6Mor i telefonen
For mange år siden · drømte jeg · at mor og jeg talte i telefon samme... [...]
Digte · sorg
3 måneder, 22 dage siden
5Hende ved siden af
Nogle gange når jeg er i bad, bliver alting ligepludseligt uhygge... [...]
Fantasy
3 måneder, 23 dage siden
17Psykiatrisk skadestue
Så sidder, eller rettere sagt, ligger, jeg her i det her skide ve... [...]
Livshistorier
3 måneder, 23 dage siden
1Prostitution
Jeg prostituerer nogele gange mig selv. Jeg ved ikke hvorfor. Mås... [...]
Blandede tekster · selvrefleksion
3 måneder, 25 dage siden
5Det er så ensomt når du sover
Det kan kan blive meget ensosomt. · For du falder i søvn efter du h... [...]
Digte
4 måneder, 5 dage siden
3Psykiatrisk afdeling c 21
Forklaring. · Bær venligst over med mig, hvis jeg gentager mig selv... [...]
Livshistorier · desperation, psykiatrisk afdeling
4 måneder, 5 dage siden
0Kvinden under jorden
Dørene åbnes og jeg træder ind. Der er ikke mange mennesker. Blot... [...]
Noveller
10 år siden
0Fra mit hoved ud i verden
For nogen mennesker vil denne beretning ikke være let at forstå, ... [...]
Noveller
11 år siden
2Turist i København
1 · Æ kommer ind me æ toch fra synnejylland · Og skal mødes med en be... [...]
Rim og vers
11 år siden
0De evige drukmarker
1 · Tag mig med til de evige drukmarker · Med hajfishblute i lange b... [...]
Rim og vers
11 år siden
1Ondskyld
Ondskyld så for alt det lort som jeg har lavet · Jeg har fucket dig... [...]
Rim og vers
11 år siden
0Riot i den anden ende af landet
Det er blevet sent og jeg kan ik falde til ro · Du har det på samme... [...]
Rim og vers
11 år siden
0Kannibalsangen
Æggestokkesalat · med økologisk mærkat · Du ka' gå helt i spagat · M... [...]
Rim og vers
11 år siden
0Sangen om 2. verdenskrig
Hitler var en tosset mand · Der bestemte over Tyskland · Han drak sy... [...]
Rim og vers
11 år siden
0Hjemløsesangen
Der er så mange huse der er tomme · Men ind i dem må man absolut ik... [...]
Rim og vers
11 år siden
0Feberanfald
1 · Hele kroppen pulserer og er våd af sved · Der står nogen og kigge... [...]
Rim og vers
11 år siden
0Sådan gør vi å æ laæen
1. Moines får du din traktor til at starte? · Så er vi fandeme para... [...]
Rim og vers
11 år siden
0Mæfikke
Det kan godt være at jeg var en mæfikke · Men alligevel fik jeg en ... [...]
Rim og vers
11 år siden
1Postyr over duer
Due paranoia due paranoia · Due paranoia due paranoia · ... [...]
Rim og vers
11 år siden
1Citronfjæs
Smil til verden så smiler den til dig · En dum kliche lavet af tryl... [...]
Rim og vers
11 år siden
1Så slap dog af
Alt skal dokumenteres, evalueres · Reproduceres og så lamineres · Ord... [...]
Rim og vers
11 år siden
0Lars Lilholt
Jyder myldrer frem på jord · Holder fester og er vilde med en iver ... [...]
Rim og vers
11 år siden
0Brune Bjarne
1 Urin og fækalier til arme lille Bjarne · Fordi han alle dage har ... [...]
Rim og vers
11 år siden
0Spørgsmål
Hvornår kravler gotikere ud fra under deres sten? · Hvorfor kan min... [...]
Rim og vers
11 år siden
2Kæmpestor Nøgenkludddermor
Når panserne de kommer for at rydde vores hus · Fyldt med skønne pu... [...]
Rim og vers
11 år siden
1Donorsangen
1. Mit hjerte skal doneres til · Mit hjerte skal doneres til · Mit hj... [...]
Rim og vers
11 år siden
2Busturene hjem
Jeg havde brugt noget der føltes som uendeligt mange år på en aka... [...]
Noveller
11 år siden
0Lang drøm
Jeg drømmer. · Det er det jeg gør lige nu. Og jeg ved det godt. Det... [...]
Noveller
11 år siden

Puls: 19,1

Publiceret: 0
Afgivet: 2
Modtaget: 13
Emma Katrine Sørensen (f. 1981)
Så sidder, eller rettere sagt, ligger, jeg her i det her skide venteværelse igen. Og igen. Og igen. Og igen. Og igen. Og igen. Jeg bruger jakken som hovedpude. Men den kan aldrig foldes som en god pude. Selvom det ikke burde være hjernekirurgi. Så der er ikke noget blødt som jeg kan ligge, mit såkaldte, psyksk syge hoved.

Det her rum... Jeg tror det det eneste venteværelse, hvor de ikke kommer og siger at jeg ikke må ligge ned. Det eneste sted, hvor jeg ikke må ligge mig til at punkersove i et hjørne, uden jeg bliver irettesat. Der kommer ikke nogen sygeplejeske, stram i betrækket og siger, "græsset må ikke betrædes, hvad er det for noget". De kommer, som oftest, med behagelig tone, for at spørge, om ikke de må have lov til at tage blodtryk, og alt det andet de altid gør. Efter jeg har ventet i mange timer. Fordi de ganske simpelt har glemt det, eller fordi de har haft for travlt. Det må være frustrerende, ikke at have tid til dem i venteværelset.

Engang imellem støder jeg ind i sygeplejersker der kigger alle mulige andre steder, hen end på den patient der har brug for hjælp. Patienten de skal 'måle værdier på'. Men det passer mig nu fint. Jeg ønsker ikke øjenkontakt. Jeg kigger aldrig på autoriteterne. Jeg bliver så usikker. Af en eller anden grund skammer jeg mig ofte.

De har travlt. De skal ind på kontoret igen. Jeg kan kigge ind af glasrudederne, der skiller de ventende fra sygeplejerskerne. Nogle gange griner de derinde sammen. Og selvfølgeligt skal de have lov til det. Det er jo sådan de nok, blandt andet, kan håndtere et hårdt arbejde. Psykisk, og nogle gange fysisk udmattende. Men det føles alligevel en smule provokerende, når jeg har ventet i fire timer. Så føles det mærkeligt når der dukker en sygeplejerske op, der virker fukdstændigt ligeglad. De er nærværende inde på kontoret sammen med kollegaerne. Men når de kommer ud, ænser de ikke den skrøbelige person, som de arbejder med. Blodprøverne blivr først taget senere. Derinde hvor der er lægekonsultation.

Jeg skal indlægges til afrusning. Jeg har drukket selvom jeg har en aftale med min psykiater ved distriktspsykiatrien. Det betyder at de ikke kan afvise mig, når man dukker op på skadestuen. For de afviser jævnligt triste mennesker.
   Før jeg tager på skadestuen, da psykiateren vil sende vil sende mig til afrusning, tager jeg hjem med bussen. Jeg pakker mine ting, pc, oplader og strømper. Masser strømper. ( Til dem der har læst min fortælling om indlæggelse på Frederikbergs psykiatriske, I ved ved hvorfor). Efterfølgende tager jeg en taxa til skadestuen.

Da jeg ankommer sladrer jeg om mig selv. Jeg skynder mig at fortælle sygeplersken, der spørger mig hvornår jeg sidst har drukket, at jeg har vodka/ananas sodavand i tasken. Jeg afleverer den pænt til hende. Jeg har hældt sprut i min sodavand, så det ser uskyldigt ud. Med det samme jeg åbner munden, fortryder jeg det. Nu kan jeg ikke sidde og drikke skjult i venteværelset. Men det duer jo heller ikke at sidde og drikke. Det er temmelig dårlig stil, udover at jeg jo ikke må. Hvis de finder ud af det bliver jeg bedt om at gå.

Der sidder en, tydeligt beruset mand med guldøl, og mundiarre. Han kommenterer på alt hvad der sker. De andre ventendes samtaler, og snakker til dem der ikke taler heller. Når der ikke er noget at kommentere på, så får han en sludder for en sladder med sig selv. Mumlende og nogle gange en smule højlydt. Det er så harmløst. Det er trist og irriterende.
   På psykiatriske skadestuer holder man jeg mig helst for mig selv. Det er ikke altid en god ide, at indlede sig på smalltalk. Nogle gange kan jeg gøre det, det er en vurderingssag. Andre gange skal jeg ikke nyde noget.
   Han er skide fuld, det kan der ikke herske nogen tvivl om. Så egentligt har han nok mere brug for afrusning, end jeg har har. Jeg har 'kun' drukket en halv flaske vodka. Jeg er startet klokken fire om morgenen til klokken 12, hvor jeg har samtalen med min psykiater. Jeg ved ikke hvorfor hun vil have mig til afrusning Jeg må alligevel ikke få benzo, stesolid, som de afruser med.
   Den fulde mand burde have haft en chance. Men personalet kommer og beder ham om at forlade stedet. Jeg bliver sgu lidt vred. Er det ikke netop nu han har brug for at komme ind. Han kan få at vide at han ikke må forlade sin stue før han er blevet ædru. Han har virkeligt brug for hjælp.
   Jeg har prøvet at sidde udenfor skadestuen, hvor jeg bankede mit hoved ind i væggen. Der fik jeg fik at vide at de ville ringe efter politiet hvis jeg ikke forlod området. Jeg havde to store blå øjne. Og så beder de mig om at gå. Det giver ikke nogen mening. De afviser et menneske, der er i gang med at ødelægge sig selv. Og hvor har de tænkt sig at politiet skulle gøre af mig. De ville have fulgt mig tilbage ind på den psykiatriske afdeling.

Der findes meget anderledes patienter på skadestuen, end den berusede mand.

I det lille og aflukkede rum, der ligger op til venteværelset, der er der godt nok gang i den. Jeg tror at det er en paranoid skizofren mand, der ligger derinde. Der er i hvert fald en betjent derinde og to udenfor. Den patienten er indlagt på røde papirer. De er i virkeligheden lyserøde, papirerne. Jeg har aldrig været indlagt på papirer. Jeg er altid kommet frivilligt, selvom jeg har været på et forskllige lukkede. Hvor man ikke må forlade stedet uden ledsager. Men tilbage til de røde papirer. De gælder for dem der er til fare for sig selv og andre, eller dybt psykotiske mennesker. Altså en tvangsindlæggelse.
   Jeg kan høre hvor sød og beroligende, politimanden derinde, lyder. Han må tolerere skæld ud. Detomhandler at alle er nazister, og at PET er efter ham. Det er forfølgelsesvanvid, også derfor mit bud på diagnose er paranoid skizofren. Det er ikke første gang jeg har hørt eller set det. Betjenten er virkeligt sød og rolig.
   Der står pludseligt seks, syv sygeplersker. De går ind til den vrede mand, sammen med de to ekstra politibetjnte. Den ene sygeplejersker, hun er tilstedeværende, og har sludret, mens hun tager blodtryk, og hvad de ellers skal bruge, hun er overvægtig. Jeg rigtigt godt godt lide hende. Men det kan ham inde ved siden af, virkeligt ikke. Jeg kan høre at han råber at hun er et fedt svin, og en masse andet grimt. Den anden sygeplejerske kan han til gengæld godt lide. Jeg bliver ked af det, på den førstnævnte sygeplejerskes vegne. Men denne her mand er helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Men han er skør. Det er jeg også, men på en helt anden måde. Vi er ikke allesammen nazister. Men det er vi i hans verden. Det må være frygteligt.
   Jeg tror at de har fikseret ham, og at de var inde og give ham noget beroligende. Jeg er ambivalent i forhold til fiksering. Jeg bryder mig ikke om tvang. Men jeg har samtidigt set psykotiske mennesker, på den lukkede, der har været meget udadreagerende, og farlige.

Før det fulde sludrechatol bliver bedt om at gå, sidder jeg imellem ham, og så den råbende mand. Det er pænt kaotisk. Det er sukket af for dem begge to. Jeg kan ikke høre mig selv tænke. Heldigvis føler jeg mig ikke utryg. Det kunne jeg ellers sagtens komme til. Jeg bliver bare træt i hovedet og jeg kan ikke rigtigt halvsove mig igennem ventetiden.

Der dukker en ung mand op med en guitar på ryggen. Han har sin mor med. De er rolige. De spiller kort. Han meget lukket om sig selv, men hans mor kan nå ind til ham, ser det ud til. De snakker om mange indlæggelser. Jeg gør det jeg ellers aldrig gør. Jeg blander mig kort "Undskyld jeg blander mig, men I kan nok få en brugerstyret seng?". En brugerstyret seng er en seng, der står klar til en bestemt seng, der ofte bliver indlagt. Hun smiler til mig og siger "Tak. Det er sådan en vi har".
   Den unge mand pakker sin guitar frem fra tasken. Han begynder at spille, og han er virkeligt talentfuld. Det er så smukt, blidt og roligt. Jeg tænker at de næsten bør have musik i alle venteværelser. Hans musik. Men at jeg synes det er rart, er ikke ensbetydende med at andre synes det. Musik kan påvirke mennesker på mange forskellige måder.
   Jeg fortæller den introverte mand, at det er en fornøjelse at lytte til musikken. Jeg håber at han bliver bare en lille smule glad for at høre det. Håber han kan tage det ind. Personalet kommer ikke og beder ham om at stoppe. Det er jeg glad for.

Der ankommer en voldsomt grædende ung pige. Det gør virkeligt ondt at se på hende. Hun er helt ude af sig selv. Hun er høj og tynd. Personalet lader hende vente. Ligesom alle os andre. Men hun er i en befinder sig i en frygtelig tilstand. Så hvorfor kommer de ikke? Jeg tror at han er tidligt i 20èrne. Hun er indbegrebet af fortvivlelse. Hun sidder bare opad væggen, drukner i gråd.
   Endnu engang ligger jeg mærke til, at personalet griner, inde bag ruden. Jeg føler mig forurettet på hendes vegne, Jeg vil have at de kommer ud og siger " Jeg kan se at du er helt ved siden af dig selv. Vi sørger for at der hurtigt kommer en læge og snakker med dig. Så hold ud lidt endnu.Vi gør hvad vi kan." For mit vedkommende, jeg kan sagtens vente to timer endnu. Jeg vil bare have at de tager sig af denne her pige. Jeg er nervøs for om hun mon er selvmordstruet. Men heldigvis kommer hun ind før mig og den unge mand med guitaren.

Jeg kommer ind i rummet, hvor jeg skal tilsees. Og jeg kommer ind før den unge mand med guitaren. Jeg får taget taget blodtryk, puls og alt det andet. 'værdierne'. Det plejer de at gøre efter man ankommer. Det er forståeligt med patienten i det lille aflukke, ham politiet har haft med.
   Jeg får taget blodprøver og EKG.

Lægen kommer. Jeg går på en, ikke så lige, linie. Jeg kigger op og ned. Til højre og venstre. Jeg skal trække vejret dybt, mens jeg har et koldt stetoskop på hemholdsvis, ryg og bryst. Jeg bliver lyst i øjnene, og i munden.
   Hun er venlig, og vi snakker lidt om hvorfor jeg er der.

Jeg er kommet for at blive indlagt til afrusning. Men lægen fortæller mig at de kun har plads på den lukkede afdeling. Da hun fortæller det, synker jeg helt sammen. De psykiatriske afdelinger, de er overrendte i disse tider. Der er simpelthen ikke sengeplads på den åbne. Men dette er den lukkede afdeling eller ingenting. Jeg vælger ingenting.
   På den lukkede me jeg ikke må have opladerledninger, elastikker, min vinkelmåler, eller noget som helst andet andet.
   Jeg bliver helt forvirret, og jeg kan ikke komme ud hutigt nok. Den lukkede afdeling er helt udlukket. Jeg kan godt se at det giver mening hvis jeg er manisk, deprimeret, psykotisk eller selvmordstruet. Hvis jeg er i den tilstand er jeg nødt til at være overvåget. Såvidt det er muligt, da der mangler personale på på den lukkede, også.
   Men jeg er klar i hovedet, jeg skal jo bare have hjælp til at komme igennem mine abstinenser. Jeg skal ikke spærres inde på den måde.

På den lukkede har jeg set andre patienter gå ind på den stue, som jeg har fået tildelt. Og jeg har da ikke lyst til at gå hen og sige til en patient at de skal forlade stuen. Vedkommende kan, potentielt, være aggressiv og og farlig.
   Jeg har set en råbende mand, der har prøvet at sparke sig ud gennem vinduet i fællesstuen.
   Jeg har lyttet til en kvinde der sad nonstop og fortalte mig hvorfor hun ville dø.
   Det er ikke altid personalet ser det og stopper det. Der er, ligesom på alle de andre afdelinger, stakkels lidt personale, der stort set ikke har tid.
   Jeg er helt rundt på gulvet.. Men samler mig sammen til at sige at jeg vil hjem. Og sådan forlader jeg lægesamtalen.

Det har jeg ventet i fire timer på.
Forfatterbemærkninger
Jeg er ked af hvis jeg ståver dårligt. Mange års sygdom, misbrug og elektrochok har ødelagt en del i min hukommelse.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/05-2021 14:19 af Emma Katrine Sørensen (emmakatrine) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 2076 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.