1Det nye
Når jeg går · ser jeg lys i dagen. · langs alleen · bag de blå trapper · ... [...]
Digte
1 dag, 23 timer siden
8Grise
Jeg går på bare tæer · gennem byen · mærker den rå asfalt rive i hude... [...]
Digte
10 dage siden
4Enkelt
Ufatteligt enkelt · som firkløver blade · dem kan jeg finde · hvis jeg ... [...]
Digte
12 dage siden
10Længsel
Jeg troede det var sådan · at prinsen · boede på slottet og · at jeg ba... [...]
Digte
22 dage siden
5En kølig vind og en halv himmel
Så blev det nat · jeg kunne ikke sove · tvivlen var en dal · tvivlen li... [...]
Digte
28 dage siden
6Tunnelsyn
Det filtrede garnnøgle triller uhæmmet · kaster ekko · kaster ekko. · B... [...]
Digte
1 måned, 7 dage siden
5Drømme
Længsler der hvisker I øret · husker · farverne bag gardinet · drømme d... [...]
Digte
1 måned, 13 dage siden
11Liv
Det er slut · med at knuse · drømme · jeg vil ikke vende livet ryggen · i... [...]
Digte
1 måned, 20 dage siden
3Muld
Jeg har lyst til at · grave i muld · grave efter orm · det nye grøn · liv... [...]
Digte
1 måned, 28 dage siden
6Dage
Der er dage · hvor det er nødvendigt at stå op · for sig selv · være ve... [...]
Digte
2 måneder, 5 dage siden
2Mørkt rugbrød - Kapitel 2 fortsat
Gårdspladsen er øde, jeg stiller rygsækken, og banker på, men ing... [...]
Romaner
2 måneder, 9 dage siden
6På bølger
Som · hud mod hud · uden dissonans · glider vi gennem nattens græs · de g... [...]
Digte
2 måneder, 18 dage siden
5På vandet
Dagene er grønne grynede og svagt støvede · som sandet på stranden ... [...]
Digte
2 måneder, 22 dage siden
4Langt fra
Uden at røre · helt uden · hud · griber ingen ud · nej, der er ingen · der ... [...]
Digte
2 måneder, 26 dage siden
4Lygten
Som en lygte med hjørner · der drejer · har jeg set · små · forandringer.... [...]
Digte
3 måneder, 2 dage siden
3Konsekvens
Kan du høre sangen · bag panelet · en dyb stille hvisken · der sniger s... [...]
Digte
3 måneder, 6 dage siden
8Langsom
Langsom · dropper ud · falder fra i · knastørt kedeligt trakasseri · uden... [...]
Digte
3 måneder, 15 dage siden
6Smukke linjer
Der er en linje · gennem sorg · en stille lyd · af · dengang alt var · ande... [...]
Digte
4 måneder, 7 dage siden
4Ræk mig mine briller
Ræk mig de dage · der bidrog · lærte og tilføjede viden og varme. · Hæl... [...]
Digte
4 måneder, 11 dage siden
3Konfronter
Jeg vil · lade være · undgå alle huller · skære mig fri · anholde mistænk... [...]
Digte
4 måneder, 13 dage siden
3Mørkt rugbrød - Kapitel 2
Nervøsitet er ingen sygdom. Måske er der en rysten i stemmen, en ... [...]
Romaner
4 måneder, 13 dage siden
1Stille stilhed
Stille ord · i øjnene · bag min ryg · i en snæver vending · altid · det sam... [...]
Digte
4 måneder, 16 dage siden
2Liv eller død
Bøgen springer ud · eller · gør den? · Ilten fylder luften · eller · gør de... [...]
Digte
4 måneder, 18 dage siden
3Overarbejde
Urets tikken · i hjernen · alt endevendt · iltfattigt · knækket · og barfod... [...]
Digte
4 måneder, 21 dage siden
3Mørkt rugbrød - Nyredigeret
I frakkelommen er der rugbrød, Mens jeg tygger flyver tankerne ti... [...]
Romaner
4 måneder, 22 dage siden
5Hvem ved besked
Skal jeg · gøre det? · Måske? · Jeg har lyst · men husk · konsekvens · er · en ... [...]
Digte
4 måneder, 27 dage siden
9Ræk ud
Sig ikke noget · lad det stå · og blafre · vent og se · måske · måske er vi... [...]
Digte
5 måneder, 6 dage siden

Puls: 77,1

Publiceret: 16
Afgivet: 66
Modtaget: 87
Ulla Hexibru (f. 1956)
Da vi kommer hjem sætter vi os i sofaen, og Maria opdager pakken. Jeg har næsten glemt den, under tumulten til morgen, men den står stadig med sløjfer af guldsnor dekorativt arrangeret på kaffebordet, hvor jeg håbefuldt lod den stå.

"Åh", udbryder hun: "Er den til mig".

Jeg smiler med kaffekruset i hånden, pakken er til hende. Hendes øjne lyser mens hun åbner, og ringen glider på fingeren som smør. Det er der ikke noget underligt i. Heller ikke det kys jeg modtager, og hendes varme krop der smyger sig til min.

"Min elskede", siger hun.

En lille vibration markerer uro et sted, men det er så småt, at jeg først tænker over det, lang tid efter.Den dag er en glæde. Maria vi to er berusede, hele lørdagen og langt ind i søndagen.

Natten mellem søndag og mandag går arbejdet uhørt nemt. Jeg tænker ikke, reflekserne fungerer, jeg kan min rengøring på rygraden. Og da natten er ovre, og jeg er igennem, takker jeg i mit sind Maria, for hun har været med hele vejen. Gennem alle rummene, i alle opgaverne har hun siddet i mit øre som en sang, en glæde, jeg aldrig har oplevet før. Jeg er vist stadig beruset.Hjemme igen, tager jeg morgenbad og går træt i seng, der går imidlertid ikke længe inden jeg bliver vækket af telefonens gennemtrængende kimen, jeg sætter mig op, trykker på modtageknappen og lytter. Der er en del uro i baggrunden, ingen siger noget, forkert nummer når jeg at tænke, og er lige ved at lægge på. Så bliver der hostet og talt, med lys venlig kvindestemme: "Jeg hedder Eva og ringer fra Ekspresnyt, for at høre om du har kommentarer til den lyserøde kage til mister Gammy for et par dage siden".

Et gys glider gennem kroppen. Ekspresnyt uha.

"Er der nogen"? Bliver der spurgt. Jeg overvejer forskellige scenarier, at takke ja til en snak, eller lægge på og se hvad de får ud af det. Et er sikkert Ekspresnyt elsker sensationer: "Ja", tøver jeg: "Det kan vi nok finde ud af".
   "Hvad med i dag på et tidspunkt? Herinde"
   "Jo", jeg tøver igen sengen trækker: "Hvad med klokken 14"?
   Der bliver en pause: "Kan vi skyde det til klokken 15"?

Bevares der er jo allerede rod i mit sovemønster: "Ok", svarer jeg uden entusiasme, inden jeg kryber under dynen og heldigvis falder i søvn.


Kontoret er lille og velindrettet, der er en skrivebordsplads, en krog med en hjørnesofa og et smalt bord foran. Vi hilser og sætter os. Der står en termokande med kaffe et par krus, desuden mælk og sukkerskål.

"Du har jo kendt mister Gammy mange år", hun ser længe på mig.

Jeg nikker, det er ingen nyhed: "Ja, siden jeg oprettede fanklubben for ti år siden".

"Kagen er meget familiær".

"Min kæreste syntes det var passende".

"Det er en sjov ide".

"Jo, det må være god reklame for hans film", jeg ler: "Nu er jeg jo ikke længere formand for klubben, så det vil nok være mere passende at du taler med Jens".

Der falder bomben, hun trækker sig i sofaen: "Jeg har talt med din kæreste".

Jeg ser forbavset på hende, hvordan hænger det sammen: "Talt om hvad"?

"Vi kender hinanden, hun nævnte, at du og mister Gammy er i familie".

"Der må være noget hun har misforstået".

"Hun var ellers ret overbevist, hun havde set et billede af din far og et andet af mister Gammy. Der er stor lighed siger hun".

"Der må være noget hun har misforstået", jeg sætter koppen fra mig: "Min far døde da jeg var lille, han har intet med mister Gammy at gøre".

"Nå", der bliver en lang tavshed, hvor hun betragter mig, med sit smalle sammenbidte ansigt, ligner hun et rovdyr der vejrer bytte. Jeg rejser mig. Jeg må have fat i Maria i en fart. Jeg løber ud til cyklen. Jeg vil fange hende i butikken og forklare alting. Det her skal hun høre fra min mund. Hun vil forstå det, vi er kommet så tæt på hinanden på det sidste.

Jeg når butikken ved halvfiretiden, der er heldigvis ingen kunder. Hun giver mig et kram, ser så glad ud. Det her kan jeg ikke. Det gør ondt. Jeg holder hende ud i strakt arm, så kysser jeg hende længe før jeg slipper igen.

"Nå, du kan ikke undvære mig", ler hun.

Det er jo ikke derfor jeg er her. Men jeg nikker: "Nej", siger jeg: "Det er svært". Nu er det hende der griber mig, og trækker mig ind i baglokalet. Skubber mig hårdt op mod væggen, og kysser i et jerngreb. Jeg trækker mig væk: "Kan vi sætte os", spørger jeg og peger på det lille bord. Her plejer hun at sidde og læse, løse kryds og tværs, tale med venner eller spise frokost, når der ikke lige er kunder. Hun ser lidt forbavset ud men sætter sig. Jeg rabler min forklaring mens min tunge slår knuder. Jeg er forberedt, men ikke på voldsomheden. Hun skriger med en styrke det næsten får mine trommehinder til at briste: "Hvordan kan du få dig selv til at lyve på den måde".

"Maria", jeg forsøger en gang til: "Du har hørt forkert".

"Nej, nej og atter nej", hun stamper i gulvet: "Du sad i stuen hos mor og bildte os begge ind dine forældre var skuespillere. Du vrøvlede om guldvandhaner. Nu må du give dig", hun peger på døren: "Du skal gå nu"

Tårer strømmer langsomt ned af mine kinder, hun vil ikke engang høre forklaringen. Jeg åbner butiksdøren og træder ud. Ud på torvet. Der er ingen undskyldninger for det jeg har gjort. Jeg iler over mod stoppestedet da benet kramper, smerten skærer fra knæet gennem kroppen, og minder mig om, at jeg har mere på samvittigheden. Heldigvis når jeg frem samtidig med bussen, kravler op og finder en siddeplads. Det er længe siden jeg har haft så ondt, jeg må tage et par stærke piller når jeg kommer hjem.
   På den nye skole var jeg fritaget fra gymnastik. Jeg humpede omkring og følte mig invalid. Den første tid brugte jeg faktisk en krykke til at komme rundt. Drengene stjal den fra mig. Jeg husker første dag, da Anton satte sin fodboldsko på min brystkasse, han markerede kun, men det var nok, for rundt om stod hans medløbere.

"Hva'så krykabe", hvæsede han: "Vil du ha'mere", hans øjne var smalle sprækker, og han spyttede. Jeg havde tilladt mig at sparke til fodbolden med min raske fod og dermed blandet mig i en intens fodboldkamp i gården. Anton løftede krykken højt i luften og kylede den så langt væk han overhovedet kunne. Så driblede han videre med bolden. Jeg lå på ryggen og gispede efter vejret da klokken ringede, og jeg måtte kravle på alle fire hen og fange krykken, møgdag møglort. Jeg humpede ind og kom for sent til timen. Næste dag blev jeg hjemme, jeg tog overtøj på, greb skoletasken og skred ned i den nærliggende park.
   Den lokale børnehave var på tur. Jeg tror pædagogen fik ondt af mig. Hun kom hen og spurgte om jeg var der alene, og om jeg ikke skulle i skole: "Nej", sagde jeg og pegede på benet med krykken, og så gav hun mig en bolle og et krus saft. Jeg sad hele formiddagen på bænken og misundte børnene der løb rundt og legede, jeg manglede min krops samarbejde. Jeg manglede Grete og vores lange eftermiddage. Jeg var ked af det, fuld af smerte manifesteret gennem det skæve ben. Og dagene var endeløse. Selv mor der indtil nu trods alt havde taget sig lidt af mig, syntes at have glemt min eksistens. Hun gled længere og længere ind i sit forhold og alkoholens tåger: "Du er jo så stor", sagde hun tit, så stak hun mig et par tyvere: "Køb noget mad".
   Det var begrænset hvor meget mad jeg kunne købe for det.

Efter to måneder, slap jeg krykken. Smerterne i benet var der stadig, men jeg kunne komme rundt. Sågar cykle, og det var fantastisk, jeg elskede det, turene med vind i håret ud af landevejen. Ikke helt flyvende, men nok til at sige pyt til Anton, min mor og rigtig mange andre ting. Cyklen blev min redning. Hver eftermiddag greb jeg den og kørte en tur, uanset vejret uanset hvad. En kort tur var den tre gange rundt om blokkene. Den lange var den til nabobyen og retur. En dag kørte jeg forbi Grete. Det var eftermiddag lige inden inden ferien. Jeg gjorde holdt bag naboens store sommerfuglebusk, gemt i bladhænget studerede jeg terrassen hvor hun sad i kørestolen med sin mor ved siden af. Vinden blæste i håret og bragte hendes klokkeklare latter ned til mig. Inden jeg cyklede hjem stod jeg foran lågen, men jeg kunne ikke, nej jeg kunne ikke gå ind.

Maria smed ringen hen over gulvet, ind under en stak stole. Der lå den og glimtede i lyset fra lampen over symaskinen, hun bruger når hun er i butikken. Jeg lagde mig på det ømme knæ og greb den. Så rejste jeg mig, og forsøgte at fange hendes blik, det lykkedes men det var så hadefuldt, at jeg omgående så væk igen. Hendes vrede sad i min mave, og ringen skar i hånden så hårdt krammede jeg den. I bussen anbragte jeg den i jakkelommen, fandt en pakke engangslommetørklæder, og lagde et par af dem på såret. Tænk at en åndsvag lyserød kage kan føre så meget med sig. Jeg skulle aldrig være kørt med den morgen. Så havde vi både haft en vidunderlig weekend og en fremtid.

Dagen efter ringer Jens, han lyder ophidset.: "Hvad er der med den kage. Er du Mister Gammys søn"?

Alt vender sig i mig: "Hvorfor siger du det"?

"Har du ikke set nyhederne"?

"Nej jeg har sovet".

"Åh, men gå på nettet eller gå ned og køb avisen".

"Ok, kan jeg ringe om lidt".

"Ja, ja, jeg er hjemme", han lægger på. Jeg tænder computeren, søger på Mister Gammy. Under nyhederne finder jeg billederne af mig med kagen, og spørgsmålet: "Er dette Mister Gammys søn"? Flere overskrifter, Mister Gammy der benægter slægtskabet, men kalder mig en stor fan. Og ellers fortæller om sine to voksne børn og det lange lykkelige ægteskab. Jeg ringer Jens op igen: "Puha, sikke noget".

"Ja ikke", han lyder alvorlig: "Skal jeg tage en snak med Gammy"?

"Mon ikke det vil være en god ide", jeg mærker sveden sejle ned af ryggen.

"Hvordan kan det overhovedet ske", Jens stemme er skarp.

"De har vel ikke andet at skrive om".

"Nej de er gode til sladder", han ler kort: "jeg ringer, når jeg har noget nyt", så lægger han på.

Jeg glor fra telefonen til skærmen hvor kagen lyser. Det er vanvittigt. I det mindste er det godt, jeg ikke har fysisk lighed med Gammy. Jeg tror jeg vil sende ham en mail og beklage Marias kage og postyret. Det her ligner en shitstorm, der blæser ubarmhjertigt hen over os, og måske især hamJeg tager ringen fra skålen på bordet, stenen blinker blåt, og jeg ser for mig hvordan Maria kyler den gennem lokalet. To døgn i lykkeland, og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Tænk hvis hun fortæller mere til bladet? Tanken gør mig svimmel.
   Den aften går jeg med museskridt ned til S-toget. Jeg står under udhænget skjult i hætten fra anorakken. Ingen genkender mig som den lyserøde kagemand, og jeg håber i mit stille sind, det bliver ved det.
Forfatterbemærkninger
En lille fortsættelse til Æsken .

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 30/01-2023 17:19 af Ulla Hexibru (heksemutter) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1929 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.