Nervøsitet er ingen sygdom. Måske er der en rysten i stemmen, en tendens til at træde ved siden af, eller fingerere ved småting. Jeg sidder i bilen med Hanna og drejer på knapperne i min trøje. Hanna snakker. Hun fortæller om drengen der havde fødselsdag, hans far havde bagt en bamsekage men glemt at skrive antal år. Så hun måtte i gang og skrive et stort sekstal der fyldte hele bamsen. 6 år, vi skæver til hinanden, og Hanna fæstner igen blikket på vejen.

"Det er længe siden", Udbryder jeg.

Hanna nikker, hun ved præcis hvad jeg taler om.

"Jeg er på en måde lettet over han er død", siger jeg. Uroen skyldes begravelsen og det der følger.

"Hvis vi ikke havde holdt pause, havde vi kendt hinanden tyve år", Hannas stemme er blød

Et ocean af tid. Jeg ser ud på bilerne der passerer: "Hvad tænkte du dengang", siger jeg.

"Jeg var bange, du var jo rablende", Hanna laver en overhaling.

"Ja", jeg nikker

"Det føltes som det var mig du slog til plukfisk".

Jeg var et mørkt sted. Der var is på alle vægge. Et pust af vinter, jeg skutter mig i trøjen.
   Hanna drejer bilen mod en afkørsel.

"Hvad nu".

"Vi trænger til at strække ben", hun klapper mig på knæet.

Vi køber hver en hotdog og sætter os i solen. Min kind bliver dejlig varm.

"Hvad skete der egentlig efter hospitalet", Hanna ser nysgerrig ud.

"Jeg ved ikke om du kan forestille dig det", siger jeg: "Ikke at have nogen fortrolige".

"Åh, havde du kun mig".

Vores blikke mødes. "Jeg havde det næsten lige sådan", Hanna læner sig frem.

"Okay", jeg kan mærke jeg er forbavset. Hanna var populær, hun talte med alle: "Du var aldrig alene", udbryder jeg

"Selvom du kender mange, er er det ikke sikkert, du har fortrolige", hendes stemme får en hård klang.
   "Hvad vil du så kalde det", siger jeg.

"Vi snakkede ikke om noget", hun tjatter til mig og fortsætter med alvorlig stemme: "Det gjorde jeg med dig", så rejser hun sig: "Skal vi komme videre".

Mod Jyderups friske skovluft og harens spring over marken. Mørket mudderet og den blå himmel, men København er bedst, der er jeg fri.
   Jeg ser på Hanna mens hun går, hun strutter af sundhed og selvtillid. Kan det virkelig passe, at hun ingen fortrolige har? Jeg forstår, hvorfor jeg har det sådan, men Hanna, det er mærkeligt?

"Hvad vil det sige at være fortrolige".

"For eksempel at jeg fortæller dig, jeg er sammen med en gift mand", vi kører ind på motorvejen.

"Jeg synes mere det handler om at tale om hvordan vi har det".

"Ja også det", Hanna nikker.

"Simon ødelagde meget".

"Åh", Hanna sukker: "Det var ikke Simons skyld".

"Hvis så"?

"Åh", Hanna sukker igen: "Lad os ikke ribbe i det".

"Det er vigtigt at tale om", siger jeg.

Hanna drejer hovedet en anelse: "Nu skal du høre. Alt det gamle lort. Lad det ligge".

Jeg kan ikke stoppe der er en bund vi er nødt til at ramme: "Hvad er der sket med Simon", spørger jeg.

"Han har kone og to små børn nu", hendes stemme er neutral.

"Hvad laver han"?

"Ejendomsmægler, han kan sikkert sælge gården hvis dig og Louise har brug for det"?

"Han er altså stadig en ørn til tal"?

Hanna nikker: "Ja Julie", siger hun: "Og det er Simon jeg ser".

Okay, Simon med partypillerne og festerne. Pillerne var noget lort.

"Simon igen", siger jeg

"Ja, Simon igen, men en anden Simon".

"Hvordan anden",

"Mere rolig".

"Ikke flere stoffer", siger jeg.

"Nej, nej", vrisser Hanna: "Det er helt slut"

Simon er en kamæleon, der skal anbringes advarselstrekanter rundt om. Hanna skal passe på, men det nytter nok ikke jeg siger noget.

"Han var virkelig en idiot dengang. Men han er rigtig dejlig nu", hun smiler med stemmen.

"To små børn", siger jeg: "Og så løber han hjemmefra".

"Det er bare sjov og ballade", Hanna ler: "De har et åbent forhold".

Okay, jeg fatter simpelthen ikke verden, fatter ikke hvordan den hænger sammen og hvor mit sted er i den.
   Resten af turen siger vi ingenting. Og jeg er glad da jeg bliver sat af.

"Tak for køreturen".

Hun smiler: "I lige måde, det har været hyggeligt".

Så er hun væk, jeg står i den tottede vejkant. Hygge er et underligt ord, der dækker snarere end afdækker. Jeg forstår ikke hun har genoptaget kontakten. Vi gik til de samme fester hos Simon, det var fedt. Men bagsiden, bagsiden, den er til at brække sig over, og vi burde snakke om det.