6Dage
Der er dage · hvor det er nødvendigt at stå op · for sig selv · være ve... [...]
Digte
5 dage siden
2Mørkt rugbrød - Kapitel 2 fortsat
Gårdspladsen er øde, jeg stiller rygsækken, og banker på, men ing... [...]
Romaner
10 dage siden
6På bølger
Som · hud mod hud · uden dissonans · glider vi gennem nattens græs · de g... [...]
Digte
18 dage siden
5På vandet
Dagene er grønne grynede og svagt støvede · som sandet på stranden ... [...]
Digte
23 dage siden
4Langt fra
Uden at røre · helt uden · hud · griber ingen ud · nej, der er ingen · der ... [...]
Digte
26 dage siden
4Lygten
Som en lygte med hjørner · der drejer · har jeg set · små · forandringer.... [...]
Digte
1 måned, 3 dage siden
3Konsekvens
Kan du høre sangen · bag panelet · en dyb stille hvisken · der sniger s... [...]
Digte
1 måned, 6 dage siden
8Langsom
Langsom · dropper ud · falder fra i · knastørt kedeligt trakasseri · uden... [...]
Digte
1 måned, 15 dage siden
6Smukke linjer
Der er en linje · gennem sorg · en stille lyd · af · dengang alt var · ande... [...]
Digte
2 måneder, 8 dage siden
4Ræk mig mine briller
Ræk mig de dage · der bidrog · lærte og tilføjede viden og varme. · Hæl... [...]
Digte
2 måneder, 11 dage siden
3Konfronter
Jeg vil · lade være · undgå alle huller · skære mig fri · anholde mistænk... [...]
Digte
2 måneder, 14 dage siden
3Mørkt rugbrød - Kapitel 2
Nervøsitet er ingen sygdom. Måske er der en rysten i stemmen, en ... [...]
Romaner
2 måneder, 14 dage siden
1Stille stilhed
Stille ord · i øjnene · bag min ryg · i en snæver vending · altid · det sam... [...]
Digte
2 måneder, 16 dage siden
2Liv eller død
Bøgen springer ud · eller · gør den? · Ilten fylder luften · eller · gør de... [...]
Digte
2 måneder, 18 dage siden
3Overarbejde
Urets tikken · i hjernen · alt endevendt · iltfattigt · knækket · og barfod... [...]
Digte
2 måneder, 22 dage siden
3Mørkt rugbrød - Nyredigeret
I frakkelommen er der rugbrød, Mens jeg tygger flyver tankerne ti... [...]
Romaner
2 måneder, 23 dage siden
5Hvem ved besked
Skal jeg · gøre det? · Måske? · Jeg har lyst · men husk · konsekvens · er · en ... [...]
Digte
2 måneder, 28 dage siden
9Ræk ud
Sig ikke noget · lad det stå · og blafre · vent og se · måske · måske er vi... [...]
Digte
3 måneder, 6 dage siden
4Mørkt rugbrød 11
"Vi havde det sjovt", Hanna ser på mig. · Ja og hold kæft hvor jeg ... [...]
Kortprosa
3 måneder, 10 dage siden
11Modspil
Ja jeg er · et harmonikasammenstød · dråben, · de sammensatte molekyler... [...]
Digte
3 måneder, 18 dage siden
4Mørkt rugbrød 10
I dag er alt forberedt. Middagen klar, bordet dækket, selv servie... [...]
Kortprosa
3 måneder, 21 dage siden
4Mørkt rugbrød 9
"Du var så perfekt, og jeg opførte mig frygteligt". · "Ja, du gjord... [...]
Noveller
4 måneder, 6 dage siden
5Blyanten
En gul blyant · var mit redskab · min redning · jeg skrev om det der va... [...]
Digte
4 måneder, 11 dage siden
6Vi fangede forreller
Jeg kan ikke · tage ord · ud af · munden på dig · ikke adoptere · eller · slu... [...]
Digte
4 måneder, 17 dage siden
4Rummelig
Gribe ud · som ringe · der lytter · uden · afbrydelser · fange · det hele · rum... [...]
Digte
4 måneder, 23 dage siden
3Mørkt rugbrød 8
Jeg fatter ikke det kan gå så stærkt. Det er som en tsunami, en b... [...]
Kortprosa
5 måneder, 5 dage siden
6Firkant
Hjørner kroge og kanter · hårde konsonanter. · Hvis vægge kan tale, · s... [...]
Digte
5 måneder, 14 dage siden
2Ærlig
Blå er farven · havet drukner i. · Hvor er min · ankerplads. · Det gør on... [...]
Digte
5 måneder, 23 dage siden
2Mørkt Rugbrød 7
Louise er er mut. Heller ikke jeg er særlig meddelsom, vi smækker... [...]
Kortprosa
5 måneder, 27 dage siden
5Sødme
Stå op · vende om · bagfra ser alt ud som · blå mandage · mens jeg øver · i... [...]
Digte
6 måneder, 7 dage siden
6Mørkt rugbrød 6
I København var der ingen der bemærkede om jeg kom eller gik. Jeg... [...]
Kortprosa
6 måneder, 13 dage siden
4Mørkt rugbrød 5
Næste morgen lidt i seks, slår jeg mørbanket øjnene op. Hele mit ... [...]
Noveller
6 måneder, 19 dage siden
3Mørkt rugbrød 4
Louise rejser sig: "Vi skal da have mad"? Hun åbner køleskabet og... [...]
Kortprosa
7 måneder, 6 dage siden
8Elsker
Så er det · hvisket · drysset · på kinden · kan du mærke det · glæden · over · ... [...]
Digte
7 måneder, 18 dage siden
7Sjæl
Hvorfor har du ingen øjne · ingen ører · ingen hænder at begribe med · ... [...]
Digte
7 måneder, 26 dage siden
4Mørkt rugbrød 3
Jeg gemte mig når jeg kunne, i krattet i skoven der hørte til går... [...]
Kortprosa
8 måneder siden
2Mørkt rugbrød 2
Det slidte tapet er det samme som dengang. Jeg går hen til væggen... [...]
Kortprosa
8 måneder, 12 dage siden
2Mørkt rugbrød
I sin frakkelomme bærer hun rugbrød. Det er smart på dage hvor hu... [...]
Noveller
8 måneder, 17 dage siden
3Myrehvisker
Lad ord · være planker · i · landskabet · fyld kufferten · med · blomster · dan... [...]
Digte
8 måneder, 24 dage siden
3Vindfugl
lilla lyd · fanget · i øret. · Omgivet · af · mit åndedræt · fløj vindfuglen · ... [...]
Digte
9 måneder siden
3Plads
Pladsen er rund, omgivet af store gamle Kastanjer, der skygger og... [...]
Kortprosa
9 måneder, 6 dage siden
10Med regning
Ræset · gør det enkelt at løbe linen ud · siksakke mågestellet · tilpas... [...]
Aforismer og gruk
9 måneder, 15 dage siden
4Grønne cirkler
Rør ikke mine cirkler · de bor · hvor de · gør godt · under tæpper · i skum... [...]
Digte
9 måneder, 22 dage siden
3Udsigt til indkøb
Jeg har købt · hvad jeg skal bruge · taget hvad jeg behøver · småting · o... [...]
Digte
9 måneder, 29 dage siden
7Liv i universet
Let som fjer · dundyner og · kattepoter · sniger jeg mig · ind i natten · g... [...]
Digte
10 måneder, 6 dage siden
2Suset
Har du · mærket · det? · Minuttet standser · som var det, · det sidste. · Sel... [...]
Digte
10 måneder, 13 dage siden
2At se (er mange ting)
I · et øjeblik · direkte · forstået · grebet · indkredset. · Se mennesket · de ... [...]
Digte
10 måneder, 20 dage siden
3Anemone
Søbred · siv · små ænder · glasklare · øjeblikke · i et sind. · Syng lykke · gr... [...]
Digte
10 måneder, 25 dage siden
2Sure gamle poeter 3 med rettelser
Det har er langt fra, hvad jeg forestillede mig i eftermiddag. Je... [...]
Noveller
11 måneder, 1 dag siden
0Sure gamle poeter 3
Det her er langt fra, hvad jeg forestillede mig i eftermiddag. Je... [...]
Noveller
11 måneder, 11 dage siden
4Smil
Et smil står stille · i luften · dagens · ar på · huden · glider mod · afgrun... [...]
Digte
11 måneder, 18 dage siden
2Sure gamle poeter 2
Jeg står uden for døren og banker på, det tager lang tid inden de... [...]
Noveller
1 år, 1 dag siden
2Sure gamle poeter
Han sidder i sin gode stol og ser på mig, øjnene glimter bag de s... [...]
Kortprosa
1 år siden
3København jeg var der
Vesterbro havde mit hjerte, min sjæl, og min krop. · Langt fra himl... [...]
Blandede tekster
1 år siden
5På vej
På sporet · af muligheder · ideers legeland · autopilotens død · hjernegy... [...]
Digte
1 år, 1 måned siden
2Vandhund
Jeg kan godt blive urolig hvis der går for lang tid imellem, for ... [...]
Kortprosa
1 år, 1 måned siden
6Gå vild
Alting har en ende · en slutning · noget der · giver plads · til · nye · veje... [...]
Digte
1 år, 2 måneder siden
2Løvetand
En smule grøn, det er ikke til at se den nøjagtige Nuance. Lidt m... [...]
Kortprosa
1 år, 2 måneder siden
4Musen
En dag går jeg ind til dyrehandleren. Jeg har stået et par gange ... [...]
Kortprosa
1 år, 2 måneder siden
2Ringen
Da vi kommer hjem sætter vi os i sofaen, og Maria opdager pakken.... [...]
Noveller
1 år, 2 måneder siden
4Æsken
Æsken har jeg endnu, den står i vindueskarmen. Når solen skinner ... [...]
Noveller
1 år, 3 måneder siden
5Hvor bor der bjørne
Bag en spændt bue · bor bjørne · stille eksistensstyrke · bag gitteret · ... [...]
Digte
1 år, 4 måneder siden
3Rejse til
Stilhed har ingen lyd · bag linjen over marken · løfter jeg blikket · b... [...]
Digte
1 år, 5 måneder siden
2Vesterbro
Vesterbro, jeg elskede Vesterbro. Måske har barndommen en særlig ... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
4Punktum
Det er ikke helt lige meget · hvor punktummer og kommaer · befinder s... [...]
Digte
1 år, 6 måneder siden
9Små små
Bærrene er grå · denne sommer · fra min have · har jeg et fint udsyn. · H... [...]
Digte
1 år, 10 måneder siden
5Omfavn
Min fod kender ingen ro · små stilheder · vender vrangen ud · kaster vo... [...]
Digte
1 år, 10 måneder siden
8Paraply
Lynene står i glimt, vinduesviskeren kæmper. GPS'essen viser frem... [...]
Kortprosa
2 år siden
6Nøgen
Nøgen · giver · mening · som en flået · kendsgerning · hakkeorden · på dåse · m... [...]
Digte
2 år siden
3De ynglende laks springer langt
Modstrøms · brækkede brud · gemmer på hemmeligheder · skærer stykker af... [...]
Digte
2 år siden
1Jonas og loftsrummet
Loftsrummet er støvet, men han elsker det. De rå brædder, hulen, ... [...]
Noveller
2 år siden
10Kold lykke
I · nat · så jeg · Nordstjernen lyse · blinke bange · løfte bryn · på den sor... [...]
Digte
2 år siden
10Glas
Træder varsomt · på det skrøbelige · skinner gennem · genertheden · smelt... [...]
Digte
2 år siden
4Fugle flyver højt 5
Han ser billeder, lukker øjnene og skaber alt indeni, Små film, h... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Fugle flyver højt 4
Han fløj ingen steder nu, hans kone spærrede udgangen med nærhed.... [...]
Noveller
2 år siden
7Fugle flyver højt 3
Bibliotekaren sagde altid pænt goddag, når han passerede, og han ... [...]
Kortprosa
2 år siden
8Livslyst
Dagene er små oaser · de har lygter · på spring · i klare farver. · Somme... [...]
Digte
2 år siden
9Angsten er min søster
Hun er · en evig forfølger, · gemt under fødderne, · i væggen · på loftet... [...]
Digte
2 år siden
2Ordløs
Ords dråber · i sætningers kærtegn · med øret · omringet. · Hvad smager d... [...]
Digte
2 år siden
3Mine aber
Han sidder i vindueskarmen og stirrer, alt er småt oppefra, biler... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Live TV - Reality
Nu tæller jeg tanker · maler ord · blå by · min sky · indenicirkler · flyve... [...]
Digte
2 år siden
2Fugle flyver højt 2
Mon hun vidste, hvad det betød. Mon hun vidste, at hans knæ var e... [...]
Kortprosa
2 år siden
6Fugle flyver højt
Toget var en rød slange, der åd sig gennem landet. Han elskede fa... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Klarhed
Det er muligt. · Jeg ser det ikke · det er muligt jeg går forbi. · Alti... [...]
Digte
2 år siden
4Sommersummersol
At sætte sig, · sætte sig stille under et træ. · Smuldre jordklumper,... [...]
Digte
2 år siden
6Hæmninger
Grimme grå grænser · halve host · forblæst · krænget ud. · Andre vidste a... [...]
Digte
3 år siden
4Fraklip 2 Dengang
Hende: Jeg ser gennem dørspionen, der er han. Han ser lille ud fr... [...]
Noveller
3 år siden
5Fraklip
Jeg ser · i dørspionen · du bliver · som ved du, · jeg er her. · Jeg tænker... [...]
Digte
3 år siden
7Selvom ærter var blå ville jeg stadig spise...
For jeg elsker ærter, de minder om barndom. Lyden af spurve, bier... [...]
Noveller
3 år siden
4Noget
Og så flyver jeg, · langt ud. · Jeg ser på andre, · løfter mig som en s... [...]
Digte
3 år siden
6Døren
Ni gange om dagen · på en god dag · sætter mit øje · sig fast over døre... [...]
Digte
3 år siden
7Jeg står frem
Jeg flyver · uden engle · i et pust af noget godt. · Styrken i · edderkop... [...]
Digte
3 år siden
6Horror
Mørkeland · sandsorte flammer. · Blodtunge ords · taleblinde larver. · Dr... [...]
Digte
3 år siden
8Blomstring
I skygger · der aldrig visner · på lilla marker · uden strøm · står · tulip... [...]
Digte
3 år siden
9Værdi
Træer · stolte kæmper med ranke rygge · sorte stammer der stiger og l... [...]
Digte
3 år siden
9Bøffer
Min hverdag glider roligt, jeg står op og spiser morgenmad, drikk... [...]
Kortprosa
3 år siden
1Jordmånemandler ny udgave
Jeg spiser dem ikke, de kan være giftige, hvem ved hvad der er i ... [...]
Noveller · fremtidssamfund
3 år siden
6Ting
Da jeg så sedlen, var jeg ikke i tvivl. Den var gul med blå skrif... [...]
Kortprosa
3 år siden
4Båden
Vi sejlede ud om formiddagen, helt ud til de små øer. Han ville v... [...]
Kortprosa
3 år siden

Puls: 73,0

Publiceret: 18
Afgivet: 92
Modtaget: 82
Ulla Hexibru (f. 1956)
I frakkelommen er der rugbrød, Mens jeg tygger flyver tankerne til barndommens fedtemadder på køkkenbordet. Højt til vejrs med benene i frit svæv, og søster ved min side. Vi var sultne efter en lang dag. Madderne smagte vidunderligt, mørkt bittert, med eftersmag der hang længe i munden: "Så får i nye sko", sagde mor. Nye sko ja tudegrimme, ortopædiske klodser. Når sporvognen drejede, legede vi karrusel. Mor sad på et af sæderne, hun viste konduktøren billetten. Det sidste stykke gik vi, med hinanden i hænderne, mor holdt godt fast. Op af trappen løb vi, vi ventede mens hun langsomt drejede nøglen, og åbnede til entreen. Vi smed overtøjet og skoene, og blev køkkenskrivere. Det bedste i køkkenet var fedtemadderne. Det bedste ved at være arbejdsløs er turene i parken, og at jeg kan sove længe, undtagen de dage hvor jeg skal hen og stemple på Gammel Køge Landevej. På de dage er det surt, at udfylde skemaer og tale med sagsbehandlere. Alt det og lidt til, ikke fordi det gør ondt, ikke for noget, det er sådan det er.

Byen stinker, luften er tung om sommeren, især på varme dage. Jeg går meget eller tager cyklen ud i Valbyparken. Her kan jeg se havet i plumret udgave, men dog havet. Der er et specielt sted. Horisonten den kan jeg lide. Bagefter trasker jeg i Rosenhaven. Dufter til blomster og spiser rugbrød. Tygger, tygger langsomt, som en bæver. Roser har aldrig sagt mig noget særligt, men de her er nu meget pæne. Senere cykler jeg hjem og ser TV. Smækker benene i sofaen og spiser mere rugbrød, det er billigt, det er nemt. Atlasskabet, står i soveværelset og snurrer lystigt, der er ikke plads andre steder.
   Toget kører. Jeg har hul i maven, men det her er ikke et spørgsmål om lyst, det er nødvendigt. Landskabet glider forbi fyldt med bystykker, senere er der grønne bølger og færre huse. Det er meget længe siden jeg har været i Jyderup. Men jeg husker følelsen, og læner hovedet mod rudens kølige glas. Små myrer farer rundt, tankerne kribler.
   Gå ikke over sporet der kommer tog, kvindestemmen gentager sig med kort mellemrum. Jeg spejder, men kan ikke få øje på Louise. Toget passerer, der bliver stille. Jeg er alene på perronen. En bil når parkeringspladsen, døren smækker da min søster springer ud. Hun vinker og bliver stående. Jeg forsøger at fange hendes blik, mens jeg skridter afstanden.
   "Der er du Julie", siger hun

"Ja", jeg nikker.

"Vi skal i Brugsen", hun åbner døren i sin side og peger inviterende. Mine fødder danser. Louise farer over i min side, åbner døren og skubber mig ind. Rygsækken løber hun om og kaster i bagagerummet. Hun sætter sig tavst og kører hen til centeret. I butikken griber hun de forskellige varer og kyler dem i kurven, Jeg løber bagefter. Belæssede når vi bilen.

"Så er det ud på de små veje", Louise ser på mig med hænderne på rattet. Ja, jeg hader de små veje. Mudderet og mørket. Der er så dejligt ude på landet. Gu' er der ej. Jeg vrikker ned i sædet. Louise tænder en smøg: "Kan du ikke vente", spørger jeg. Hun sætter bilen i gang uden at svare. Jeg åbner vinduet. Jeg skulle vist være blevet hjemme: "Ser du stadig Christian"? Hun bapper på smøgen, og nikker. Røgen siver langsomt over i min næse. Christian, tænk hun har holdt ham ud så mange år: "Nå er han så derhjemme"?

"Jo, jo", mumler hun og tværer smøgen ud i bilens askebæger. Vi drejer ved busstoppet, nede for enden ligger gården. Her har jeg trasket i al slags vejr på små skæve ben. Far tog mig med efter skilsmissen, som en hund, der blev sendt på internat. Jeg savnede alt det jeg kendte. Jeg ser hans duknakkede krop, de vrede øjne og den store næse. Jeg har arvet næsen. Louise sagde i telefonen at vi arver gården. Jeg skæver til min søster: "Det var tarveligt", siger jeg. Far har altid været tarvelig. Og nu gør han det igen, selv i døden.
   Det slidte tapet er det samme. Jeg går hen og flytter en jakke, bag den har jeg lavet et hjerte med blåt blæk, indeni er der tegnet to bogstaver. Sjovt jeg lader fingeren hvile på den fedtede væg.

Louise ser på mig: "Hvad laver du"?

"Bare minder", jeg slipper taget, stiller rygsækken, og følger efter ud i køkkenet: "Det er syv år siden jeg har været her", jeg sætter mig på køkkenstolen og ser på min søster, mens hun arbejder.

"Du kunne bare være kommet", hendes stemme er vred, hun smækker ting i køleskabet.

"Jeg blev smidt ud".

"Du gik selv", hun sætter sig over for mig, åbner vinflasken og hælder op

Ja det gjorde jeg vist: "Hvordan skete det"?

"Hvad"?

"Hvordan døde far"?

Sikkert af druk, tænker jeg, og tager en tår vin.

"Det var mandag efter arbejde", hun vender blikket direkte mod mig. Hun har tårer i øjnene.
   "Christian var ikke hjemme, her var stille", hun tøver inden hun fortsætter: "Han hang i stalden". Hvad, hængte han sig? Hvorfor har hun ikke fortalt det? Min hjerne sætter ud, min mund har ingen ord. Far for fanden, og stakkels Louise. Jeg ser på hende. Hun ryster på hovedet: "Det var et chok".

Mon ikke: "Hvad så"?

"Ja, så ikke noget, ambulance, politi hele molevitten".

Christian træder ind i rummet: "Dag", siger han. Han bøjer sig og giver Louise et kys, før han sætter sig mellem os. Louise tager et glas og hælder op til ham. Vores intime rum er brudt. Jeg trækker mig: "Hvor skal jeg sove"?

"Hvor tror du", ler Louise, hun peger mod trappen. Ja selvfølgelig mit værelse, mon det står intakt. Jeg rejser mig og lader de to i fred. Døren binder, jeg giver den et hårdt puf, smider rygsækken på sengen og går hen til vinduet. Jeg ser lige ned på stalden. Han må have hængt sig i en af de store bjælker. Hvorfor? Han var ingen lykkelig mand, men ligefrem hænge sig? Godt jeg ikke bor her. Stedet giver mig myrekryb. Louise må godt beholde det for sig selv. Jeg bliver stående bag gardinet, og åbner vinduet. Den lerede jord slår fugtigt igennem, køer brøler i det fjerne, og fuglene har deres egne serenader. Min gamle verden. Det er den hullet i maven handler om, tyngden der gør det umuligt at trække vejret. Hvordan kan min søster holde det ud, presset som en citron, klemt af en traktor.

Farfars traktor var rød og rusten. Den brummede og raslede, som ville den falde fra hinanden. Jeg skreg og hylede og ville ikke med op, men farfar havde et fast greb om min mave, så sådan blev det. Han kørte og pløjede, frem og tilbage i snorlige rækker med mig som en stivnet pind. Han lugtede surt af jord og olie, mens hans tyrede gennem marken. Ved middagstid stoppede vi: "Det var da ikke så slemt", sagde farfar og smed mig på jorden. jeg stolpede ind, løb op på mit værelse og kom ikke ned til frokost. Næsten samme følelse har jeg nu, det er ikke Louises skyld, Louise ved ingenting, absolut ingenting. Jeg må ned. Louise sidder ved bordet, Christian er der ikke. Jeg anbringer mig på stolen: "Hvad så".

"Christian skred", vrænger hun.

"Nå han er ikke nem at danse med". Vi ser på hinanden. Det er fint Christian er skredet, så kan vi snakke: "Jeg forstår ikke helt det med far".

"Det gør jeg heller ikke".

"Var han deprimeret".

"Næh sur", hun lægger en hånd under kinden. Louise kunne klare far. Louise har det i sig. Karamelliseret sødme.

"Men", jeg tænker på far dengang, og alle de øl han drak

"Han fik en kæreste", Louise fniser.

"Og"?

"Hun er mærkelig"

"Nå"

"Hun spiser kål".

Nå kålkur, det er vel ikke i sig selv noget særligt: "Hvad ellers".

"Hun er bange for edderkopper og hunde".

Jeg ler, der skal åbenbart ikke meget til.

"Har hun fået besked om far".

"Ja ja".

"Hvad hedder hun".

"Astrid, de kendte hinanden længe. Hun kommer forbi i morgen og henter noget tøj". Louise rejser sig: "Vi skal da have mad"? Hun åbner køleskabet og finder en pakke pizza i fryseren. Fra grøntsagsskuffen henter hun salat tomat, feta og oliven. Hun stiller det på køkkenbordet før hun smider pizzaen i ovnen. Så går hun i gang med at snitte med fast hånd, hun snitter hurtigt, smider det hele i en skål, roder rundt, og sætter skålen på bordet, med et par tallerkener og bestik. Hvad står hun egentlig og tænker, hun har rynker der skærer panden i to. Duften af pizzaen fylder. Louise sætter sig igen, hun sidder og glor på ovnen med ryggen til, mens der langsomt breder sig svedpletter under armene. Min søster med uglet hår, og blå arbejdsbukser, hun har sikkert været i marken, et liv jeg ikke forstår. Det var det jeg skreg far i hovedet dengang. At jeg for helvede ikke gad mere. Han skreg tilbage at, jeg da bare kunne skride.Iskold marcherede jeg op på værelset og pakkede rygsækken. Så for jeg ned og ringede til taxa. Det var Svend der hentede: "Skal du ud at rejse", spurgte han.

"Næ, bare ned til Hanna", svarede jeg.

Vi spiser.

"Christian blev vred over du er her", Louise rejser sig, tager en ny flaske i køleskabet, åbner og hælder op til os begge: "Men vi er for helvede søskende, og far er død".
   Hun siger død med streg under, stamper det ud, og så smiler hun for første gang. Jeg standser min spisning og betragter hende. Den senede krop, de brune øjne. Vi var meget tætte engang, det skal Christian ikke blande sig i: "Det må være hårdt", jeg rækker ud efter hendes hånd, hun griber og holder fast. Louise bliver så køn når hun smiler.

"Skal vi gå en tur når vi har spist"?

"Kan vi godt", jeg trækker hånden tilbage.

"Far hjalp mig dengang", siger Louise

Det ved jeg. Selv om jeg syntes, far var en idiot, kan jeg godt se, Louise ikke havde klaret sig uden ham. Louises baby har en sten på familiegraven, den betalte han. Jeg ved hun tit tager derhen. Vi følger alleen mod skoven, hunden kaster sig rundt om Louise. Vi når frem lidt efter. Klumpen i halsen kommer tilbage. Jeg står lidt og stirrer.

"Vi kan også gå udenom", siger Louise.

"Nej nej, vejen er fin", jeg går til, her mærkes det tydeligt, her gemte jeg mig tit.

"Jeg har aldrig brudt mig om den her del af skoven", min søster lader blikket glide gennem de mørke stammer: "Når tingene falder på plads kan vi få det ryddet".

"Ja", siger jeg: "Det er en god ide".

Ude på den anden side fører stien ned til åen. Vi sætter os på bænken. Louise vender ansigtet mod mig: "Det føles forkert at han ikke er her mere. Vi spiste tit morgenmad sammen. Han elskede stærk te".

"Far var alkoholiker", jeg ser på min søster.

"Nej, han kunne bare lide øl", hun rejser sig og går mod gården.

"Han havde altid en kasse i kælderen", jeg småløber efter hende.

Hun vender sig med hænderne i siden: "Nu stopper du. Han drak ikke på den måde", øjnene lyner.

Græshopperne synger, hunden lunter glad ved siden af, og jeg er en sten der synker mod havbunden. Der er intet at gøre, jeg drukner om lidt. Min søster er vred. Jeg er vred, vi er vrede. Christian står på den anden side af døren."Hej", siger han og griber efter Louise.
   Hun skubber ham væk: "Vi ses i morgen", hendes stemme er skinger. Christian ser først på mig så på hende. Så ryster han hovedet og fortsætter mod køkkenet.

"Ja god nat", klokken er ikke særlig mange. Jeg smider mig på min gamle seng. Den har en bule i midten. hvis det bliver for slemt kan jeg tage dynen og lægge mig på gulvet.

Næste morgen lidt i seks, slår jeg mørbanket øjnene op. Hele mit liv her begravede jeg da jeg rejste. Louise har det anderledes. Det er ok. Hun må gerne mene, far er en helt. Jeg kan lade ham løbe ud med badevandet. Om lidt begraver vi ham, og sætter punktum. Det banker på døren??

"Ja", siger jeg.

Louise stikker et bobbet hoved ind: "Kan vi snakke. Jeg kører om en time?"

"Jo, jo", mumler jeg. Hun lukker døren forsigtigt, næsten som om hun slet ikke har været her. Jeg gider faktisk ikke. Det er svært at få øje på, hvad vi kan blive enige om. Køkkenet dufter af kaffe, der står krus på bordet. Kun to, så af en eller anden grund er Christian fraværende. Louise vender sig, hun er ukendelig, med det bobbede hår og makeup, iført et par lette sommerbukser, en fin hvid bluse og en dueblå cardigan. Kontorarbejde tænker jeg: "Hvor arbejder du nu"?

"Regnskab i Hvalsø halvtids", hun hælder kaffe i mit krus og skubber brødbakken over.

"Kan jeg køre med"?

"Tager du allerede hjem"?

"Ja, begravelsen er vel ikke endnu".

"Åh", hun ser på mig: "Det var meningen Christian skulle tale med præsten klokken ti. Men Christian du ved", hun slår ud med armen.

Jeg kan sku ikke tale med præsten om far. Hvad tænker hun på: "Du må da bare tage fri", jeg sætter kruset hårdt i bordet.

"Ville jeg gerne", siger Louise: "Men der kommer kontrolrevision, jeg er nødt til at være der".

"Så må du da ringe til præsten".

"Nu er det sådan, jeg har bedt Astrid komme forbi. Hun kan tale med præsten. Men vil du ikke være sød at være her, det har jeg faktisk lovet hende"?

Så Louise har lovet mig væk: "Helt ærligt du kan da ikke bare love mig væk".

"Han er altså ligeså meget din far som min", hvæser Louise.

"Jo", siger jeg: "Men jeg kender ham jo nærmest ikke".

"Så lad Astrid snakke, og jeg har skrevet en seddel med oplysninger", hun skubber et papir over bordet: "Vil du ikke nok".

Jo, det kan vel ikke diskuteres: "Vil du så køre mig på stationen når du kommer hjem", spørger jeg.

Hun nikker før hun rejser sig og går til nøgleskabet, hun tager en nøgle ud i en stor rød nøglering: "Her", siger hun: "det er fars, går du også lige tur med hunden inden klokken ti, og lukker den ud i bryggers inden Astrid kommer".

Min irritation vokser proportionalt med de afgivne ordrer: "Var det alt", siger jeg spydigt.

Bilen laver gruslyde da hun kører. Schæferen sidder klar, jeg griber snoren og hægter på. Han begynder at logre med det samme, jeg låser, og overvejer hvad vej vi skal gå. Men han er hurtigst og trækker mod skoven, jeg flyver efter. Skoven, krattet og den kølige luft omringer os. Jeg vil ikke være her, her er ækelt, jeg hader lugten, og skyggerne. Hunden snuser henrykt, markerer og følger stien ind i mørket. Jeg har kvalme, og prøver at holde igen, men det er umuligt, jeg bliver trukket videre gennem den nedtrampede sti, til vi står foran et faldefærdigt skur. Jeg har gåsehud da jeg lægger hånden på de rå brædder. Så åbner jeg døren, og går ind. Rummet har et enkelt vindue, glassene er knuste. Der står en klapstol med askebæger under, mon far har siddet der. Jeg sætter mig, hunden lægger sig og ser op. Kan hunde græde? Jeg ved det ikke. Måske har far været sød ved den. Jeg ser ud på de tætte ranke grantræer i kølige grågrønne farver. Er der noget jeg ikke ved om ham? Har han siddet her og grædt? Er tingene vokset ham over hovedet? Han havde en kæreste, de må have talt om det? Jeg vil spørge hende hvad hun tror? Han drev landbrug, dyrkede korn, og græs. Var aktiv. Men han drak meget dengang. Fortsatte han med det? Der er noget absurd over min søsters morgenflugt, det giver ingen mening, at det er mig der skal tale med præsten. Jeg kommer i tanke om sedlen, og hiver den op af baglommen. Den er skrevet i punkter. Jeg er kun nævnt af navn. Men selvfølgelig hvad kan Louise sige? Og hvad kan jeg sige om hende? At hun har en idiotisk kæreste, og at jeg ikke forstår hendes valg.
   Jeg rejser mig, nu er det mig der skynder på det hele, det her sted er no go. Hunden trækker stadig i snoren. Jeg bliver stående og holder fast. Jeg vil tilbage i huset og lede efter øl, bagefter vil jeg undersøge fars værelse, det kan være jeg kan finde noget interessant? Da vi nærmer os huset ser jeg bilen, det er for tidligt både til præst og Astrid. En høj duknakket mand står og venter. Han ser lidt undrende ud. Jeg forklarer mig, han rækker en bakke æg frem.

"Dem har jeg lovet Louise", siger han: "Det er tidligt hun er kørt".

"Der er revision på arbejdet".

"Nå", han bliver stående

"Kendte du min far"?

"Vi gik i skole sammen, jeg er nabo".

Han træder lidt tilbage og ser på mig: "Du var en lille trold der gemte sig i farmors skørter".

Jeg ser på ham, jeg husker ingenting.

"Sig til Louise, at hvis hun får brug for hjælp, er jeg i nærheden", et smil bryder frem, inden han kryber i bilen og kører. Hunden gør. Jeg lukker den ud i bryggerset. Så går jeg i kælderen. Der står to ensomme kasser, en med kartofler, og ølkassen. Jeg har intet mod øl, men far var konstant beruset dengang. Han drak vist både øl og stærkere ting?

Jeg lister gennem stuen med billeder. Flere af Louise og mig som små. Far som buttet baby. Farmor senere som jeg kendte hende. I køkkenet ved siden af en stor flæskesteg. Måske til jul. Hun smiler og slår ud med armen. Glad julefarmor, der dufter af småkager. Måske var det det, farmor kunne, som ingen andre, latteren. Hun slog gerne en latter op. Selv farfar det sure spektakel holdt bøtte når hun lo.
   Inde bag stuen er der to soverum. Det første jeg går ind i er så ryddeligt, at jeg tænker på Louise med det samme, for en sikkerheds skyld åbner jeg klædeskabet. Nydelige kjoler og andet tøj i sirlige bunker på hylder. Det kan kun være Louises. Jeg lister ud igen. Og går ind i det næste rum. Her står en halvandenmandsseng med sort natlampe, og et natbord med en clockradio, en af dem der vækker med radiomusik. Jeg trykker på knappen for at se hvordan den er stillet, halv seks siger den. Tja, det er tidligt op, som i dag. Rummet er spartansk. Et lille bord med et par skuffer, og et mindre klædeskab i hjørnet. Jeg åbner skabet og kigger ind, det roder og lugter muggent., jeg lader en hånd glide gennem jakker og trøjer, det meste temmelig slidt. Noget af det kan jeg faktisk huske fra jeg boede her. Især en meget lækker stortrøje som jeg tror farmor har strikket? I bunden står nogle slidte sko og længst inde i mørket en kasse eller æske. Jeg griber ivrigt ud efter den. Måske er der noget i den. Men den er låst, jeg er skuffet, han har gemt sine hemmeligheder. Jeg bliver stående med kassen og funderer et øjeblik. Hvad er sandsynligheden for at nogen kender til den. Far har ikke fortalt nogen noget, det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg vil tage den med. Det er ikke at stjæle, for jeg skal jo arve. Inden jeg forlader rummet, åbner jeg de to skuffer i skrivebordet. I det ene er der forskellige piller, en del regninger og bankoplysninger.
   Far skylder penge, så vidt jeg kan se, et lån af en slags. Det går sikkert ikke så godt med gården??? Men det må jeg spørge Louise om? I den anden skuffe ligger en stak breve, jeg løfter bunken og ser afsenderen. Astrid. Det er straks mere prekært, jeg bør ikke læse dem. Men jeg mærker hvordan nysgerrigheden vælder op i mig. Jeg tager det første brev i bunken. Og folder det forsigtigt ud. Det er et saftigt, erotisk brev. Jeg har svært ved at se min far i det, med dryppende tissemand mellem store bryster. Jeg folder det sammen og lægger det tilbage i i bunken, skubber skuffen i og skynder mig op på mit værelse, hvor jeg anbringer æsken nederst i rygsækken godt pakket i soveposen.

Astrid har langt lyst hår, øjnene er blå, en havfrue med matchende nederdel. Ansigtet er åbent påført svag rouge og en skrigrød læbestift. Hun stirrer stift på døren til bryggers, hvor hunden er.

"Hunden er lukket inde", siger jeg, og stirrer tilbage. Jeg er i chok over hendes ungdom, højest, ti år ældre end mig. Hvordan er det lige gået til?

"Ja, ja", siger hun: "Jeg ved godt jeg er meget yngre, end ham. Men kærlighed har ingen alder".

Det kan jeg ikke argumentere mod: "Jo. Kærlighed er da kærlighed". Som hun står der og smiler med havfrueøjnene, ser hun blød og dejlig ud, det må min far have set. Men hvad så hun? "Jeg har lavet kaffe", jeg fører os ud i køkkenet.

"Jeg drikker ikke kaffe", siger hun: "Der står urtete heroppe", hun åbner et skab, og tager dåsen ned. Imens hælder jeg vand på kedlen.

"Man kan ikke se du og Louise er søstre, du ligner din far". Hun lægger hænderne på kruset og får et tænksomt udtryk: "Vi talte om at gifte os. Han elskede at drille mig med, at alle ville tro, jeg var hans datter".

"Nå", jeg hælder vand på tekanden.

"Nu er han død", hun siger det langsomt med en hånd under hagen, som for at holde hovedet oppe.

"Var han deprimeret", spørger jeg

"Næh det synes jeg ikke. Men han skyldte vist penge".

"Okay, mange penge?"

"Det ved jeg ikke, så meget snakkede vi ikke om det".

"Hvad vil du sige til præsten"?

"Har Louise ikke skrevet en seddel"?

"Jo, men der står næsten ingenting". Jeg skubber sedlen over bordet.

Hun læser: "Okay, det kan jeg godt se". Hun stiller sig ved vinduet: "Vi skulle have holdt min fødselsdag. Vi kiggede på ringe."

"Nåede i at få dem"?

"Nej, de er bestilt", hun lader en hånd glide gennem håret.

"Mon ikke du kan afbestille", siger jeg.

"Det har jeg ikke lyst til", hun sætter sig over for mig igen, øjnene lyser.

"Astrid hvordan lærte i hinanden at kende".

"Jeg arbejder hos bageren. En dag sagde han hej, det gjorde jeg også, og ja så var jeg solgt".

"Hvordan"?

"Vi faldt i hak. Kender du ikke det"?

"Nej".

"Jeg kan slet ikke forstå det", stemmen vibrerer: "Jeg har det som han kunne træde ind af døren lige nu, du ved".

Det ved jeg intet om, min far har været væk så længe, at jeg ikke mærker nogen forskel.

Jeg boede på sofaen hos Hanna to måneder, som boligløs, og lovede mig selv aldrig at sætte fødderne på gården igen. Efter opholdet på psykiatrisk, tog jeg til København, fremlejede en lejlighed, og fik rengøringsjob. Ingen bemærkede om jeg kom eller gik. Jeg bestemte, bestemte om potteplanterne skulle leve, om sort var en god farve, hvilke bøger jeg læste. Hvor mange lakridser jeg spiste. I weekenderne kunne jeg finde på at blive i sengen. Det var luksus. Hen under aften stod jeg måske op, lavede mad, og krøb ind i sofaen igen, med dynen som plysbamse. Jeg elskede det. Jeg havde boet i et fængsel en firkant uden pasform. Af og til tog jeg på bar, jeg sad med min øl, når der blev danset. En dag ville jeg rejse mig og gå ud under diskokuglen og ind i det blinkende lys.

Jeg stirrer på præsten, hun står midt i køkkenet og smiler forsigtigt: "Er det her vi skal sidde"?

Det tænker jeg det er, jeg skubber en stol over mod hende. Astrid har allerede sat sig.
   Rummet oser af usagte ord. Fars lange fravær må jeg undlade at nævne, de døde kan ikke forsvare sig. "Vi har talt om", siger Astrid: "At han var en dygtig landmand".

"Jo", præsten noterer på sin blok: "Gården er velholdt, er det en slægtsgård".

"Ja, farmor og farfars".

"Din far hvordan var han", hun læner sig frem og ser direkte på mig.

Hvad skal jeg sige, skal jeg lyve, klumpen i halsen, som jeg også havde i går, skvulper, jeg hoster og ser på Astrid. Astrid har tårer i øjnene: "Han var en dejlig mand. Jeg holdt meget af ham", hulker hun. Jeg griber et stykke køkkenrulle og rækker hende. "Og dig", siger præsten mens hun ser på mig. Jeg har noget med grønne øjne, en magi der strømmer og rammer solar plexus.

"Problematisk, skilsmissen ødelagde meget, far forandrede sig", det føles rart at sige det, som det var.

"Skilsmisser går altid ud over børnene. Havde jeres far søskende?"

"Nej, der var kun ham".

"Havde han interesser".

"Hunden, jagten, naturen, og en robåd, der er sø på grunden", Astrid peger ud af vinduet: "bag skoven, jeg tog tit med", hun snøfter i køkkenrullen.

"Er der mere jeg skal vide", siger præsten: "Sange der skal synges til begravelsen"?

Jeg har svært ved at forstille mig far gå i kirke: "Jeg tror ikke han var særlig religiøs, så noget lidt lettere".

"Nu falmer skoven trindt om land", siger Astrid: "han kunne lide skoven. Der var en lille hytte han gik ned i".

Skuret i skoven, det var derfor hunden havde så travlt: "Altid frejdig når du går", ryger ud af munden på mig, det må være fordi vi sang den til Magnus begravelse. Jeg ser kisten for mig og den enkle buket ovenpå. Så vender jeg mig mod præsten: "Du kan vel finde en sang mere, noget de fleste kender".

"Ja selvfølgelig", hun rejser sig, og glatter den mørke nederdel. Jeg fanger de grønne øjne, før jeg følger hende ud: "Er det dig der kommer til at stå for begravelsen", spørger jeg.

"Ja".

Det var virkelig en sød præst, jeg bliver stående støttet til karmen, og tænker på Louise og døden.
   Magnus lille kiste skar sig ind og sad fast, selvom jeg kun så ham kun en gang på hospitalet. Louise og far gik gennem kirken arm i arm, Jeg var der, med min dyne af tavs afstand, og efter bisættelsen tog jeg direkte hjem. Jeg har ikke set hverken Louise eller far siden. Jeg har i det hele taget ikke set mange mennesker. Den søde nabokone til den lejlighed jeg langt om længe fandt, blev en slags farmor. Det var næsten et normalt liv, og et job i den lokale Brugs. Ind imellem sloges jeg med den dårlige fod, min barndoms trofaste følgesvende de ortopædiske sko var stadig nødvendige. Jeg kommer aldrig til at løbe maraton eller gå i højhælede. Nogen gange tænker jeg over, hvordan livet havde formet sig uden skæve fødder?
   Louise er er mut. Heller ikke jeg er særlig meddelsom, vi smækker hunden i bilen, de skal i skoven når jeg er sat af. Jeg lover at ringe i løbet af ugen. Så står jeg igen på stationen, og vil forsøge at finde Hanna. Jeg når ikke mange skridt før en stemme kalder. Det er Christian der indhenter mig: "Hej", siger han: "Tager du allerede hjem".

Det kan muligvis skyldes den kolde luft han udsatte mig for i går.

"Har du lidt tid", han ser alvorlig ud.

Det er faktisk på grund af ham, jeg var nødt til at blive og tale med præsten: "Det kan diskuteres hvor meget tid jeg har", hvæser jeg.

Christian står midt i de parkerede cykler: "Jeg ved godt vi ikke er bedste venner", han tøver inden han fortsætter: "Men jeg har noget at fortælle".

Ærlig talt hvad er så vigtigt? Noget med far, måske?

Christian sætter sig: "Det tager kun et øjeblik", han ser bedende op på mig.

Jeg tøver, han svigtede Louise dengang, jeg forstår ikke hvorfor hun har taget ham tilbage.
   "Så skal det være kort", siger jeg og sætter mig.

"Det er Louise, hun har det skidt".

Ja for pokker vores far er lige død, så er det vel ikke så underligt.

"Ikke på grund af jeres far. Hun er helt ved siden af, og har ikke været sig selv i flere måneder".

"Måske er det på grund af Magnus", siger jeg.

"Magnus", han ser undrende ud: "Hvorfor tror du det"?

"Du forlod hende".

"Det er mange år siden, og jeg kom tilbage".

"Du stak af", jeg læner mig frem og skubber ham i brystkassen før jeg rejser mig, og begynder at gå.

Han griber mig i armen: "Men der er noget helt galt", råber han: "Jeg tænkte, du godt ville vide, din søster har det skidt".
   "Du skrider bare hver gang der er problemer", råber jeg og forsøger at rive mig fri.

Han holder mig i begge arme: "Stop", hans stemme er vred: "Det samme kan man sige om dig", han slipper. Vi stirrer på hinanden. Han er fandeme for klam: "Idiot", hvæser jeg.

"Louise drikker", han øjne lyner.

Okay, vi har drukket to flasker vin mens jeg har været der, det er jo ikke noget særligt: "Det har jeg ikke mærket noget til", jeg glor på ham.

"Nej, men hun gemmer flasker".

Ligesom far dengang, jeg bliver stående: "Og hvad vil du have jeg skal gøre ved det?"

"Tale med hende næste gang du kommer".

Jeg har aldrig brudt mig om Christian, men måske har han fat i noget. Det er ikke usandsynligt Louise er begyndt at drikke.

"Ok", siger jeg: "Det skal jeg tænke over".

Christian griber cyklen og kører, og jeg fortsætter min tur gennem hovedgaden uden at se mig tilbage.

Huset Hanna Boede i med sine forældre er lidt mere slidt end dengang, og med en uplejet hæk. Jeg bliver stående, tænker tilbage. Hanna bedste ven, en af os ødelagde det? Måske os begge. På postkassen står forældrenes navne, de bor her stadig. Jeg ringer på og venter. Der går længe, ingen lyde i huset men en bil i indkørslen. Jeg går gennem den åbne garage, det summer i baghaven. Dernede går en person med slåmaskine, græslugten bliver gradvis mere intens mens jeg nærmer mig. Det er Hannas mor. Hun var vældig god at snakke med, men det var også hende der smed mig ud til sidst. Jeg tror ikke helt hun forstod situationen.

Hun standser slåmaskinen og vender sig: "Åh", siger hun: "Dig havde jeg ikke ventet".

Jeg bliver stående et godt stykke fra hende. Akavet vildt akavet, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal få fat i Hanna?: "Jeg kommer for at høre hvor Hanna bor nu"?

"Jeg er ikke sikker på Hanna vi have, jeg giver dig hendes adresse. Du husker nok hvad der skete".

Ja det kan jeg ligesom ikke lave om på.

"Du kan lægge et telefonnummer, så kan jeg spørge, om hun vil ringe", hun begynder at gå ned mod terrassedøren, jeg følger efter, og venter mens hun går ind. Jeg noterer hurtigt nummeret på papiret hun rækker.

"Og ellers har du det godt"?

"Ja". Det er måske så meget sagt: "Jeg er ked af det blev så voldsomt", siger jeg: "Jeg var ude af mig selv".
   Hun svarer ikke. Det kan jeg forstå, vores øjne mødes. Hun er ikke vred, men der er lukket. Jeg kan kun håbe Hanna vil være sød og ringe. Sandsynligheden er ikke stor, så havde hun gjort det for længe siden. Det var mig der smadrede det til sidst. Og det var voldsomt. Jyderup stedet jeg troede, jeg var færdig med. Det bedste der er at sige, er at jeg er på stationen, og at toget kører om lidt.

Jeg fatter ikke, det kan gå så stærkt. En bølge af følelser skyller ind over kroppen. Varmen spreder sig stikkende og prikkende. Hvad laver hun her foran min dør. Det burde ikke kunne lade sig gøre efter alt hvad der er sket. Pengene jeg skylder, og tingene jeg smadrede. Alt det, er mellem dengang og nu, en syvårig vejspærring.

"Hej", hun smiler. Hanna smiler. Det er meget længe siden jeg har set det smil: "Må jeg komme med ind"?

Det ved jeg ikke helt, der er temmelig rodet i lejligheden: "Måske skal vi hellere gå en tur", jeg tøver. Jeg har tænkt på det så mange gange. En genforening, jeg har bare ikke forestillet mig, at det skulle foregå sådan her. Vi står et øjeblik på reposen, så farer Hanna frem og giver mig et kram. Jeg er ikke klar. Hun ser på mig med et spørgende udtryk: "Ja", stammer jeg: "Jeg sætter lige rygsækken ind". Mens vi går ned af trappen taler hun som et vandfald. Hun bor to gader fra mig. Hun påstår hun muligvis så mig for et par år siden. Hun siger en masse mere, men jeg har det lige som dengang. Tavsheden er mit fængsel, følelserne vil ikke ud. Hanna du var en stjerne i mit liv. Jeg smadrede alt den dag. Jeg ved du vil tale om det. Vi går ned gennem Istedgade.

"Jeg er ikke sur længere", hun standser og ser på mig en gang til.

"Jeg regnede ikke med du kom", siger jeg. Nej jeg regnede ikke med noget. Jeg skar hendes malerier i stykker og smed med hendes smukke keramikting. Politiet kom, jeg røg på den lukkede. De fyldte mig med piller, før de sendte mig ud igen. Jeg har ikke været der siden, jeg har passet mig selv, det er slut med piller. Men jeg ved jeg er sart. Far og gården er en dårlig cocktail, og måske var det også en fejl, jeg tog forbi Hannas forældre. Vi går ind på Skydebanen og sætter os. Børnene leger i vandbassinet. Det er stadig lunt selv om det er sidst på dagen. Familier. Jeg har altid været misundelig. På Hanna og alle andre, med tryg baggrund. De kender ikke til forskellen: "Hanna", siger jeg: "Jeg var misundelig".

"Over hvad".

"Du fik så meget".

"Det fik du også, når du kom på besøg".

"Ja, det er bare ikke det samme".

"Nej det ved jeg godt", hun smiler igen.

"Jeg opførte mig forfærdeligt".

"Ja, du gjorde mig ked af det og meget vred", hun rejser sig og begynder at gå op mod Vesterbrogade.
   Jeg følger efter, som en lille fugl, har jeg lyst til at sidde i hendes hånd og spise af de frø hun vil give. Jeg elsker at hun smiler, men ligger der noget mellem linjerne?

"Kom", hun griber min hånd: "Jeg skal vise dig et sted". Hun ler mens hun løber og slipper mig hurtigt igen. Jeg tror, hun ved, jeg følger med helt af mig selv. Vi når Valdemarsgade. Et stykke nede standser vi foran en stor patriciervilla. Jubilæumsasyl står der over indgangen. Jeg er desorienteret.

"Kom", siger hun en gang til og leder os gennem porten: "Her i børnehaven arbejder jeg. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre". Hun hopper ned i en af gyngerne, og sætter den i svingninger: "Hvad med dig"?

Mig hvad med mig, jeg står i en baggård, og vil ikke gynge, jeg ved heller ikke hvor meget jeg har lyst til at fortælle: "Jeg har lavet lidt af hvert".

"Hvad skete der efter hospitalet".

"Ikke noget særligt", mumler jeg. Det var dengang jeg kæmpede. Dengang alt føltes som istapper:
   "Skal vi ikke gå tilbage", jeg vender om. Jeg hører hendes skridt, hun griber mig i armen og giver den et klem: "vi må snakke mere en anden dag ikke?".

"Ja", lover jeg. Det her er en begyndelse. Jeg nødt til at se mere, før jeg ved om vingerne bærer?
   "Vi kunne ses og spise sammen næste uge", foreslår jeg: "Hos mig".

"Gerne", siger Hanna, vi står foran min hoveddør. Jeg ville ønske jeg kunne finde ud af kramme.

"Hej vi ses", hun løfter hånden til hilsen og sender et luftkys.

Jeg bliver stående og betragter hende, til hun forsvinder om hjørnet. Oppe i lejligheden mærker jeg hvor træt jeg er, hvor meget de sidste dage har tæret. Der er så mange spørgsmål. Jeg lægger tøjet på en stol i stuen, går ind i soveværelset og kaster mig på sengen, jeg krammer dynen hårdt og mærker tyngden, sove, bare sove, det er der brug for.
   Da jeg vågner er jeg frisk. Byen er fuld af lyd og lys, men jeg ved det er nat. Jeg sidder ved spisebordet og opdager rygsækken i skyggen. Den havde jeg næsten glemt, jeg overvejer alting igen, før jeg langsomt bevæger mig langs væggen, åbner sækken, pakker ud og tager kassen med hen på bordet. Nu står den i lyset.
   Det er som om den taler " Gør det ikke, lad mig være, din tyveknægt". Jeg tager den mellem begge hænder og ryster den, den rasler en smule. Hvad mon far har gemt? Breve nej næppe der lå jo en masse i skuffen i Jyderup. Sedler til klasselotteriet måske? Jeg ved farmor og farfar havde nogle. Smykker, mønter lidt af hvert. Måske papirer på halvsøskende, en søster eller bror. Jeg vil elske at få en bror. Måske havde far et sidespring og det var grunden til at mine forældre blev skilt. Jeg lader hånden ligge lidt på kassen mens jeg drømmer om familie og millioner. Men noget i mig siger jeg skal lade være. Jeg rejser mig og bærer kassen med mig ind i soveværelset, åbner klædeskabet og skubber hurtigt kassen ind i hjørnet. Lige i det øjeblik ser jeg fars skæggede, rynkede ansigt, bebrejdende. Jeg smækker døren og går et skridt tilbage. Indbildning ren indbildning. Så åbner jeg igen og ser ind, der er mørkt kassen er usynlig. Jeg går ud af rummet, og sætter mig ved bordet, trækker vejret langsomt ud og ind. Far jeg vil ikke tænke på ham lige nu.

I dag er alt forberedt. Middagen klar, bordet dækket, selv servietter er der købt, for det føles særligt. Min hjerne er toptunet. Når jeg åbner døren vil jeg hænge hendes jakke på knagen, og give et kram. Der er noget med kram, jeg deler dem sjældent ud. Jeg kan bedst lide afstand. Hanna derimod er en krammer. Hun gør det hele tiden, det gjorde hun i hvert fald dengang, og noget tyder på det stadig er sådan. Men i dag vil jeg være den der farer frem. Jeg vil vise hende, hvor glad jeg er, for at hun kommer forbi. Jeg håber bare, jeg tør. Jeg står på trappen og venter, hendes trin runger, da hun runder hjørnet. Jeg griber om hende, og holder godt fast: "Hej" siger jeg.

"Sikke en velkomst", udbryder hun, før hun gør sig fri. Vi står lidt og betragter hinanden, det er som om det går op for os begge, at nu er det alvor.Duften af mad er en lille smule kvalm, da vi går ind i lejligheden. Jeg tager hendes jakke og hænger på knagen, præcis som jeg har forestillet mig. I stuen går hun hen til vinduet og ser ud, så vender hun sig: "Her bor du dejligt".

"Ja her er stille og roligt", jeg peger på spisebordet: "Skal vi".

Hun smider sig i stolen over for, jeg hælder vin i hendes glas. Vi klinker.

"Hvad skal vi have at spise", hun drejer glasset langsomt mellem hænderne. Hun har en fin ring på jeg ikke har set før, fra en kæreste? Måske?

"Bare bøffer, kartofler og pulverbernaisse", jeg rejser mig og går ud og henter fadene. Vi spiser i stilhed. Efter middagen hjælpes vi med at sætte ting i køkkenet og lave kaffe. Samtalen er gået helt i stå. Jeg fortryder invitationen. Måske var det det det var, en barndomsven der forsvandt? Kaffen er bitter ligesom indsigten.

Så taler Hanna pludselig med klar stemme: "Din far", siger hun: "Var en ondskabsfuld alkoholiker".

"Mener du det", det suger i min mave.

"Ja, og din farfar var lige sådan, måske værre", hun bøjer sig frem og ser på mig: "Du var bange for ham".

Ja farfar var jeg bange for. Hanna lægger en hånd oven på min: "Din far jeg tror han slog dig".

"Ja det gjorde han".

"Hvorfor"

"Jeg pjækkede"

"Det gjorde jeg også, vi pjækkede jo sammen", hun lægger hovedet på skrå: "men jeg fik ikke tæv".

Suget i maven får mig til at mindes, han slog hårdt. Jeg græd aldrig. Han skulle fandeme ikke bestemme. Jeg elskede pjækdagene med Hanna, ned i byen på vores cykler. Hannas lommepengeslik, eller burgere på grillen. Cykle om kap med drengene der også pjækkede. Sjovt det var det. Forbudt ja, men sjovt.

"Vi havde det sjovt", Hanna ser på mig.

Ja og hold kæft hvor jeg fortryder al den ballade jeg lavede. Hanna elsker livet og alle omkring sig. Jeg tror ikke helt hun forstår hvor meget hun betyder. Simon var der også, som en skygge og i vejen. "Min dejlige kæreste", kaldte Hanna ham: "Simon", siger jeg, mens jeg tygger mig igennem et stykke kød.

"Simon. Ja Simon var en dejlig dreng", Hanna møder mit blik.

"Du har ring på", jeg peger.

"Åh, du ser da også alting", hun gør en lille pause inden hun fortsætter: "Jeg har en i kikkerten, og han kigger også".

"Hemmeligt", spørger jeg.

"Ja lidt. Nej meget", hendes stemme knækker, hun lægger sit bestik: "Han er gift".

"Åh", jeg holder vejret: "Det lyder kompliceret"?

"Dejlig kompliceret", hun smiler og lægger en hånd under hagen: "Hvad med dig har du kæreste".

"Nej, det er ikke rigtig blevet til noget".

"Nå", hun ser spørgende ud.

Åh hvor jeg hader det spørgsmål: "Jeg ved heller ikke hvor interesseret jeg er".

"Okay", hun ryster sin viltre hårmanke: "Det forstår jeg jo ikke. Det er godt krydderi på tilværelsen".

"Måske", nu lægger jeg også min kniv og gaffel. Inden jeg når at sige mere fortsætter hun: "Hvornår skal din far begraves"?

"Onsdag næste uge. Jeg tager afsted tirsdag aften".

"Du kan køre med".

"Besøger du dine forældre"?

"Nej", hun smiler frækt: "Noget meget sjovere. Et hurtigt knald".

"Han bor altså i Jyderup", siger jeg.

Hun spiser videre.

"Vel ikke hans sted"?

"Nej hans overarbejde", hun ler.

Hanna altså, Hanna nu også med en gift mand. Måske er jeg lidt misundelig.

"Jeg vil gerne køre med", siger jeg: "Kan vi sige klokken fem"?

"Fire ville passe mig bedre".

Hun tager tidligt hjem, og jeg bliver siddende ved spisebordet, mens jeg mærker eftervarmen.
Forfatterbemærkninger
Jeg har samlet Mørkt rugbrød til en tekst og forsøgt at redigere og stramme op, Hvad synes du som læser er det blevet bedre og mere klart? Er det starten på en roman du har lyst til at læse??

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 28/01-2024 16:32 af Ulla Hexibru (heksemutter) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 7071 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.