Irma


1 måned, 3 dage siden 2 kommentarer Noveller menneskeheden ungdom fordomme

2Irma
Det kommer altid bag på mig hvor mange som står ved døren og ve... [...]
Noveller · menneskeheden, ungdom, fordomme
1 måned, 3 dage siden
4Tabt
En sen aften skrev jeg en besked · den fløj så langt over byen · tog ... [...]
Digte · tvivl, ungdommen
1 måned, 3 dage siden

Puls: 15,8

Publiceret: 2
Afgivet: 5
Modtaget: 6
Rebecka Pernille Weile (f. 2000)
Det kommer altid bag på mig hvor mange som står ved døren og venter på Irma åbner, for hvem køber ind kl 8 om morgenen, hvem kan nå kaffen på den tid og hvem er de mennesker udover pensionisterne som har overskuddet til det. Jeg når lige akkurat at tænde for båndet, inden den første har afsluttet sit indkøb. En mand med rollator, han ønsker mig en god dag og pakker sit wienerbrød i tasken. Tjekker uret, der er kun gået en time, Jeg sukker ud i rummet, stirrer på et tårn toiletpapir. Bliver usikker på mit arbejde, hverdagen, mig selv, kroppen i den alt for store arbejdstrøje, hvad har jeg ellers at lave?
   Når hjernen står i tomgang piller jeg ordene ud og trævler scenarier op, flår i den mindste smule usikkerhed og holder stramt om den. Det er det psykopatiske rullebånd, ruller afsted fra alle sider, selv er jeg fastlåst bag en plastikskærm i tid og sted, amputeret fra den mindste smule spænding. Nu er der kun 6,5 time igen, prøver at overbevise mig selv om ikke at tænke på tiden, men der er en tendens til at tænke i katastrofer når man sidder bag kassen. For eksempel den om røveren, som sigter med en pistol, så trykker man på den lille røde knap, og så kommer gud og hver mand. Politi og røver, i wish! Sådan noget sker ikke i Irma, her handles der med strittende lillefingre og minkfrakker. Det værste må dog være et besøg af karen, som sidste gang sagde til mig at hvis jeg ikke kunne finde ud af det, så måtte jeg jo hente en voksen...og jeg er 21. men jeg har lært at smile flabet og give idiot blik, sådan noget er nødvendigt for overlevelsen.
   Og så de skide medlemskort som de basker mig helt op i hovedet med, det bliver jo ikke nemmere eller går hurtigere af at de tæsker luften med det.

Jeg ser dagene rullet ud som en klistret dej, skemaet, og mine år understreget som proletarborger. Der er en skam i at være kassedame, det at smile og nikke høfligt, tage sig af fru Jensens grillbøffer, imens hun understreger at det må være fordi jeg er et skod eksempel på den unge generation. Et udskud. Eller det at det bare er et midlertidigt job for dem med mindsteløn. Mødte ind lidt i 8, og var klar på at møde dagen med tandpastasmil, være årets kassedame og sørge for en god dag til min næste. Efter flere timer, og en kunde som bestemt ikke var tilfreds, med at jeg ikke kunne høre hans fladmaste stemme, under corona masken og sagde "Fatter du ikke hvad jeg siger" ja, så var det smil da en længere proces, og sjove fantasier begyndte i stedet at spirer oppe i mit hoved. Mit tynde men anarkistiske forsvar begyndte først at nægte at gå ud med kurve og vogne. Det kan heller ikke være rigtigt, at hr og fru danmark ikke selv kan finde ud af, at sætte deres egen vogn på plads. Så gad jeg heller ikke uddele gratis rabatkort ud, dem kunne de selv tag i bunken, hvis de følte for det, og så stoppede jeg også med at sige hej til dem som ikke engang gad at kigge mig i øjnene. Det var et par timers sjov og ballade, men så løb jeg også tør for kedelige overspringshandlinger og narrestreger. Man må jo give et eksempel, og ikke bukke under for sådan nogle hverdagsterrorrister. Idioter er der nok af, og du kan være sikker på at de også går i supermarkedet.


Jeg hiver fat i walkien under min kasse, bønfalder om 5 minutters frisk luft. Jeg er blevet gasset af et besøg af Frederiksbergs ældre, som ikke lige kunne holde prutterne inde. Først tænkte jeg at det var da en væmmelig stank som pludselig kom tættere på, og det må da være så flovt for ejeren. Men så ramte det mig at man ville pege fingre af kassedamen, måske sige en venlig og kæk anekdote, fordi de ved at jeg absolut ikke må sige kunder imod. Kassedamer er samfundstabere, har dårlig hygiejne og får aldrig nogen fremtid. Altså, det er mig som sidder og skidder. Da min kollega kommer for at afløse mig, ryger det ud af mig "gudskelov! Du har tjansen".
   Jeg går slalom ned gennem butikken og lukker dørene op til gården. Det er den hyggeligste gård med et par visne rækværk og kirsebærtræer. Under de lyserøde blade sidder jeg og babber på min cigaret, der kommer en kat forbi og den snor sig rundt om mine ben, minder mig om nærværet som jeg snart komme hjem til om et par timer. Jeg skal altid mindes om hvem jeg er i pausen, ringe hjem og spørge hvordan det går, om det har været en god dag. Jeg læser et par sider i min notesbog, og stopper den ned i lommen igen, gentager for mig selv, at jeg nok skal blive til noget en dag. For jeg vil gerne være noget, for nogen, for mig selv og med dette utaknemlige job bliver det først sværere at genfinde tilliden til at alt nok skal gå. Det er selvtilliden der hurtigt skydes ud af min halvmaste smøg, snart brændt ned og tabt i den grå spand ovre i hjørnet i gården.


Min kollega kommer ud og spørg mig hvordan det går, det går fint og jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg påpeger at dagene er lange og at man altid bliver så træt af kundernes brokken og lagerets evige paller. Arbejdet stopper aldrig, alt er cirkler og omdrejning. Han er enig, men stålsat på at fylde på den tomme opsparing så han endelig snart kan flytte hjemmefra. En mand på 24 i københavns bolighelvede, den samtale kan vi slet ikke nå på 5 minutter. "Jeg forstår slet ikke hvorfor der ikke er nogen i supermarkeder som strækker" siger jeg så, fordi lønnen er skod og arbejdstimerne skæve. Han forstår ikke mit spørgsmål, grundtanken om respekt og retfærdighed. "supermarkeder kan jo ikke bare strække, næh lønnen er god nok synes jeg" siger han så.
   Jeg bliver flov og min egen dogenskab og fordi jeg absolut skal brokke mig. Jeg er taknemlig for overhoved at have et arbejde, men efter et par måneder, bliver den eneste motivation der er, nemlig penge, en snæver vej og jeg mangler noget mere mening. Jeg tjekker igen min notesblok.


Det er vidst ikke en gave at tænke, men mere en udfordring
   og i Danmark har vi så lidt at brokke os over
   at vi har det hele at brokke os over
   planter pengene i bundløse maskiner
   grå passager, at stå for sig selv
   konfronteres hver dag af virkeligheden
   hvad planter min samvittighed?
   Grå, grålige og brune ænder, jeg beundrer og misunder
   byens glasskår, blodige nåle
   dine øjne som to tranebær
   kun appetitvækkende
   for dem som kan holde smagen ud
   ikke så meget for anarkismen
   mere for borgerligheden
   og reglerne blev fulgt med lov
   med lov skal land bygges
   med land kommer folket
   vi retter os efter loven
   det er en led ledelse
   de er ikke idealister
   nærmere pessimister eller egoister
   men det er ikke ligemeget
   nemt for alle at se
   at det er omvendt og fordrejet
   skattekassen passes godt på
   af gamle nisser, tussefolk og rosinrynkede facister
   skæbnen har sine planer
   og med dig gav den bare op


Tilbage i kassen, vælger jeg at spritte alt af. Alle knapperne på tastaturet, og pengekassen får en gang glasrens og endu en overspringshandling har nu hjulpet mig godt to minutter på vej. Et barn med krudt i røven komme løbende og lægger sit hoved på båndet. Jeg kigger på min sorte karklud, men siger intet. Overvejer at give hende en pose vingummier, som vi har liggende, som undskyldning hvis vi har været til besvær. Men man må ikke glemme den nye trend indenfor sukkerfri og vegansk, så derfor bliver det ikke til noget. Hendes mor kommer, og jeg går fra at være menneske til at være kassedame igen. "Vil du have en kvittering med" hun svare ikke, så lidt højere "VIL DU HAVE EN KVITTERING MED" stadig ingenting, så jeg stirrer akavet ud i luften. Vi leger at jeg intet sagde, og barnet vinker farvel til mig fra hendes klapvogn.
   En kvinde kommer farende fra højre, vifter med en dunk rengøringsmiddel og mumler under masken. "undskyld hvad sagde du?" hun sætter masken ned til hagen og svare "Er det her helt almindeligt rengøringsmiddel" jeg griber chancen og går ud til hende, forlader mit plastikbur. Jeg kigger på dunken og nikker.
   "Ja den du har der er faktisk vegansk, og bedre for miljøet" hun ruller med øjnene, tømmer lungerne så en høj lyd forlader hendes spinkle krop, og udbryder "Jeg er så træt af det!"
   "men den er bedre for miljøet" påpeger jeg smilende.
   Hun går træt hen til båndet, og banker dunken ned i den fedtede rullemaskine. Så sætter jeg mig ved kassen igen, ønsker hende en god dag, og tænker på verdenssituationen. Føler at jeg spilder min tid, snakker til døve øre, jeg ser mig selv udefra bag min skærm, med et stort rødt mærkat på, hvor der står: Det er strengt forbudt at fodre de ansatte.
   Jeg kigger på mit ur, shit den er kvart i, og jeg er ikke blevet afløst endu! Jeg kalder i walkien og en skrigende stemme vender tilbage, siger at min afløser ikke er dukket op. Jeg minder hende om at jeg har fri, men hun siger at det desværre bare er sådan det er. Sikke en lorte vagt.
   Han dukker op kun en halv time for sent, og jeg skynder mig ud for at hente mit overtøj.
   Jeg løber altid ned til bussen, så undgår jeg at vente i et kvarter. Jeg når lige at se den dreje om hjørnet, så jeg skynder mig hen til stoppet og ånder lettet ud. Min sædvanlige plads er bagerst i bussen, her kan jeg skrive uden der sidder nogen og ånder mig i nakken. Åbner min notesblok og forsvinder ned i ord.


Hvorfor skal vi fremstå som blomster, i markens aske
   hvem kan gro her, gro sådan?
   som en plastikblomst malet på ukendt lærred
   i ridser farverne til smuds, og jeg trækker ud af øjet
   i planter tingene i mig
   plastik, plastik, plastiksnak
   hvem fanden gror sig som et stykke himmel
   som en engel med harpe
   omgivet af lyserøde skyer og kærligheds larm
   hvem skabte vinden, og den evige søgen
   de glemte at skabe mere, derfor skaber vi os
   ridser farverne op, forviser dem og streger dem over
   fylder livet med plastik, men hugges indefra af den evige forbandelse
   skide plastiksnak, plastikblomster, plastikfølelser
   de lugter ikke af noget, de gror jo ikke
   skide amatører, tror i at verden drejer sig om plastik
   at kærlighed formes af ler og fingre
   at man kan elske sig selv
   at nogen har det bedst alene
   render alle steder og fanger drømmende i mine hænder
   og de skal aldrig leves, de skal hviske til døve øre
   og jeg samler på dem, lukker dem inde i hjertet
   der findes intet du og jeg
   ej et vi, som står og flager
   plastikblomster, plastiksnak
   kærligheden er en nyfødt baby
   vi ammer den med plastikpatter
   og forstår ikke hvorfor den græder
   det er hverdag for en plastikblomst

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 28/10-2021 20:51 af Rebecka Pernille Weile og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1886 ord og lix-tallet er 38.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.