Loftsrummet er støvet, men han elsker det. De rå brædder, hulen, vinduet med kig til himlen, der sænker sig når han kravler op af de smalle slidte trin, hans hjerte banker hårdt, han har løbet, og sveden springer fra panden. Alle ord forsvinder, i stedet slår han fra sig, hamrer sin knytnæve ind. Selvfølgelig gør han det, hvis de andre vil slås, slår han tilbage. Han har fundet en gammel madras. Madrassen og et lille bord har han slæbt herind og han har købt en cykellås, for pengene han får når han ordner græsplæne for to damer ovre i villakvarteret. Mor får mest, men hun lader ham beholde lidt. Ham gemmer 10 kroner om ugen i en æske. For han drømmer, drømmer om at flytte. Han vil bo som her. Her er der kun ham, og når mor spørger siger han, han besøger kammerater. Han digter en ven Hans. Hans bor i hus med sin far mor og lillesøster. Huset er gult med rødt tag, når han og mor går til stationen kommer de forbi, det ser rart ud, der er et legehus og en gynge, hvor han har set en pige svinge sig op og ned. "Sikke et pænt hus", siger hans mor når han peger: "Gynger du så også".
Han nikker. Pigen hedder Grete ligesom i eventyret om Hans og Grete. Det hvor de bliver fanget af heksen. På en måde er hans mor heksen. Det er ikke til at se, når de går på gaden. Så smiler hun og nikker til naboerne, men mor er anderledes, det ved han godt. Hvis far havde været her, kunne han have spurgt, om han kunne bo hos ham. Der er to billeder af far i fotoalbummet. Det ene hvor han bliver gift med mor. Han er en høj slank mørkhåret mand, han har pænt tøj på og ser en smule sur ud. Mor siger det er fordi han havde mavepine. På det andet billede sidder han på en bænk udenfor, det ligner den nede på stationen, den hvor de plejer at sidde, hvis de kommer for tidligt. Måske er det derfra, eller fra en anden togstation. En dag han er alene hjemme finder han albummet i reolsystemet. Han ligner ikke sin far han er lyshåret og tynd, som sin mor. Alligevel er det far der trækker, far han tænker på. I sin klasse er han den eneste uden far, ja han har da en far, men det er en død far. Han lader hænderne glide hen over billederne. Så fisker han forsigtigt bænkbilledet ud. Han vil købe en ramme og sætte det i, bagefter vil han hænge det op på loftet. Han finder et andet billede bagerst i albummet og anbringer det på den tomme plads. Hans mor har kun vist ham albummet en gang, faktisk tror han ikke hun kigger i det mere. Men det betyder ikke noget, for det er hans far og så er det også hans billede. Han tager cyklen og kører i Netto, der finder han en pæn billig sølvramme. Hjemme igen sætter han billedet ind og løber op på loftet, han hænger det midt på væggen på et rustent søm. Hans far ser godt ud, han ligner allermest en der er med på film, en berømt skuespiller.
"Min far er filmstjerne", hyler han næste dag, mens han cykler rundt om pigen i en støvsky, udenfor det gule hus med det røde tag. Hele hans krop er spændt som en flitsbue, ordene kommer som geværkugler. Ha ha så kan hun lære det. Tættere og tættere på, mens lugten af varm asfalt når næsen, og en sort sky samler sig om ham.
Midt i cirklen står hun, og stamper, spruttende og ildrød i hovedet, Til sidst lykkes det hende at slippe ud. "Du er dum, dum", skriger hun hæst. Hun rækker tunge, og sparker til cyklen i forbifarten.
Hans kurs ændres faretruende, med tungen lige i munden, og hænderne krampagtigt låst om styret, forsøger han at rette op, det lykkes ikke. Et højt hyl hopper ud af munden på ham, da han flyver ud, og lander i hækken. Banket ind mellem grene og kviste, og låst i en skæv forvredet stilling, forslået og mørbanket. Av for satan, der ligger han og roder, da hun løber mod huset: "Dum, dum, dum", skriger hun endnu højere, inden hun forsvinder. Det summer og sitrer i hele kroppen, mens han langsomt forsøger at få den til at virke igen. Et ben ad gangen, en arm ad gangen. Han har en del rifter, især på benene, og hans højre arm er næsten følelsesløs. Det må være slaget. Han humper forsigtigt hen til sin cykel, den ligger forslået ligesom ham. Han rejser den med bævende hjerte, bare der ikke er sket noget med den. Han lader den trille forsøgsvis frem og tilbage, tilsyneladende er alt ok. Pyh. Han griber om styret, der er den en anelse skæv, og ringeklokken har fået en bule. Nå ja det er hvad der sker. Han vælger at trække cyklen hjem, han er alt for øm til at køre.
To dage senere ser han hende i skolen. Hun går sammen med et par veninder, han lister efter hun opdager det ikke engang. Da skolen slutter følger han hende på afstand. Hun har en pæn blå rygsæk på, en lille grøn jakke og sorte cowboybukser. Da hun når det gule hus, bliver hun stående og kigger. Så går hun ind. Han synes det ser ud som hun drejer ansigtet da han kører forbi, måske ser hun efter ham.
Drengene er større end ham, de spærrer vejen da han kommer fra toilettet ugen efter, han forsøger at undslippe, men den største af dem, griber ham i armen og kyler ham ned i jorden. Så bøjer han sig frem og klasker ham flere gange hårdt på siden af hovedet: "Hvad er det jeg hører", siger han: "Går du og driller Grete".
Jonas ligger stille, og glor forbløffet op på den store dreng. Hans tænker han. Det kan umuligt passe, Hans er bare et navn han har fundet på. "Henrik", råber en af de andre drenge: "Gårdvagten kommer".
Jonas når at rejse sig, før læreren dukker op, og så skynder han sig op af trappen til klasselokalet. I eftermiddag vil han tage en anden vej hjem, det er helt sikkert.
Næste gang han får øje på Grete på legepladsen bliver han stående på afstand, hun er sikkert temmelig sur. Men mærkeligt nok siger hun i stedet: "Skal vi sjippe".
Da han nikker kaster hun tovet i favnen på ham. Han griber det og sjipper alt hvad remmer og tøj kan holde. Det gælder om at gøre et godt indtryk.
"85", hun ser på ham med store blå øjne, da han går i stå og snubler over snoren:"Wauw, jeg fik 70", hun griber tovet. Hendes hår flagrer i vinden mens hun sjipper. Han står lænet mod den varme mur, og betragter hende: "Hedder du Grete", spørger han.
Hun stopper og nikker: "Hvad hedder du?"
"Jonas, og jeg går i tredje"
"Det gør jeg også", nu ler hun og puffer til ham, nej hun er virkelig ikke sur.
Hjemme har mor rynker i panden, hun siger de skal flytte. "Jeg løber ned", han smider tasken og smækker med døren. Oppe på loftet kaster han sig på madrassen og studerer billedet i den grå ramme. "Far", siger han, hvor ville han ønske far var der. Så rejser han sig børster sig fri af støv, propper billedet i lommen på sin jakke og spurter ned til cyklen. Da han står foran det gule hus er han lige ved at fortryde, men så beslutter han sig. Det er heldigvis Grete der åbner: "Skal vi køre en tur", spørger han og peger på cyklen.
"Det vil jeg gerne", hun griber den grønne jakke og kommer ud. Hun sætter sig som den naturligste ting i verden sidelæns bag ham. De kører ned mod skoven, cyklen slingrer, det føles lidt farligt, men mest dejligt. I skyggen under det store bøgetræ, fortæller han hende det hele. Om mor der kyler med ting, om skabet, om far der er død, om altanen med udsigt til skoven og toget, og han viser hende billedet. Bagefter kravler de op i træet, der sidder de og vinker til hinanden.
"Jeg er en fugl", råber hun.
"Også mig", skriger han. Skriget bliver hængende i luften. Sejler i cirkler, ekkoer kraftfuldt mellem de store stammer. Han ser på hende så skriger han mere, så højt som lungerne vil, et stort skrig. Hun skriger tilbage. De skriger sammen et stykke tid, så kravler de ned igen. Hun ser på ham: "Skal vi køre en tur i morgen"? Spørger hun.
"Ja", svarer han med store sommerfugle i maven. Da han har sat hende af, kører han ned i parken, ned til krattet. Han vil ikke hjem, ikke i aften, han trækker cyklen med ind i buskene og lægger sig på den bare jord. Der finder parkbetjenten ham klokken ti. Han rusker drengen. Jonas vil ikke vågne, Jonas vrider og vender sig i betjentens arme. Til sidst lykkes det ham at vride sig fri, og han er hurtig meget hurtigere end den store lidt tunge mand. Hjemme farer han op på loftet. Han låser rummet indefra og smider sig på den slidte madras. Han bliver der til langt ud på næste dag. Han vil ikke risikere at møde mor. Ved tretiden finder han cyklen i krattet. Han cykler ned til fru Jensen og går i gang med græsset. Da han er ved at være færdig kommer hun ud. "Hvor har du været", siger hun: "Din mor har spurgt efter dig."
"Hos en kammerat", Jonas skubber slåmaskinen mod skuret.
Fru Jensen ser på ham: "Nå, nå", siger hun og rækker ham pengesedlen: "Vi ses".
Med penge på lommen kan han køre til bageren og køber et brød. Da han har spist det trækker han cyklen ned til det gule hus. Grete gynger udenfor. De skiftes til at gynge, de gynger meget højt, og de skriger ligesom i går. Men nok ikke helt så højt. Da der bliver kaldt, ser hun på ham: "Vil du med ind og spise", uden at høre hans svar spurter hun op til døren hvor der står en mand med fuldskæg, hun siger noget til ham og han vinker inviterende med hånden. Jonas går forsigtigt i retning af dem begge.
"Hej Jonas", siger manden: "Kom indenfor, vi spiser om lidt".
Jonas bliver stående i entreen og træder sig selv over fødderne sommerfuglene fra i går er vendt tilbage, men Grete griber hans hånd og trækker ham med. Inde i stuen sidder manden med skægget en mørkhåret kvinde og Henrik der overfaldt ham. Henrik ser sur ud. Bordet er dækket, og midt på det står en stegepande med hakkebøf, en stor skål kartofler og en gryde med sovs. Grete trækker en stol ud: "Du skal sidde her ved siden af mig". De ser på ham alle sammen, han sætter sig på stolen med røde kinder.
"Vil du starte med kartoflerne", siger damen og skubber fadet over til ham. Maden er dejlig, hullet i maven forsvinder, og de røde kinder får langsomt almindelig kulør. Da de er færdige med at spise kører de igen ned i skoven, Grete sidder bagpå og læner sig langt ind over ham.
De har en konkurrence, en konkurrence om hvem der kan klatre højest op. De er begge dygtige klatrere. Men hun er mere eventyrlysten. Hun lader sin krop strække sig ud til det yderste, og så lige lidt til, til der hvor det bliver lidt mere end farligt. Til der hvor han ikke tør mere, til der hvor han sidder flere meter under hende med skrækblandet fryd. Til der hvor kanten er, der hvor alting vibrerer og den mindste uopmærksomhed kan koste alt. Han ved det, hun lever i sekundet uden skræk. Spændt som en flitsbue. Og da de klatrer ned er hun aben der grynter. Hun står på jorden og tager i mod ham, med spredte ben og et ansigt fuld af lykke. Han er misundelig. Hvis han bare kunne halvdelen.
"Ha, ha", siger hun: "Jeg kom højere end dig".
Noget i ham sprænges. Noget i ham hader hende.
"Kom", siger hun: "Lad os køre en tur?"
Fandeme nej. Det skal hun ikke bestemme: "Nej", han bliver stående.
"Nå", hun klatrer op i træet igen. Han racer hjem. Nede på gaden ser han der er lys i lejligheden. Mor er der og han har stadig ikke lyst til at gå op. I stedet bruger han bagtrappen. Han ligger på den støvede madras og tænker på Grete. Han vil gøre som hende. hvis hun tør, tør han også. Det er jo bare et træ. Han skal nok komme derop, tænker han.
Mor er vred, de har ringet fra skolen, og stemmen stiger da hun spørger hvor han har været.
"Ude", svarer han.
"Jo tak i to døgn. Svar ordentligt".
"Sammen med Grete", han stamper i gulvet.
Hun farer frem, griber hans arm, rusker kraftigt, slipper og slår ham hårdt hen over baghovedet: "Næste gang giver du besked".
"Ja, ja", svarer han, møglort tænker han.
Far står pludselig bag døren, han peger med en finger. Jonas ser ud på skyen med regnbuen. Farverne er fantastiske, de lyser. Solen bryder gennem regnen. Jonas går tre skridt frem, far vinker. Solen brænder regnbuen væk. Jonas åbner døren og går ud på altanen. Luften er frisk. Far skrår over plænen mod parken og forsvinder, Jonas ville ønske han kunne følge efter. Mor kalder i stuen og Jonas går ind.
Den aften er han glad for mor tager sovepiller. Så sover hun nemlig som en sten og hører intet. Heller ikke da han ved midnatstid sniger sig forbi stuen, hvor hun som så ofte før er faldet i søvn på sofaen med dynen trukket helt op over hovedet. Han har lavet en aftale med Grete. De skal ud og lede efter spøgelser, nærmere bestemt fars spøgelse.
Kirkegården er fuld af skygger, fra træer, buske og gravsten, månen kaster sit svage lys nedover ham, og englene. Han kender hver og en fra turene som lille. Små tykke børn med vinger og sten med guldbogstaver. Bænke og plæner. Han standser ved fars gravsten. De to fugle på stenen er med tiden blevet nussede. Men det er de fugle han drømte om at flyve op til, dem han gerne ville være en del af, og fugle får ham stadig til at løfte blikket og tænke på far. Men far er begyndt at vise sig på nye måder. Far taler jævnligt. Hvorfra ved Jonas ikke. Han sniger sig langs muren. Grete og han har diskuteret spøgelser. Hun siger de findes, han ved ikke hvad han skal tro på. Ja han ser tit far, men han ved ikke helt hvad det er han ser og hører.
"Jeg så en film", siger hun: "med nogen der fortalte om det".
Ja og hvor skulle de spøgelser så rende rundt.
"På kirkegården selvfølgelig", hun lægger hovedet på skrå.
Det gyser i ham, lydene er anderledes om natten. Længere nede ad gaden går to personer han trækker ind og gemmer sig under kastanjen. Da de er passeret ser han Grete dukke op rundt om hjørnet. Hun har et dumt hvidt tørklæde på der lyser voldsomt op. Han vil bede hende putte det i lommen. Han træder ud af skyggen og vinker, hun vinker tilbage og nærmer sig.
"Hej", hendes stemme er svag: "Jeg så nogen".
"Bare en dame og en mand", svarer han. Det var ikke spøgelser. Hvis der findes spøgelser har de et blåt skær om sig, og et varmt pust, som far de gange han har set og talt med ham.
Pludselig dukker de op, det behøver slet ikke være nat. Det har han forsøgt at forklare Grete.
Spøgelser er alle steder på alle tidspunkter. Det er bare at gå ned på legepladsen eller i skoven en ganske almindelig dag. Så sidder far nogen gange på bænken, med sin langstrakte krop. Han har udpeget stedet, men Grete så kun den tomme bænk.
De sætter sig: "Hvad så", spørger han
"Vi kan prøve at kalde på ham", hvisker Grete, og griber ud efter hans hånd.
"Kommer han så op af kisten", Jonas fniser.
"Nej, nej", hun ser vredt på ham: "Det virker altså ikke hvis du griner". Hun hiver et tyndt hæfte op af lommen, der er et ansigt udenpå. Heksekraft står der på det. Hun bladrer ivrigt igennem og standser på midten. Så rejser hun sig og siger en remse:"Rebusursusindrehamhavesti evigevigkom", til slut tegner hun et kors foran sig og bliver stående, stift stirrende på gravstenen. Gas tænker Jonas. Han når kun lige at tænke tanken før han bag Grete aner konturerne af en skikkelse. Fars lange krop, far der ler over hele hovedet og laver grimasser.
"Stop far", Jonas stemme er ophidset. Det er første gang han ser far ved at der bliver kaldt på ham. Måske er han virkelig et spøgelse?
Grete drejer rundt: "Hvad?" hun ser forbavset på Jonas. Far flyver som en jetjager op gennem luften og forsvinder bag kirketårnet.
"Jeg så ham", råber Jonas forbavset.
"Hvor", Grete løber over til ham, Jonas peger mod kirketårnet, Grete glor med vidt opspærrede øjne og griber hans hånd igen, hun ryster. Jonas er mere rolig, måske fordi han har set far flere gange før. Det er jo ikke noget farligt.
Jonas ser på Grete: "Den remse må du lære mig".
"Man kan låne bogen på biblioteket", Grete klemmer hårdt om hans hånd: "Er du slet ikke bange".
"Næh", Jonas smiler: "det er jo bare min far".
De lister ud. Jonas følger hende hjem. Han holder stigen for hende op til hendes vindue og da hun er kravlet ind, flytter han den og bærer den ned til udhuset. En hund gør i nærheden, og han skynder sig at løbe ud af haven. På turen hjem tænker han på hvor dejligt det var at holde Grete i hånden. Grete er sød, Grete ligner ikke nogen andre piger, og Grete kyssede ham på kinden inden hun kravlede op af stigen. Ellers er det kun mor der en gang imellem kysser på ham. Når mor kysser er han helst fri, men Grete det var dejligt, blødt og varmt langt ned i maven og helt ud i kroppen som en snurren. En slags snurren han ikke har prøvet før. Grete må gerne kysse ham igen, så det kan komme til at snurre.
Græs, græs der kilder de bare ben, græs med duft af varm sol, græs i dybe farver af blå. Små dyr mellem stråene, orm, myrer, biller. Stankelben. En tudse fanget af hans øjne, skubbet af en pind. Fugtig i den varme hånd, så levende. Han sætter den fri og ser den hoppe ind i græsset igen. Duften af jord, muld vanilje. Han trækker vejret, og ser på Grete. Hun sover ved siden af ham puster let, mens han plukker græs. Han tager et enkelt strå op til munden og giver det lyd. Tænk at det kan sige så meget. Hun vågner, sætter sig, strækker sig, puffer til ham, ler. Kaster sig imod ham, de ruller rundt, kæmper. Hendes arme holder ham i en skruestik. Han vrister sig fri: "Av det gør ondt".
Hun rejser sig: "Kom", siger hun: "Lad os klatre".
De tager turen op, til der hvor de kan se ud. Ud mod den store vej. Han svæver med dinglende ben og flyvende hår. Her er han let, og det er dejligt at smile. De skriger om kap, de skriger sig hæse, indtil de ligger henover hver sin tykke gren. Grete kravler først ned, hun kaster sig på hans cykel. Han hopper på i farten, de cykler ned til toget. Smider cyklen, låser den. Hopper i toget, de gemmer sig på lokummet, står af på næste station. Grete stjæler æbler hos grønthandleren. Han kommer ud og råber vredt efter dem. Forpustede og jublende gemmer de sig bag en stor container. De sætter sig på den hårde asfalt og spiser hver et æble. Ved busstoppestedet finder de billetter der dur endnu. De tager bussen tilbage, de sidder på bagsædet på den allerbedste plads. Da de står af på stationen, rækker Grete ham et æble mere. Han tager imod gaven. "Jeg har fødselsdag i dag", siger hun.
"Tillykke"
"Jeg bliver 11".
"Han nikker: "Skal i så holde fest".
"Ja", hun spiser af sit æble: "Jeg ønsker mig en cykel", hun retter på sin skoletaske: "kører du mig hjem?"
Selvfølgelig kører han hende hjem. Han er ked af han ikke har en gave til hende.
Hun står i indkørslen og vinker: "Ses lørdag", råber hun.
Skrinet ligger i vinduet hos guldsmeden. Sort med gyldne blomster. Sådan et hun kan gemme små ting i. Han bliver stående længe, kigger og overvejer om han skal købe det, men det er dyrt, alt for dyrt. Det er sådan et, voksne damer køber. Han cykler hjem og tæller indholdet af æsken på loftet. Pengene er der, men det er jo ikke det de skal bruges til. Han har en knude i maven på størrelse med sin fodbold. Hun er hans bedste ven. Hun er mere end det. Men pengene er hans. Hun får sikkert den cykel. Hvis hun gør, kan han give hende en god ringeklokke, og han kan lære hende at lappe den.
Mor sidder i sofaen, hun er for en gangs skyld vågen: "Jeg har købt flyttekasser", siger hun, og peger på stakken på gulvet. Han ved hvad det betyder, hun kan ikke finde ud af at samle dem, hun kan sikkert heller ikke finde ud af at pakke. Han går over og tager den første kasse, han følger den tegning der er udenpå og får den hurtigt rejst. "Hvad skal vi pakke først", siger hun.
"Alt det vi ikke bruger", han tager kassen med over til reolen.
Hun løfter dynen, og lægger sig: "Jeg er træt", hun vender ryggen til.
Han bliver stående lidt ved kassen, nå ja, så tager han nogle aviser fra stakken, og åbner dørene nederst i reolen. Der er vaser nips, mapper duge. Han begynder langsomt at pakke ned i den første kasse. Da han har pakket et par kasser, er han sulten. Han går ud og åbner køleskabet. Han finder rugbrød, spegepølse, og på køkkenbordet tre dåser makrel. Dem har hun sikkert købt da hun var nede og hente flyttekasserne. Han tager to skiver brød på en tallerken og smækker indholdet fra en af dåsemakrellerne på. Han hælder vand i et glas, stiller det på tallerkenen og går ind i stuen igen. Han sætter sig i lænestolen over for mor. Han hugger maden i sig. Han har lovet Grete at komme på lørdag, han skal spise hos hende, det glæder han sig til. Han har også lovet Grete at besøge hende selvom han flytter. Det er tre stationer med toget og en ny skole. Han hader det, men mor siger de er nødt til det. Han ved ikke hvorfor. Han vil gerne blive her. Han tænder for fjernsynet. Mor vender sig og ser på ham: "Har du spist", han nikker, ser efter hende, mens hun langsomt går gennem stuen, hun stopper et øjeblik ved kasserne og de tømte skabe, så fortsætter hun mod køkkenet. Hun laver sig sikkert et par madder. Han hører hendes lyde blande sig med speakeren på tv, så skifter han kanal og finder en krimi. I løbet af ugen pakker han de ti kasser der er. Men der er alt for lidt. Det lykkes ham at snige sig ind på depotrummet på skolen og stjæle tre ruller store skraldesække. Det kan deres tøj og alt det der ikke sådan lige går i stykker være i. lejligheden er efterhånden pakket helt ind i poser. Mor har en ven der hedder Eigil. Eigil er en høj genert mand, der stammer, det er rigtig svært at forstå hvad han siger. Eigils bror har lovet at køre flyttebilen for dem søndag. Mor har inviteret Eigil til at komme lørdag, han skal blive og sove.
Det regner om lørdagen, Jonas ligger på sengen og lytter til vandet der plasker i stride strømme mod vinduet. Han krammer dynen og stirrer op i loftet, der er en revne over hans hoved. Den revne har han studeret mange gange, inden han skulle sove og når han vågnede. Nu er det slut, i morgen skal alle deres ting slæbes hen det nye sted. Det er vist lidt større. Han får et bedre værelse men det er han ligeglad med. Han står op og går i køkkenet, fylder youghurt i en tallerken og spiser, mens mor farer rundt og flytter på ting. "Har vi husket det hele", gentager hun. Det er noget sludder, hun kan jo se kasserne og poserne der er pakket. Det hele står samlet i bunker på gulvet i de forskellige rum. Det er helt forkert at hun er så tidligt oppe og helt forkert at hun har taget det pæne tøj på og lagt makeup. Hun kommer altid til at se lidt klovneagtig ud med de meget røde læber. Måske er det fordi hun ikke bruger den slags til hverdag, så ser det mærkeligt ud synes Jonas. Det er også et mysterium hvorfor hun altid tager makeup på når Eigil kommer. Selvom hun påstår de bare er venner og selvom de også sover sammen. Og i går sagde hun at Jonas kunne blive hos Grete og sove der. Det har han ingen planer om. Han kan bare sove på loftet, det gør ikke noget, for det er hans sted mere end noget andet. Når de flytter ved han bare ikke hvad han skal gøre. Det nye sted har kun et lille bitte kælderrum, der kan ikke engang være en madras. Måske kan han få en plads nede på byggelegepladsen, der har de små huse har han set. Det vil han rigtig gerne, men det er mor der skal hjælpe med det, og mor er ikke god til den slags. Mor går bare ned på kommunen en gang i mellem og snakker med en sagsbehandler. De hjælper med det vigtigste. Men de synes nok ikke en byggelegeplads er vigtig. Det er nok mere penge de går op i. Ja og nogen gange siger de at mor skal have noget hjælp. Så kommer der en mand eller dame et par gange om ugen, de går ud og handler sammen med mor, hjælper med aftensmad, og måske støvsuger de sammen. På et tidspunkt stopper det igen, for så mener de mor kan klare det selv. Jonas er den eneste der ved at det kan hun ikke. Så når der er gået et stykke tid kommer damerne og mændene tilbage og går tur med mor. Det sker også at de tager Jonas med, det er han helst fri for. De taler med ham på en måde han ikke bryder sig om. De vil have ham til at lave lektier. De sidder ved spisebordet med ham og forsøger at lære ham den lille tabel. Men han kan ikke. Det er ikke den slags han er god til. Han vil hellere ud og spille fodbold, eller måske løbe rundt i skoven. Gemme sig i en krog og studere fuglene, myrerne i deres bo, musen der piler gennem græsset. Men det forstår mændene og damerne vist ikke, og der har i hvert fald ikke været nogen endnu der har spillet fodbold med ham.
Cyklen er fantastisk, et flyvende sølvblink, drevet i spiraler. Hun jubler, ler, roterer, drejer og bremser lige foran ham. "Se", siger hun: "Er den ikke flot".
Han nikker: "Jo". Den er vild, vildere end han, på nogen måde, kunne forestille sig. Vildere end nogen cykel han nogensinde har set. Han synker den bitre smag i munden. Hans fødder er klodser under benene. Han tænker på i morgen. På flyttekasser og kassebil. Måske bliver de nødt til at køre to gange. Måske vil mor bare ligge i sengen.
"Hvad skal vi have at spise?" spørger han.
"Løgsuppe, har du smagt det?"
Nej han har aldrig smagt løgsuppe. Han tænker på rå løg, tårer der presser sig på, og den skarpe smag der brænder i halsen.
"Det smager dejligt", hun fører an op mod huset, cyklen blinker under hendes solbrune hånd.
Han trasker bagefter. Inde vasker han hænder i det store badeværelse, og tørrer sig i det grønne håndklæde, og i stuen sætter han sig på pladsen ved siden af Grete.
"I flytter?" Gretes far øser suppe i hans tallerken og rækker ham, og Grete skubber kurven med brød frem.
Han tager et stort stykke, det kan han spise, hvis suppen driller: "Ja vi flytter i morgen".
"Så skal du tidligt op".
Han rødmer, mor står sjældent op før ti. Hvis hun står op: "Ja", han sender kurven videre, løfter skeen med suppe til munden. En lille smagsprøve, som han gurgler forsigtigt. Det smager anderledes men ikke dårligt. Suppen rammer, varmer og fylder. Han skæver til Grete, der ivrigt skovler i sig. Hun er meget brun og hendes arme spænder med fine muskler, så lægger hun skeen og gengælder hans blik. I aften skal de i skoven, og køre ræs. Og måske giver han hende gaven, gemt i lommen. Hans højre hånd knuger sløjfen, den er grøn som hendes jakke.