i årevis, faktisk ikke havde kunne lytte til smukke, triste og hårde toner. Men der havde været en medicinændring, og så "slog manien døren ind", som hendes digter-kollega så fint og rammende, havde skrevet. Ligepludselig var der aktivitet. Der blev støvsuget hyppigt, skiftet sengetøj, det var ikke et problem at komme ud og handle ind og vaske tøj. Og hun skrev. Og skrev. Og hun skrev. Og hun skrev godt! Hun var skarp, ikke længere depri-dum.
   Nå, men vi kom fra musikken. Hun havde lyttet til samtlige plader med "Shock Therapy". Electro punk, synth punk, goth punk, post punk. Whatever. Det er det jeg kan lide lige nu, det jeg kan få til at fungere. Det er ok at jeg hører det samme, hvis det er det der duer. Hun burde jo sprede den genfundne sult og interesse udover alle de genrer, soloartister og bands hun holdt af. Men det hele fokuseredes rundt dette band. Det var ikke til at sige, om bandet der befandt sig på piedestalen var tilfældig, eller om der var en rød tråd. Så mange sange, melodier, numre og følelser havde hun savnet, eller nok mere ønsket at savne. For man savner ikke rigtigt hvis man er derimeret nok. Og så valgte hun dette destruktive musik, med den selvudslettende lyrik, der handlede om had til sig selv og til andre... Underligt. Ligesom det var underligt at hun ikke havde kunne høre musik, før manien sparkede døren ind. Man skal prøve det før man forstår det. Ligesom med så meget andet. Men det, at hun kunne høre musik nu, Det er mani, det kan ikke være andet. De samme albums, alle vågne timer. Det er skønt! Hun havde slet ikke lyst til at fordybe sig og glide med noget andet. Hun gled med hadet, og det gjorde hende glad. Det var, intet mindre end formidabelt at arbejde til.
   Hun havde været klinisk tynget i årevis, og hun kunne ikke rigtigt kende noget udenfor den verden hun levede i alene, den matte og grålige verden. Det univers hun havde i sit hoved var indtaget af en angst, dårlig samvittighed og følelse af utilstrækkelighed. Konstant og ulmende. Men derfor kunne man godt have en nogelunde, med nød og næppe, nærmest tilfredsstillende verden. Med tvungen god indstilling kan man klare sig igennem, til tider. Eller det var nok mest undtagelsen, og det var hende, hun var undtagelsen. Hun havde udvist en imponerende stædighed. Hun havde hængt i. Nogle gange, igen nogenlunde, fungerende, og andre gange, et godt stykke fra dagligdagen. Men man kan vænne sig til meget. Også til at have det temmeligt dårligt.

Hun trak støvsugeren, eller, ja, hun hev støvsugeren frem mod sig, i slangen. Hvis hendes salig far havde set det, ville der være et frustreret, nærmest opgivende forsøg på at forklare en teenage datter, der var blevet tvunget til at støvsuge, at støvsugeren gik i stykker, når man træk i slangen. Så ville hun have ventet hun til han havde vendt ryggen til, så hun kunne fortsætte med at hive i slangen. Alt sammen fordi hun ikke gad, fordi hun var for doven til at bukke sig ned engang imellem. Jeg skulle have lyttet til stakkels far... Hendes opførsel fortrød hun bittert nu. Og hun fortrød den ofte. Endnu een af fortidslevnene der red hende som en mare. Kul til det evindelige drøvtyggeri.
   De havde plejet at grine, kærligt drillende, af hans "rengøringsflip". Stakkels mand, der boede sammen med seks kvinder og piger. Han havde vist taget det meget pænt, der var ingen tvivl om at han elskede hver og en. Sådan mente hun at have oplevet det. "Kvinder af få tusinde ord i minuttet", "vaccineret med en grammofonstift". Det havde han sagt om dem. Han annoncerede at han var "Nordeuropas lækreste", i slåbrok, hver søndag morgen, ved det lange hyggelige bord med det ristede toastbrød, æggene og theen, i den søde gamle thekande, som hendes mor elskede. Den muselmalede.
   De, forældrene, havde egentligt først giftet sig sent, efter alle deres børn var blevet store. Moderen havde ofte spurgt ham "Skal vi ikke gifte os?", hvortil han svarede "Jo, med hvem?". Men til sidst var han, i mangel på et bedre udtryk, om en mand der nægtede at gå i kirke, krøbet til korset.
   Vores pige, hun vidste ikke om han, på den måde med humor, viste en mere seriøs modvilje, mod morens forslag? Tanken strejfede hende fra tid til anden, at han, på trods af kærligheden til sin familie, hellere ville have været et andet sted.
   Men de blev gift, det kom til at ske alligevel. Og alle klarede det. Ihvertfald på det tidpunkt, indtil der ikke var flere dage tilbage i forældrenes kalendere.

Alle hendes katte hadede støvsugeren. Undtagen den ene kat, ham den røde tappy med det hvide bryst. Ham der også blev kaldt Klister. Eller jo, han hadede den også, men han frygtede den ikke helt så meget som de andre. Så han holdt stand, han blev stående ligesom den brave og stolte ridder der tager sig af dragen for at redde landsbyen mod "Det Altopslugende Monster". Den var ikke altrengørende. Sort tæppe, hvid kat, rød og sort kat.
   Den store killing var agiteret, det var tydeligt. Til tider slog han ud efter den, støvsugeren. Meget modig kat. Eller dum. Den mest irriterende kat, hun nogensinde havde mødt. Men han var jo bare et lillebitte barn, og hun elskede ham. Hun elskede dem alle, på hver deres egen måde. Alle de affaldskatte, som foreningen samlede sammen, med kærlighed til dyr. Dem ingen ville have, dem mennesker overlod til deres hjælpeløse skæbner, i sommerhusområder, ved motorvejsnedkørsler, på rastepladser eller overladt til sulte- og frysedøden rundt omkring, sammen med en kattemor, så mager, at hun ikke kan forsørge sine små.
   Hvis de ikke kan være hos mig, hvor skal de så være?
   Vores pige hjalp dem videre, hun fandt gode adoptivfamilier til dem. Men hun havde, i perioder, en overvældende følelse af, en overbevisning om, at hun ikke passede dem ordentligt, at hun ikke havde nok kontakt til og med dem. Og det stak i hendes hjerte.
   Alle fortalte hende hvor godt de, kattene, havde det hos hende. Alle ser ikke hvor fraværende og hvor uopmærksom jeg er. Bakken blev ordnet, mad og vand var altid som det skulle være. Børn kan godt have pænt tøj på og stadig være forsømte. Til tider havde hun så dårlig samvittighed, at hun lagde sig til at sove, i stedet for at gøre det, at tale nok med dem, som hun havde dårlig samvittighed over. Men det var ikke sandt, at hun ikke passede dem godt, for hun var til stede. Ikke altid, men hun var altså tilstede. Den dårlige samvittighed åd bare af hende. Og følelsen af utilstrækkelighed gnavede intenst, ihærdigt, vedvarende. De ved ikke noget, de ser os ikke hele tiden. De miserable tanker havde samlet sig til en følelsesbyld. En sivende byld. Hvornår mon den var blevet fyldt til bristepunktet med selvbebrejdelser? Hvornår startede undermineringen med at løbe støt?
   De fleste kender nok til den følelse. Hun ville vende ryggen til, mens hun hadede sig selv, i mere eller mindre grad, indtil den tid det tog hende at falde i søvn, var ovre. Så havde hun fjernet sig selv fra skylden. Selvom det ville have taget mindre tid at gøre det, der stressede hende, end den tid hun ventede på at flygte ned i søvnen.
   Alle blev ved med at sige til hende, at hun ikke forsømte dem. Men det gjorde hun. Var i sine egne overvældende og altoverskyggende tanker, i stedet for i nuet, hos de sødeste katte og killinger. De havde så meget brug for hende. Men man kunne ikke bide skeer med hendes depression. Hvis hun havde kunne det, så kunne hun jo fikse det. Der er gode argumenter nok, for at komme ud af en depression. Men sådan fungerer det bare ikke.
   Gid det var så vel.
   Hun stoppede op, slukkede støvsugeren med foden og kiggede sig om. Og lige pludselig frøs hun, som var hun kilet fast, da hun mærkede og hørte den rungende tanke "Nu er det slut".
   Oh ak, oh ve. Selvfølgeligt fik stemmen ret.
   Det var som om, at alt der var blevet grebet i manien, det der havde givet hende glæde, tabtes på jorden, på et enkelt paralyseret øjeblik. Det var en chokerende oplevelse, da hun, efter en kort periode i eufori, blev ramt. Efter at have været og redet, med lysets hast, på en lille mani, fandt hun ud af at hun måtte gå ind i et fængsel. Her havde hun været fanget i årevis, tidligere. Og nu hvor hun havde åndet frit i en måned, måtte hun nu gå pænt derind igen, med meget åbne øjne. For hun kunne ikke stoppe sig selv. Sådan fungerede det nemlig ikke. Det havde ikke nyttet noget, hun havde ikke et valg. Noget i hendes hjerne var knækket sammen. Ikke igen, ikke igen, ikke igen.
   Hun havde, ikke kun hørt, men også følt, fysisk som psykisk, tanken, eller stemmen, forkynde at enden var nær. Hun havde følt trykken for brystet, Hun var næsten blevet blæst bagover, sådan havde det ihvertfaldtføltes. Forbløffet, forundret, foruroliget, forskræmt, forfærdet. Forsigtig. Men den fysiske manifestation, i mangel på bedre ord, der var det mest ansigtet, der var fænomenets omdrejningspunkt. Det var der hun blev gjort opmærksom på at det ville komme til at gøre ondt. Det havde føltes som... ja, hvad? De sanser som hun ikke havde været i kontakt med i årevis, blev ligepludseligt sat på overarbejde. Det forstærkede denne, i forvejen, bizarre oplevelse.
   Imens det stod på, og lige bagefter, skrev hun ned, hvordan hun havde modtaget det ondskabsfulde og saboterende budskab. Hun havde med en målrettethed, hun sjældent, under normale omstændigheder, kunne mønstre, grebet blokken. Den der lå på hendes hvidmalede bord, øverst i papirrodet. Den hun brugte i denne maniske periode, på at skrive et langdigt, der i maniens flodbølge blev længere og længere. Ikke helt med vold og magt, men dog stadig magtpålæggenhed, måtte hun bare skrive. I perioder i livet, kunne hun ikke stoppe sin kreative proces. Som det så fint hedder. Det var et springvand af ideer, og hun kunne ikke følge med. Udover det, mente hendes psykoterapeut at hun havde en popcorn hjerne. Hun kunne se det for sig, hvordan det så ud, hendes brainfarts, ideer og tilfældige tanker. Uden filter. Denne, ruminationsknappen, POP... POPPOPPOP...POP! blev skruet op, for fuldt blus og så måtte hun bare prøve at fange de popcorn hun kunne. Lette ord at tænke.

Men de følelser der jog henover ansigtet, de måtte og skulle, dokumenteres. Måske var dette behov for at notere alt ned, forårsaget af et forsøg på at være en "forfatter", der tog sig selv alvorligt, som gjorde at hun, så stædigt, på trods af situationen, skriblede ned, hvad der skete. Hun vidste at hendes liv måske faldt helt sammen, men hun var fokuseret. Hun kunne abstrahere fra krisen. Helt mirakuløst.

Hun var brændemærket af alle følelserne. Brændemærket af hendes egen private, primitive, rå, grove, kroniske, moderate og undergravende depression. Hendes luft blev brændt. Inde i den lille askegrå verden. Sneende, altid aske i øjnene. Det lagde en grå skygge henover farverne.
   Men hun vidste også at hun ikke ville ånde så længe. Hun havde brændt det stakkels skrøbelige lys, formet af alt for varme, formet af hænder, i begge ender.
   41 år, invaliderende psykisk syg: maniodepressiv, misbruger, eller tidligere misbruger. Ikke at det talte for noget, at det var lang tid siden hun havde taget stoffer og siden hun havde drukket. Præstationen påvirkede hende ikke, ikke så meget som det imponerede andre omkring hende. Hun gjorde det jo bare.
   Hun havde haft uregelmæssige og meget usunde spisevaner. Hun var ryger, men det fyldte ikke meget i ligningen. Og fordi begge hendes forældre døde inden de blev tres, mente hun at hun ikke havde lang tid igen. Hendes mor var vist død af septisk chok. Måske 57 år? Alle moderens døtre havde været der. Og hendes mand, far til alle børnene. Til søsterflokken, havde været der.
   Enkemanden, hvis egen urne var blev malet af barn og børnebørn, var død tre år efter, af et hjerte stop. 57, også? Hun kunne ikke huske deres aldre. Ligesom hun heller ikke kunne huske mange andre ting. De ville ikke kravle ind i hendes hukommelse, de ville bare ikke sidde fast. Men hvilken forskel gjorde det i virkeligheden også for hende? De døde for tidligt. Alt for tidligt.
   Hun var rasende på sin far. Og hun ynkede ham, men han var så syg, den sidste tid. Hun savnede ham, så ufatteligt meget.
   Første gang han døde, det var hjertestop. Anden gang, det var efter to eller tre ugers smertefuld koma. Hun kunne heller ikke huske hvor lang tid det stod på. Eller hvor længe hendes mor havde været syg, inden hun døde, for dens sags skyld. Der var så meget, som det alligevel, ikke nyttede noget at huske, som hun ville ønske at hun kunne huske. Men hvad skulle hun bruge det til?
   To af døtrene var der da hans hjerte slog det allersidste slag. Hendes fars trætte og ubrugelige hjerte. Og det var hele grunden til, at hun kunne tilgive sig selv sit fravær, at hendes søstre var der. Hun havde ikke været der til ae ham på hans døende og alt for kolde pande, for hun lå mange hundrede kilomterer væk og sov. Dårligt.

Hun havde genkendt nogen af de psykiske, men ikke de fysiske fornemmelser og følelser der kravlede ind i, og efterfølgende blev blæst blev ud af hendes porer. De var nye. Det var som om det kildede i hele ansigtet, tiltagende, hårdere og hårdere. Så det måtte hun skrive ned i blokken. HuskNuhuskhuskNuhuskNublæsendefølelse huskNuhuskNuhuskNuhuskNustikkendefølelsehuskhuskNuhuskNuhuskNu. Og hun gentog det.Og hun gentog det igen. Og igen. Samme remse. Hun var nervøs for at det ville blive til et ekko, og hurtigt forsvinde. Nu er det slut.

Hun havde læst det i notesbogen bagefter og drømte stadig. Hun forsøgte, masochistisk, at lære sine signaler at kende, at mærke følelsen igen. Hun læste videre... hvordan er jeg endt hvor jeg er? Og hvor er det? Skal det være sådan her resten af mit liv? Det bliver sådan her her resten af mit liv. Pillen der fikser det kommer aldrig. Hun tænkte og læste. Og hun følte en snigende sorg, i takt med hun forstod situationens alvor.

Blæsten gled hårdt ind over ansigtets klitter, hvor den knækkede henover kinder, næse, pande, hage og øjenlåg. Alt sandet blæste ind i, og over hendes bjerge, kløfter og dale. Hudens mishandlede landsskab. Og hun så det for sig, mens hun læste om sig selv. Alle de dybe rynker. Er de nye? De må være nye? Hvornår begyndte jeg i virkeligheden at se så gammel ud? Mor og far så langt værre ud da de havde min alder. De så trætte ud. Slidte. Jeg har ældes anderledes. Tdligere misbruger, og har ikke passet på mig selv, men jeg har aldrig haft et fuldtidsarbejde, fem børn og alle mulige dyr. Jeg har aldrig haft et arbjede rigtigt.Aldrig haft et liv.

Lad os træde ud af hendes tanker, og tilbage til virkeligheden. Fortæller ser også hendes sandblæste ansigt for sig. Hun og fortæller ser det sammen. Og de ser slet ikke det samme.
   Resterne af sandkornene forsvandt bare. Hendes ansigt var slebet, ubeskyttet, det porøse lag af sand var væk. Det var nøgent, det var sårbart. Det var nu helt åbent.
   Nu var det slut nu er det slut... Og derfor måtte det jo det være det der startede. Den ene pol overtog efter den anden. Hendes poler var uhyggeligt virkelighedsforvridende. Den ene, antusiasme og eufori og den anden pol, en sjæl der gik under i mudder. Der er var ikke nogen synkende skude at forlade.
   Hun havde mærket tyngden under øjnene. Det havde føltes som om at hendes rande under øjnene, ikke eksisterede under manien, hun ænsede det ikke, skænkede det ikke en tanke. Men nu kom de tilbage, og bihulerne havde også gjort ondt. Det havde trykket så meget. Engang havde hun hørt, fra en klog mand hun kendte, at det var der sorgen sad, under øjnene og omkring bihulerne og pandehulerne. Og hun troede på det. For hun kunne mærke det. Oveni i følelsen, lige under øjenbrynene. Trykket.
   Hun kunne se sig selv, som andre så hende, mente hun. Hun kunne se sig selv indefra, hun var alligevel blevet træt. Rigtigt træt. Hun blev ked af det, knust. For hun vidste at det var slut. Nu er det bare et spørgsmål om tid før alt vælter, før alt blev udslettet og erstattet med angst. Før alt indhold var opløst.

Det er en hård pris at betale. En lang depression, efter en kort mani. Hun havde aldrig oplevet, at blive gjort opmærksom på det på den måde. Fordi hun tidligere havde været påvirket, når der blev slukket for kontakten.
   Det her var ikke glidende. Det blev kickstartet, det sker nu! Hun følte sig tung i hele kroppen.
   Hun havde stadig dundrende hovedpine efter bekendtgørelsen, her, et stykke tid efter. Den stakkels pige læste alligevel videre. Det følte hun at hun var nødt til, for hun ville ikke glemme de her følelser. Det var der nu heller ikke nogen risiko for at det nogensinde ville komme til at ske. Følelsen af hvordan det kildede i hele ansigtet, mest kinderne, og det brændte og stak en smule for meget. Det prikkede på det yderste lag af hendes hud.
   Imens hun havde siddet der og havde læst, gik det op for hende, at det hun havde overværet, var hendes mani der havde sagt PUF og så var den væk. Nu stod det bøjet i neon. Vinket med vognstangen havde knust hendes kranie. Fragmenterne lå, små og hvide på jorden, omkring der hvor hun stod, midt i lokalet. Nu er det slut.

Hun trak den sorte skammel, med den skallende maling, til sig og hun satte sig. Den var vakkelvorn, for hun havde ikke orket at finde en skrue der passede. Hun har virkeligt mange.

De følelser varslede en grum forandring. Måske ville den nyfundne energi blive erstattet af tomme omrids, hvor der skulle have været farver, bevægelser og stemmer, Istedet blev det nye liv serveret, i sygt blåt lys, til en blind pige, direkte fra et hospitals natbord, der holdt en vigtig computerskærm oppe. Meget appelerende, ikke sandt? Så kunne hun gro fast til sengetøjet. En stor syg svamp.

Det eneste der er dårligt ved spild af tid, er at det går for langsomt...

Hun ville ikke dø, og hun ville ikke leve. Hun og kun hende, intet andet. Hun havde været en vindrue, fyldt med farve og liv. For mange år siden. Men så tørrede hun ind til en grim og rynket rosin, med en følelse af utilstrækkelighed. Og altid dårlig samvittighed. Lille og næsten sort. Hvis hun var sort; så ville hun være død. Hun havde været død. Helt lukket om sit tomme selv, eller nok nærmere mangel på selv. Havde hun kunne tænke så langt, som til om der overhovedet var noget der kunne gøres, havde det ikke gjort nogen forskel alligevel. Og ved man ikke hvordan noget hænger sammen, så kan man ikke fikse det. Det kunne have været en fin kilde til rumination, havde hun haft åndsnærværelsen. Hun havde ikke været i stand til at ville eller kunne noget. Ingen tanker strejfede hende, ingen tanker slog ned i hende. Så der i sengen, på hospitalet, lå hun bare og hævede og svulmede op. Alle de ulækre piller der gjorde mere skade end gavn. Hun var ikke længere skrøbelig. Hendes psyke var fuldstændigt punkteret, platzet. Ironisk nok, det modsatte af den fysiske krop, der blev pustet mere og mere op. Strandvaskeren, der pilleboblede op, til en evindelig strøm af dårlige serier.

Der kom et personale til hende, omsorgsfuld og forståendende. Sengetøjet blev skiftet. For vores pige kunne ikke gøre noget selv. Der kunne sagtens gå en måned imellem badene. Hun var virkeligt syg. Virkeligt, virkeligt syg. Selvom hun slet ikke var. For hun var jo død. Det fysiske kunne smuldre når som helst. Skrøbeligt og porøst.

Op til den, af min og hende, i overensstemmelse, diagnosticerede mani, havde det hele egentligt været acceptabelt. Hele tiden lå tvivlen, om der dog stadig kunne det der være depressive træk, er det depressionen der kommer? Ikke igen... Ikke igen. Ikke igen. Ikke igen. Ikke igen. Der skruede hun, ruminationsknappen op på max styrke. Efterfølgende, den perfekte antipati mod alt. Dette tænkte hun ofte. Undersøgte hver lille følelse, hver lille handling er det nu!? Det var fordi det kørte, det kunne ikke være rigtigt. Men faktisk troede hun bare at det kørte. Noget af tiden. Ja, selvfølgeligt. Hun kom op hver dag, spiste, kom til sine aftaler. Hun kom til det hele, og tog imod det hele, smilende. Hun vaskede sit tøj, og vaskede op. Redte sin seng. Familie engang imellem, venner engang imellem. Det var jo ikke sådan at hun tænkte på at tage livet af sig selv. Hun brugte bare voldsomme mængder energi på noget forkert som hun ikke kunne se. Noget som hun ikke kunne se, eller vide. Det gabende hul der altid sugede mere eller mindre, nedefra.

Men der var, hvis man vidste hvor man skulle kigge, tydelige tegn på at der var noget galt.

Nuancerne i hendes liv havde været matte, tynde, grålige, svagelige, sløje, dårlige, elendige, blege. De havde været forsvundet ind i intetheden, i mange år. Det unormale var hendes normale. Det gennemsigtige og det usynlige, var hendes normale.
   Hun prøvede at ændre sine tanker, men dansen var tung, lang og ligemeget hjalp det. Tilgiv migselv, tilgiv migselv, tilgiv migselv, messede hun hele tiden. Men igen diskuterede hun, uden at have forstået det, med depressionen. Hendes mening med livet var dårlig samvittighed og utilstrækkelighed.
   Den stakkels pige var jo også glemsom. Hun glemte de små tricks fra den sparsomme terapi, fra mange år gennem psykiatrien, der skulle hjælpe hende til at ændre tankemønstre. Strategier forsvandt. Nok ind i den samme intethed. Men hun kunne ikke gøre for det. Og hun slog sig selv i hovedet. Fysisk og psykisk.
   Fortæller kan ellers fortælle fra egen fortælling at gentagelse af sætninger som "tilgiv migselv" og "parker det til det bliver aktuelt" kan være yderst effektive.

Håb.
   Håbet var så forræderisk. Det lyste og gjorde mere synderknusende og hjerteskærende ondt, for hver dag der gik. Skuffende, endnu ikke modløs, desværre. Minut for minut, time for time, dag for dag. År for år, for år. Bed håbet små lunser af hendes sjæl. Og sjælen skulle holde længe, den skulle gnaves og gnaskes i af snylteren, depression. Så mens håbet håbefuldt, stædigt og ondskabsfuldt lyste vejen, trak den plagede tilstand ud i årevis. Hun sad i mudder til op over livet. Havde hun været druknet...
   Hun var vist det de kaldte forpint, fortvivlet og sorgfuld... og håbefuld. Ynkelig, Naiv og forgæves og dumt forventningsfuld. Alt det var hun. Der ville være håb til det rædsomme sidste. Og efter det, der ville hun kapitulere. Og derefter ville hun, ikke engang, have læberne over mudderet, så hun kunne indånde den grumsede og giftige luft. Så ville hun være rosin. Skrumpet, krympet, helt sort.
   Dengang havde de givet hende stød. Hvor mange gange, det vidste hun ikke. Ligsom hun heller ikke havde nogen ide om hvor mange gange, og hvor lang tid sammenlagt, hun havde været indlagt, på de psykiatriske afdelinger. Det ville hun nok aldrig finde ud af. Hun havde iøvrigt opgivet. Ligesom med alle de andre farvefulde ting. Forstå fortæller ret; antal af indlæggelser er IKKE farvefuldt. Men et behov for at forstå og for at vide hvad der var sket i hendes liv, det var at have et behov. Behov kunne blive et drive. At ville vide var et drive.

Men når håbet ikke længere var velkomment, var det fordi det var blevet meget smertefuldt, fordi hun, endeligt, havde fået håb nok. Ulyksaligt, fatalt, skæbnesvangert, sølle, sort, gråt og fortabt. Endeligt fortabt. Og tabt. Langt om længe håbløs. Hun ville glemme.
   Et kaos af susende ingenting i hovedet, fremtiden. Hun kapitulerede og så blev der stille.
   Ikke mere selvhad, hvileløshed, drøvtyggeri, grubleri, meningsløshed, sorg, bebrejdelser og selvbrejdelser, skrigende depression, angst, forvirring, aggression, skyld og skam, magtesløshed, ærgelse, væmmelse ved verden, lede ved sig selv.
   Kun komplet mangel på mimik. En krop med stive bevægelser, hospitalstrøjen på vrangen, fedtet hår, arme der hang slapt ned til siderne og dinglede... Dinglende, som hendes lyst til at leve. Døde øjne og døde læber. Der lå et lag mudder mellem den giftige og grumsede luft, fra den psykiatriske afdeling og hendes lunger nu.
   Hun var ødelagt. Hver celle i hendes krop var ødelagt. Hver tanke i hendes hoved var ødelagt.
   Hendes sygdom var en parasit. Det var den sugede farverne ud af alt. Alt. Det hele, hun blev vendt på vrangen og undersøgt for, og frarøvet nærvær. Skulle der være en lille smule tilbage, så blev det meget hurtigt fraværende. Den smittende luft. Hun kunne ikke tage tøj af og på, gå i bad, hente sin medicin, tale med nogen, bevæge sig som hun plejede. Hendes dejagtige stenansigt. Fokusere, lytte, beslutte, huske, tage stilling, forstå, blive vred af, eller på, reflektere, føle omsorg og glæde. Og alt andet der havde gjort hende til en person. Hun kunne ikke.
   Og så stød. Ak, ak.

Hun lå i sengen, med en tragt i munden, så de kunne fede hende op med uansvarlige mængder antipsykotisk medicin. Blegt korpus; grimmere og federe og mere og mere ækel. Hendes tanker, ikke fortællers. Hun bevægede sig jo aldrig, andet end ud på toilettet og ned efter maden. Hun svulmede op. Strandvasker, for tyk til alt tøj. Imens hendes krop hævede op udenpå, var hendes sjæl druknende indeni. Kroppen voksede, mens mudderet sugede og steg. Hun blev klemt og kvalt i alt den altopslugende grå masse. Den havde vundet.
   Til sidst stod der et tykt, tomt, fedtet hudhus. Med et ansigt, frosset i den grimasse, hun havde haft på, mens livet blev trukket ned i vakuumet af gråt.
   Når vores pige tænkte på denne tilstand Nejnejnejnejnejnej. Hun vidste at hun ikke kunne tage det i opløbet, kæmpe imod det, hun vidste at hun ikke havde nogen kontrol. Hun kunne ikke styre det. Hun glemte også at der 'ikke var noget at kæmpe imod'. For hun var ikke klar over når hun når hendes tilstand forværredes, for der er man i et fortvivlet nu hele tiden, og nuet forsvandt. Tid, sted og psykisk kerne. Så snart ville hun ikke være klar over at der var et problem, og så kunne hun jo heller ikke fikse det. Hvis hun ikke vidste at problemet åd af hende, så kunne hun ikke løse det, fjerne det. Og så var hun bare i det. Hun havde ikke et valg. Grublerierne frøs, og de var ellers hendes trofaste ven, fulgte hende, overalt hun gik. Nu blev der tyst.
   Inden det, var der 'bare' tanker om egen død. Hun var ikke suicidal, hun havde kun en moderat til svær depression, generaliseret angst, katastrofetanker, og så videre, og så videre, fortsæt!

Hun sad og stirrede ud i luften. Fjern, faldet i staver, faldet ned i tanker over alt det her. Notesbogen havde hun fraværende lagt fra sig på bordet, åben og klar til at hun kunne fortsætte. Uden hun havde lagt mærke til det, var der dryppet et par tårer ned ad kinderne, videre ned, og landede på hendes foldede hænder. Hun græd ellers yderst sjældent
   Men her havde hun for første gang længe, begrædt sin egen bedrøvelige skæbne. Og hun havde meget græde over. Mange miserable år. Og nu, hendes limbo, købt eller solgt. Mudder til anklerne, knæene, livet, skuldrende eller til kvælning?

Hun ventede på at hun begyndte at forvandle sig, efter hun var blevet ramt af kometen. Starten på nedbrydelsen. Hun blev placeret, humørmæssigt, et godt stykke under normalen. Som, tidligere nævnt, desværre, var blevet til standard. Der var endnu en sjæl derinde, stadig liv. Så længe det end måtte vare.
   Når så nedstigningen til helvede endeligt tog fart, ville hun slå øjnene op, midt om natten, og ønske at dagen, ja, alt var overstået. Hvad er det der går og går og ingen vegne kommer? Og når alt var overstået, skulle mere overståes. Og det samme bagefter. Depression var et gråt sisyfos arbejde. En rædslernes "Groundhog day".
   Håbet sved hele tiden. Det medbragte en følelse af at være en kæmpe idiot, væmmelse over egen dumhed, over den evindelige naivitet. Hun vidste, med sin erfaring og fornuft, at det der skulle løse og lindre aldrig kom. Håbet var sådan en abstrakt ting. Mere håndgribelige problemer, irritationsmomenter, kilder til frustration indfandt sig. Fra at have været i en kort, dybt kreativ, nærværende, koncentreret, engageret og effektiv mani, hvor hun havde haft fantastisk disciplin når hun skrev, måtte hun sige farvel til tryghed, lidt lethed og tro på sig selv, til at føle sig ok i egen krop, i eget og andres selskab. Til ikke at være tynget, af det, der normalt udgjorde hendes person.
   Og velkommen til opløsning. Velkommen til det golde menneske.
   Ikke person. Men menneske. Knogler og hud. Hudhus.

Det går galt. Det går galt. Hun overvejede at ringe til sin kontaktperson fra distriktspsykiatrien, men hvilken forskel skulle det gøre. Hun blev så let skuffet og ked af det nu, for hun håbede jo. Hendes følelser var blottede. Og ingen kunne bremse det her. Ingen... Ingen.
   De var stoppet med at foreslå antipsykotisk. For hun nægtede konsekvent. Om muligt, blev hun mere fraværende når hun tog medicinen. Hun ville ikke tage de små fæle piller, hun havde tankemylder alligevel. Så sad hun der, holdt, med nød og næppe hovedet oppe, og øjnene åbne. Små, grimme sprækker...
   Når det lykkedes hende at holde sig vågen, blev hun hidsig. Hun ville ikke sove hele dagen væk. En ting er at være magtesløs. Men magtesløs, dødtræt og så have tungt tankemylder oveni... Hun blev vred. Virkeligt vred.
   Det var også fordi de altid foreslog hende at lade sig indlægge. Hun havde, og jeg vil gerne undskylde fortællers franske, hørt det samme lort før. Mange gange havde hun fået samme svada. Mange gange havde hun været grænseløst irriteret.
   Så vend dog pladen, for helvede!
   Hvis hun ikke havde det godt, kom hun på ambulatoriets "board", og så skulle hun ringes op på daglig basis. Når hendes egen kontaktperson ikke var disponibel, blev hun ringet op af fremmede mennesker, der tydeligvis ikke havde læst hendes i journal. Hun fungerede, det hele fungerede, men hun var forpint. De fremmede lyttede i et kvarter, tyve minutter, og så kom det;"Det kan være du skal tage noget quatiapin og olanzapin" og "Har du tænkt på at tage på psykiatrisk skadestue?"
   For det første skulle ambulatoriet hjælpe patienten til at få en "god" indlæggelse, skulle en sådan være aktuel. Det kunne være ved at følge patienten. For det andet, skulle ambulatoriet, såvidt muligt, støtte patienten, så en indlæggelse kunne undgåes. Hun blev alligevel altid sendt hjem fra den psykiatriske skadestue, efter at have ventet i timevis.
   Det var efter hun klagede.

For hun havde måtte klage over sin gamle kontaktperson. Det var hans skyld hun skiftede ambulatorium. Han havde ignoreret, da hun skrev direkte, sort på hvidt, i en sms, at hun ikke havde haft det godt, efter en samtale de havde haft. Han havde, før hun skrev at hun havde det dårligt, skrevet at han overvejede at kigge forbi den følgende uge. Hun sendte sin sms, og han svarede ikke. Og han brændte hende af. Han havde ikke givet lyd fra sig før halvanden uge efter. Han havde nok, endeligt, ringet tilbage, fordi hun havde ringet og spurgt sekretariatet, om han overhovedet var på arbejde. Det var han. Og han havde været det hele ugen. Og han havde læst hendes sms'er.
   Han vidste hun var stresset, tabte sig hurtigt, var selvskadende, og han havde "scoret" hende, i deres tvivlsomme depressionstest, som værende moderat til svært depressiv. "Pligtforsømmelse", er det ord der dukker op i fortællers tanker, i forhold til denne mand.
   Hvis jeg havde været suicidal... hvis jeg havde taget livet af mig selv mens han sjoflede sit arbejde... Hun mente at han burde piskes på torvet, ved middagstid på søndag. Ydmyges til skue for alle. Hans svigt tog hun meget tungt, da hun havde stolet på ham, og egentligt havde kunne lide ham. Kunne. Det var nøgleordet. Hun havde flere gange efterfølgende skældt ham ud. Han ville ikke "svines til", havde han sagt. Men hun havde ikke kaldt ham en idiot, hun havde sagt at det var uansvarligt at ignorere en sådan sms, når man arbejdede med svært psykisk syge mennesker. Sådanne ting havde hun sagt. Hendes vrede og raseri kunne være symptomer på enten mani eller depression. Det var meget normalt. Han havde ikke nogen professionelle skuldre at bære noget på. Han tog det hele meget personligt. Idiot. Hun tog det også meget personligt. De voldsomme følelser hun havde, kunne være berettigede. Og det kunne være sygdom. Det kunne være begge dele.
   Hun havde været ret langt fra at være indlæggelsesmateriale. Til sidst fik hun nok af de ukendte stemmer i telefonen, der sagde præcis det samme, som der var blevet sagt, af en anden fremmed, dagen inden. De burde helt bestemt have læst hendes journal for at finde ud af at deres løsning var omsonst, pillerne, indlæggelserne. Hun var begyndt at smække på ligeså snart medicin og indlæggelsessmøren begyndte. Så kunne de enten have sparet deres tid, ellers kunne de have lyttet til hende. De kunne have spurgt hende om hun havde lyst til at snakke. Det sidste havde været det mest fornuftige. Så havde det ikke været spild af tid og sorg for alle parter. Sorgen, frustrationen, trætheden, irritationen var primært kommet på hendes regning. Men det var nu nok ikke helt sandt. Hun havde nok været årsag til en del irritation hos det ambulatorium hun var tilknyttet. Gad vide hvad de havde sagt om hende på morgenmøderne. Hun havde en svag ide.
   Fortællers erfaring; de siger de ikke taler grimt om, eller udleverer deres patienter, men det er ikke altid sandt. Har man passeret tilstrækkeligt mange åbne kontordøre og lyttet til snakken...
   Så vores kære pige og fortæller er enige om at der helt sikkert er blevet sagt nogle rigtigt grimme ting om hende. Fordi HAN, kontaktpersonen ikke passede sit job. For det gjorde han ikke.
   Og efterfølgende, over to omgange, på trods af et utal af telefoniske henvendelser, havde det taget halvanden uge, før hendes recepter var blevet fornyet. Første gang, medicin mod bivirkningerne, medicin mod medicinen. Anden gang var det angstdæmpende piller, hun havde måtte hive og slide for at få udskrevet. De ringede ikke tilbage, alle sagde bare at de sendte beskeden videre. Alt i alt. Under al kritik. Håbet blev ikke engang slukket. Hun klagede. Og "hun fik ret, og de fik fred". Det var ikke bare noget hun følte. Det var fakta. Ingen noterede noget ned, til det møde hvor hun klagede. Ingen gik videre med noget. Hun havde efterspurgt noterne.
   Hun havde ligeså godt bare kunne have råbt ud i luften, i den lille lejlighed.

Piskes på torvet ved middagstid på søndag.

Det værste ved det hele var, at han havde nægtet at han havde gjort noget forkert. Han følte sig forurettet. Idiot...
   Og nu tænkte hun på om hun skulle ringe til distriktspsykiatrien. Et nyt ambulatorie hun var blevet tilknyttet, efter klagen. Hun var flyttet fra det gamle sted. Rasende, det var så utilfredsstillende, som noget overhovedet kunne være. Men det var også en yderst psykisk belastende omgang for hende. Alt det her med hendes gamle afdeling, havde givet hende decideret stress, ja, stress. Presset var kommet af den behandling psykiatrien havde udsat hende for. Dem der skulle hjælpe hende med at holde sig ude i virkeligheden, fremfor indlæggelser. Hun havde følt sig så magtesløs, skuffet og frustreret, at det havde sat skub i hendes cutting. Som ellers havde været på standby i årevis. Det gik fra at være, i ny og næ, til at være ofte. Og til sidst var det mere eller mindre på daglig basis. Efter, og til tider endda, imens hun havde haft dem i røret, hvor antipsykotisk og indlæggelse var kommet på banen. Så havde hun bidt sig i kødet på indersiden af hendes kinder og hun havde skåret sig med saksen eller ridset sig i armen med en gaffel eller kuglepen.
   Engang stod hun og græd nede ved spotvarerne i den gamle netto.
   Gad vide om jeg skal springe et par nætter over? Stoppe med medicinen? Måske, hvis jeg gør det, kan jeg kickstarte en mani. Bare en lille en. Så jeg kan lide mig selv igen, så den dårlige samvittighed stopper... Utilstrækkeligheden stopper... Tomheden stopper...

Nu er det slut...

Det hele red hende som en mare.

Men nu stod hun der. Læste, sine egne skriblerier, som allerede føltes, som var det en andens fortælling. Det var det vel også, eftersom det var skrevet, for rigtigt mange miserable tanker siden. Det var på den anden side af alle overvejlserne. Nu er det slut. Den sanselige påvirkning hos et menneske, der aldrig blev rørt ved, som altid havde haft det underligt ved fysisk kontakt, følelsen hos et menneske der ikke rigtigt længere kunne føle noget fysisk. Det havde været en fremmed manifestering. Et vink med en vognstang. Et vink med en vognstang der flintrede hendes kranie i tusinde stykker. Efterlod hende magteløs, afventende og nervøs. Helt alene.


Det var ikke så mærkeligt at hun ville springe en nat over. Hun måtte vælge mellem to onder. Mani ville være midlertidigt. Det ville, under alle omstændigheder endeligt resultere i en depression. Sikkert den tunge version. Men i det mindste ville hun have været i live indtil da. Hun ville have nået at gøre mange ting som hun ville fortryde resten af sit liv. Hun ville opføre sig uansvarligt, ukritisk, grænseløs og hun ville være til fare for sig selv. Andre ville være til fare for hende.

Hun havde læst det igen og igen. Det var ikke langt, kunne kaldes et digt. For det var et digt.

Fald i blæsten.
   Fald i håret.
   Det fyger
   Det fyger

Sand sliber huden af mit ansigt.
   Sand sliber sjælen af mit ansigt.

Sand der prikker angst ind.
   Sand der prikker meningsløshed ind.

Sandkorn inficerer.

De smertende øjenhuler.
   Sandet brænder.
   Øjenhulerne trykker.

Sandet varsler slutningen.

Og

Nu er det slut manifesteres.

Kommer tomheden
   Kommer mudderet

Hvad kommer der nu? Det kan gå i flere retninger. Men de kandidater, grov og svær depression og absurd, himmelråbende, paralyserende depression, har vist deres grimme ansigter før. Derfor er det nærliggende at antage at det er en af de ovenfor nævnte tilstande der vil indfinde sig. En let depression ville have været velsignet og velfortjent. Dem kan man arbejde med. Men så let slipper hun aldrig.
   Fortæller stiller en ligning op: En halv mani er lig med en efterfølgende halvsvær depression? Så hellere en full blown mani og en tilsvarende depression? Men det er ikke sådan det hænger sammen. Der er ikke nogen regler man kan regne med.
   De to tunge versioner af depression er ikke lige slemme. Nej, den nærværende depression må være den værste. På den anden side... Men hvordan ved jeg om jeg kan huske alt fra den tunge depression? Hvordan kan jeg være sikker på at jeg ved hvordan det føles helt nede i mudderet? Det er helt tæt af det grå pløre. Alle de dårlige følelser har blandet sig og er vokset ind i hjernen. Der er meget af den grå og tykke masse. Det stiger og hæver, sammen med hendes mægtige korpus.

Nu er hun afventedende. Hun har aldrig prøvet at skifte før, når hun ikke var i misbrug. Manien er en storslået lang brandert. Og depressionen, dyre tømmermænd. Det står på, længere end branderten. Men så lang har branderten ikke været denne gang. Så tømmermændene er mere nænsomme? Kalkulerer vi med det. Nej vel? Det har vi allerede konkluderet. Hvad kan hun sige og forvente? En semi-slem mani er lig med en semi-slem depression, næ. Problemet med semi-svære depressioner er bare også at de ikke sådan lige stopper. Sådan nogle er vedholdende. Det føler hun, at den rigtigt slemme episode gjorde.

Hendes sjæl vil, under alle omstændigheder, atrofiere.

Hun føler hun udretter noget. Og det er jo det depressionen tager, suger meningen med det hele. Så det er ganske store sager. Men det er ikke helt som før. Hun er ikke så skarp, disciplineret og kreativ, som før bekendtgørelsen. Men stadig god til en del. Stadig noget tro på sig selv.

Nu siger vi godnat til hende. Hun har læst alt det hun har skrevet flere gange. Det er hende der har digtet, imens hun følte.
   Hun ligger og halvsover, mens tanker svæver frem og tilbage i hendes verden... Nu er det slut... Hun kan aldrig huske sine drømme.

Når hun, med mellemrum bliver vækket af "nu er det slut", tænker hun at der ikke er andet at gøre end at vente. Mens hendes underbevidsthed langsomt giver op, ned i mudderet. For det er der hun ender. Stakkels lille væsen.
   Fortæller ved det. Med sikkerhed.
   Hun venter. Imens hun, endnu engang falder baglæns ned i den fulde narkoses fred.

Hun vågner. Registrerer et eller andet, men ikke at det er vækkeuret, eller at det betyder at hun skal op. En smule desorienteret. Hun sætter sig op og kigger ned på det smaragdgrønne sengetøj, som hun elsker. Sådan sidder hun lidt, imens hun dissekerer alle de overvældende tanker, følelser der strømmer indover hende da hun slår sine øjne op. Det gør hun som oftest, dissekerer, men hun må være ekstra kritisk, ekstra hård. Det er trættende og stressende at analysere sig selv hele tiden. Og hvorfor gør hun det egentligt?
   Hvis der er mudderskred, så stopper det ikke fordi man ved det kommer.

Nu er det slut.

Nu er det slut...

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/04-2023 21:05 af Emma Katrine Sørensen (emmakatrine) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 7008 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.